Verdun

Pontonbroen ved Dun-sur-Meuse ligger midt i et naturområde, hvor folk fisker,  cykler, løber eller vandrer ture.

Som sædvanlig var vi den eneste båd ved broen. 

Efter et par timer var der pludselig aktivitet i slusen et par hundrede meter fra hvor vi lå. Da portene gik op kom en båd til syne. Den sejlede langsomt ud af kammeret og anduvede pladsen bag os. Hækflaget var rødt og hvidt. Nok et schweiziske flag. Men da vinden strakte det helt ud, så vi det var Dannebrog. 

Endelig selskab af en anden båd og så ovenikøbet en dansk.

Båden tilhørte Kurt og Bente. De havde boet i Schweiz i over 30 år, gik på  pension for 5år siden og brugte nu båden som bolig. Båden, en 28 meter lang flodbåd, vejede 90 tons og blev bygget til dem i 2006. Den smagfulde og funktionelle aptering havde de selv stået for. Det havde taget dem 6 år, men så fremstod den også som ‘state of the art’. De sejler fra april til oktober og tilbyder også turistsejlads med fuld forplejning.

Næste dag var det tid til at prøve de manuelle sluser. Dagen før havde vi ringet til VNF og aftalt afgang kl. 11 med destination Verdun.

Da vi nærmede os den første sluse var vi spændte på om VNF kunne fransk (altså vores) godt nok til forstå, at vi havde en aftale. 

Ingen problemer her.

For da vi nåede slusen præsenterede en mand fra VNF sig for os som vores ‘eclusier’. Han vinkede os ind i det tomme slusekammer, tog imod vores fortøjninger og regulerede sluseportene ved at dreje på håndtag.  Da vi var sluset op sejlede vi ud af kammeret og sagde ’au revoir’ til vores ‘eclusier’. Han kørte så i bil hen til næste sluse. Da vi nåede derhen, stod kammeret allerede åbent, og vi sejlede ind.

Nemt, hurtigt og luksus at have sin egen ‘eclusier’

Det var endelig blevet varmt. Skønt at sejle i let sommertøj og undvære de tykke sweaters, sokker, gummistøvler og olietøj. Landskabet var utroligt smukt. Solen skinnende og fuglene kvidrede. Køer, heste, træer, skov og gule marker gled langsomt forbi os. Det rene Morten Korch.

Pludselig fik vi øje på et dyr i vandet foran os. Det lå tungt i vandet og var omkring 50 cm langt. Da det nåede spunsvæggen på den højre bred dykkede det ned i vandet og forsvandt hurtigt agterude. 

Var det en gigantisk rotte? En kæmpestor mosegris ? En odder? En bæver?  En mink?

Mulighederne var mange. Vi blev enige om, at dyret mest af alt lignede en blanding en rotte og en odder.  Derfor besluttede vi (meget logisk)  at tildele vores zoologiske opdagelse navnet rodder.

Da vi om aftenen lå solidt fortøjet ved den flotte pontonbro i Verdun svømmede endnu en rodder hurtigt forbi os op mod strømmen. Vores rodder er udover at være 50cm lang altså også en rigtig god svømmer.

Verdun snyder

Med sine fine forretninger, levende cafeliv, mange og hyggelige restauranter, parker, monumenter, statuer, domkirke og museer giver Verdun indtryk af at en være storby. Men befolkningstallet er kun på 18.000.

Byen er især kendt for slaget under 1. Verdenskrig.

Det varede i 300 dage. Da det var slut var der blevet sprængt 50 millioner granater og miner. 700.000 soldater havde mistet livet, blevet alvorligt sårede eller var savnede. Fronten var stort set samme sted.  

Vi tog ud til Fort de Douaumont – et af de 40 fort der udgjorde fæstningen Verdun. Det er nu indrettet som museum. En 45minutters guidet tur gav et billede af  den elendighed soldaterne på fortet havde levet i. Fortet blev iøvrigt overraskende erobret af tyskerne og ligeså overraskende erobret tilbage af franskmændene et par måneder senere.  Det var ved den lejlighed den unge kaptajn Charles de Gaulle blev taget til fange af tyskerne, 

Fra fortet gik vi til Ossuarie de Douaumont –  kirkegård og nekropol for de falde soldater. På kirkegården er 16.142 identificerede soldater begravet. Hver markeret med et hvidt kors med navn og dødsdag. De muslimske soldaters grave er markeret med gravmærker vendt mod Mekka.

I Nekropolen hviler 160.000 ukendte soldater. Bygningen er stor (137 meter lang og et tårn på 47 meter). Det var her Mitterand og Kohl mødtes i 1984 og endegyldigt beseglede forbrødringen mellem det tyske og franske folk. 

Vi tog tilbage til båden sidst på eftermiddagen, dystre til mode efter indblikket i en så gigantisk tragedie skabt af mennesker.

Vi tilbragte 4 dage i Verdun og fik selskab af hele 5 andre fritidsbåde.

Dagen før afgang ringede vi igen til VNF og bad om tilladelse til at sejle til Saint Mihiel –  40km og 9 sluser længere oppe ad floden.

–    Vous êtes Heron ? spurgte  stemmen fra VNF. 

– Oui, svarede vi måbende og fik som kvittering en afgangstid kl. 10 med destination Saint Mihiel.

Næste morgen forlod vi i et skyet og halvkoldt vejr Verdun sammen med en stor belgisk motorbåd.

De var også på vej mod Middelhavet. De havde gjort turen 3 gange før, sejlede et par timer hver dag og regnede med at være fremme om 3 måneder.

Efter 18 km og 5 sluser stoppede belgierne dagens sejlads, mens vi fortsatte til Saint Mihiel.

P.s.  Ethvert tip der kan føre til opklaring af hvad vores rodder er for en størrelse er velkomment.