Stille og Roligt

Planen for årets togt var at sejle rundt om Pelopones. Stille og roligt. Blive steder vi syntes om og overvintre på et af dem.

Men den plan satte Covid-19 og ikke mindst indbruddet på Heron en stopper for.

Men planer kan jo heldigvis ændres.

Vores reviderede plan blev at tage det stille og roligt og måske sejle ned til den sydlige del af de Ioniske øer. Dem havde vi hørt andre tale så begejstret om.

Lidt om de Ioniske øer

De Ioniske øer ligger i det vestlige Grækenland og er en af Grækenlands 13 administrative regioner – (OK. Så 14 da, hvis man medregner den særegne munkerepublik Athos).

Regionen, der er en af de mindste i Grækenland, er opdelt i fem mindre regionale enheder – Korfu, Lefkas, Ithaka, Kefalonien og Zakynthos – og 11 kommuner. Det administrative hovedsæde ligger på Korfu, hvor halvdelen af regionens 200.000 indbyggere bor.

Øgruppen, der er bjergrig med bjerge på op til 1.200 meter, strækker sig over 150 sømil fra Korfu i nord til Zakynthos i syd. Klimaet er typisk Middelhavsklima med varme somre og kølige vintre. Den forholdsvis megen regn giver en rig fauna og en grøn vegetation.

Turismen startede i midten af 1960´erne. Idag  kommer halvdelen af regionens indkomst herfra. Resten fra fiskeri, dyrkning af citrus frugter, meloner og grøntsager og fremstilling af oste, honning, vin og olivenolie.

Lidt græsk mytologi

Navnet siges at stamme fra den græske mytologis fortælling om den smukke pige Io. Hun var en af Zeus mange elskerinde og iøvrigt også den første menneskelige kvinde han forelskede sig i. For at skjule hende for sin jaloux hustru Hera forvandlede han Io til en kvie. Men Hera anede uråd og udspekuleret som hun var, drev hun på snedig guddommelig vis kvien Io på flugt. Under flugten svømmede Io over et hav, som fik navnet det ioniske hav og øerne de Ioniske øer.

Øgruppen forbindes også med Homers sagnfortælling om Odysseus. Arkæologer strides i dag om det virkelig var Ithaca han kom fra. Nogen mener at have fundet bevis for at Lefkas var hans hjemø. Andre at det var Kefalonien.

Lidt historie

Øernes placering på de store handelsruter har i perioder givet dem en stor kommerciel og militær betydning. Dermed er de blevet påvirket af flere forskellige kulturer.

Da englænderen besejrede Napoleon i 1812 blev øerne et britisk protektorat med navnet The United States of Ionian Islands. Først da grækerne i 1864 kårede den dansk prins Georg til konge, blev de en del af det Grækenland, der var blevet dannet blot 43 år tidligere.

I 1941 blev øerne besat af Italien og i 1943 af Nazityskland,  da Mussolinis Italien brød sammen. Allerede i 1944 blev øerne befriet af den kommunistiske fraktion af den græske modstandsbevægelse. Freden kom dog først, da den græske borgerkrig sluttede i 1949. Fire år senere blev øgruppen ramt af et kraftigt jordskælv, som især gik hårdt ud over Kefalonien, Ithaca og Lefkas.

Afsted igen

Et par dage efter Lars var afmønstret, forlod vi igen Korfu og lagde kursen ned mod Lefkas. Turen kan sejles på 10-12 timer. Men da planen jo var at tage det stille og roligt, anløb vi endnu en gang Gaios på den lille ø Paxos, der ligger på halvvejen.

Fordomme

Også nu var der ledige pladser ved bykajen.

Lidt efter vi havde fortøjet, spejdede 6 unge mænd på en charterbåd ind mod den ledige plads ved siden af os. Skipperen afgav korte kommandoer i et venligt og afdæmpet toneleje. Ankret blev lagt et godt stykke ude i bassinet. Et par meter fra kajen blev det sat, hvorefter den store katamaran godt affendret blev manøvreret sikkert ind på vores styrbord side.

“OK skipper ved, hvad han laver, men der røg altså lige natteroen.”

Men de unge mænd trodsede vores fordomme. Efter den perfekte manøvre talte de dæmpet med hinanden, fiskede fra stævnen, gik tidligt til ro og hjalp os næste morgen med at få fyldt vand på.

En anden gæstebåd – en stor privat ejet engelsk motoryacht – udfordrede nogle pladser længere væk de samme fordomme. Da barer og restauranter lukkede kl. 24, startede en fest på den kæmpestore båd.

“I wanna´ party” skreg en skinger kvindestemme i en uendelighed, mens en larmende musik dunkede ud af superkraftige højtalere til langt ud på natten.

Da vi forlod Gaios ud på formiddagen, var der stille på den store motoryacht. Et virvar af flasker, glas og fyldte askebægre på det store agterdæk vidnede om, at kvinden havde fået sit ønske opfyldt.

Vi modstod fristelsen til at sende de festglade englændere en afskedsalut med vores kraftige tågehorn og forlod i al stilhed den nu stille og idylliske bykaj.

Lefkas

Lefkas, Lefkada, Leukas eller Santa Maura. Øen har haft mange navne efter korintherne koloniserede den i 700 f.kr. Halvtreds år senere blev Lefkas til en ø, da Korintherne gravede en kanal, der forbandt de to områder af det Ioniske hav. Den gamle kanal kan stadig anes, når man sejler på nutidens, der er 4 sømil lang, 5-6 m dyb og fint markeret med grønne og røde sømærker.

I den nordlige ende er en svingbro. Den åbnes for de sejlende hver hele time. Vi gik for motor og havde afpasset farten efter ankomsttidspunktet. Derfor varede det ikke længe, før en høj sirene advarede bilisterne om, at broen ville blive åbnet. En kø af biler byggede sig op på begge sider af broen, som drejede, hvorved der blev åbnet til kanalen.

“Nordgående viger for sydgående” stod der i Rod og Lucinda Heikells pilotbog. Det var utvivlsomt rigtigt, men det betød nu ikke så meget. Åbningen var nemlig bred nok til at de to snorlige rækker af lystbåde på modsat kurs kunne passere samtidig.

“Vi er i Lefkas nu. Skal vi mødes et sted?” skrev vi på Messenger til de tre både, der havde tilbragt vinteren samme sted som Heron.

“Lad os mødes i Abelake Bay på Meganisi ” svarede en.

Lidt efter forlod vi Lefkas.

Skorpios tværs

Da vi havde sejlet gennem det flade marskland og kom ud i det det smalle farvand, fik vandet den mørkeblå farve, der er så speciel for Middelhavet. Til begge sider var høje bjerge og ret forude lå den lille ø Meganisi.

Foran for tværs på vores styrbord side lå en endnu mindre ø – Skorpios.

Det var her brylluppet mellem Aristoteles Onassis og Jacqueline Kennedy var blevet holdt.

Det uventede ægteskab mellem det umage par var langt fra harmonisk. Under et af dets dramatiske højdepunkter blev Skorpios endnu engang verdenskendt. Med hjælp fra Onassis lykkedes det 10 paparazzier at komme så tæt på øen, at de kunne fotografere USAs tidligere førstedame, mens hun badede nøgen fra sit refugium på øens sydside.

Billederne gik verden rundt og markerede endnu engang den lille ø på verdenskortet for den forbløffede offentlighed.

Der har været rygter om, at andre milliardærer  – helt specifikt Giorgio Armani, Bill Gates og Madonna  – er interesserede i at købe Skorpios, der idag  ejes af Onassis`s eneste barnebarn.

Men for et par år siden blev Skorpios lejet ud til den russiske oligark Dmitry Rybolovlev. Han eller rettere hans 24-årige datter har planer om at omdanne den lille ø til et luksus resort. Planen er dog endnu ikke gennemført, fordi den græske Stat mener, at udlejningen er ulovlig. Ifølge Onassis testamente skal øen nemlig overdrages til Olympic Airways eller den græske Stat, hvis Onassis familen ikke har midler til at opretholde driften.

Den russiske oligark menes i øvrigt at have betalt 150 millioner dollars for at leje Skorpios i i 99 år. Onassis købte den for sølle ellevetusinde dollars.

Men det var jo så i 1963 og et par år før turistindustrien udviklede sig i Grækenland.

Skorpios bevogtes idag 24/7 af speciel uddannede franske og amerikanske sikkerhedsvagter.

Dem stiftede vi dog ikke bekendtskab med. Modsat de 10 paparazzier holdt vi en behørig afstand til Skorpios, da vi fik den tværs på vores kurs mod Abelake Bay på Meganisi.

At lægge et anker

Der er 17 ankerbugte på Meganisi´s 25 sømil lange kystlinie. Abelake Bay, som vi anløb lidt over middag, er en af dem.

Vi sejlede helt ind i bunden og fandt en god ankerplads få hundrede meter fra bugtens to taverner.

Vi lagde  ankeret tæt bag en dansk båd. Da det havde nået bunden på det 4 meter dybe vand, satte vi motoren i bakgear og løsnede ankerspilet så ankerkæden gled ud, mens vi bakkede. Da der var lagt 25 meter ankerkæde ud, låste vi ankerspillet. Ankeret blev nu trukket henover bunden og pløjede sig ned i det kraftige sand. Ankerkæden blev stram. Heron stoppede med et ryk og blev liggende på samme position, selv da vi gav motoren næsten fuld gas. Så låste vi ankerspillet op igen og lagde yderligere 5 meter kæde ud.

“Sådan. Nu kan vi svaje uden at ryge ind i hinanden” forklarede skipperen på den danske båd, der havde rådet os til at lægge ankret bag deres båd og bruge samme længde ankerkæde som dem.

Vi tog snorkelmasker på, hoppede i det krystalklare svalende vand, svømmede langs ankerkæden ud til ankret og kunne ved selvsyn konstatere, at det havde sat sig solidt ned i den lyse bund.

… Nattesøvnen var sikret

Hvor godtfolk er

På turen fra Danmark til Grækenland havde vi mødt en del svenske og norske både, men kun få danske.

I Grækenland var det lige omvendt.

Alene i Abelake Bay lå der 5 andre danske både.

Om aften roede vi de få hundrede meter ind til land, fortøjede dinghyen og gik op på Minas – en af de to taverner, der ligger i bunden af bugten.

Her havde skipperen på en af de danske både reserveret bord til en ‘danskeraften’, som alle de 6 danske både deltog i.

Det føltes godt at være i et fællesskab, vi kunne relatere til og et eller andet sted beroligende at høre om andres udfordringer på deres lange rejse fra Danmark til Grækenland.

Nogle havde nået Middelhavet ved at sejle ‘udenom’. Det vil sige at ruten var gået gennem den engelske kanal, over Biscayen og sydover langs Spanien og Portugal til Gibraltar. Andre havde – som vi – sejlet på Europas floder og kanaler og var nået ud i Middelhavet lidt vest for Marseilles.

Nogle havde gjort turen på kort tid. Andre havde – som vi – taget sig god tid.

Nogle kunne – som vi – godt lide at ligge i en marina. Andre afskyede det og havde ikke brugt som meget som en bøjet femøre på havnepenge.

Nogle havde planlagt turen hjem allerede, da de var sejlet fra Danmark. Andre ville – ligesom vi – blive i Grækenland, hvertfald da i det næste år, hvor vi jo håbede, at Cornavirussen ville være under kontrol.

Efter et par timer brød selskabet op – næsten lige så hurtigt som det var samlet. Vi fandt dinghyen i mørket og roede i bælgravende mørke ud til Heron, hvis kraftigt blinkende lys, vi nemt kunne finde mellem de mange hvide faste ankerlys.

Den næste dag forlod de fleste danske både bugten. Vi tog endnu dag for anker, badede i det krystalklare vand, roede ind til land i dinghyen og prøvede at vænne os til livet som ankerliggere.

Øhop

Næste dag forlod vi også bugten og sejlede over til Syvota på den sydøstlige side af Lefkas. Der er ikke langt mellem øerne i den sydlige del af de Ioniske øer. Efter et par timers sejlede vi ind gennem en smal passage og ud i en bugt, der var omgivet af bjerge, og som  – ifølge en af vores pilotbøger – var den bedst beskyttede bugt på Lefkas. Her var cafér, taverner, barer, butikker, WiFi og minimarkeder. Flere af tavernerne havde sin egen gæsteponton med fortøjningsliner, vand, elektricitet og adgang til toilet, bad og vaskemaskiner. Der var gratis at ligge på pontonen, men “det forventes, at man spiser på tavernen”  som det diskret blev udtrykt på et skilt.

Vi syntes godt om Syvota.

Om formiddagen så vi de travle charterbåde rigge til og begive sig afsted på næste dags etape. I løbet af dagen gik vi en tur, købte ind, badede fra stranden og drak kaffe på en af caféerne. Om eftermiddagen kom de første gæstebåde ind i den nu halvtomme bugt. Nogle ankrede målbevidst op i midten af bugten. Andre så sig søgende omkring og blev så vinket ind til en af pontonerne af en tjener, der var ivrig efter at få kunder i butikken. Når det blev mørkt, spiste vi på en taverna og betragtede det stille summende liv i det lille samfund, der tydeligvis blev holdt i gang af turister.

Efter et par dage forlod vi Syvota og nåede efter kort tid til Dessimini Bay. Her sprang vi i det svalende vand, svømmede lidt og slappede af på Heron, mens vi betragtede de dybe grotter til den ene side og de fashionable huse på de oliventræ bevoksede bjergskrænter på den anden.

Sent om eftermiddagen sejlede vi til Nidri, der ligger på Lefkas lidt længere nord for Syvota.

“North East is rare and no good” forklarede havnefogden, da vi havde fortøjet ved hans ponton og tilføjede han “Tighten up the lazy line and get further out. It may get rough”

Og havnefogden fik ret. Det blev råt, da vinden tog til fra nordøst i løbet af natten. Men Heron var godt fortøjet og det eneste den nordsøstlige vind ødelagde, var vores nattesøvn.

Næste dag provianterede vi i Nidri og sejlede tilbage til Meganisi. Her havde vi booket en plads i Karnagio, der ligger i en bugt fem minutters gang fra den lille by Vahti.

Her var pragtfuldt. Fredeligt og roligt. En lille ponton, der på tiende år blev drevet af en familie, der også drev den lille bugts eneste taverna. Tre til fire meter krystal klart vand, som vi badede i fra den lille strand, som lå i svalende skygge fra først på eftermiddagen.

Skønt at få en god nats søvn efter rysteturen i  den nordsøstlige vind på Nidri.

Ianos

Næste morgen studerede vi som sædvanlig vejrudsigten.

Gennem et stykke tid havde en orkan, eller medican som det kaldes i Middelhavet, været under opbygning i farvandet ud for Tunis.

Vejrtjenesterne forudsagde, at Ianos, som medicanen var blevet døbt, ville bevæge sig øst på. Men der var uenighed om banen. De fleste mente, Ianos ville gå over det sydlige  Pelopones. Det var i en komfortabel afstand fra, hvor vi befandt os .

I løbet af natten blev alle vejertjenesterne omsider enige.

Nu var der ingen tvivl.

Medicanen ville gå tværs over de sydlige Ioniske øer. 

Himmel og havskum

Ianos havde ændret kurs og ville nå os inden for 36 timer.