Siciliae

Lystbådehavnen i Favignana har plads til 20 både. Alligevel er der to marinaer. En på hver side af en betonmole.  Vi anduvede den nordlige og blev modtaget af to mænd i ens røde t-shirts.

De to mænd stod også for registreringen.

Modtagelse og registrering har ellers været skarpt adskilte opgaver i de havne i Middelhavet, vi indtil nu har besøgt.

« Når sæsonen starter» svarede den ene af mændene, da Lars spurgte, hvor der var toilet og bad.

Nå ja endnu en forklaring på hvorfor havneafgiften blev skruet op til det dobbelte i sæsonen.

Men ærgerligt.

Vi havde ser frem til et varmt bad efter den lange og kolde sejlads. I stedet gik vi op i den lille by, der støder op til marinaen. Med kun 3.000 indbyggere, mange cafeer, restauranter og hoteller lod den til at være et populært turistmål.

Her var sæsonen tydeligvis i fuld gang.

Vi fandt et ledigt bord på en af cafeerne. Spiste croissanter, drak cappucinoer og betragtede livet på den lille plads.

Lidt historie

Sicilien er den største ø i Middelhavet. Den har 5 milllioner indbyggere og har været påvirket af mange kulturer.

Historieskrivningens grundlægger grækeren Thukydides skrev, at den oprindelige befolkning bestod af tre folkeslag. Et af dem hed Siculi. De indvanderede fra Syditalien. Det var fra dem Sicilien havde fået sit navn.

Fønikerne (også kaldt karthageniensere og punere) var de første, der koloniserede Sicilien. De slog sig ned på den vestlige og nordlige del. Lidt senere indtog grækerne østkysten.

Favignana omtales første gang af punerne, der brugte øen som handelsstation.

Ud for Favignana stod et par hundrede år senere et stort søslag. Mellem romere og punere. Mange døde soldater drev i land i en af øens bugte. Til minde om det blodige slag har bugten siden haft navnet Cala Rossa (den røde bugt).

Slaget sluttede med romersk sejr over en langt større punisk flåde. Kort efter endte den første puniske krig og Sicilien blev den første provins i Romerriget.

Efter Romerrigets fald blev øen indtaget af vandaler og ostgotere. Omkring år 800 kom Saracerne, som blev fordrevet af Normannerne. Senere var øen besat af Aragonere og var så en del af fyrstedømmerne i Napoli og Savoyen. I 1860 invaderede Garibaldi Sicilien, som kom til at indgå i det nye Italien.

Sicilien har ikke, modsat Korsika og Sardinien, haft et ønske om løsrivelse med udgangspunkt i en sproglig eller kulturel identitet.

Da de allierede i 1943 indtog Sicilien, dannedes Frihedsbevægelsen MIS. Bevægelsen havde rod i frygten for, at Italien ville blive en kommunistisk republik. Et ønske om at blive en stat i USA kunne ikke imødekommes. I 1946 blev Sicilien så en del af republikken Italien. Dog med et omfattende selvstyre.

Storfangere

Da vi kom tilbage lå den ene af de to mænd i rød t-shirt på maven på en lille flåde ved siden af Heron. Han stirrede ned i vandet. Lavede fagter med armene, mens han råbte ophidset til manden i den anden røde t-shirt på betonmolen. Han løb straks ned til sin kollega på den lille flåde. Trådte helt ud til kanten, hvor han stirrede ned i vandet. Så råbte han lige så højt og ophidset som sin kollega. Flåden hældede kraftigt. Det så faretruende ud. Pia gjorde klar til årets optagelse på sin mobiltelefon. Lige før de to mænd var ved at rutche af flåden og ud i vandet, gik det op for dem, hvad der var ved at ske. Manden kastede sig over til den modsatte side og fik rettet flåden op.

Så løb han op på betonmolen igen og kom tilbage med et langt skaft med et ålejern i den ene ende.

Igen var de to mænd tæt på at glide i vandet. Atter afværgede manden den truende vandgang ved at flytte sig i sidste øjeblik.

Manden på maven jog skaftet med ålejernet ned mod bunden. Så udbrød han et triumferende hyl. Trak skaftet hurtigt op. På ålejernet sad en kæmpestor blæksprutte. De to mænd gik tilbage på betonmolen med fangsten, som de gestikulerende og stolte viste frem til de forbipasserende.

Forfald eller ?

Nattens sejlads sad stadig i kroppen. Vi slappede af på Heron. Inden vi rigtig vidste af det og uden at have planlagt det, sov vi alle fire. Et par timer.

Da vi vågnede, gik vi en tur over på den anden side af øen. Det var halvkoldt.

Huse i forfald, halvfærdige nybyggerier, affald, der flød og masser af katte gav et helt andet indtryk end byerne i Ligurien og Toscana og på Elba og Sardinien. Var det et tilfælde ? Var det, fordi vi ikke havde set udkanten af de andre byer ? Søgte vi bekræftelse i, at Sicilien er en fattig region ? Var vi for trætte til at modtage nye indtryk ? Eller ?

Spørgsmålene var mange. Svarene flere.

Da vi kom tilbage til Heron, gik vi tidligt til køjs. Nød den uforstyrrede søvn, indtil vi vågnede næste morgen.

Tunjagt

Vejrvinduet, der havde bragt os fra Sardinien til Sicilien, ville lukke næste dag. Så ville der komme en Scirocco fra syd. Derefter en Mistral fra vest. Begge kraftige og med regn. Altså en 4-5 dage med indeblæsningsvejr.

Vi besluttede at bruge vinduets sidste dag til at sejle til Trapani på Sicilien. Vi sagde farvel til de to flinke mænd i de røde t-shirts. Sidst på formiddagen gled vi ud af havneløbet.

Lidt ud for havnen lå en fiskejolle. Der var ingen ombord. Der var en specialafmærkning på en stang midt i jollen. Det betød, at vi befandt os i et område, der krævede særlig opmærksomhed. Under mærket var en lille båke. Fra jollen og 1 sømil ind mod land fik vi øje på flere joller og fiskenet i overfladen. Området blev brugt af tunfiskere. Her fangede og slagtede de tun. Fangstmetoden var blevet bragt til til øen af fønikerne for næsten 3.000 år siden. Senere var metoden blevet udviklet af Saracenerne og udbredt til det meste af Middelhavet.

Metoden var for længst udkonkurreret af andre fangstmetoder og blev nu anvendt primært til ære for turisterne på Favignana.

Vi holdt fri af fangstområdet og lagde kursen ind mod havnen i Trapani.

Indblæst i Trapani

Trapani er den vestligste by på Sicilien. Det er en gammel by. Den blev grundlagt af Elymierne – en anden af Siciliens oprindelige tre befolkningsgrupper. Byen har lidt mindre end 70.000 indbyggere, en stor industrihavn, flere marinaer og et par bådværfter.

Da vi nærmede os havneindløbet, kaldte vi havnekontoret på VHFen. Fik en kvittering med det samme. Stemmen i VHFen spurgte så om vores nationalitet og seneste havn. Efter vores svar fik vi et «You may enter the harbour»

I den store yderhavn blev vi modtaget af en ‘ormeggiatore’ i en gummibåd med påhængsmotor.

« How many days ?» råbte han til os.

… hmm.

Aftaler om ophold laves ikke med en ‘ormeggiatore’. Hans opgave er at hjælpe gæstebådene ind på plads. Vi havde læst historier om falske ‘ormeggiatori’, der narrede havnepenge fra naive gæstesejlere. Men vores skepsis viste sig ubegrundet. Vi blev vist ind på en ledig plads i marinaen Vento di Mistrale.

Da vi havde fortøjret og var blevet registreret på kontoret, gik vi en lang tur i den gamle bydel, som marinaen lå ved siden af.

Arkitekten (Mikkel) kom nu på arbejde og forklarede om byplanen og de tidstypiske kendetegn ved bygninger og udsmykninger.

Den næste dag fik meteorologerne (som sædvanlig) ret. Om formiddagen kom Sciroccoen. Fra syd som sluppet ud af en pose. Med en styrke på 18 m/s.

Trapani er blandt andet kendt for sit fiskemarked. Markedspladsen lå få hunderede meter fra os. Et rigt udvalg af fisk, blæksprutter, hummere, rejer blev solgt fra boder af højtråbende pladsholdere, men også fra fiskebådene. Her var markedsføringen afdæmpet og langt mindre aggressiv, ja næsten passiv. Markedet var livligt. Aftagerne byens beboere. Udbudet af tun var overdådigt og billigt, Vi spiste tunbøffer til middag. Hver aften de næste par dagSciroccoen blæste over et døgn. Det var koldt. Af og til regnede det kraftigt. Det var svært at tro, vi befandt os i Middelhavet i slutningen af maj. Facebook flød med kommentarer om det usædvanligt kolde vejr overalt i Middelhavet. Men den flinke dame i havnekontoret beroligede os med «This is what you can expect in May »

Om natten blev vi vækket da Heron lavede et par hårde ryk i sine bagbords fortøjninger. Vinden var drejet mod syd og taget til. Der var ikke andet at gøre end at stå ud af den lune køje. Sætte den stærke pandelampe på og lægge fortøjningerne om i den kolde piskende regn. Efter en times arbejde, kreativ tænkning og en del banden og svovlen kunne vi gå til ro igen.

Næste formiddag løjede vinden af et par timer. Så kom den med fornyet styrke. Nu fra vest.

Snak på bolværket

«They are from North Germany » lød det afdæmpet med amerikansk accent fra den ene af de to mænd på molen .

«Oh no we are from Denmark » korrigerede vi.

«Oh that´s where you’re from. We´re from the States » svarede han og tilføjede grinende men med en anelse alvor i stemmen «You gotta excuse us about Trump »

De to amerikanere var sejlet fra Sardinien en dag senere end os. De havde haft køleproblemer med motoren og havde så slukket den. I den lette vind var det gået meget langsomt. Efter et døgn havde de mistet tålmodigheden, havde startet motoren og var gået for halv kraft mod Trapani. Så var de blevet mødt af Sciroccoen. Nu fik de masser af vind og stor sø. Gasten Bob, der ikke var så øvet en sejler, havde bekymret spurgt skipper, om det var nu, man skulle bruge den der ‘lægge bi’ teknik. Det havde skipperen ikke syntes der var nogen grund til. Det gik jo fint.

«Det var først da vi kom her til Trapani at det blev farligt » forklarede han «Vi lagde os for anker i yderhavnen, men ankeret slap og vi begyndte at drive mod stenmolen » fortsatte han «Så kom havnepatruljen og gav os ordre om at gå ind i marinaen. Her kom vi i nat »

« Bob flyver hjem til Boston i morgen. Min kone kommer ombord om et par dage. Vi venter så på et par venner. De har sejlet 12 år i Middelhavet. De er de der typer, der ligger mindst en måned samme sted. Vi sejler til Palermo sammen med dem. Hvor skal I hen ? »

«Også Palermo. Men vi ses så nok ikke. Vi sejler, når Mistralen har lagt sig »

«Ærgerligt. Det ku´ ellers ha´ været sjovt at følges »

Videre

Den fjerde dag kom solen frem. Mistralen lagde sig, men der var stadig store dønninger. Vi udsatte afgangen fra Trapani til næste dag, hvor vi først på formiddagen forlod den store havn.

Vinden drejede over i sydvest. Det betød den var med os. Vi satte genuaen. Vinden tog til og nåede en styrke på 8-10 m/s. Vi slukkede motoren. Gik samme fart som før, men nu kun med vinden som drivkraft. Der var stadig en del dønning. Med vinden ind fra agter rullede Heron noget. Gode betingelser for søsyge. Men hele besætningen var i fin form da vi nåede til pynten Capo San Vito.

Her ændrede vi kursen med 200 grader og styrede direkte ind mod havnen San Vito på pyntens østlige side.

Badeby

Capo San Vito har en lang hvid sandstrand. Vandet er krystalklart og turkisfarvet af den hvide sandbund et godt stykke ud fra strandkanten. Det var blevet varmere. Fristende med en dukkert.

Men vi var nødt til at arbejde først.

Under anduvningen var en fortøjningsline røget i bovpropellen. Nu rørte propellen sig slet ikke, når den elektriske motor blev tændt og fræsede løs.

Vi gættede på, at sikringspalen havde opfyldt sin funktion og var knækket for at hindre motoren i at brænde sammen. En ekstra sikringspal var til alt held en del af vores reserveudstyr. Motoren skulle afmonteres og den nye sættes i.

Forhåbentlig ville det løse problemet.

Alle mand kom på arbejde.

Forreste mand rakte løsgods, puder, lagner, madrasser og hynder til næste mand, der ekspederede det videre bagud i kæden. Da forkahytten var tom, blev værktøj sendt den modsatte vej. Motoren blev afmonteret. Og ja sikringspalen var knækket. Reservepalen blev sat i. Efter en del fakserier lykkedes det at få sat motoren tilbage på plads. De fire bolte blev strammet godt til. Hynder madrasser, lagner, puder og løsgods røg frem og blev lagt på plads i forkahytten.

Efter 5 kvarter var vi parate til at gå over på den hvide sandstrand med det turkise vand.

Brun sæl eller ?

Bovpropellen virkede perfekt, da vi gik ud næste morgen.

.,, pyha.

Vi sejlede over til dieselstanderen, fyldte den 1/4 tomme tank helt op, sejlede ud af havnen og startede dagens sejlads mod Palermo.

Vinden var gået i en mere vestlig retning. Igen fik vi den ind fra agter. Vi satte genuaen og slukkede motoren.

Dønningerne var mindre end dagen før. Rulningerne ligeså. Efter et par timers sejlads blev bølgernes tilbageslag fra land kraftige og vi startede motoren for at trække ordentlig gennem søen.

Et stykke før vi skulle pege stævnen mod Palermo, stirrede en sæl på os på et par hundrede meter borte. Sælen stod med hovedet og halsen ude af vandet. Vi kunne se den var brun. Var det den sjældne brune sæl. På afveje fra det Ægæiske hav i Grækenland ?

…Desværre.

Vi kom ikke ikke tæt nok på til at få et foto af den. Men hvis ikke det var den brune sæl, hvad var det så ?

Palermo

Palermo er hovedbyen på Sicilien. Den har en million indbyggere. Havnen er kæmpestor. Her er industrielle bådværfter, en stor cruiserterminal og færgeforbindelser til Sardinien, Napoli og Tunis. Den gamle havn er indrettet som lystbådehavn med mange forskellige marinaer. De fleste med gæstepladser.

Marinaen med navnet Sitimar fik usædvanligt fine anmeldelser. Her havde vi booket en plads ved hjælp af appen Navily,

En times tid før anduvning ringede Carls mobiltelefon.

«Hello this is Ben from Sitimar. We are expecting you this afternoon. Go to the third ponton. We will be waiting for you there. Call us on channel 72 if you have any problems » lød det fra Ben på perfekt engelsk.

Og ganske rigtigt. Da vi nåede til den tredje ponton i den gamle havn, vinkede tre mand os ind på dagens sidste ledige plads i marinaen Sitimar.

«Only one day ? I think you will find it so interesting that you will spend one week here » sagde Ben, da vi alle fire sad på hans kontor med den kop kaffe, han havde insisteret på at servere.

« I always start a relationship with a cup of coffee » sagde han og fortsatte «I want you to see me as your concierge. Table at a restaurant ? Rent car ? Need a repair ? Tickets for the theatre? A taxi ? Nothing here Ben can’t get for you »

Vi bestilte en taxa til lufthavnen til Mikkel og Lars. Udforskede Palermo sammen næste dag. Tidligt næste morgen, mens det endnu var næsten mørkt, fulgte vi dem til udgangen af marinaen.

Her ventede Ben’s taxa. Mikkel og Lars steg ind i taxaen og vinkede farvel, da de begav sig ud mod lufthavnen.

Over middag tikkede en SMS ind.

“Flyturen gik fint. Sidder i toget på vej hjem. Tak for denne gang”

Besynderligt.

Vi havde brugt en måned på at sejle 400 sømil fra det nordsøstlige Sardinen til Palermo.

Og så var vi alligevel ikke mere end nogle timers rejse hjemmefra. Med fly.