These shoes

Læsetid : 3 minutes

Det varme vejr fortsatte og da vi nåede til torsdag, besluttede vi at sejle til Tuborg Havn, tage en taxa til fødselsdagsfesten derfra og sejle hjem i løbet af søndagen.

Vi pakkede bilen og kørte ned på havnen. Her blev jeg og baggagen sat af. Pia kørte hjem for at færdiggøre gaven til Christina.

– Skal jeg pakke skoene ned i sportstasken eller kan du ha’ dem i håndtasken ? havde hun spurgt inden hun kørte. Med et let overbærende blik havde hun fået svaret,  at de da bare kunne blive liggende i håndtasken.

Jeg bar bagagen ud for enden af træbroen, hvor båden lå. 

Bagagen  omfattede to sportstasker med tøj til 3 dage, herunder festtøj til lørdagens fest, en taske med madvarer, en anden med sengetøj, en six  pack med øl, overdelen til cockpitteltet og Pias håndtaske. 

Seks gange skulle jeg til og fra båden for at få alt ombord – tungt og dødbesværligt.

Heldigvis kunne jeg nå stævnen fra enden af broen og derfra forsigtigt lange baggagen over på fordækket.

De to tasker med tøj kom over uden problemer, det samme gjorde taskerne med mad, sengetøj, six packen, cockpitteltet , ja selv  håndtasken med skoene,  om end den landede lidt vel tæt på rælingen.

Da jeg steg ombord væltede tasken, og skoene trillede  ud på dækket. Den ene endte sikkert på midten af fordækket. Den anden fortsatte mod rælingen, rullede ud over  den og ramte med en plump lyd vandoverfladen.

Satans

Fordækket flød med bagage. Først da jeg havde båret alt ned i cockpittet, var der plads  til at fiske skoen op af vandet.

Skoen flød stadig i overfladen, men da jeg ville samle den op med bådshagen, begav den sig nærmest lidt drillende ned mod bunden.

Satans

Jeg kunne se den på den mudrede bund og hentede en længere bådshage inde på bådværftet.

Jeg lagde mig på maven på træbroen, førte forsigtigt enden af bådshagen ned under skoen og trak den langsomt op mod overfladen.

Da den nåede overfladen, faldt den af hagen og hvirvlede  for anden gang  ned mod bunden – denne gang lidt hurtigere. Nu nærmest sådan lidt triumferende.

Nu var bunden blevet mudret op. Så meget at skoen ikke kunne ses.

Satans

Jeg gik ned i båden, pakkede bagagen ud og lagde tingene  på plads.

Da jeg kom op på fordækket igen, havde mudderskyen lagt sig og jeg kunne igen se skoen.

Jeg lagde mig igen på maven på broen, fik fat i skoen med bådshagen. Denne gang fik jeg den kun lidt op over bunden, før den faldt af og gemte sig under en ny muddersky.

Satans Satans

Jeg hentede  en anden bådshage ved havnekontoret, men nu kunne jeg ikke få sat hagen i skoen.

Så bandt jeg et net for enden af den korte bådshage, ventede til vandet blev klart og førte optimistisk nettet ned over skoen. Men nu havde skoen boret sig så meget ned i den bløde bund at jeg ikke kunne få nettet ned over den og efter et kort stykke tid forsvandt den igen under en muddersky.

Satans

Efter et par timer kom Pia ned på båden. Hun  blev meget lidt begejstret, da jeg fortalte at den ene del af hendes yndlingssko befandt sig et stykke nede i den mudrede bund og var tydeligt uimponeret over mine to timers kreative forsøg på at bjerge den forbandede sko.

Klokken var blevet mange og efter endnu et forgæves bjærgningsforsøg, tog vi afsted mod Tuborg Havn.

Fredag tog vi bussen til København, købte et kort over Europas floder og kanaler hos Weilbach, gik tur i Nyhavn, og var tilbage på båden sidst på eftermiddagen.

Om lørdagen skurede vi dækket og agterspejlet, fik besøg af Niklas, var til fødselsdagsfest og tilbage på båden sent om aftenen.

I løbet af formiddagen var vi ude af havnen  og nåede Humlebæk et par timer senere.

Det var varmt, rigtig varmt. Vi lagde os for anker ud for stranden syd for havnen, badede, sov og slappede af et par timer i det fantastiske vejr.

Sidst på eftermiddagen sejlede vi ind i havnen og lagde til ved bådværftets bro, så båden næste dag  kunne blive taget på land til den årlige klargøring.

Da vi havde fortøjret,  gik jeg over på broen, hvor vi havde efterladt skoen 3 dage før. Vandet var helt klart og jeg kunne tydeligt se skoen, der stadig lå boret halvt ned i den mudrede bund.

Jeg hentede en fiskesnøre på båden, bandt et blink med en trekrog på, lagde mig på maven på broen og sænkede krogen ned over skoen.

Krogen fik fat i snørebåndet.

Langsomt trak jeg snøren op og holdt vejret,  da den nåede op til vandoverfladen.  I åndeløs spænding trak jeg forsigtigt skoen ud af vægtløsheden og den ulideligt  lange meter op til broen.

Hvilken triumf.

– Og når den først er renset, kan man garanteret ikke se den har ligget 3 dage på bunden, sagde jeg, da jeg glad overrakte Pia fangsten.

 

Klik her og skriv en hilsen. (Det er mere velkomment end du tror)

avatar