Vinterferie

Efter et par uger hjemme i Danmark tog vi til Asien. Dubai var første stop. Et stykke tid før landingen kunne vi se skyline. Den er blandt de største i verden. Også lufthavnen er stor. Faktisk er kun Atlanta i USA og Bejing i Kina større målt på passagertraffik. Vi nåede ikke langt ind i den store lufthavn, før vi blev stoppet af en kontrol. En gennemlysning af vores håndbaggage. Var det udtryk for manglede tillid til sikkerheden i Kastrup ? et toldeftersyn ? eller begge dele ? Vi fandt ikke ud af det og kom straks efter til paskontrollen. Køen var kort og vi nåede hurtigt frem til en skranke med en ung arabisk mand i kjole og tørklæde. Han så roligt på vores pas og bad os om at kigge ind i et par kameraer. Kort efter var vi registreret som indrejst.

I 1966 blev der fundet olie i Dubai. På få år blev emiratet et af de rigeste lande i verden. Olie udgør i dag mindre end 5 procent af Dubais indkomst. Det skyldes faldende reserver, men også en stigning i indkomsten fra turisme, it-, medie- og finansindustri. Der er mange attraktioner. Burj Al Khalifa, der med sine 828 meter er verdens højeste bygning. Dubai Mall, der besøges af over 50 mio mennesker om året og er verdens største indkøbscenter eller Mall, som det hedder uden for Europa. Flotte hoteller med Burl Al Arab – verdens eneste 7 stjernede hotel – som det mest luksuriøse. Forlystelsesparker med lys, musik og hvinende gæster. Ski- og skøjteanlæg. Brede velplejede badestrande ud til den persiske golf. Markedspladser med krydderier, tøj og sølv- og guldvarer. Et væld af udbud af guidede ture i ørkenen og cruises i den persiske golf.

En god infrastruktur og lave afgifter og skatter har skabt og skaber tilsyneladende fortsat gode betingelser for it-, medie- og finansindustrien.

Atmosfæren var venlig og imødekommende. Der taltes engelsk overalt. Der var turister fra Europa, Rusland, Kina, Indien, Australien, USA, og også fra Saudi Arabien, hvor det er populært med ture af kortere varighed til Dubai.

“Du kan gå overalt på alle tider af døgnet. Her er helt sikkert, ” fortalte den unge høflige pakistanske taxi chauffør, mens han zigzaggede os gennem traffikmylderet på den brede seks sporede motorvej, “men du kan aldrig vide, hvem der holder øje med dig,” tilføjede han, mens han kastede endnu et hurtigt blik på os i bakspejlet.

Efter 4 dage tog vi videre til Hong Kong.

Vi blev modtaget af Daniel og Emilie. De var på deres årlige tur til Hong Kong for at fejre det kinesiske nytår med Emilies familie.

Efter nogle dage kom også Niklas og Olivia og lille Augusta. De havde startet deres barselseventyr og var på vej til Bali med første stop i Hong Kong.

Nu blev det Daniel og Emilies tur til at vise frem og dele tidligere indtryk og oplevelser med os.

“Hong Kong er som New York på speed,” fortalte Daniel.

Her bor 7,4 millioner mennesker. Det er godt 1,5 millioner flere end i Danmark, som med  samme befolkningstæthed ville have 300 millioner indbyggere. Det er ikke muligt at bygge huse i de bjergrige områder. Derfor er mindre end 25 % af arealet beboet. Det tættest befolkede område er Mong Kok. Her er tætheden 5 gange højere end i Monaco, der er verdens tættest befolkede land.

Skyline er enorm. Over 300 bygninger har en højde på over 150 meter. Det er 6 gange så mange, som der findes i hele EU og næsten 50% flere end i New York, der regnes for at have verdens næststørste skyline.

Historien er præget af den europæiske kolonisering.

Da europæerne  nåede til Kina bragte de silke, te og porcelæn med hjem til Europa. Der var ikke meget de kunne bringe den modsatte vej. Efterhånden som forbruget af især te steg, begyndte underskudet i samhandlen at tære på beholdningen af sølv. Men Europæerne var driftige og fandt en vare kineserne kunne bruge – Opium. Det var forbudt at udvinde opium i Kina og Storbritannien. I det koloniserede Indien var det ikke ulovligt og betingelserne for dyrkning gode. Her begyndte det statlige selskab the East India Company at udvinde opium, som de solgte til købmænd, der smuglede det til Kina, hvor det blev solgt til kineserne. Andre lande Tyskland, Frankrig, Portugal og USA deltog i det lukrative eksporteventyr. Flere og flere kinesere blev afhængige af at ryge opium. Forbruget steg. Det samme gjorde europæernes indtjening. De fik nu overskud på samhandlen. For at stoppe smugleriet forsøgte Qing Dynastiet at appellere til briternes moral og bad dem stoppe dyrkningen af opium. Forgæves. Dynastiet forbød så al handel med Europa og destruerede opiumslagrene i Canton. Hermed startede den første opiumskrig. Den kinesiske hær, der var svækket af misbrug af opium, tabte krigen. Prisen for nederlaget var, at Kina måtte genåbne handlen med Europa og afstå Hong Kong Island til briterne for evig tid. Senere udvidede briterne sine besiddelser med området New Territories. Denne gang gennem en lejeaftale der løb i 99 år

“Så godt som evigt” som den britiske guvernør udtrykte det, da aftalen blev underskrevet i 1898.

Under 2. Verdenskrig var Hong Kong besat af japanerne.

Efter krigen fik briterne sin koloni tilbage. I 1949 blev Kina kommunistisk. På få år blev indbyggertallet næsten 4 doblet af kinesere på flugt fra kommunismen. Mange havde drevet egen virksomhed i Kina. Det fortsatte de med og var medvirkende til at skabe Hong Kongs “tigerøkonomi”, funderet på lettere industri, tekstil industri og finansindustri.

I midten af 80’eren da Kina iværksatte den åbne dørs politik, flygtede mange kinesere igen til Hong Kong og forsynede denne gang kolonien med billig arbejdskraft.

Væksten efter 2. Verdenskrig oversteg langt væksten i Storbritannien.

Hong Kong var ifølge Nobelprismodtageren, økonomen Milton Friedman “et lysende eksempel på hvor godt en ureguleret kapitalistisk økonomi virker.”

I 1997 ophørte evigheden og briterne forlod Hong Kong.

Det var en del af aftalen, at Kina skal respektere Hong Kongs selvstændighed indtil 2047. Tilliden til at sloganet “et land to systemer” ville blive efterlevet var ikke stor. Næsten 0,5 milllioner valgte at emigrere til lande som USA, Canada og Australien. Senere steg indbyggertallet blandt andet som følge af emigration fra Kina.

Hovedsproget er kantonesisk. Der tales engelsk næsten overalt og mange børn bliver fortsat givet et engelsk og kinesisk fornavn.

Alle trosretninger er repræsenteret, men ligesom i Kina er hovedparten af befolkningen, hvad vesterlændinge kalder ateister.

Alt kan købes. 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen. Butikker med smykker og ure til to cifrede millionbeløb ligger side om side med gademarkeder og billige restauranter. Der er lange køer af kinesere (Mainlanders) fra Kina foran de europæiske mærkevare butikker. De lukkes ind i hold af 20 til 30. Her spildes ikke tid på at ose. Man ved, hvad man vil have og køber det. Efter 15 til 20 minutter bliver de lukket ud med elegante poser i hænderne. Om søndagen har de mange tjenestepiger fra Indonesien og Filippinerne deres ugentlige fridag. De fylder gaderne i den finansielle distrikt, spiller kort, spiser, snakker, griner højlydt, synger og danser i flok.

Udbudet af restauranter er enormt. Al slags mad kan fås på stort set alle tider af døgnet.

Michelinrestauranter, der til en overkommelig pris kun har dumplings på menuen. Restauranter med et usselt ydre. Så usselt at man som turist med omsorg for sin mave med stor sandsynlighed ikke går ind. Det er synd. Maden er nemlig veltilberedt og lavet af friske og lækre råvarer i enkle og hygiejniske omgivelser. Automatiserede restauranter, hvor man med et klik på en iPad bestiller sin ret, får den serveret og afregner uden medvirken af et eneste menneske i den reale verden. Restauranter på toppen af de høje bygninger med udsigt over skyline med vine til over 1 million kroner og kaffe og te til priser som i Danmark.

Med Daniel og Emilie som kyndige guider fik vi hver dag nye oplevelser. Mødte for første gang Emilies familie. Besøgte Volvo Ocean race village og så de 65 fod store både sejle kapsejlads med den store skyline som baggrund. Kørte med den 5,7 kilometer lange kabelbane, der i en svimlende højde førte os op til the big Buddha. Under den 25 minutter lange tur betragtede vi den 55 km lange nyanlagte bro, der forbinder Hong Kong med Macao og Zuhai i Kina. Var på the Peak og i Stanley, hvor huspriserne med tydelighed demonstrerer den store ulighed i indkomst og formue. Var på galopbanen, hvor vesterlændinge fra finansverdenen var i flertal. Tog på en dagstur til Kina og besøgte byen Shenzhen. Indtil 1979 ernærede byen  sig ved fiskeri og havde et indbyggertal på 30.000. Idag er den hovedsæde for high tech virksomheder og har 12,5 millioner indbyggere. Det er blandt andet her Foxcon producerer iPhones, iPad og Amazons Kindle på en fabrik, der beskæftige 0,5 milllioner medarbejdere og med ironi for historien har fået øgenavnet den forbudte fabrik.

Vi mødte også Grace og Eunice, som vi lærte at kende under deres besøg i Danmark. Gennem dem fik vi et lille indtryk af hverdagen for unge mennesker i Hong Kong. På overfladen ligner den hverdagen i Danmark. Men man skal ikke mange spadestik dybere, før man fornemmer afgørende forskelle.

Efter et par uger var der opbrud. Niklas og Olivia og Augusta rejste videre til Bali. Daniel og Emilie  tog tilbage til Europa og vi rejste videre til Thailand.

Her pustede vi ud, nød varmen og fordøjede de sidste 1,5  års mange indtryk.

I starten af marts tog vi tilbage til et dybfrossent dansk forår,  fast besluttede på at sælge vores hus i Humlebæk.