De Ioniske øer… eller nogle af dem

Da vi vågnede var Orkanen Ianos væk. Den var buldret videre på sin bane mod sydøst. Inden længe ville den passere Pelopones. Derfra ville den igen gå ud i Middelhavet. Når den var et par sømil ud for Libyens kyst, ville den blive opløst.

Det var hvertfald, hvad vejrmodellerne forudsagde.

Nu skinnede solen igen fra en skyfri himmel. Vinden var let og krusningerne på det rolige hav glimtede tillokkende i det stærke morgenlys.

Mange både havde allerede forladt marinaen. Vi gjorde klar til afgang, smed fortøjningerne og sejlede ud i strædet mellem det Ioniske Hav og den store lagune.

Strømmen var med. Vi nåede hurtigt ud til de to anduvningsbøjer. Der ændrede vi – ligesom de fleste andre – kurs med 90 grader til bagbord.

Ned mod de sydlige Ioniske øer, hvor Ianos to dage tidligere havde forårsaget så store ødelæggelser.

Den 6 sømil lange strækning til Lefkas var fyldt med både. Alle med kurs mod kanalen mellem Lefkas og fastlandet. Nogle få havde sat sejl. Kun deres fart med de let blafrende sejl afslørede, at de også brugte motor.

På en båd foran os skimtede vi et rødt og hvidt hækflag. Vi havde en lidt større fart og da vi kom nærmere, så vi, at flaget var dansk. Og da vi kom endnu tættere, så vi, at det var den danske båd, der havde hjulpet os med ankre op ved den lille ø Meganisi.

“Vejrmodellerne begyndte alle sammen at sige det samme. Så vi gik ligesom Jer længere mod nord. Vi kunne jo ikke få plads i Cleopatra Marina. Så vi gik længere ind i lagunen. Her fandt vi en fin ankerplads” fortalte skipperen, da vi var inden for taleafstand.

“Vi var vel en 15-20 både. Da vi fik kanten af Ianos lørdag nat, var der et par stykker, der begyndte at drive. Men ikke nogen fare. De fik lagt ankret ud igen. Så vi har såmænd ligget trygt og godt.” sluttede skipperen, der talte med en vis vægt. Han tilhørte nemlig den lille eksklusive kreds af lystsejlere, der qua deres professionelle bagrund har ret til at føre et hvilket som helst skib, på et hvilket som helst tidspunkt, i et hvilket som helst farvand.

Efter knap en times sejlads nåede vi til marinaen i Lefkas.

Det indre bassin var pakket med både, der ventede på, at broen over kanalen ville blive åbnet. Også i det ydre bassin lå der mange. Stadig flere kom til. Vi reducerede farten til næsten ingenting og lagde os i venteposition mellem de mange både. Det var næsten som at deltage i starten på en kapsejlads, hvor alle søger at skaffe sig den bedst mulige position inden startskuddet. Omsider hylede sirenen. Kort efter åbnede broen. Vi sejlede ind i den 4 sømil lange smalle kanal.

Ude af kanalen satte vi kurs mod den lille ø Meganisi, der ligger i den sydlige del af farvandet mellem Lefkas og fastlandet. Det var her vi havde ligget, før vi havde søgt ly for Ianos en lille snes sømil længere mod nord.

Meganisi

Meganisi er 11 kilometer lang. På det bredeste sted 5 kilometer. Den er en af de mindste af de beboede øer i det Ioniske Hav, men den største af de omkringliggende småøer. (Deraf navnet Meganisi, der er det græske ord for størst).

På nordsiden ligger fem godt beskyttede bugter med fine ankringsmuligheder. Terrænet er kuperet, ja man kan måske ligefrem sige bjergrigt, da det højeste punkt er 297 m.o.h. Og så er det en grøn ø, hvor der vokser pinje- og oliventræer helt ned til vandkanten.

Det vigtigste hverv er turisme, men fiskeri og dyrkning af oliven, grøntsager og frugt bidrager stadig til indkomst og beskæftigelse.

Lidt over 1.000 beboere er registeret med fast bopæl på øen. De fleste bor i en øens tre byer.

I den største, Katomeri, residerer øens borgmester. Meganisi er nemlig en af Grækenlands 332 kommuner. Den lille kommune består også af to småøer. Skorpios med to indbyggere og Sparti, der er ubeboet.

Fra de to andre byer Vathi og Spartakori er der flere daglige færgeafgange til Nidri på Lefkas, der ligger få sømil borte.

Vathi

Vi ankom til Vathi midt på eftermiddagen og havde booket en plads i marinaen, som ikke lignede marinaen på den flot designede website specielt godt.

“Sorry” lød svaret på VHFen, da vi anmodede om tilladelse til at anduve. “Come back after four.”

Vi sejlede ud af den lille bugt. Stoppede motoren, sprang i det svalende krystalklare vand, spiste frokost, drak kaffe, sprang i vandet igen og nød den stille atmosfære.

Efter et par timer forsøgte vi igen at anløbe. Denne gang med held. Vi var den første gæstebåd, men der gik ikke lang tid, før marinaen var fyldt op. De fleste tilsyneladende charterbåde, der havde lagt et stop i Vathi ind på ferieruten.

Om aftenen gik vi tur langs kajen i byen.

Vathi er med kun 145 indbyggere den mindste af de tre byer. Den kaldes også for lille-Vathi for ikke at forveksle den med byen Vathi på den nærliggende ø Itaca, som var Odysseus hjemø.

Meganisi indgår i øvrigt også i heltesagnet om Odysseus.

Den er øen Taphos, hvor Mentes, en af Odysseus gode venner bor. Det er herfra Athena, gudinden for krig, håndværk og kunst, forklædt som Mentes sejler over til Itaca. Hun opsøger Odysseus søn Telemachos. Fortæller, at hans far Odysseus er i live og opfordrer ham til at rejse ud og lede efter ham.

Der er et godt udvalg af taverner, barer og caféer i lille-Vathi.

Ifølge Google Maps er der også to supermarkeder. Måske en lidt prætentiøs beskrivelse af de to købmandsbutikker, hvor man kan købe de mest nødvendige dagligvarer.

Vathi har også en bykaj. Her er gratis at ligge, men så er der heller ikke adgang til landstrøm, vand, bad- toiletfaciliteter. Og dog. Nogle af bådene på bykajen (måske dem med de mest drevne besætninger) var koblet til et elkabel, der forsvandt ind i en café, hvor et skilt angav, at man kunne få et bad for 5€.

Vi havde nydt tilstrækkeligt af marinaens luksus. Næste dag forlod vi den.

Der var meget let vind. Vi gik for motor med halv kraft mod øst langs øens nordside. Efter mindre end en time nåede vi ind i en anden bugt. Vi havde været der før og sejlede helt ind i bunden.

Sørme om ikke den gode ankerplads igen var ledig. Og som om det ikke var nok.

Den danske båd, der havde hjulpet os tilrette i bugten og som vi havde mødt på vejen ned til Meganisi, var også tilbage på ´sin´ plads.

Vi droppede ankeret og satte motoren i bak. Så hørte vi en lyd vi kun kendte alt for godt.

Himmel og havskum!!!

Linen til dinghyen var røget i skruen. Igen. Men nu var der ingen friske unge mennesker med ombord til at dykke under Heron og skære skruen fri.

Hvordan kunne det også ske?

Vi havde erstattet linen i dinghyen med en flydeline. Netop for at undgå, at den gik i skruen.

Men flydelinen var jo meget blød. Så måske hvis man nu satte motoren i bak?

Og ja. Det fantastiske skete. Den bløde flydeline viklede sig ud af skruen, i det korte øjeblik motoren var i bak.



“Jeg så godt der var noget galt ”, forklarede skipperen på vores danske nabo båd, da vi senere var ovre til en kop kaffe. Han fortsatte beroligende: “Men ikke noget problem. Vi har dykkerudstyr ombord. Jeg var parat til at tage det på og svømme over til Jer og skære skruen fri”.

Sparthakori

Vi er storbrugere af appen Navily. Her kan man blandt andet læse om andre sejleres vurderinger af de fleste marinaer og ankerpladser i Middelhavet.

Vi gik igang med at undersøge, hvad andre havde syntes om marinaen i Sparthakori – en af de andre tre byer på Meganisi.

“This is one of our favorite places in Greece. Very safe and well maintained. They are very busy in high season so you must call a day or two in advance” skrev en.

Fra en anden lød det “We could not go because the owner of the restaurant who manages everything asked us our nationality. When we specified that we were French, no place for us…”.

Vi var uden for højsæsonen. Alligvel ringede vi for at høre om der var der var en ledig plads.

En dyb mandestemme besvarede vores opkald.

Han svarede ikke på, om der var en ledig plads, men spurgte i stedet: “Where are you from?”

Da vi ikke var franske, fortsatte han samtalen med at spørge om Herons længde, bredde og dybdegang. Så sluttede han samtalen med “Make sure you are here after two o´clock tomorrow”.

Lidt over klokken 14.00 lå vi næste dag i venteposition ud for pontonen, der udgjorde marinaen i Sparthakori.

“‘Welcome Heron. Follow me” råbte den unge mand i gummibåden, der kom sejlende ud mod os inde fra pontonen. Vi vinkede et OK som svar, hvorefter han drejede båden og sejlede hen mod en betonmole.

“Har du ikke en plads på pontonen?” råbte vi.

“Babis want you there” svarede han og pegede ind på betonmolen, hvor en kraftig mand,  tydeligvis  Babis, myndigt vinkede os hen mod en ledig plads mellem to både.

Vi kunne ikke gøre andet end at følge Babis anvisninger. Da vi kom tættere på ændrede anvisningerne sig til hidsige kommandoer som “slow down, speed up, more thrust, less thrust, more starboard, less starboard, be carefull of the lines”.

Men et eller andet må vi have gjort noget rigtigt. For da vi havde manøvreret Heron ind på pladsen, kvitterede Babis med et “Well done”. Denne gang i, hvad vi valgte at tolke som, et anerkendende toneleje.

Bådene på hver side af os var engelske.

“Vi kom for en uge siden” forklarede manden i båden på vores styrbord side. “Vi kan godt li´at være her. Det kan være, vi tager afsted en gang i næste uge. Hvis vejret er til det”.

“Hvorhen?”

“Kastos” svarede manden og tilføjede med et smil “Det lyder så alvorligt, men det er ikke mere end 10 sømil herfra”

Parret i den engelske båd på vores bagbord side var i starten af halvtredserne. Manden havde ernæret sig ved muslinge fiskeri i Skotland. Uden en eneste fridag var han hver dag i 20 år tidlig om morgenen sejlet ud i det barske skotske farvand. Sammen med sin makker var han dykket til bunden, hvor de havde plukket muslinger. Senere samme dag var muslingerne blevet kørt til London, hvor restauranter tilbød dem som en frisk delikatesse fra Skotland.

Kvinden havde arbejdet med udsatte familier i politiet og var ivrig fritidsdykker. Det var gennem dykningen, de havde mødt hinanden. Da de havde været sammen et par år, havde de købt en båd, sagt sine jobs op og var taget på langfart. 11.000 sømil havde de sejlet, før de var kommet til den sydlige del af de Ioniske øer. Siden havde de kun sejlet her. I Spartakori, hvor de nu havde ligget et par uger, hjalp de Babis og hans store familie med dykkeropgaver og småreparationer og underviste også børnene lidt i engelsk.

“Hvor betaler man havnepenge?”

“Der kommer en gang imellem en dame fra kommunen og opkræver 10€ for en overnatning, men vi har nu ikke set hende i år” forklarede parret og tilføjede “Men Babis ser gerne, at I spiser på tavernen som betaling for at ligge her”

“Men hvad så med hende damen fra kommunen. Hvorfor kommer hun? ”

“Fordi det er kommunens mole” forklarede parret med et let skuldertræk.

When in Rome

Der gik ikke længe, før vi faldt ind i vores engelske nabos rytme.

For første gang i Middelhavet lå vi med stævnen mod land. Nu havde vi fri udsigt over vandet fra cockpittet. Om morgenen sprang vi i vandet fra badeplatformen, svømmede i det krystal klare vand og kravlede op i Heron på badestigen. Så spiste vi vores morgenmad, mens vi betragtede dagen begynde i det lille havne samfund.

Så var der dagens forskellige gøremål. Der er altid noget at lave på en båd. Vejrudsigten skal tages. En fortøjning skal måske lægges om. Der skal måske fyldes vand i tanken. Håndtaget til toilettet går igen måske lidt stramt og skal smøres. Måske strømmen er gået. Altsammen småting, der ikke lyder af så meget, når man skriver det, men som fylder dagligdagen på en båd.

I løbet af dagen gik vi de mange trin op til den lille by. Pustede ud på caféen, der ligger med en fabelagtig flot udsigt over havnen, øhavet og det græske fastland. Gik gennem den smalle gade til den lille købmandsbutik, som velvilligt tilbød at bringe større indkøb ned til havnen.

Om eftermiddagen gik vi over til Babis taverne. Drak en kop kaffe. Betragtede ham kommandere med de ankommende både, som var han personlig ansvarlig for, at hver enkelt kom sikkert ind på den plads, han anviste på sin ponton eller kommunens betonmole.

Når det blev mørkt, gik vi tilbage på tavernen. Gik hen til glasdisken, hvor råvarerne til dagens retter var udstillet. Blev præsenteret for dagens ret, der blev tilberedt af en og serveret af en anden fra Barbis store familie.

Ved lukketid så vi Babis bror starte motoren på sin lille gummibåd for i bælgravende mørke at sejle alene over til Nidri, hvorfra han kørte i bil op til byen Lefkas, hvor han boede med sin datter.

Når lyset slukkedes i tavernen, gik Babis til ro i et lille værelse, der stødte op til den overdækkede taverne. Når tavernen åbnede næste morgen, var han første mand på plads. Havde det været uroligt vejr om natten, sad han rødøjet om morgenen ved sit bord, fordi han havde tilbragt det meste af natten med at se efter sine gæstebåde.

Men vi skulle videre. Vi fortalte vores engelske nabo og Babis, at vi planlagde at sejle over til Sivota på Lefkas en lille times sejlads væk.

”Altså en dagene, hvis vejret ellers er til det” svarede vi, da de spurgte hvornår.

Sivota

Udefra vandet er det ikke nemt at få øje på indsejlingen til Sivota. Man skal tæt på for at se åbningen i den lodrette klippevæg. Indsejlingen er godt markeret. Først et stykke inde i løbet, opdager man den store naturhavn, der er omgivet af grønt bevoksede bakker eller bjerge, om man vil. Der er en lang promenade med taverner, caféer og butikker næsten hele vejen rundt i bugten. På flere pontoner tilbydes gratis overnatning med adgang til WiFi, elektricitet, vand, bad og toilet.

Gratis?

Ja næsten, men “De forventes at indtage Deres middag på vores taverne” som det med vanlig græsk høflighed præciseredes på et skilt på hver af pontonerne.

Vejret var både med os og ikke med os. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Temperaturen var behagelig, men uden for den beskyttede naturhavn blæste det godt fra syd. Så meget, at vi ikke havde mod på at sejle til Vathi på Itaca for at mødes med Jan og Mette, der var på en uges ferie der. Flere gange sagde vejrudsigten, at det ville blive roligt den næste dag, men hver gang ændredes den med kort varsel. Vejret var bare slået over til det Rod og Lucinda Heikell så rammende kalder “unsettled” i deres populære pilotbøger for Middelhavet.

En af dagene kom vores engelske naboer fra Sparthakori på besøg.

“Vi er på vej hjem” fortalte de “Vi tager lige en dag i Sivota og i morgen en på Kastos for at sige farvel for dette år. I overmorgen sejler vi op til Preveza og kommer på land på Ionian Marina, inden vi tager hjem for vinteren.”

Om aftenen spiste vi middag sammen med vores engelske nabo på en lille taverne. De tog pænt afsked med indehaveren, som de kendte så godt, at hun omsorgsfuldt gav os resten af vores rigelige portioner med hjem som madpakke.

Efter middagen faldt vi i snak med et par af de andre englændere på den lille taverne.

“Min kone og jeg var i Auckland, da New Zealand gik i lock down i foråret” fortalte en. “Sammen med andre udlændinge blev vi indlogeret i et fængsel. Efter et par dage fik vi besked på at rejse hjem. Billetterne var der sørget for. Dem plus opholdet i fængslet kom vi til at betale en mindre formue for. Nu er jeg så taget herned for at se til båden. Vi håber vores fly går som planlagt i næste uge”

Covid-19 epidemien var blusset op igen i Storbritannien og der var netop indført en lang række skrappe restriktioner for at inddæmme udbredelsen. Endnu var der ikke klarhed over, hvordan lockdown ville påvirke flytrafikken og muligheden for at komme hjem.

I foråret havde Grækerne indført meget skrappe restriktioner og havde haft bemærkelsesværdigt få Covid-19 tilfælde. Men i områderne omkring Athen og Thessaloniki rapporteredes nu om stærkt stigende smittetal. Endnu var der kun få eller ingen Covid-19 smittede i regionerne Lefkas og Epirus, hvor vi opholdt os.

Men det ville hurtigt kunne ændre sig. Tanken om at lægge Heron op for vinteren under en skarp LockDown uden at vide, hvornår vi kunne komme hjem til Danmark, var ikke tiltalende.

Vi havde aftalt med Aktio Marina, der ligger over for Preveza, at Heron kunne komme på land og overvintre på deres bådplads.

Få minutters kørsel fra bådpladsen ligger en lille lufthavn –  Aktion. Den er kun åben i sommerhalvåret og har et par internationale forbindelser.  En gang om ugen er der en forbindelse til Berlin. Den var stadig åben. Derfra ville vi nemt kunne komme til København.

Vi købte 2 billetter. Da der varsledes dårligt vejr sidst på ugen besluttede vi at sejle op til Preveza således, at vi havde god tid til at gøre Heron klar til vinteren.

Preveza

Preveza viste sig at være en hyggelig by. Vi blev der i mere end en uge. Fulgte med i livet i den nye flotte marina, hvor havnepengene var til at betale, nu da vi var uden for højsæsonen. Om eftermiddagen cyklede vi ud til den nærliggende strand. Badede og cyklede tilbage til Heron på den lange bykaj. Når det blev aften slentrede vi i de smalle gader med butikker, supermarkeder, caféer og et utal af taverner. 

Vi riggede langsomt Heron af og sejlede en sidste tur. Denne gang  ind i den besynderlige  store lagune. Da vi kom tilbage satte de dygtige folk på Aktio Marina Heron på land og vi gjorde klar til vinteren.

Der var endnu et par dage til vores fly gik. Vi lejede en bil og kørte op langs kysten, som vi var sejlet nedad halvanden måned tidligere.

Et par kilometer nord for Preveza besøgte vi den forladte by Nicopolis.

Den var blevet anlagt af Kejser Augustus efter, at han havde besejret rivalen Marcus Antonius, og dennes allierede, dronning Cleopatra, i et stort søslag i farvandet ud for Preveza.

Byen havde med over 100.000 indbyggere været den største by i det antikke Grækenland.

Men i takt med at dens beliggenhed fik mindre strategisk betydning, var den blevet affolket og til sidst helt forladt. Senere anlagdes Preveza, hvis travlhed med et indbyggertal på kun 20.000 gav en fornemmelse af, hvor stor Nicopolis måtte have været.

Vi kørte længere mod nord til templet Necromanteion – et af det antikke Grækenlands mange orakler.

Oraklet blev anset for at være porten til dødsriget Hades. Pilgrimme valfartede hertil for med præsternes hjælp at tale med de døde, hvis sjæl kunne fortælle dem om deres fremtid.

Mange af de græske sagnskikkelser har besøgt oraklet.

Blandt andet Odysseus. Han kommer dertil i sagnfortællingens kapitel ‘Rejsen til underverdenen’ og møder sin døde mor, der fortæller ham om de farer, der venter ham, før han kan vende tilbage til Itaca.

Da vi kom tilbage fra bilturen, var det blevet tid til at tage hjem.

Men ak.

På afrejsedagen kom vi ud til en næsten øde afgangshal.

Af årets 365 dage havde de græske flyveledere valgt at strejke på lige netop vores afrejsedag.

Det vidste alle.

Ja altså lige på nær Kiwi, som tydeligvis kun vi og en tysk dame havde købt vores flybilletter af.

Sammen med den tyske dame blev vi kørt i taxa til Lefkas by, hvor vores flyselskab EasyJet havde sørget for overnatning. Flot service. ´Strejker er force majeure´, havde Kiwi omhyggeligt forklaret, da det mirakuløst var lykkedes os at komme igennem til dem på telefonen.

Næste morgen blev vi hentet af taxaen og kørt tilbage til den lille lufthavn, hvortil vores fly ankom til tiden med et døgns forsinkelse.

Et par timer senere landede vi i Berlins lufthavn Tegel. Vi tog en tur ind til centrum og da vi kom tilbage, gik vi om bord i et SAS fly, der fløj os hjem til København.

Igen landede vi før planen og gik fra det halvtomme fly ud i den mennesketomme, ja nærmest lidt dystre lufthavn.

Togtet 2020, som på alle måder havde været anderledes, var slut.