Klar, parat, start

Vi havde håbet at komme tilbage til Heron i starten af maj. Men længe før vi skulle afsted fik vi en mail fra Aegean. Flyet til Athen var aflyst. Det gjorde nu ikke så meget. Vi ville alligevel ikke være fuldt vaccinerede inden. Og så var der noget andet. Vi skulle være bedsteforældre. For tredje gang. Endnu en pige, der allerede havde fået et navn – Svea – selvom hun først skulle komme til verden i midten af juli. Så aflysningen passede os egentlig fint. I stedet kunne vi så tage afsted i August. 

… ligesom sidste år. 

Vi havde mødt mange danskere på sidste års togt. 

En dag modtog vi en besked fra en af dem. To fotos af Heron med kommentaren “Alt ser fint ud nedefra” dukkede pludselig op på Messenger.

“Ej hvor dejligt. 1.000 tak”, svarede vi

Ja det så fint ud. Ankret sad i stævnen,  de mange fendere var stadig surret fast på masten og stævnfenderen hang stadig, som da vi var taget afsted. 

Men da vi studerede de to fotos nærmere opdagede vi en skræmmende detalje. 

En autocamper var blevet parkeret ved siden af Heron. 

…åh nej ikke igen. 

Vi skyndte os at sende en ny besked. 

“Fik lidt tics da vi så lidt nærmere på de to fotos. På pladsen til venstre for os holder der nu en autocamper !!!Håber ikke det er Mr. Ignacio aka den spanske kirurg, der er på spil lige som forrige år” 

“Ja det jeg godt forstå 😄 det ser fint ud og tror at det er et par der arbejder på deres båd 😉” lød det beroligende svar. 

Så mon ikke det mest sandsynlige var, at den spanske kirurg aka Mr. Ignacio eller hvad han nu måtte kalde sig havde holdt sine lange fingre fra Heron i år? Det var hvertfald den konklusion vi slog til os til tåls med de næste par måneder. 

Quo Vadis 

Planen for årets togt var at bruge det meste af tiden på de sydlige Ioniske øer. På togtets sidste del ville vi sejle gennem Korinth kanalen til Athen, hvor vi ville lægge Heron op for vinteren. 

Et skred fra de 80 meter høje kalkstensvægge havde imidlertid lukket for al sejlads på kanalen. Den har været lukket flere gange før, men er hver gang blevet oprenset og genåbnet. Men denne gang var skredet større end før. Endnu havde ingen overblik over, hvordan reparationsarbejdet skulle udføres og hvad det ville koste. Da kanalen desuden idag er af mindre betydning for den kommercielle søfart, tvivler flere på, at den nogensinde åbner.

For os betød lukningen, at vi måtte sejle syd om Peloponnes, hvis vi ville til Athen. Det betød mindre tid på de sydlige Ioniske øer. Planen blev derfor at blive i det Ioniske Hav. 

Afsted

I midten af August tog vi så afsted. 

Der var mere aktivitet i lufthavnen i Kastrup end sidste år. Men endnu var der langt til før-Corona travlheden. Påbuddet om mundbind i lufthavnen og i flyet til Athen sendte også et tydeligt signal om, at epidemien endnu ikke havde sluppet sit tag.

Et par uger før vi skulle afsted, var Grækenland blevet ramt af en hedebølge. Den værste i over 30 år. Da vi ankom til Athen var den overstået og havde bevæget mod vest til Sicilien. Her var der blevet målt 48,8 grader, hvilket er en ny varme rekord for Europa. 

Det var stadig varmt, da vi ankom til Athen. Termometeret i ankomsthallen viste 35 grader. Udendørs og i skygge. Men eftersom luften nu var køligere end kropstemperaturen, føltes det behageligt, da vi udenfor blev mødt af en kraftig  Meltemi, hvilket vinden fra nordøst kaldes her. 

“Der er fin vej til Preveza” havde flere fortalt. “Der er faktisk kun lige til sidst den bliver dårlig” havde en enkelt dog tilføjet. 

I de sidste 20 år er motorvejsnettet i Grækenland blevet udvidet. Idag fremstår det som et avanceret net, der binder landet sammen i det svært fremkommelige terræn. Fra lufthavnens parkeringsplads kørte vi direkte ud på den brede flotte motorvej, der skulle føre os ud til Heron.  Næsten 400 km vest på. 

Vi havde ikke kørt længe, før vi blev stoppet af et betalingsanlæg. € 3 for at køre på den flotte nye motorvej. Det var da ok, men var det ikke bare en symbolsk betaling? Vi blev klogere. Der var mange betalingsanlæg på ruten. Så mange at vi til sidst opgav at tælle dem. Så jo hvis man opkræver €3 tilstrækkelig mange gange, kan der såmænd godt være en god økonomi i at anlægge og drive en motorvej. 

Efter et par hundrede kilometer nåede vi til broen Rio–Antirrio, der forbinder Peloponnes med fastlandet. Broen blev åbnet i 2004. Den tyske træner, der samme år havde gjort Grækenland til Europamestre i fodbold, var den første, der gik eller rettere løb over broen. Med sig havde han den olympiske fakkel, der 5 måneder tidligere var begyndt sin jordomrejse fra Olympen, der ligger lidt syd for broen. Tre dage efter åbningen af broen ankom faklen til det Olympiske stadion i Athen. Dermed kunne også de olympiske sommerlege 2004 erklæres åbnet. 

Efter 100 kilometer sluttede den fine motorvej. En landevej førte os nu gennem mindre og større byer. Da vi nåede til den store Amvrakikos National Park blev det mørkt.  Nu kørte vi på en smal vej, der var anlagt på klippevæggene. I et stykke tid blev det bjergkørsel. 

Ja den sidste del af vejen var faktisk ikke særlig god. 

Omsider nåede vi frem til Aktio Marina, hvor Heron havde stået på land i over 10 måneder. 

Vi fandt værelset vi havde lejet i bygningen på værftet. Pænt og nydeligt. Men det var 32 grader varmt og var uden aircondition. 

No problem. Vi startede da bare vores nyindkøbte smarte luftkøler. Men ak. Total skuffelse.  Køleeffekten var hverken superb eller uundværlig hvilket anmeldelserne på producentens hjemmeside og den begejstrede sælger hos Skousen ellers havde stillet os i udsigt.

Det blev en lang og varm nat. 

Gensyn 

Næste morgen blev det så omsider tid til et gensyn med Heron. 

Bådværftet Aktio Marina ligger ud til det smalle Preveza stræde, der forbinder Amvrakikos golfen med det Ioniske Hav. Samme sted ligger to andre værfter. 

Aktio er det mindste af de tre værfter og har plads til 700 både. 

På hele området er der plads til 2.500 både.

Bådene håndteres med moderne udstyr af meget dygtige medarbejdere. Der er god plads mellem pladserne og der er stik til elektricitet og vand på alle pladser. Hver af de tre værfter har sin egen butik med et godt udvalg af marineudstyr. Det er tilladt selv at udføre arbejde på båden, og en effektiv administation kan hjælpe med at finde hjælp til det meste af det arbejde man ikke selv vil eller kan lave. 

Der er en mindre havn ud for et af de andre værfter. Her kan man ligge, mens man gør sin båd klar. Men man kan også sejle den korte afstand over til Preveza  Her kan man lægge til ved den lange bykaj eller i Preveza Marina hvor man finder alle de bekvemmeligheder, som hører til en moderne marina Der er mindre end en times sejlads ned til det godt beskyttede farvand øst for Lefkas og knap 6 timer op til den lille ø Paxos, der ligger lidt syd for Korfu. Der er gåafstand til lufthavnen Aktion. Det er en militær lufthavn, men om sommeren er der civile fly med forbindelse til en række af de større lufthavne i Europa. 

Ikke så sært at de tre værfter er et populært sted at opbevare sin båd.  

Arealet på værftet er stort, men vi fandt nemt plads 8 på Lane I. 

Her stod Heron. 

Alting så, ganske rigtigt, fint ud nedefra. 

Men ups. 

Hvorfor stod der nu en stige op ad agterenden?

Kort efter blev pulsen igen normal. På agterplatformen stod en lille papkasse med filtre, som mekanikeren havde skiftet et par dage tidligere. Så mon ikke han bare havde glemt at tage stigen ned? 

Alligevel var det med spænding,  vi fjernede klapperne, skubbede lugen til side og gik ned. 

Der så pænt ud. Ingen sorte mugpletter. Sumpen var knastør og der var ikke så meget som en dråbe vand i motorrummet. 12.7v spænding på batterierne og alle søventiler kunne åbnes og lukkes. 

… perfekt 

Et par dage senere kom Heron i vandet. 

Motoren startede ved første tryk på startknappen og sendte kølvand ud med sine beroligende rytmiske stød. 

Vi smed fortøjningerne og sejlede over til Cleopatra Marina få hundrede meter væk for at gøre klar til årets sejlads.