Sardinia

Der skete meget, mens vi var hjemme.

Vores andet barnebarn – Luva – kom til verden og få måneder senere fik Pias mor endelig fred efter svær sygdom.

Mens vi holdt en sidste jul i huset i Humlebæk med børn, svigerdøtre og børnebørn, fyldte Carl 65 år og kunne omsider kalde sig PhD (Pensionist hele Dagen).

Huset i Humlebæk blev tømt—helt. Noget af indboet tog vi med ind i lejligheden, andet solgte vi eller gav væk og en del endte på genbrugspladsen. Vi overdrog nøglen til de nye ejere – et par med to små børn. Parret forekom os at være så unge, men var, viste det sig, et par år ældre end os, da vi overtog huset for 29 år siden.

Vi indrettede os i lejligheden og nød at være sammen med familie og venner.

Havde mange fine stunder med Augusta – vores første barnebarn – og opdagede at Gurli Gris for længst havde fortrængt Bamse og Kylling.

Vi så Luva – vores andet barnebarn- opdage verden, gik tur med hende i barnevognen og fulgte hendes udvikling fra nyfødt til baby.

Sidst i april blev det tid til at fortsætte sejladsen i Middelhavet. Vi fløj til Olbia på Sardinien og kørte derfra til Porto Rotondo.

Heron havde klaret vinteren fint.

…Nå ja lige bortset fra, at en klampe var blevet rykket lidt løs under en af de mange og kraftige mistraler, der havde raset i løbet af vinteren.

Vi gjorde klar til at sejle.

Det røde sand fra Sahara, som den kraftige Scirooco havde smurt Heron ind i, blev vasket væk. Den utætte vandhane, som det ikke var til at opdrive pakninger til, blev udskiftet. Pakningen til toiletpumpen blev smurt. Den gamle sprayhood blev taget ned og den nye, der nu var 5 år gammel, sat på. Motoren, der ikke ville starte blev udluftet. Først efter tredie udluftning gik den igang; men spandt så til gengæld lige så beroligende som en kat. Genuaen blev sat op. En ny glasflaske blev taget i brug. Så virkede gasblusset igen. Benene i stikket til elkablet blev renset for korrosion. Så havde vi igen 230v ombord. Pakkerne med grej, som vi havde sendt til havnekontoret blev hentet. Og sidst men ikke mindst kom en fagmand og så på den løse klampe. Der var, forsikrede han, ingen brud i glasfiberen. Det eneste vi behøvede at gøre var at tage klampen ud, fylde silikone i hullerne, sætte den i igen og spænde den godt fast,

Efter fire dage var vi klar til afgang.

Sidst på formiddagen gik vi ud af havnen med kurs mod Ottiulo – den sydligeste ‘lookalike’ Smeralda by , som pilotbogen sådan lidt nedladende betegnede den.

Der var næsten ingen vind.

Vi krydsede løbet ind til Olbia og passerede tæt forbi den lille, men 565 meter høje ø Tavolara.

Mens vi sejlede de sidste par sømil ud af skærgården, kom vinden. Den var stik imod og rejste bølger på 1 meter, som vi stampede op mod, da vi pegede stævnen ned mod Ottiulo.

Det var endnu tidligt på sæsonen. Vi var den eneste gæstebåd i marinaen. Først på aftenen fik vi selskab af to andre både. De søgte ly for den kraftige Mistral, der var varslet for de næste dage.

Den kom fra nordvest og næsten på det klokkeslet udsigterne havde varslet. På et tidspunkt blæste den med orkanstyrke og lavede små bølger med hvide toppe, som blev pisket afsted som skum inde i den ellers så rolige havn. Så gik Mistralen over i nordøst og blev svagere, mens det langt kraftigere center i Genua bugten sendte dønninger, der rullede ned langs kysten.

Den tredje dag stoppede Mistralen.

Vi gik over til bådværftet, og fandt et kontor. Her sad en ældre herre med en brun læderjakke, som fik ham til at ligne en biker. Det var chefen.

Vi spurgte, om vi kunne få Heron på land og få renset bunden. Gerne så hurtigt som muligt.

Bikeren kiggede skeptisk på os og tog så fat i en yngre mand. De parlamenterde et stykke tid. Den yngre mand virkede ikke specielt begejstret og da de var færdige, sagde chefen

“Kom tilbage imorgen tidlig så skal vi se om det passer ind i arbejdsplanen”

Ikke overraskende lød meldingen næste morgen “Kom klokken tre, så skal vi se”

Vi forklarede James – en af de andre gæstesejlere – om vores aftale.

“Hjulet, der knirker mest, får olien” forklarede James, “Klokken tre er ikke, som I tror et tidspunkt. Det et begreb og betyder at han måske tager Jer på land en gang i løbet af ugen.”

Da klokken blev tre, startede vi motoren og sejlede hen til bådværftet.

Da vi havde cirklet rundt ud for værftet en del gange, blev vi det hjul, der knirkede mest. For nu kørte den yngre mand kranen frem. 10 minutter senere hang Heron i de kraftige bæreseler, mens to mand gik i gang med at rense bunden med en trykspuler.

Det var helt stille, da vi næste morgen gled ud af havnen. Med en ren bund gik Heron nu næsten 20% hurtigere. Efter 1 1/2 time var vi fremme ved dagens mål. Vejret var fint. Vi havde mod på at sejle mere og fortsatte til næste dags mål – Santa Maria Navarrese.

Efter et par timer friskede vinden og sendte ligesom sidst bølger på 1 meter lige mod os. Da vi var kommet over den 22 sømil lange bugt løjede den, og vi gled forbi bjergområdet Supramonte i næsten fladt vand.

Santa Maria Navarrese ligger ved indgangen til Supramonte, hvor floder har dannet nogle af Europas dybeste slugte og største grotter.

Den lille by, der er en malerisk blanding af en bjergby og en badeby, er et populært udgangspunkt for hiking, dykning og besøg til en af de mange bugte.

Havnen er velbeskyttet og har en del ‘liveaboards’.

Som f.eks. 77 årige tyske Helmuth. Han kom sejlende hertil med konen for 5 år siden.

“Min kone kan ikke længere sejle,” forklarede Helmuth. “Vi har boet på båden i sommerhalvåret, siden vi kom hertil, og nogle få bor på bådene hele året.”

Næste stop på vores tur ned langs østkysten var Porto Corallo.

Strækningen er en af mest øde på Sardiniens kyst. Den er 35 sømil lang og bjergrig. Her er kun få ankerpladser, men hverken havne, byer eller mobildækning.

Efter en enkelt nat i den næsten tomme og pænt store havn Porto Corallo, sejlede vi videre sydpå.

Da vi rundede Capo di Cabonara og ændrede kurs til vest, kom der vind. Denne gang fra øst. Det betød, at vi nu for første gang i år, havde vinden med os. Vi hev genuaen ud og gik for sejl til Capitana di Marina, der ligger knap en times sejlads fra Cagliari.

Igen var vi den eneste gæstebåd i havnen, hvor en usædvanlig kraftig Scirocco for et par uger siden, havde skyllet en tre meter høj cementmur væk på den yderste mole.

Da endnu en Mistral havde lagt sig, sejlede vi ind til Cagliari – hovedbyen på Sardinien.

Herfra er det planen at sejle ud i det åbne Middelhav, indtil vi når Sicilien over 150 sømil væk.

Den længste del af strækningen er uden landkending og det er nødvendigt at sejle en hel nat – mindst.

Nyt og udfordrende for os, der indtil nu kun havde lavet daysailing.

Vi har forberedt os grundigt. Har købt ekstra nødudstyr hjemmefra, studeret vejrmønstret for området og fået Lars og Mikkel med som gaster.

Der var fire dage til de ville komme med flyet fra København.

De gik hurtigt.

Vi afgav vores brevstemme til valgene hos den flinke konsul, der åbent erkendte at dette var konsulatets første valg. Talte med besætningerne på de andre gæstebåde. Mødte et hold danskere, der var ved at transportere en 82 fods motorbåd fra Kroatien til Dragør og var gået i nødhavn i Cagliari efter en rigtig slem tur fra Sicilien. Slentrede rundt i den hyggelige gamle bydel med et væld af barer og restauranter. Fandt det store mad- og fiskemarked, provianterede i et supermarked, der bragte alle varerne ned til Heron og drak en cappucino på cafeen lige overfor, hvor vi lå.

Det var koldt og blæsende, da Lars og Mikkel påmønstrede lørdag eftermiddag. Men vejrmeldingerne lød stadig på let vind og dønninger på 0,5 meter fra tirsdag til fredag,

De næste par dage opdagede vi mere af Cagliari med Lars og Mikkel og oplevede den Sardiske gæstfrihed, da et par kvindelige gæster spontant inviterede os ind til en 70 års fødselsdag.

Sent mandag aften løjede vinden omsider, men varslingen for tirsdag lød nu på store dønninger i området.

Vi besluttede at sejle til Villasimius – Sardiniens østligste punkt – og vente med at sejle over til onsdag.

Lidt udenfor marinaen sejlede en af de lynhurtige GC32 katamaraner. Flere kom til. Det viste sig at årets første løb i det højt profilerede GC32 Racing Tour skulle afholdes i Villasimius i de næste par dage. Deltagerne tilhørte den internationale sejlsports absolutte topelite. Det skabte lidt liv i marinaen, hvor vi igen var den eneste gæstebåd,

Da vi havde fortøjret, gik vi over til bugten på den anden side side af tangen. Slappede af et par timer og checkede endnu en gang vejrudsigten.

Vejrvinduet var stadig åbent.

Vi besluttede at forlade Sardinien og sejle mod Sicilien næste morgen.

ps

Du er meget velkommen til at sende en hilsen (det er mere velkomment end du tror)