One more to go 

Læsetid : 3 minutes

I Corre blev vi modtaget af et dansk par –  Niels & Solveig. De var startet på deres rejse sidste forår,  havde sejlet over 2.000 km og haft mange oplevelser. Så mange at de var gået i vinterhavn allerede i  september for at fordøje indtrykkene. Nu var de ved at forberede hjemrejsen.

Hen under aften trak sorte skyer op fra syd og i løbet af natten blev det tordenvejr med kraftige regnbyger.

Det regnede stadig, da vi vågnede næste morgen. Det var koldt. Vi blev en dag mere i Corre, vaskede tøj, gjorde rent om læ, læste, planlagde ruten på Saône og fik lavet et print af den nye vignette vi havde købt på nettet.

Næste dag begav vi os ud på Saône, der løber ud i Rhône ved Lyon og med en længde på  400 kilometer er Frankrigs længste biflod.

På de første 100 kilometer kaldes den også Petit Saône. Her er den smal, men dog alligevel meget bredere end Canal des Vosges, som vi netop kom fra.

Første dag sejlede vi hele 50 kilometer og gik gennem 6 sluser og nåede byen Scey-sur-Saône.

Pia havde ved afgangen haft en lettere tandpine. I løbet af dagen udviklede den sig så kraftigt, at der var behov for behandling.  Efter et særdeles positivt bekendtskab med det franske sundhedssystem lykkedes det efter et par timer at komme i penicillin behandling. Ved et sært sammentræf af tilfældigheder fik hun også tid hos en tandlæge mandag morgen og allerede om formiddagen var vi let og sejlede videre.

Foran os ventede to tunneller – begge lidt længere end den tunnel, der havde givet os så store problemer og et par grimme skrammer på Canal de Meuse. Men nu var vi godt forberedt. Lanternerne var tændt og kortplotteren slukket.  Pia stod i stævnen med en fuldt opladet kraftig projektør og vi havde begge en lygte i reserve, hvis der skulle blive problemer med ledelyset. Et stykke før åbningen reducerede  vi farten, fast besluttet på ikke at sætte den ned inde i tunnellen. Vi trak vejret dybt ind og sejlede ind gennem åbningen.  Vores forberedelser var grundige,  gode og rigtige; men også helt og aldeles overflødige.  Begge tunneller lå nærmest badet i lys og var helt ukomplicerede at sejle gennem. Passagen mindede faktisk lidt om barndommens ture i baljerne i Tivoli.

Floden blev bredere jo længere vi kom ned ad den. På bredden skiftede landskabet mellem grønne tætte skove, marker og velholdte huse med haver med egen bro ned til floden.

På en indsnævring så vi igen en rodder, som en erfaren flodsejler havde forklaret os var en sumpbæver eller Myocastor Coypus som den hedder på latin. Sumpbæveren blev indført fra Sydamerika i 1926. Her fik den navnet Nutria og lægger ikke blot navn, men også pels til Nutria pelsen. Livsbetingelserne i Europa er fine og i dag er koncentrationen visse steder højere end i oprindelseslandet Sydamerika. Kanalmyndighederne er mindre begejstrede for artens udbredelse. Sumpbæveren forvolder store skader på flod- og kanalsystemet og anses for at være så skadelig, at den må jages hele året. 

Fra Gray gik det videre mod Auxonne – en garnisonsby, hvor blandt andet Napoleon startede sin militære karriere.

Næste dag påmønstrede Mikkel og Marianne. De var fløjet fra København til Lyon tidligt om morgenen og steg 8 timer senere ombord på Heron.

Senere på dagen anduvede flere gæstende både.

– “Just one of those days”,  sagde den australske havnefoged Roy frustreret til os, da han gik forbi.

– “You should be happy. It is good business”,  svarede vi.

– “Yeah, but they’re all French and I don’t speak a word of French”, svarede han og gik ud for at modtage den næste båd, der også havde et fransk hækflag.

Det var blevet varmt – rigtig varmt – 33 grader i skyggen og sol fra en fuldstændig blå himmel. Det var mest behageligt at opholde sig på båden ude på floden. Derfor tog vi et par pæne stræk de næste 4 dage.  Sejlede 4-6 timer hver dag, besøgte Verdun-sur-les Doubs, Tournus, Trevuoux, så bjergene i Centralmassivet dukke op og badede i floden, når der var mulighed for det.

Fjerdedagen  sluttede vi med den næsten 10 kilometer lange  strækning gennem Lyon og anduvede den lille hyggelige og luksuriøse marina tæt ved udmundingen til Rhône.

Om aftenen var vi ude at se Lyon – Frankrigs tredje største by,  flot og imponerende og meget anderledes end andre storbyer i Europa.  Efter at have besøgt over en snes små og mindre byer i  Frankrig var det underligt igen at være i en storby.  Her summer det  af liv, overskud og ressourcer. En stærk kontrast til mange af de små byer, der kæmper med forfald og et faldende indbyggertal. 

Efter frokost næste dag tog vi afsked med Mikkel & Marianne, der fløj hjem til København.

Nu er det kun lidt over 300 kilometer på Rhône, der skiller os fra Middelhavet.

One more to go

 

Klik her og skriv en hilsen. (Det er mere velkomment end du tror)

avatar
3 Comment threads
3 Thread replies
0 Followers
 
Most reacted comment
Hottest comment thread
4 Comment authors
Marianne og MikkelcarlagerErikThue Recent comment authors
Thue
Guest
Thue

Så fik vi da opklaret hvad en “Rodder” er for en – slut med de søvnløse nætter desangående! Så om 1-2 uger er i Mittelmeer – det glæder vi os til at høre om!

Erik
Guest
Erik

Fortsat god tur – uden tunnelsyn !!!
Khe

Marianne og Mikkel
Guest
Marianne og Mikkel

Kære Pia og Carl
Endnu engang tak for fire herlige dage. Dejligt at være sammen med jer og nyde den smukke flod og de hyggelige byer på de mest afslappede og muntre måde. En uforglemmelig oplevelse.