På vulkaner

Læsetid : 7 minutes

Arrivederci Palermo
Da vi var ved at gøre klar til at sejle fra Palermo, lød næste dags vejrmelding på kraftig vind. Fra syd. Længere væk fra kysten ville vinden komme fra nord. Altså fralandsvind på den rute vi skulle sejle. Men stærk vind, der blæser ned fra høje bjerge og mødes af pålandsvind et par sømil fra land, er ikke til at spøge med.

«Vent til det er overstået» lød rådet fra Ben.

Da vinden var taget af, forlod vi Palermo. I ingen vind og næsten fladt vand gled vi for motor mod Cefalú langs den spektakulære kyst . Efter et par timer kom vinden. Den var imod. De to uger i Palermo havde sat sine spor. Også på Heron. Bunden, der var blevet renset i Ottioulu, var igen begroet. Det reducerede farten og øgede forbruget af diesel. Vi tyggede os mod strøm, vind og bølger med 20% mindre fart og et sikkert tilsvarende højere forbrug af diesel.

Marinaen i Cefalú var næsten tom, da vi anduvede sidst på eftermiddagen. Marina var måske et lidt flot ord for den flydebro, gæstebåde kunne ligge ved. Broen var helt ubeskyttet mod bølger fra øst. Blæste det op, ville det ikke være rart at ligge her. Men hvad marinaen manglede i beskyttelse og komfort, blev så rigeligt kompenseret af udsigten til bjergene og klipperne. Skønt igen at være ude i naturen. I løbet af aftenen kom flere både. Da det blev mørkt var flydebroen fuldt besat.

Vi forlod Cefalú næste morgen og sejlede videre øst på. Nu mod Capo d’Orlando-

«ETA 17.38» skrev vi i en SMS til Jean & Christian, da vi forlod Cefalú næste morgen. Jean & Christian havde vi mødt i Palermo. De var sejlet til Capo D’Orlando et par dage før.  For et par år siden havde de sejlet jorden rundt. Nu planlagde de endnu en jordomsejling. Denne sommer var de på vej til Montenegro. Her ville de lægge båden de næste par måneder.

«Vi er på plads kl. 17.35 for at tage mod Jer » besvarede Jean vittigt vores SMS.  (ETA betyder forventet ankomsttidspunkt og er ret så usikkert på længere distancer.

Da klokken var 17.35 var vi et stykke fra den 300 meter høje klippe, der falder ned mod havet ud for Capo D’Orlando.

Vi sendte en ny SMS

«ETA 18.23. Vinden er lige i næsen. 16 knob med 24 knob i pustene»

og fik svaret

«OK. Vi er på broen kl. 18.21. Vind 3 knob her »

Da vi fik fyret ud for Capco D’Orlando tværs og kom på luv siden af den store klippe, løjede vinden til 3 knob. Vi kaldte havnekontoret på VHFen.  I havneindløbet blev vi modtaget af en ‘ormeggiatore’ i en gummibåd og anvist den ledige plads Jean havde reserveret til os.

Capo D’Orlando
Under den anden puniske krig deporterede romerne 4.000 indbyggere i den græske koloni Agathyrnum til det sydlige Italien. Indbyggerne dyrkede vildskabens gud Dionysos og var temmelig uregerlige. I det sydlige Italien håbede romerne at de uregerlige indbyggere ville give romernes fjende nummer et Hannibal ligeså store problemer, som de gav romerne på Sicilien.

Tilbage blev en lille og ubetydelig fiskerlandsby, der med kristendommens indførelse ændrede navn til Capo d’Orlando.

Under Mussolini fik byen sin egen station på jernbanestrækningen mellem Palermo og Messina. Det skabte vækst. I dag har Capo d’Orlando ca. 13.000 indbyggere. En 10 kilometer lang hvid sandstrand, naturparken Nebrodi Park og de Æoliske øer, gør den til et populært feriemål. I sommermånederne tredobles indbyggertallet. Turisme er idag en af byens vigtigste indtægtskilder. På trods af de relativt få faste indbyggere er byens basketball hold ‘Orlandina Basket’, blandt Italiens og dermed Europas bedste.

Capo d’Orlando er også kendt for sit tidlige oprør mod mafiaen. Allerede i december 1990 blev foreningen  ACIO stiftet. Formålet var hjælpe forretningsdrivende med at afvise mafiaens krav om beskyttelsespenge. Foreningen eksisterer stadig. Efter sigende inspirerede den andre byer til lignende aktioner.

For nogle år siden startede anlægget af en ny marina, delvis finansieret med EU-midler.

Marinaen, der har plads til over 500 både, blev indviet i 2017 og ligger næsten 4 kilometer fra byen. Lidt af en udørk som Jean havde skrevet til os i en SMS. Men afstanden til byen betød egentlig ikke så meget.

På marinaens område var et supermarked, et par cafeer, restauranter og forretninger.  Ville man ind til byen, kunne man få en af de venlige medarbejdere på havnekontoret til at ringe til Gabriella. Hun kørte gæster til og fra byen i sin bil for to euro.

Da vi havde været et par dage i Capo D’Orlando fik vi besøg af Jan og Mette. De var på  ferie og boede i en lille by tæt ved marinaen.  Et sært sammentræf. Carl og Jan er barn- og ungdoms venner. Bortset fra et enkelt møde for nogle år siden, havde de ikke set hinanden i over 40 år.  Vi tilbragte tre hyggelige dage sammen og oplevede noget af Sicilien fra landsiden i deres lejebil.

På landlov
Da Jan og Mette var taget hjem, lejede vi selv en bil. Kørte først til ferie- og marinaparken Porto Rosa. Den var stor og kunstig. Meget stor og meget kunstig. Vi blev hurtigt enige om at det ikke var her vi ville lægge Heron for sommeren. Vi tog ud på motorvejen og kørte mod Taormina og Naxos på østkysten. Vejen var nogle steder hullet, men ellers fin at køre på. Da vi kom til Messina var der pludselig et avanceret net af veje, der mest af alt mindende om et motorvejsnet i en amerikansk storby.

Efter en nat i Naxos fortsatte vi mod Siracusa længere mod syd og fandt ind til den gamle bydel Ortigia. Byen var en af hovedbyerne i det antikke Grækenland. Magna Grecia, som romerne kaldte datidens stormagt. Det var her Archimedes boede og formulerede mange af de love, som vor tids fysik og matematik er baseret på. I starten af 90´erne påbegyndtes en renovering af byen. Idag fremstår den velbevaret ligesom mange af de andre gamle bydele i de større byer ved den spanske, franske og italienske middelhavskyst.

Efter et par dage kørte vi tilbage til Heron i Capo d’Orlando.

På vulkaner 
De Æoliske øer ligger nordøst for Capo D’Orlando. Øerne blev skabt under vulkanudbrud, der varede 260.000 år og sendte lava fra jordens indre op til jordskorpen, der lå på 3.600 meter under havets overflade. Idag er kun øerne Stromboli og Vulcano aktive. Stromboli har været aktiv i de sidste 3.000 år og er verdens meste aktive vulkan. Vulcano, hvorfra ordet vulkan stammer, er kategoriseret som slumrende og havde sit sidste udbrud for over 200 år siden.

Øgruppen har en befolkning på 15.000 faste indbyggere. Langt de fleste, knap 12.000, bor på Lipari, der med et areal på 37 KM2 er den største af de syv øer. Turisme er det vigtigste erhverv, men også fiskeri, vindyrkning og udvinding af pimpsten bidrager bidrager til indkomsten.

Det var på de Æoliske øer vindenes Gud Aeolus gav Odyssues og hans besætning vind fra vest, som langt om længe kunne bringe dem hjem til Ithaca. Ved afrejsen fik Odysseus en pose af Aeolus. Besætningen troede den indeholdt en skat, som Odyssues ville beholde for sig selv. Da de havde sejlet i mange dage og havde Itacha i sigte, sneg de sig til at åbne posen. Ud kom alle de andre vindretninger, som førte Odysseus og besætningen tilbage til de Æoliske øer.

Efter par timers sejlads nåede vi til Vulcano. Hertil var vi sejlet med en hydrofoil fra Milazzo med Jan og Mette et par uger tidligere. Vi havde tilbragt en eftermiddag på øen. Set røgen sive fra toppen af krateret. Blevet overrasket over svovlens kvalmende lugt af rådne æg. Gået forbi mudderbadet, som driftige folk havde hegnet ind, så de  besøgende kunne afkræves entré og badet fra stranden, hvor varme kilder pludselig strømmede op fra bunden som en naturskabt jazucci.

Nu sejlede vi langs øens vestlige side op til det smalle og korte stræde til Lipari og videre langs den østlige side.

Til styrbord kunne vi se Stromboli, indtil vi ændrede kursen for at anduve marinaen Pignataro, der ligger i en bugt lidt nord for hovedbyen Lipari.

Vi havde ikke ligget længe i marinaen før en mand kom ud på broen sagde

«Jamen jeg synes da nok I havde dansk flag»

Det var Kim. Han og hans kone Lene lå med deres båd Svanen lidt længere inde på broen. De havde ligesom vi sejlet tværs gennem Europa. Da de var nået ud til Middelhavet, havde de tænkt sig at sejle hjem næste år. Men da foråret var kommet, havde de ændret planer. Kursen var blevet sat øst på indtil de var nået til Grækenland. Her havde de tilbragt et år. Nu var de så omsider på vej hjem.

Om aftenen gik vi over til stranden. Badede og så bagefter en procession af halvvoksne børn i hvide kapper,  kvinder i mørke kjoler og mænd i hvide skjorter. Begge med et bredt rødt tværbånd på overkroppen.  I midten gik en præst under en baldakin, der blev holdt af et par mænd. Følget stoppede foran et billede af jomfru Maria. Her messede præsten en bøn. Så istemte processionen en sang, bevægede sig videre ned ad gaden nu efterfulgt af syngende tilskuere. 

Næste dag benyttede vi marinaens tilbud om at køre gratis med taxa ind til byen. Chaufføren, en ung kvinde, fortalte på godt engelsk at hun var  ‘very busy’ om sommeren, men at der ikke var noget at lave om vinteren. Overhovedet.

I byens hovedgade mødte vi Kim og Lene. De havde lejet en bil. Sammen med dem kørte vi et lille stykke ud af byen til en restaurant. Her spiste vi frokost og nød udsigten til den aktive vulkan Stromboli og de to andre øer Salina og Panarea.

Næste formiddag fulgtes vi med Svanen over til øen Salina. Her fandt vi tæt ved land en ankerplads,  hvor der ifølge vejrudsigten ville være læ det næste døgn.

Vi fandt en lys plet på bunden af det fem meter dybe vand. Lyse pletter er sandbund, som ankeret vil bide sig godt fast i og være nemt at få op fra, havde Kim og Lene forklaret os.Sidst på eftermiddagen blev vi hentet af Kim i Svanens gummibåd. Vi blev roet ind til land. Gik langs den lille gade ud mod vandet. Her var en diskret,  afslappet og nærmest mondæn atmosfære. Vi spiste middag på en restaurant. Havde en hyggelig aften. Fortalte historier og hørte om Grækenland, som det ville være dumt af os at springe over nu, hvor vi var nået så langt.

Middelhavsmørket sænkede sig og i buldrende mørke roede Kim os alle tilbage til Heron i gummibåden, der mildest talt lå tungt i vandet.

I det fjerne mørke stod en rød søjle af ild op i luften i et par minutter. Mærkeligt. 10 minutter senere gentog fænomenet sig. Ingen tvivl. Det var Stromboli, Middelhavets Fyr, der sendte rødglødende lava højt op i luften.

Næste morgen kunne vi til fulde mærke den følelse af frihed Troels Kløvedal beskriver,  når han tidligt om morgenen går op i cockpittet, mærker roen og stilheden, springer nøgen i vandet og svømmer en tur rundt om båden i det rene klare vand.

Lidt efter vores morgenbad kom der liv på Svanen. Ankeret blevet trukket op og vi sagde farvel til Kim og Lene, der havde 10-12 timers sejlads foran sig ind til det italienske fastland.

Breaking news. 
Da vi et par timer senere hev vores anker op, hørte vi en tordenagtig buldren. Mærkeligt. Der var ikke en sky på himlen. Det måtte være et udbrud på Stromboli.

Vi sejlede tilbage til Capo D’Orlando. Ankrede op ud for stranden vest for havnen. Badede, spiste en sen frokost og sejlede så ind i havnen.

Lidt efter vi havde fortøjret fik vi en SMS fra Kim.

«Har I læst nyhederne ? Der har været et kæmpe udbrud på Stromboli. Ligger I stadig for anker ved Salina ? »

Og ganske rigtigt. Nyheden havde allerde ramt de organiserede medier på nettet.

Der havde været to meget kraftige eksplosioner.

En hiker var rapporteret omkommet, en anden hårdt såret og en snes turister havde i panik kastet sig i havet.

«Nej » svarede vi «Vi anduvede Capo d’Orlando  for en time siden»

Forårstogtet ender 
De næste par dage gjorde vi Heron klar til at komme på land. Lørdag morgenen sejlede vi hen til værftet. Et par medarbejdere stod klar. Få minutter efter var Heron taget op. Vi tog afsked med Marco og hans far, der er chef for værftet, fik Gabriella til at køre os til stationen, hvor vi tog toget til Naxos.

Her mødtes vi om aftenen med Daniel & Emilie og vores yngste barnebarn Luva, der dagen før var blevet syv måneder gammel.

Vi tilbragte den næste 1 1/2 uge sammen. Oplevede meget mere af Sicilien, tog toget til Siracusa, derfra til Catania, hvorfra vi alle fløj hjem til Danmark.

Forårets togt i Middelhavet var definitivt slut.

…klik her og skriv en hilsen (den er mere velkommen end du tror)

ps

Klik her og få adgang til vores beretninger, film og meget mere 

Klik her og skriv en hilsen. (Det er mere velkomment end du tror)

avatar
9 Comment threads
9 Thread replies
0 Followers
 
Most reacted comment
Hottest comment thread
10 Comment authors
carlagerIrene HermanssonLars LøfstedtHarnes Per OleFlemming Ramø Recent comment authors
Klose Andersen
Guest
Klose Andersen

Helt vidunderligt at følge jeres rejse, tak.

Jan Greisen
Guest
Jan Greisen

Som altid, – en stor fornøjelse at læse jeres turberetning. I får et rent tital for historien, hvor 10 er den højeste karakter. Kh. Jan & Mette.

Jette
Guest
Jette

Dejligt at læse om jeres oplevelser, velkommen hjem. Vi må snart ses igen. Knus Jette

Jytte Damgaard
Guest
Jytte Damgaard

Det er så spændende at læse om jeres togter og en nyværdien, når man selv er en landkrabbe.

Maibritt Lehn Kristiansen
Guest
Maibritt Lehn Kristiansen

Dejlige beretninger. Oplevelserne er mange til søs. Mh Maibritt (Quetzal)

Flemming Ramø
Guest
Flemming Ramø

Fed læsning💪🏻 Godt skrevet.
Planlægger selv en tur om få år. Var over Biscayen – Lissabon til Portsmouth – i17.

Harnes Per Ole
Guest
Harnes Per Ole

Hei, min båt «Marecat ligger i Capo d Orlando marina siden 2018 og vi skal være til april 2021 Mange av oss i havnen er medlem av en Whats app gruppe hvor vi utveksler nyheter og rapporterer uregelmessigheter.Hvis du vil være med i gruppen så send en mail til po@zappa.no
Hilsen Per Ole Harnes
Sandefjord
Norge

Lars Løfstedt
Guest
Lars Løfstedt

Hei Carl og Pia.
Tak for endnu en spændende reisebeskrivelse. Glæder mot allerede til fortsettelsen 😊

Irene Hermansson
Guest
Irene Hermansson

Det är roligt att få läsa om er resa, ni verkar ha det härligt.
Vi är just nu på väg genom Kielkanalen, vi är nöjda med vår fantastiska resa. Nu väntar nya roliga saker i Sverige. Livet är härligt.
Fortsatt härlig resa önskar vi er👍