Stadig på værft i Menton

Stadig på værft

Sidst på eftermiddagen ankom vi med toget fra Nice Lufthavn til Port Garavan. Vi steg ud på den lille station, der ligger på en bjergskråning et par hundrede meter over havnen. Vi gik ned mod havnen. Et stykke nede af den stejle vej, kunne vi se værftpladsen. 

…Heron stod der stadig.

Da vi var nået ned til havnen, gik vi hen til værftet. Det var søndag. Der var lukket. Opgivende trykkede vi håndgrebet i døren ned. Fallen blev trukket ind i låseboksen. Nogen havde åbenbart glemt at låse.Vi skubbede døren op og gik ind. Forbi Barbaras søndagstomme kontor og ud på pladsen. Heron stod på samme sted, som da vi var taget afsted 4 uger tidligere. Vi fandt en stige og satte den op ad agterspejlet. Et par trin oppe var der udsyn over dækket. Skruer, beslag og værktøj lå spredt på den agterste del. Som om arbejdet var stoppet uventet og pludseligt.

… hmm

Ikke optimalt. Men arbejdet var dog trods alt igang.

På hotel

Det var ikke tilladt at overnatte i bådene på pladsen. Vi gik igang med at finde et hotel.

Det var ikke så nemt. Hotel.com meldte “complet” for hotellerne i nærheden af havnen. Vel sagtens, fordi tilskuere til Formel 1 racet i Monaco måtte helt ud til Menton for at finde en overnatningsmulighed. 

Vi gik hen til et hotel lige overfor værftet. Heldet var med os. Vi fik et værelse, som ikke var blevet udbudt på nettet.

Hvornår kommer vi i vandet?

Næste morgen brasede vi med al vores bagage ind på Barbaras kontor og spurgte smilende «Hvornår kommer vi i vandet idag? »

Det var ikke sådan lige at få et svar på, men vi fik Giani “le Grand Chef” til love, at Heron ville blive søsat sidst på dagen. Resten af arbejdet kunne sagtens laves, mens Heron lå i vandet , forsikrede han. Vi havde så et sted at sove, beroligede han os og i øvrigt, afsluttede han, var han lidt forvirret, fordi han mente, vi først skulle komme i næste uge.

Vi efterlod vores baggage på Barbaras kontor og tog bussen til Monaco. Her slentrede vi rundt i nogle timer. Tribunerne og den omfattende afskærmning, der var blevet sat op til Formel 1 racet var ved at blive taget ned. Vi drak en Aperol på cafe de Paris, imens vi betragtede livet på pladsen. Her kommer de rige for at se og blive set. Indmellem så vi turister, der fulgte efter en guide med et flag og tog fotos af sig selv og deres medrejsende i de velhavendes kulisser.

En time før fyraften var vi tilbage på værftet. Hentede vores baggage på kontoret og satte os på en stol ved bordet, hvor vi havde set værftets medarbejdere holde sine pauser.

Pludselig sker der noget 

Da det blev fyraften var Heron endnu ikke kommet i vandet. Vi begyndte at lede efter et hotel. Pludselig skete der noget. Samtlige medarbejdere samledes om Heron. To kørte den store kranvogn. Tre skiftede to anoder. To pletmalede bunden og en så på og lavede slet ikke noget.

Kort efter var Heron tilbage i vandet og blev trukket over på vinterpladsen.

Næste dag lød det pludselig «Er I danske ?» fra en forbipasserende mand.

Vi fik en længere snak med danskeren, der havde sin båd liggende i Menton nu på syvende år.

Vi talte om forskellene på mentaliteten syd og nord for Alperne, og han nikkende genkendende til vores problemer med værftet.

Uventet hjælp

Mens vi talte, kom en medarbejder kørende i bil. Han skulle, forklarede han, lave snedkerarbejdet, mens vi var bortrejst. Vores nye danske ven, der var flydende i fransk forklarede, at det var en misforståelse. Vi skulle, fortalte han medarbejderen, sejle til Italien om 3 dage og arbejdet skulle være færdigt inden. Nu fik medarbejderen travlt. Ved fyraften var nye lønningslister skåret til og monteret. Monteringen af klamperne ville nogen andre tage sig af, forklarede han.

Der var langt fra Heron over til bådeværftet. Så langt at vi var bekymrede for, at Heron endnu en gang ville ryge ud af værftets arbejdsplan.

Næste formiddag cyklede vi over til værftet, talte lidt med “le Grand Chef” og cyklede tilbage til Heron. Lidt efter kom to medarbejdere og gik igang med at udskifte klamperne.

Også de næste to dage cyklede vi om formiddagen over til værftet. Hver gang kom et par medarbejdere over til Heron kort tid efter.

Torsdag eftermiddag kunne “le Grand Chef” med et smil melde færdig arbejde.

Skønt endelig at kunne komme på plads og komme igang med at forberede årets togt.

Første test

Den første forberedelse – at teste ankerspillet var ikke specielt vellykket.

Ankerspillet kunne nemlig ikke låse. Det betød, at vi ikke kunne bruge ankeret.

Hurtigt op på cyklen og over til “le Grand Chef” for at forklare problemet. Næste morgen kom en medarbejder. Han baksede med ankerspillet et par timer, fik omsider skilt det ad og rensede det så for salt og grus.

High fives. Ankerspillet spandt som nyt.

Nødt til at finde en anden

Sidste forberedelse var at montere vindmåleren som Walter fire uger tidligere havde hevet en mand op i masten for at afmontere. I Danmark havde vi udskiftet et leje på den og havde taget den med tilbage til Menton.

Men manden, der havde været i masten, var begyndt at køre lastbil istedet for at blive hevet op i master af Walter.

« Så jeg er nødt til at finde en anden » forklarede Walter.

Diego dukker op 

Næste dag dukkede Diego op og fortalte han ville komme om eftermiddagen og gå i masten.

Men en gæv (og tung) Bretoner klarer det 

Fire gange nåede Diego at komme og love, at han kom om et par timer, før vi mistede tålmodigheden og ringede til Pieretek. Ham havde englænderen Shaun anbefalet os at tage fat i, da vi havde fortalt ham om vores problem med Diego. Næste morgen kom Pieretek, der var fra Bretagne. Til vores store overaskelse til aftalt tid. Pieretek var en smilende,venlig, kraftig og tætbygget mand. Han startede med at give os en grundig instruktion i, hvordan vi skulle stramme og slække tovet, der skulle holde ham. Så satte han sig i mastestolen og gav os ordre til at hejse ham op. Han sad helt passiv i mastestolen og forlod sig fuldt ud på, at vi kunne hive ham op. Kors han var tung. Vi pustede og stønnede, mens en drejede på håndtaget på skødespillet og en anden trak i tovet, der bar Pieretek. Det lykkedes os til sidst at få ham helt til tops. Vindmåleren blev sat på plads og vi firede den gæve bretoner ned i sikkerhed på dækket.

Og så er vi klar

En time senere var vi efter 7 1/2 måned klar til at fortsætte sejladsen på Middelhavet.