Vi gjorde det sgu’ 

Vi blev 3 dage i Lyon. Tiden gik hurtigt. Vi snakkede med de andre sejlere i den lille marina, lavede lidt distancearbejde med hjælp af havnekontorets hurtige og stabile WiFi forbindelse, besøgte den flotte katedral, der lå højt hævet over byen, cyklede og slentrede i området omkring gågaden Rue Victor Hugo. Om aftenen så vi de elegante lyssætninger på bygningsfacader, statuer og springvand.

Dagen før vi tog afsted påmønstrede Gitte. Hun var fløjet fra København til Lyon om morgenen – ligesom Mikkel & Marianne, der havde forladt os to dage tidligere.

Rhône er 872 kilometer lang og har sit udspring i Rhône-gletsjeren, der ligger i 2.200 meters højde i alperne i Schweiz. Den løber gennem Genevesøen, videre ind i Frankrig og ender i Middelhavet i deltaet Camargue, der ligger lidt vest for Marseille.

Vandgennemstrømningen er i gennemsnit på 1.700 tons vand – i sekundet. Det er mere end 4 gange så meget som i Saône.

Det mærkede vi tydeligt, da vi sidst på formiddagen forlod marinaen og gik fra Saône ud på Rhône. Nu var der bredere og dybere. På nogen strækninger så bredt, at vi under rorgængerens skarpe opsyn turde lade autopiloten overtage styringen.

Der er 13 sluser på den 323 kilometer lange strækning og en højdeforskel 161 meter.

Vandkraften udnyttes til at producere elektricitet af CNR  – Compagnie Nationale du Rhone – som har eneret til produktionen, driver de 13 sluser. Produktionen dækker næsten 5% af det årlige forbrug af elektricitet i Frankrig. 

Sluserne varierer i dybde mellem 9 og 23 meter, er nemme at sluse gennem og ventetiderne ikke særlig lange. Godt hjulpet af medstrømmen kunne der sejles mange kilometer per dag. Døgsmålet blev igen angivet i kilometer, i stedet for som tidligere i antal sluser

Landskabet ændrede sig. De første store vinmarker dukkede op på bjergskråningerne. På nogen af dem var store skilte med gårdens navn. Vegetationen blev mørkere i sin grønne farve. Træerne blev lavere. Nogle steder var der palmer og husene i byerne havde nu turkise eller lyseblå skodder. Vi kunne mærke, at vi var kommet til Sydfrankrig.

På blot 4 timer sejlede vi 43 kilometer, gik gennem 3 sluser og nåede til byen Les Roches de Condrieu. Her var en pænt stor marina med fine vanddybder. En del både var endnu ikke kommet ud af vinterhiet og var ubeboede. Nogle så ud til at have været beboet hele vinteren og andre var som vi på gennemrejse.

Det var blevet rigtig varmt. Få minutters gang fra marinaen lå en sø med en sandstrand og noget så eksotisk som en wakeboard trækbane. Vi sprang trækbanen over og nøjedes med at bade i det rene og klare vand. De næste 2 dage tilbagelagde vi 125 kilometer og gik gennem 5 sluser. Ved den tredje sluse så vi en måge og i de næste hele kolonier af måger.

Ingen  tvivl. Vi nærmede os havet.

Sidst på eftermiddagen nåede vi til et liggested ved byen Viviers. På kortet var angivet at vanddybden ved broen var “faible” eller lav som google translate fik det til. Vi lagde an til anduvning med en vis skepsis og en god portion håb. Næste overnatningsmulighed lå adskillige timers sejlads længere nede ad floden.

Dybden viste sig at være mere end tilstrækkelig og det gik nemt at fortøje til den temmelig vakkelvorne pontonbro.

Om aftenen spiste vi middag på en restaurant ikke langt fra Heron. Der var dækket op til den helt store pinsefest. Vi var de første gæster. Da vi havde siddet lidt kom et kraftigt skybrud. Regnen væltede ned i kraftige tykke stråler i næsten en time. Personalet tog uvejret med en ophøjet ro. Da det omsider holdt op begyndte gæsterne at komme.

Da vi forlod restauranten var festen så småt ved at starte. Fra båden kunne vi høre at den udviklede sig så muntert, at adskillige af gæsterne fik set pinsesolen danse.

Næste dag vågnede vi op til et marked på broen. Vi så den fine gamle og velholdte by. Slappede af i varmen og undersøgte tranportmulighederne til lufthavnen i Lyon, hvorfra Gitte skulle flyve hjem den næste dag. Sidst på eftermiddagen anduvede flere både. Vi faldt i snak med et ungt fransk/ hollandsk par – Sarah og Thijs. De var på vej mod Middelhavet i en sejlbåd de havde købt efter de havde besluttet at sejle på langtur. Båden havde været  i en dårlig stand, men de havde regnet med at kunne gøre den sejlklar på 6 måneder. Tidsplanen holdt ikke. Det  kom til at tage 2 år. Den 1. maj var det så endelig lykkedes dem at komme afsted.  Fra Maastricht var de sejlet samme rute som os og havde nu indhentet os.

Transporten til lufthavnen i Lyon viste sig at være lidt kompliceret.

Pinsen betød at al busdrift var indstillet og den lille bys eneste taxa svarede ikke telefonen. Vi ringede til et par andre taxaer længere væk. Heller ikke her var der nogen respons.

Det var blevet sent og der var nu igen gang i restauranten, hvor vi havde spist aftenen før. Nu var der levende musik – et tomandsorkester, der var leveringsdygtige i fransk og engelsk popmusik.

Vi gik op på restauranten, fik gennem den høje musik forklaret den flinke tjener fra gårdagens middag, at vi havde brug for en taxa næste morgen klokken 10. Han rystede opgivende på hovedet. Det kunne da ikke kunne lade sig gøre på en helligdag. Vi må have set desperate ud. Da han så vores reaktion, spurgte han en ældre mand i baren til råds. Han pegede på to mænd ved et bord længere væk. Vi gik derhen sammen med tjeneren. Da tjeneren havde forklaret vores problem tog den ene mand sin telefon frem. Foretog et opkald og talte længe, mens han så betydningsfuldt på os. Da samtalen var slut, råbte tjeneren tværs gennem en “Happy Birthday” fællessang, at der ville være en taxa til os næste dag klokken 10.

Og ganske rigtigt.

Næste morgen lidt før klokken 10 holdt områdets formenlig eneste taxa ud for restauranten. Gitte hoppede ind og blev kørt til togstationen, der lå 15 kilometer væk.

Vi gjorde klar til afgang. Efter 30 minutter var vi let og håbede at  nå til Avignon lidt over firs kilometer nede ad af floden.

Vi SMS’ede til Sarah og Thijs, at vi havde ændret vores plan og nu også var på vej mod Avignon.

Ved dagens anden sluse indhentede vi dem og slusede igennem sammen. Da vi kom ud tog strømmen til i styrke. Med en fart på 19 km/t følte vi os nærmest flyvende ned mod Avignon.

Indsejlingen til Avignon var imponerende.

Fra floden kunne vi se det gamle pavepalads. Et par hundrede meter før vi liggestedet, passerede vi Bénézets bro, hvor den ene halvdel mangler. Broen er kendt fra børnesangen “Sur le Pont d’Avignon”. Titlen burde dog have været “Sous le Pont d’Avignon”, fordi dansen foregik under og ikke på den ret smalle bro. Den manglende del af broen forsvandt ved en oversvømmelse i 1669, der var forårsaget af en klimaændring i Europa i ’den lille istid’ der varede fra 1300 tallet til 1850’erne.

I 1309 flyttedes pavesædet fra Rom til Avignon. 7 Paver nåede at residere i pavepaladset før sædet i 1377 flyttede tilbage til Rom. Byen forblev under Pavens kontrol indtil revolutionen i  1791, hvor den blev en del  af Frankrig.

Bymuren er helt intakt og den gamle bykerne indeholder velholdte fine huse, gågader med flotte forretninger, restauranter, cafeer og museer. Desuden er der en del teatre i byen, samt Opera Grand Avignon, der har sit eget balletkorps.Vi blev i Avignon i 4 dage og sejlede så ud på den næsten 100 kilometer lange strækning til Port Saint Louis du Rhône.

Vi havde planlagt vores afgang efter åbningstiden for broen til Port Saint Louis du Rhone. Planen holdt og vi fik en ventetid på kun 15 minutter.

Efter at have sejlet 2.551 kilometer tværs gennem Europa og  gennem 254 sluser sejlede vi sidst på eftermiddagen gennem den sidste sluse og ud i Middelhavet.

Da vi kom ud gav vi hinanden en ‘high five’ og sagde:

”Vi gjorde det sgu”!!!