Stormen Daniel – et skræmmende møde i en ankerbugt

Stormen Daniel undfanges

Nu da det var sidst på sommeren, begyndte havet at afgive varme. Men kun om natten. Svært at forstå. Vi døjede stadig med temperaturen om natten og de tidlige morgentimer var ikke i nærheden af at være svalende.

Men ud for Libyen var der allerede lavtryk over et stort område. Det ville blive fyldt med køligere luft fra et højtryk over et landområde nord for Grækenland.

Perfekt.

Det betød, at vi ville have vinden med os, når vi sejlede sydpå til Porto Heli, hvor vi havde aftalt at mødes med Tom i Alifrina. 

Mødet mellem høj- og lavtrykket ville ikke gå stille af. Det ville give torden. Et vejrfænomen, der er omgærdet af mystik og myter. Nok fordi naturvidenskaben ikke forstår det helt (endnu). 

Det ville også regne og blæse kraftigt. 

Det var så sikkert, at meteorologerne allerede havde givet den et navn. Stormen Daniel kaldte de den. Næsten som forældre, der giver sit barn et navn, før det er født.

Bugten i Porto Heli er kendt som et “hurricane hole”. Det havde Dimitris, der kender de lokale forhold, bekræftet med et “you’re gonna be ok there”.

Da vinden gik forudsagt gik i nord, forlod vi Poros. Hev sejlene ud og nød medvinden på den 30 sømil lange sejlads mod syd.

Porto Heli

Ved indsejlingen til Porto Heli passerer man et par mindre bugte. Her ligger store villaer med en båd eller to ved en ponton i strandkanten.

Området udstråler mondæn eller måske rettere diskret luksus. Det var her den nu afdøde eks-kong Konstantin og hans danske hustru Anne-Marie slog sig ned, da de i 2004 fik lov til at vende tilbage til Grækenland.

For nogle år siden blev der anlagt en marina inderst i den store bugt. Næsten alle bådene er fastliggere. Et par har professionelle besætninger. De bor på bådene og passer dem med en omhu, som var det deres egen.

Marinaen er veldrevet. Man booker en plads på telefon, e-mail eller appen Navily. Ved ankomst kalder man på VHFen. Får tilladelse til at sejle ind. Bliver modtaget af et par marineros, som hjælper med fortøjning og tilslutning af landstrøm og vand. Skulle man senere få behov for hjælp, kalder man på VHF’en. Så kommer en marinero susende i en smart elektrisk golfvogn med plads til et par passagerer på bagsædet.

Der er også plads til gæster.

Men bykajen er en hård konkurrent. Her er det som regel gratis at ligge en nat eller to. Gæstepladserne i marinaen er derfor ikke særlig godt besøgt.

For anker i bugten

Der var kun få både i bugten. Længst inde spottede vi på lang afstand en båd med et hvidt fribord. Øverst var en bred blå stribe og Dannebrog sad på flagstangen agter. Det måtte være Tom i Alifrina. 

Vi sejlede derhen. Droppede ankeret på det 4 meter dybe vand. Lagde næsten 40 meter kæde ud. Satte fuld kraft på motoren, hvorved ankeret gravede sig dybt ned i den bløde bund. Gav lidt mere kæde og satte aflasteren på.

Så. Nu lå vi solidt.Tæt på marinaen og med en forsvarlig afstand til Alifrina, men ikke længere end vi nemt kunne besøge hinanden.

Vi har en svaghed for at ligge i marinaer. Om morgenen sprang vi i det turkis farvede vand og svømmede en tur rundt om Heron. Og ja. Vi måtte indrømme, at ankerlivet ‘også kan noget’, som man siger på nudansk

Og skulle vi have behov for det, kunne vi jo bare tage en nat eller to i marinaen.

Blandt venner igen

Ingen forlod bugten den næste dag. I løbet af eftermiddagen kom flere til.

En sejlede tæt forbi. Først da så vi, at det var Tina og Niels-Jørgen i Pupu, som vi havde fulgtes med, da vi sidste år var sejlet fra Preveza til Athen. De kom fra det nærliggende Ermioni og mente det ville være mere sikkert at være i Porto Heli under stormen.

Nu var vi tre danske både i bugten.

Før middag mødtes vi alle på Pupu og næste dag sejlede vi med Tom ind til byen i hans dinghy. Kom af med lidt affald, foretog et par indkøb og drak en kop kaffe på en cafe ud til bykajen.

 »It is the climate change« sagde cafeejeren, da vi kom til at tale om stormen Daniel. »It will be bad. But you´re gonna be ok here. Never any lightning  in Porto Heli. It is a safe anchorage « beroligede han os.

…Vi kunne jo bare

Vejrudsigten så ikke for godt ud.

Regn fra sidst på aftenen i de næste 36 timer og indimellem torden.

For anker i regn og torden i 36 timer? og så med en vandtank der ved at være tom. 

Vi ringede til marinaen.

»No sorry. We are fully booked« lød svaret

..WTF

Der havde jo været masser af pladser, da vi var der sidste år på samme tid. Man kunne ikke bunkre ferskvand på bykajen og nu var vinden taget til. Det udelukkede at sejle tilbage og bunkre vand på vores trygge plads hos Dimitris på Poros .

Så ja.

Rationering af ferskvand til det allermest nødvendige.

I´m a professional. 

Der kom flere både ind i bugten.

Vi havde åbenbart valgt en attraktiv ankerplads. Mange ville gerne ligge i tæt ved os, selvom der var meget mere plads andre steder.

Der er ingen regler for, hvor tæt man må ankre på en anden båd. Men det er god skik, at man ankrer med større afstand, hvis nærmeste båd anmoder om det. 

Det kom vi til at anmode om mange gange den eftermiddag.

Men da en katamaran lagde an til at lægge sig for tæt på og skipperen svarede »Don’t worry. I’m a professional, I will be on watch all night and put out more chain if necessary« opgav vi at følge op på vores “You are too close” 

Nu gik vi så ind i en nat med dårligt vejr med en nabo, der lå for tæt på.

…Men

»Skipper er jo professionel. Så mon ikke han ved, hvad han gør?« som Tom spurgte retorisk, da vi før middag havde besøg af ham og Tina og Niels-Jørgen.

For gud ved hvilken gang nærlæste vi vejrudsigten. Diskuterede vores optioner og blev lidt beroliget, da Niels-Jørgen konkluderede

»Jeg tror ikke, man ligger mere sikkert i marinaen. Det er jo kun pontoner. De kan blæse væk så nemt som ingenting. Det her er en sikker ankerbugt«

Stormen Daniel – fuldbåren

Før solnedgang blev himlen dækket af kulsorte skyer. Ingen tvivl. Stormen var på vej. 

»Ej altså lad os komme tilbage.Nu Jørgen« sagde Tina med let desperation i stemmen. Forståeligt. Sidste år på Sicilien var der kommet en tordenbyge, mens de lå for anker. En båd var begyndt at drive.Havde fanget ankerkæden og trukket dem med ind mod kysten. Mirakuløst var de kommet fri og rystede havde de set den anden båd blive skyllet op på stranden.

Før midnat så vi det første lyn. 

Per refleks talte vi.

En kasse øl, to kas…

og så kom braget. 

Sønderrivende, øredøvende, skræmmende og så tæt på, at trykket fra lydbølgen rystede alt, inklusive os. 

Og så gik det ellers løs

Lyn efter lyn. Nogle så tæt på, at glimtet kom samtidig med braget. Andre var længere væk. Måske et par hundreder meter. 

36 timer. Nej nu kun 34 timer

En time senere kom vinden.

På et øjeblik gik den fra let til, hvad der i mørket virkede som orkan. Heron krængede og trak hårdt i ankerkæden. Ankeret holdt. Godt vi havde sat det grundigt.

Ville det blive ved med at holde? Sikkert. Alligevel startede vi motoren og gav en smule gas fremad for at reducere presset på anker grejet. Som en ekstra foranstaltning tændte vi ankerspillet. Så ville det være hurtigere at få ankeret op, hvis det blev nødvendigt at handle hurtigt for at undvige en kollision. (Som med for eksempel katamaranen med den professionelle skipper).

Puha 36 timer, nej nu kun 34 timer i orkan for anker med motoren kørende?

Men den orkanagtige vind blev heldigvis kortvarig. Den forsvandt ligeså hurtigt, som den var kommet.

Lidt efter skrev Tina på Messenger

“Er alt vel ved Jer? Her ok, dog tog vinden hårdt ved biminien”

“OK. Bortset fra en CAT, der er lidt tæt på” svarede Pia.

Og fra Tom lød det “Alt ok her”

Trygt med kontakt og godt at vide, at de andre også havde klaret den kraftige vind.

Lynglimtene og bragene fortsatte, da regnen kom. Store tunge dråber, der kom piskende lodret ned med en kraft og tæthed vi aldrig før havde oplevet.

Et problem mindre

Der var aktivitet på bådene omkring os. Flere drev og måtte tage ankeret op og lægge det ud igen. En svær, ja tæt på umulig manøvre i det vejr.

Katamaranen med den professionelle skipper var i problemer og prøvede at få ankeret op. Endelig lykkedes det og de sejlede ind mod marinaen. Hvorfor? Var besætningen blevet skræmt? Havde skipper opgivet at lægge ankeret om? Vi fandt ikke ud af det og så ikke den professionelle skipper, besætningen eller båden siden.

Så havde vi da et problem mindre. Men ikke længe.

Skipper ensom

En anden båd kom pludselig tæt på. Var det ikke? Jo det var Tom i Alifrina. Mystisk. Var han begyndt at drive? og ville han ramme os?

Men han ramte os ikke, og mens han endnu en gang gled forbi, råbte han gennem regntykningen »Jeg har mistet roret«

Skipper Ensom i det vejr uden at kunne manøvrere.

…Puha og vi kunne ikke gøre andet end bare at se på.

Efter kort tid lykkedes det ham heldigvis at finde nødroret. Nu fik han kontrol nok til at styre over mod en motoryacht, der lå langskibs på pontonen i marinaen.

Det myldrede frem med mennesker på den store motoryacht og gennem regnen, hørte vi en råbe “I am the captain. It is my decision”. Nægtede han at hjælpe? Et par besætningsmedlemmer kom farende med kæmpestore fendere. Godt. Pyha. Nu så det ud til at de endelig hjalp ham.

En båd brænder

Næppe var Tom og Alifrina kommet i sikkerhed, før vi opdagede flammer en 400-500 meter væk.

≫Ej det er en båd, der brænder≪ udbrød Pia, da hun rettede kikkerten mod ildkuglen.

Chokerede og med gru stirrede vi derover. Utroligt at noget kunne brænde i den kraftige regn. Men flammerne havde godt fat og en gang imellem førte vinden røgen fra brændende glasfiber over mod os. Til sidst blev flammerne mindre og forsvandt så helt. 

Hvad var der sket? Hvordan var båden brudt i brand? Havde den været bemandet? Var besætningen blevet reddet? Hvad nu hvis der også udbrød brand hos os?

Når man kan høre braget

Vi slukkede motoren og ankerspillet. Tog redningsveste på og fandt den vandtætte grab-bag med de mest nødvendige ting. Så lavede vi uden at tale om det en vagtplan. En holdt udkig i cockpittet, mens den anden sad og små blundede på køjen midtskibs.

Et par timer før daggry kom der besked fra Tom

“Hey blot til info. Ved ikke hvad der skete. Enten ramte jeg en båd eller omvendt. Ankeret mistede grebet og båden mistede styringen. Ligger nu parallelt med en yacht ved broen. Alt OK her”

Regnen og tordenen fortsatte med uformindsket styrke. Men hvor skræmmende bragene end var, så var de, hvor bizart det måtte lyde, også lidt beroligende.

Vi var jo ikke ramt, hvis vi hørte braget.  

Lidt ophold

Ved daggry holdt det op med at tordne. En time senere fór vi sammen, da der gik  en alarm. Det var fra mobiltelefonerne. SMS  fra Beredskabsstyrelsen med beskeden

“Advarsel mod voldsomt vejr. Alle rådes til at blive inden døre og følge myndighedernes anvisninger”

Måske lidt sent. Men så alligevel ikke. Stormen var slet ikke slut.

Vejrudsigten sagde et par timers opholdsvejr og så regn, regn og regn og i løbet af natten igen torden.

»Ingen forlader marinaen i det her vejr« beklagede Maria fra marinaen i telefonen. Men forsatte hun trøstende »Jeg lover at ringe, hvis der bliver en ledig plads«

Ud igen

Men hun ringede ikke, da en stor sort rib lagde fra pontonen. En line blev kastet over til Tom. Han gjorde den fast i stævne. Så satte ribben gas på de to store påhængsmotorer og trak Alifrina væk fra pontonen.

≫Hvor slæber de dig hen?≪ råbte Pia, da Alifrina endnu en gang sejlede tæt forbi os.

≫Det ved jeg ikke≪ nåede vi at høre Tom svare, mens den store rib fortsatte ud mod gabet af bugten. I kikkerten kunne vi se, at han ankrede op dér. 

Lidt senere skrev han, at han skulle ind til Port Police og om en af os ville tage med.

Hvad skete der så

Da han var kommet over til os, fortalte han, hvad der var sket senere på natten.

Han var drivende våd og udmattet. Alligevel havde kaptajnen beordret ham til straks at kravle ombord på motoryachten. Et par besætningsmedlemmer tog imod og eskorterede ham til Port Police Office. Det lå kun et par hundrede meter fra marinaen. Men han havde set nok til at han forstod, hvor ekstremt uvejret var.

Regnvand fossede ned fra de højere liggende områder. Biler var skyllet fra vejen og ud til vandkanten. Eller stod begravet i vandmasserne på parkeringspladsen.

Da han endelig var kommet frem til stationen, havde han fortalt, hvad der var sket og vist papirerne på båden. Men alligevel havde en betjent bedt ham møde på stationen næste dag.

Besøget hos politiet havde været vigtigt.

Da han var kommet tilbage, havde kaptajnen endelig været venlig. 

Hos politiet

»Oh there you are« udbrød en betjent venligt, da vi trådte ind ad døren til stationen.

Så skrev han et navn og et telefonnummer på en seddel og rakte den over til Tom. 

»Her er nummeret til ham, der slæbte dig.Så kan du ringe og aftale betaling med ham«

Var det alt?

Ja tydeligevis. Betjenten fortsatte med at fortælle, at uvejret endnu ikke var slut og at vi skulle skynde os tilbage og blive på bådene.

Om de vidste noget om båden, der brændte.

≫Ja, den brændte helt og sank. Det var 60 fods katamaran med 7 mennesker om bord≪ fortalte betjenten ≫Den blev ramt to gange af lynet. Første gang gik alt det elektriske. Anden gang brød den i brand ≪ men sluttede han triumferende ≫Vi var hurtigt derude og reddede dem alle sammen≪

Og så lige en tur til

Da vi kom tilbage, begyndte det at regne. Kraftigt, men mindre voldsomt end om natten. Alligevel var vi et par gange ude og tømme dinghyen, når den var blevet fyldt med regnvand.

Om natten begyndte det igen at tordne, men denne gang fik cafeejeren ret.

Tordenvejret passerede uden om Porto Heli.

Først ved daggry kom der et enkelt lyn ind over os. 

Men vi hørte braget

…og så vidste vi jo, at vi ikke var blevet ramt.

Efterskrift

Stormen Daniel krævede 15 dødsofre i Grækenland. Et par dage senere nåede den til Libyen. Det blev  den stærkeste storm, der indtil nu har ramt det afrikanske kontinent. Ødelæggelserne var enorme. 5.000 mennesker omkom og over 10.000 blev meldt savnet.