Selvgjort

For nogen tid siden besluttede jeg selv af lave service på motoren. Det  vil sige skifte filtre,  olie,  kølevand,  impeller og frostsikre for vinteren.

Temmelig ambitiøst da jeg dårlig nok ved, hvordan man åbner motorhjelmen på bilen.

Tiden var kommet til at skifte dieselfiltre.  På nettet havde jeg set en masse instruktioner i, hvordan det skal gøres og havde også luret mekanikeren af sidst han lavede service.

Så hvor svært ku’ det egentlig være.

Jeg fandt værktøj og reservedele frem, lagde det på eet sted, og dækkede motorrummet godt af med aviser og klude.

Det var nemt at skifte de to filtre. Da jeg var færdig, begyndte jeg at udlufte systemet. Det gøres ved at løsne en skrue på toppen af filterhuset. Først kommer der luft ud af skruehullet. Så begynder dieselen at strømme til og til sidst kommer der kun diesel ud. Systemet er nu udluftet og skruen strammes helt.

Udluftningen på det første filterhus gik nemt, men da jeg gik i gang med det anden, kom der kun luft ud, selvom jeg pumpede vedholdende med fødepumpen.

Jeg kom i tanke om, at Bertil havde fortalt mig, at motoren nok var selvudluftende.

Jeg tænkte, at den da så som minimum selv ville lukke den sidste rest af luft ud, når den blev startet.

Jeg drejede tændingsnøglen. Da den røde lampe lyste og alarmtonen lød, trykkede jeg på startknappen.

Til min store lettelse startede motoren som den plejede, men efter meget  kort tid lød der et dybt suk, hvorefter den stoppede.

Jeg prøvede at starte den igen, men nu skete der slet ikke noget overhovedet.

…Satans

Diagnosticeringen var jo sådan set  enkel – nemlig luft i systemet.

Jeg overvejede at ringe til mekanikeren og fortælle at motoren ikke kunne starte. Men hvad skulle jeg sige til ham ? Du, jeg ville godt spare nogen penge og er igang med at at lave dit årlige service. Men nu kan jeg ikke finde ud af det. Kommer du ikke lige og hjælper ?

Jeg udluftede på det første filter igen, men lige meget, hvor meget jeg pumpede, kom der stadig kun luft  ud fra skruen på det andet filter.

Jeg afmonterede filtret, undersøgte O-ringen og skruede det med besvær på igen.

Og pumpede og pumpede og pumpede.

Først da jeg satte mig om bag motoren, og kunne lægge mere vægt bag pumpebevægelserne, lykkedes det at få en blanding af luft og diesel til at skumme omkring skruen. Herefter flød der kun diesel ud som bevis på, at al luft nu var ude.

Fuld af tiillid til at jeg havde løst problemet, drejede jeg igen tændingsnøglen og trykkede på fortrøstningsfuldt på startknappen.

Der skete stadig ikke en skid.

... Satans.

Jeg udluftede endnu en gang på skruerne på begge filtre.

Så huskede jeg at en mekaniker en gang havde fortalt mig, at det var nødvendigt også at udlufte på en skrue længere inde i systemet.

Jeg lokaliserede den.

Den så godt nok noget rusten ud, og jeg turde ikke skrue på den uden at være sikker på, at det var den rigtige.

Jeg fandt manualer frem på min iPhone, men kunne ikke læse dem, fordi mine briller var dugget til af den sved,  der i et stykke tid var drevet fra panden ned over mine øjne. 

Til sidst besluttede jeg,  at det måtte være den rigtige skrue og fandt en skruenøgle frem fra værktøjskassen.

Skruen sad godt fast, men det lykkedes mig til sidst at få den løsnet.

Derefter pumpede og pumpede jeg og til sidst flød der kun diesel ud også fra denne skrue.

Så jeg udluftede endnu en gang hele systemet startende med  skruen på det første filter.

Opgivende drejede jeg tændingsnøglen og trykkede på startknappen.

Og så skete miraklet.

Motoren startede, og ikke nok med det, den blev ved med at køre og gik op i fulde omdrejninger,da jeg trykkede gashåndtaget helt i bund.

F’anme en fed fornemmelse

Klik her og få nye beretninger i indbakken 

Del på 

Share on facebook
Share on google
Share on twitter
Share on linkedin