Politi og tyve

Læsetid : 10 minutes

Om formiddagen gik vi de få hundrede meter hen til bådpladsen, hvor Heron havde stået i et stålstativ, efter vi var taget hjem til Danmark i oktober.

Vi fandt stigen værftet havde lagt til os. Satte den op agter og gik op. Vores fendere, som vi i efteråret havde forsynet med hundedyre overtræk, lå på dækket. Allesammen. Fuldstændig som vi havde efterladt dem, da vi var taget afsted. Og også vores dinghy lå surret i sin blå pose på ruffet. Men lakken i kanterne på lugerne til nedgangen var skallet af, selvom dugen stadig skærmede mod det stærke sollys. 

Mystisk. 

Om læ var der beskidt for at udtrykke det mildt, men rengøringen måtte vente til efter søsætningen.

Checklisten blev fundet frem

✔  Dieseltilførsel (åbnet)
✔  Søventiler (checket og åbnet)
✔  Batterier (12,7 volt)

Næste check gik ikke helt så godt.

Der stod vand i motorrummet.

Mystisk.

Den mandlige del af Herons besætning smagte på det, hvilket er det første man skal gøre, når man opdager vand i sin båd. Nå ja, måske ikke når den er på land, men refleksen vandt tydeligvis denne gang over fornuften.

Sidste check afslørede, at der stod endnu mere vand midtskibs.

Mystisk.

Vandet blev lænset ud og efterlod bunden med en masse sand og fin jord.

Næste dag kom Heron i vandet. Motoren startede uden problemer, men stoppede kort efter.

S… skulle vi nu til at rode med udluftning, mens den tiltagende vind  trykkede Heron mod betonkajen?

“Gi`den fuld gas uden gear” råbte værftschefen, der hjalp med søsætningen.

Og ganske rigtigt. Nu fortsatte motoren med at køre og udstødte kølevand, der ramte havoverfladen med beroligende rytmiske plask.

Vi sejlede den korte vej over til havnen. Lagde til i en 8 m/s kraftig sidevind. Brugte resten af dagen på at gøre den agterste kahyt beboelig. Udpakning måtte vente til næste dag. Sidst på eftermiddagen mødtes vi med besætningerne på de andre tre danske både, der havde tilbragt vinteren samme sted som Heron. De havde startet deres togt to uger tidligere . Nu var de sejlet tilbage til havnen for at hilse på os og havde arrangeret fælles middag på en af restauranterne ved stranden.

What !!!!

Den næste morgen opdagede vi, at linen, der bruges til at rulle genuaen ind med, var væk. Nå ja det er jo hvad der kan ske. Formiddagen gik med at skaffe en ny. Vi gik igang med at rigge genuaen til og åbnede lugen i dækket, hvor skøderne lå. De var der ikke.

Mystisk.

Så begyndte vi at pakke ud. Først da opdagede vi, at guitaren var væk. Og ikke kun den. Bose Mini højtaleren var også væk. Det samme var over halvdelen af det bestik vi havde fået i gave for mange år siden. To af de tre solskærme, vi havde fået syet for en mindre formue sidste år, var også forsvundet. Det samme var den smarte projektør, vi havde fundet og købt på nettet. Det samme var og det samme var ….. Listen blev længere og længere.

Vi ringede til forsikringsselskabet. Derefter harmedirrende til værftet, som bedyrede, at vores nøgle var blevet opbevaret i et aflåst skab, som ingen uvedkommende havde adgang til.

Politi og tyve

Efter et par opkald lykkedes det at finde ud af, at i Grækenland skal indbrud på både anmeldes til havnepolitiet – også selvom båden står på land.

Nyt opkald. Denne gang til havnepolitiet.

“Are you in danger right now? “spurgte manden, da vi havde fortalt om indbruddet.

Det mente vi ikke og gentog, at vi ville anmelde et indbrud i vores båd.

“Come to our office after six” lød det.

“Jamen” protesterede vi. “Det er meget besværligt for os at komme hen til Jer. Kan vi ikke ordne det på telefon?”

Men det var intet at gøre. Uden personligt fremmøde ingen anmeldelse.

Vi ringede igen til vores forsikringsselskab. Uden anmeldelse til politiet ingen erstatning, lød det nøgternt.

Lidt uoverskueligt at finde en taxa og forklare chaufføren, at vi skulle til havnepolitiet, som vi ikke havde en adresse til. 

Men hjælpen var nær.

Babis, havnens supervenlige og hjælpsomme caféejer og havnefoged, fandt en taxa. Gav chaufføren besked på at køre os til Igoumenitsa, følge os helt ind på kontoret, vente på os og køre os tilbage, når vi var færdige.

Bygningen, hvor havnepolitiet holdt til, var stor. Vores chauffør førte os målbevidst op på første sal. Her udvekslede han et par ord med en dame i receptionen, hvorefter en politimand kom og bad os tage plads i venteværelset.

Mens vi ventede blev fire unge mænd – den yngste formentlig ikke mere end 13-14 år – ført gennem venteværelset i håndjern og ind i et forhørslokale, hvor vi kunne høre dem blive udspurgt. Vi forstod så meget som at de var flygtet fra Kabul i Afghanistan og nu ville blive sendt øst på. 

Vi ventede ikke længe, før en politimand smilende kom ud til os og på godt engelsk bad Carl komme ind på sit kontor.

“So what happend” spurgte han venligt.

“Let’s take this one more time” gentog han adskillige gange i den næste time, hvor afhøringen fandt sted. Da han var færdig, inviterede han Pia indenfor og stillede i den næste time hende de samme spørgsmål. Så skrev han en to siders rapport, fortalte, hvad der stod i den og bad os underskrive den.

“Could be gypsies” konkluderede den flinke politimand og tilføjede, at det ikke var særlig svært at lirke en lås op, at tyvene sikkert havde haft god tid og ladet lugen stå åben, hvilket forklarede de store mængder af vand i båden. At lugen var låst, da vi kom, tilskrev han, at tyvene havde ønsket at skjule indbrudet så længe som muligt.

Dødtrætte kom vi ud på aftenen tilbage til Heron. Spiste en hurtig middag og gik til køjs.

Tilbage til Korfu

Næste dag satte vi genuaen op, mens det endnu var vindstille. Spilerskøderne, som tyvene så generøst havde ladet blive, brugte vi som erstatning for de stjålne genuaskøder. Kort efter gik vi ud af havnen og satte kursen mod Gouvia Marina på Korfu. Her ville vi kunne skaffe det mest nødvendige af det manglende udstyr og få repareret ting, der var gået i stykker.

På vejen ud af havnen opdagede vi, at vores håndholdte VHF også var stjålet. Excel arket med oversigten over stjålne effekter blev forøget med endnu en række,

Der var ingen vind. Vi gik for motor og nød årets første sejlads i det blide farvand. Skønt at være ude efter 10 måneder.

Sidste år havde vi tilbragt en måned med base i Gouvia Marina, mens vi sejlede rundt i området. Måske derfor føltes det som at komme hjem, da vi fortøjede til gæstebroen.

Krise

Coronakrisen havde sat sine spor. Mange både lå endnu afrigget og bådpladsen var næsten helt fuld af overvintrende både, der næppe vil komme i vandet i år.

Aktiviteten med udlejning af både var lav.

“40% i forhold til sidste år “ forklarede en af bådudlejerne, inden han opgivende trak på skuldrene og tilføjede “but what can you do?”

Stopper det nogen sinde?

Vi gik igang med at rydde op og gøre rent om læ. Vandet, der havde stået i båden, havde sat sine tydelige spor i form af sorte pletter af mug på alle flader. Med Ajax, Rodalon og masser af muskelkraft lod de sig langsomt vaske væk. Et eller andet underligt sted gjorde det godt at tænke på, at vi sandsynligvis havde reddet Heron fra en totalskade ved at komme tilbage i år. 

Da vi begyndte at rydde op midtskibs, opdagede vi, at inverteren var væk. Den var skruet ud af væggen. Kun de afklippede ledninger hang tilbage som bevis på, at den havde forladt os sammen med tyvene. Nu var vi så oppe på 43 stjålne effekter.

Vi ringede til en elektriker. En time senere gik han ombord. Installerede en ny og forsikrede os, at de elektriske installationer ikke havde taget skade af, at der havde stået så meget vand,

Ny energi

Sent om eftermiddagen påmønstrede Lars, som vi havde haft båd sammen med, før vi købte Heron. Med sig havde han en håndholdt VHF, som vi fået ham til at købe dagen, før han tog afsted. Vi spiste en sen middag på restaurant Zorbas. Efter middagen gik vi igang med at lave skadesanmeldelser og kom først sent til køjs.

Næste morgen gik Lars igang med at rense mugpletter og snavs af den ellers så fine hvide beklædning i forkahytten. Imens rensede og vaskede vi i pantry og midtskibs.

Efter frokost forlod vi Gouvia Marina. En halv times sejlads senere, nåede vi til Mandraki, der ligger tæt ved Korfu by ved foden af den ene af de to fine gamle venetianske fæstninger. I Korfu by ligger en del marine udstyrs butikker, hvor vi kunne fortsætte udrustningen af Heron. Vi forsatte med rengøringsarbejdet og blev omsider færdige først på aftenen.

Det er løgn

“Skulle vi ikke ta’ og pumpe dinghyen op?” spurgte Lars, mens vi sad på kajen og pustede ud efter dagens arbejde.

“Den er hammer tung. Jeg orker det ikke nu” svarede den mandlige del af Herons besætning,

“Arh, men så ta’r jeg den selv” svarede Lars. Gik ombord og løsnede tovet, den var surret fast med.

“Den er sgu’ da ikke ret tung” sagde han, da han løftede den og som en anden supermand bar den hen agter, hvor han triumferende spurgte “Ta’r du den ikke lige?”

Lars havde ret. Posen var slet ikke tung. Da den var kommer på land og vi åbnede den, fandt vi ud af hvorfor.

Den store pose indeholdt ikke andet tæpper og puder. Dinghyen? Ja den var pist væk.

Mysteriet løst?

Besætningen på vores italienske nabobåd havde måbende fulgt optrinnet. Da de fik at vide, hvor Heron havde tilbragt vinteren, blev de rasende.

“Vores ven var samme sted med sin båd. Her mødte han en charmerende australier, som tilbød at lave noget arbejde på båden, mens han var hjemme i Italien. Vores ven gav ham € 2.500 i forskud. Da han kommer tilbage, er den charmerende australier væk. Det samme er en laptop, en VHF, to instrumenter og noget sejlertøj. Og intet af arbejdet er selvfølgelig blevet lavet” fortalte de oprevet.

“Og” fortsatte de “den charmerende australier kom kørende til byen i en autocamper. Den gav værftet ham lov til at sætte på bådpladsen og han ender med at bytte autocamperen med en båd, som han sejler væk i”

… Aha.

Vi havde bemærket en autocamper på bådpladsen ved siden af Heron.

Så det var måske snarere den charmerende australier end nogle fattige sigøjnere, der havde stjålet fra os.

Kunne det tænkes, at den charmerende australier havde rigget sin båd til med udstyr fra Heron, mens han havde boet i sin autocamper, der havde stået lige ved siden af?

Endelig igang

Den næste dag gik vi ind til en de mange marine udstyrs butikker. Købte en dinghy og mere udstyr, som indehaverens søn bragte ned på Heron.

Næste morgen forlod vi Mandraki med kurs mod den lille ø Paxos lidt syd for Korfu. Efter et par timers sejlads sejlede vi ind i bugten Lakka med det nærmest helt umuligt turkisfarvede vand som Rod og Lucinda Heikell beskriver det i deres populære pilotbog.

Vi badede i det klare turkise vand, nød stilheden og omgivelserne med den maleriske lille by og de stejle bevoksede skrænter, hvorpå der flere steder lå huse med en formidabel udsigt over det Ioniske hav og den turkis farvede bugt.

Næste dag sejlede vi videre til byen Gaios, der har fået sit navn efter Gaius af Ephesus. Han var en af Jesus 72 disciple og bragte kristendommen til Paxos. (Og ja. Det nævnes et sted i det nye testamente, at der var 72 disciple).

Gaios er et populært mål for turister. De kommer dertil med båd fra Korfu og flere steder på fastlandet. Forretninger, caféer og restauranter ligger lige ned til marinaen, der er formet som en kanal mellem byen og den lille ubeboede ø Nikolaos.

Næste dag forlod vi Gaios i løbet af formiddagen og satte kursen mod den lille bugt Zavia Beach på fastlandet 10 sømil nordøst for Gaios.

Her lå en af de andre tre danske både. Båden havde fået en stormskade, mens den stod på bådpladsen og ejeren havde bedt os være med til et møde med værftet herom.

Vi ankerede op ved siden af den danske båd, badede, roede ind til stranden og svømmede på besøg hos hinanden og nød den pragtfulde stilhed og stjerneklare himmel, da det blev mørkt.

Stopper det aldrig ?

Næste dag deltog vi i mødet med værftet. Da besætningen på den danske båd havde fået afklaret problemerne med stormskaden, genfortalte vi rygtet om den charmerende australier.

“Umuligt” svarede værftchefen indigneret. “Manden I taler om er kirurg og er på vej til Spanien i en båd jeg har solgt til ham. Og han er ikke australier men spanier.”

“Har du noget imod, at vi ser om der skulle være nogen af vores ting i autocamperen?”

“Det er I velkomne til. Ta’ camperen hvis I vil. Jeg er dødtræt af det her” svarede han vredt.

Sammen med hans datter gik vi hen til autocamperen, åbnede døren og gik ind.

Her var pænt og ryddeligt. Der lå et termometer i vinduet. Det var ikke vores. Så åbnede vi en skuffe i den lille køkken og udbrød i en blanding af overraskelse og raseri

“De to sæt bestik her er vores. Vi fik dem i bryllupsgave”

“Hvordan kan I være sikre på det er Jeres? ” spurgte datteren rystet.

“Synes du ikke selv det er underligt, at din spanske kirurg efterlader to sæt danske bestik?” spurgte vi rasende og rakte hende en gaffel med indgraveringen ‘Georg Jensen. prisme’

“Vil du med over til båden og se dem vi har tilbage?”

Men datteren var overbevist og vi fortsatte “Det her er vi nødt til at melde til politiet”

En halv time senere parkerede en bil ud for pladsen. En mand steg ud, gik hen til os og præsenterede sig som politiet. I bæltet havde han en pistol. Han var ikke fra havnepolitiet og talte ikke lige så godt engelsk, som kollegaen vi havde mødt ugen før. Efter en del forsøg lykkedes det os til sidst at forklare ham, at der havde været indbrud i vores båd og at vi havde fundet nogle af vores stjålne effekter i autocamperen.

Han gennede os i bilen og kørte med lynets hast hen til værftets lille kontor.

Porten var låst og ingen svarede, da han råbte ind mod pladsen.

Han steg ind i bilen igen og kørte videre. Så stoppede han ud for en lastbil og spurgte tilsyneladende chaufføren, om han vidste, hvor chefen for værftet var.

Vi drønede videre ned af gaden og havde ikke kørt langt, før han huggede bremserne i foran en cafe, hvor chefen for værftet sad sammen med sin datter.

Poltimanden bad os blive i bilen, mens han selv steg ud og gik hen til dem. Udspurgte dem i 5-10 minutter og kom så tilbage til os i bilen.

“I er nødt til at komme med på stationen i Igoumenitsa” forklarede han og trådte så hårdt på speederen, at vi nærmest fløj afsted på den lille bjergvej, som vi efterhånden var kommet til at kende godt.

Politiet holdt til i mere ydmyge omgivelser end havnepolitiet. Vi havde ikke siddet længe i venteværelset, før en anden politimand kom hen til os.

Da vi forklarede, at vi allerede havde anmeldt indbruddet til havnepolitiet, konkluderede han, at vi ikke kunne gøre mere og at han håbede vi havde en god forsikring.

Vi blev kørt tilbage til Heron af den flinke politimand, der sammen med en kollega gik igang med at undersøge autocamperen.

Næste formiddag sejlede vi tilbage til Gouvia Marina på Korfu, lagde os på “vores” plads, sagde farvel til Lars og pustede ud efter en temmelig hektisk og uventet start på togtet 2020

Søsætning
Dansker træf
Tilbage til Korfu
Resterne af vores inverter
Dinghyen (troede vi)
Beklædning
Lakka
Ankeret bider
Badetur
Autocamperen
Noget af vores bestik
Previous
Next
Abonner på kommentarer
Send mig en mail
guest
24 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
Lars Christian Klüver
Lars Christian Klüver
19. October 2020 12:01

Hej med jer begge to – det var da en værre omgang at komme tilbage til. Man kan da heller ikke have noget i fred. Håber ikke at der er alt for meget “skrevet med småt” i forsikringen. Det må vel være en slags efterårsferie besøg. Det bliver vel snart for koldt til at “tøffe rundt” dernede? 🙂 Men kan godt se på et af billederne at det ikke er helt slut dernede – i ligger og boltrer jer i vandet. Håber i får lidt flere (og gode) oplevelser dernede og ikke møder flere langfingrede kriminelle.. De allerbedste hilsner til… Read more »

Mette Vennegaard
Mette Vennegaard
19. October 2020 16:08

Hej Pia og Carl.
Sikke en historie ! – og en masse ærgelser og besvær. Vi håber at I har en god forsikring – og at resten af turen forløb/forløber godt .

Kh Mette og Gunnar

Lars Løfsted
Lars Løfsted
20. October 2020 4:39

Hold op det er ikke bare bare at opbevare sin båd i sydeuropæeres havne. Håber alt ordner sig.  God vind videre 

Klose Andersen
Klose Andersen
20. October 2020 4:40

Tak for dramatisk beretning. Altid spændende læsning. TAK.

Lene Rosenkjær
Lene Rosenkjær
20. October 2020 4:41

Sørgeligt for jer, men på den anden side – det er jo ikke altid rosenrødt. Dejligt at få “ups and downs”, så virker det mere realistisk. 

Peter
Peter
20. October 2020 6:02

Australier, spanier……??
Det er Lennart…….. – siger det bare!

Ole
Ole
20. October 2020 18:46

Hej Pia & Carl.
Tak for et hyggeligt møde i havnen på Meganisi.
Synd vi ikke havde mere tid.
Rigtig god vind fremover.

Kim Hansen
Kim Hansen
21. October 2020 7:07

Det var da godt nok en ærgerligt og irriterende oplevelse. Forfærdeligt at der er nogen som ikke kender forskel på dit og mit. Et er at tingene er forsikret men det skaber en masse bøvl. På billederne ser det ud til at i alligevel har fundet tid til at nyde det.
Det bliver spændende at se om der er overraskelser når vi kommer ned til Svanen næste år.

Thue Thusen
Thue Thusen
21. October 2020 7:14

Det er jo en lidt grim historie med tyveriet fra Heron – men som sædvanligt super godt skrevet! Vi glæder os hver gang vi hører nyt fra jeres sejlads-eventyr

Thijs van Engeland
Thijs van Engeland
21. October 2020 7:29

Please share his description, what kinda boat he sails, and the name of the boat Carl, so we can take appropriate action comment image  and get your stuff back if we would run into this individual! He should not get away with this!

Claes Høgly
Claes Høgly
21. October 2020 22:03

Det virker noget specielt, grækerne plejer at være meget ærlige. God vind.

Pia Jespersen
Pia Jespersen
31. October 2020 23:26

Kære Pia og Carl
Det var da lidt af en mavepuster i kom frem til. Men godt at høre det ikke helt tog modet fra jer. Tak for en dejlig beretning og fortsat god tur.
Mange hilsner 
Pia