Endelig klar

Sidst på eftermiddagen ankom vi med toget fra lufthavnen i Nice til den lille station Port Garavan. Den ligger på en bjergskråning et par hundrede meter over havnen. Vi steg ud af toget og gik ned mod havnen. Et stykke nede af den stejle vej, kunne vi se pladsen på bådværftet,

Heron stod der stadig.

Da vi var nået ned til havnen, gik vi hen til værftet. Det var søndag. Der var lukket. Jeg trykkede håndtaget i døren i indhegningen ned. Nogen havde glemt at låse. Døren gik op da jeg skubbede til den. Vi gik ind, forbi Barbaras søndagstomme kontor og videre ind på pladsen.  Heron stod på samme sted, som da vi var taget afsted 4 uger tidligere. Vi fandt en stige og satte den op ad agterspejlet. Et par trin oppe på stigen var der udsyn over dækket. Skruer, beslag og værktøj lå spredt på den agterste del. Som om arbejdet var stoppet uventet og pludseligt.

… hmm

Ikke optimalt. Men arbejdet var dog trods alt igang.

Det var ikke tilladt at overnatte i båden på pladsen. Vi gik igang med at finde et hotel.

Det var ikke så nemt. Formel 1 racet i Monaco var så velbesøgt, at tilskuere var taget helt ud til Menton for at overnatte der. På hotel.com meldte de fleste hoteller nu “complet”.

Vi gik hen til et hotel lige overfor værftet. Heldet var med os. Vi fik det sidste ledige værelse.

Næste morgen brasede vi med al vores bagage ind på Barbaras kontor og spurgte smilende «Hvornår kommer vi i vandet idag? »

Det var ikke sådan lige at få et svar på, men vi fik Giani “le Grand Chef” til love, at Heron ville blive søsat sidst på dagen. Resten af arbejdet kunne sagtens laves, mens Heron lå i vandet , forsikrede han. Vi havde så et sted at sove, beroligede han os og i øvrigt, afsluttede han, var han lidt forvirret, fordi han mente, vi først skulle komme i næste uge.

Vi efterlod vores baggage på Barbaras kontor og tog bussen til Monaco. Her slentrede vi rundt i nogle timer. Tribunerne og den omfattende afskærmning, der var blevet sat op til Formel 1 racet var ved at blive taget ned. Vi drak en Aperol på cafe de Paris, imens vi betragtede livet på pladsen. Her kommer de rige for at se og blive set. Indmellem så vi turister, der fulgte efter en guide med et flag og tog fotos af sig selv og deres medrejsende i de velhavendes kulisser.

En time før fyraften var vi tilbage på værftet. Hentede vores baggage på kontoret og satte os på en stol ved bordet, hvor vi havde set værftets medarbejdere holde sine pauser.

Da det blev fyraften var Heron endnu ikke kommet i vandet. Vi begyndte at lede efter et hotel. Pludselig skete der noget. To mand kom kørende i den store kranvogn. Tre mand kom og skiftede to anoder. To gik igang med at pletmale bunden og en kom og lavede slet ikke noget.

Kort efter var Heron tilbage i vandet og blev trukket over på vinterpladsen.

Næste dag lød det pludselig «Er I danske ?» fra en forbipasserende mand.

Vi fik en længere snak med danskeren, der havde sin båd liggende i Menton nu på syvende år.

Vi talte om forskellene på mentaliteten syd og nord for Alperne, og han nikkende genkendende til vores problemer med værftet.

Mens vi talte, kom en medarbejder kørende i bil. Han skulle, forklarede han, lave snedkerarbejdet, mens vi var bortrejst. Vores nye danske ven, der var flydende i fransk forklarede, at det var en misforståelse. Vi skulle, fortalte han medarbejderen, sejle til Italien om 3 dage og arbejdet skulle være færdigt inden. Nu fik medarbejderen travlt. Ved fyraften var nye lønningslister skåret til og monteret. Monteringen af klamperne ville nogen andre tage sig af, forklarede han.

Der var langt fra Heron over til bådeværftet. Så langt at vi var bekymrede for, at Heron endnu en gang var røget ud af værftets arbejdsplan.

Næste formiddag cyklede vi over til værftet, talte lidt med “le Grand Chef” og cyklede tilbage til Heron. Lidt efter kom to medarbejdere og gik igang med at udskifte klamperne.

Også de næste to dage cyklede vi om formiddagen over til værftet. Hver gang kom et par medarbejdere over til Heron kort tid efter.

Torsdag eftermiddag kunne   “le Grand Chef”  med et smil melde færdig arbejde.

Skønt endelig at kunne komme på plads og komme igang med at forberede årets togt.

Den første forberedelse – at teste ankerspillet var ikke specielt vellykket.

Ankerspillet kunne nemlig ikke låse. Det betød, at vi ikke kunne bruge ankeret.

Hurtigt op på cyklen og over til “le Grand Chef” for at forklare problemet. Næste morgen kom en medarbejder. Han baksede med ankerspillet et par timer, fik omsider skilt det ad og rensede det så for salt og grus.

High fives. Ankerspillet spandt som nyt.

Sidste forberedelse var at montere vindmåleren som Walter for fire uger siden havde hevet en mand op i masten for at afmontere. I Danmark havde vi udskiftet et leje på den og havde taget den med tilbage til Menton.

Men manden, der havde været i masten, var begyndt at køre lastbil istedet for at blive hevet op i master af Walter.

« Så jeg er nødt til at finde en anden » forklarede Walter.

Næste dag dukkede Diego op og fortalte han ville komme om eftermiddagen og gå i masten.

Fire gange nåede Diego at komme og love, at han kom om et par timer, før vi ringede til Pieretek, som Shaun kendte. Næste morgen kom Pieretek til aftalt tid. Han var en kraftig mand, som forlod sig på, at vi trak ham op i mastestolen, uden at han selv hjalp til. Kors han var tung. Vi svedte godt, mens en drejede på håndtaget på skødespillet og den anden trak i tovet, der bar Pieretek. Det lykkedes os, at få ham helt til tops. Vindmåleren blev sat på plads og vi firede Pieretek ned i sikkerhed på dækket.

En time senere var vi efter 7 1/2 måned klar til at fortsætte sejladsen på Middelhavet.