Ud af kurs 

Mistralen holdt op i løbet af natten. Næste morgen varslede den franske vejrtjeneste Meteo let vind med dønninger på op til 2 meter. Længere væk fra kysten var der stadig “gale warning”

– “C’est beau aujourd’hui ” forklarede damen i nabobåden, mens hun løsnede fortøjningerne for at sejle ud på feriens sidste tur til hjemhavnen i Marseille.

Kort efter forlod vi gæstebroen som en af de sidste .

Bølgerne var ikke særlig høje da vi kom ud af havnen. Men da vi kom længere væk fra kysten og vanddybden steg, voksede de og nåede de varslede 2 meter. Heron førte os let og ubesværet op og ned ad de store bølger, mens vi sad trygt i cockpittet og spiste morgenmad.

Et stykke ude i bugten dukkede en sort finne op i overfladen tæt på styrbord side.  Efter  kort tid forsvandt den, og pludselig mente vi at kunne se hvirvler på 15-20 meters længde om bagbord. Men lidt efter forsvandt også de fra overfladen.

Efter godt tre kvarters sejlads nåede vi til revet ved begyndelsen af Cap Sicie. Her blev bølgerne brudt og sendte advarende hvide skumtoppe op i luften. Da vi havde passeret sømærket, der markerede revet, ændrede vi kursen med 120 grader og styrede næsten ret øst mod øen Porquerolles.

Nu fik vi bølgerne ind fra agter.  De blev skræmmende høje, når vi kiggede bagud. Men når vi kiggede fremad, reduceredes de til næsten ingenting.

Ud for Toulon blev cifrene, der viser vanddybden på ekkoloddet, erstattet af blinkende streger. På søkortet kunne vi se, at vanddybden var over 2.500 meter. Da vi igen kom ind på lavere vand,  fungerede ekkoloddet  helt som før.

Porquerolles er en af tre øer i øgruppen Iles d’Hyères, der ligger et par timers sejlads fra byen Hyères. De siges at være Middelhavets svar på Caribien.
Da vi nærmede os og så bugte med hvide sandstrande, krystalklart  vand, opankrede lystbåde, palmer og lave lyserøde huse ned til havnen, forstod vi hvorfor.

Efter anduvningen gik vi i land og gennem landsbyens eneste gade. Her var en afslappet feriestemning med cafeer, restauranter og frugtboder. Ved enden af gaden gik vi ud på en grussti, der til fortættet cikadesang førte os gennem et tropeagtigt landskab til en bounty strand. Herfra badede vi i det klare vand, der var overraskende køligt.

Næste dag cyklede vi tværs over øen til fyret, der stod højt hævet over havet på øens klipperige og ugæstfrie sydlige kyst.

Efter frokost opdagede vi en anden bounty strand. Den lå tæt ved havnen og blev brugt som landingsplads for gummijoller,  når sejlere transporterede sig til og fra bådene på ankerpladsen ude i bugten.

Vi badede igen og da vi kom op af vandet ringede mobiltelefonen.

Den samtale ændrede på få sekunder brutalt vores verden.

Carls søster Karin var pludselig og helt uventet gået bort. I det næste 1 1/2 døgn befandt vi os i en chokagtig bizar uvirkelighed.

Vi informerede den nærmeste familie,  arrangerede hjemtransport  og ophold i Danmark og talte med præst og bedemand.

Da det værste chock efter 1 1/2 døgn havde fortaget sig, sejlede til byen Le Lavandou på fastlandet. Her blev Heron taget på land og vi startede rejsen hjem.

Bisættelsen kommer til at foregå i stilhed i Humlebæk kirke med deltagelse af den nærmeste familie.