Oplev de Ioniske øer : Charterbåde og et unikt Ø-liv

Over middag vendte de første charterbåde tilbage til Lefkas. Det var skiftedag og i løbet af et par timer ville marinaen blive fyldt med hjemvendte både.

Afsted til Meganisi

Vi besluttede at sejle inden. Afstandene i området er ikke store. Ti sømil sydpå ligger øen Meganisi med de mange fine ankerbugter. En af dem hedder Karnagio. Den anløb vi først på eftermiddagen. Et par dage senere meldte en flotille af charterbåde sin ankomst.

Videre til Kalamos

Så forlod vi også Karnagio. Nu med kurs mod øen Kalamos, der ligger tæt ved fastlandet sydvest for Megansi.

Da vi nåede sydspidsen af øen, styrede vi ind i det smalle stræde mellem Kalamos og den lidt mindre ø Kastos. Begge er bjergrige og udgør toppene af et undersøisk bjerg, hvis højeste punkt rejser sig med 745 meter op over havet.

Til bagbord dukkede en godt beskyttet bugt op. Den kaldes stadig Porto Leone, hvilket venetianerne døbte den, da de kom dertil for flere hundrede  år siden. I bunden af bugten ligger et par huse. Ingen af dem er beboede. De blev forladt efter jordskælvet i 1953. Idag er bugten en yndet ankerbugt for lystsejlere.

En levende legende

Efter en lille times sejlads nåede vi den østlige ende af det smalle stræde. Til bagbord lå Kalamos Marina. Den ejes af kommunen. Anvisningen af pladser er overladt til George. Han driver marinaens eneste taverna og er en levende legende blandt lystsejlere.

“George er den eneste havnefoged jeg kender, der kan fylde en marina med tre gange så mange både som der er plads til” skrev en i sin anmeldelse af marinaen på appen Navily.

Super venlig, kompetent og hjælpsom var betegnelser, der gik igen på andre anmeldelser.

Det var først på eftermiddagen, da vi anløb. Marinaen var næsten tom. En mand kom ud på molen. Han stoppede ved en båd og vinkede os hen til sig.

Da vi var ud for ham, drejede vi 90 grader og sejlede ud i bassinet. Først da vi var næsten helt ovre ved den anden mole gav han os tegn til at droppe ankeret. Da det nåede bunden, bakkede vi ind mod manden på molen.

»Er du George?«

Manden nikkede bekræftende og tog imod vores fortøjninger. Da vi havde fortøjet, pegede han ind ad molen og sagde i et dæmpet, venligt men også lidt bestemt tonefald. 

»Det er min taverna. I er velkomne til at spise der i aften«

Det var først på eftermiddagen. Det var varmt. De to små forretninger holdt middagslukket eller messimeri, som det kaldes på græsk. På en cafe sad et par ældre mænd. Et par andre trak med besvær en fiskejolle op på et slæbested.

En båd lagde an til anløb. George kom igen ud på molen. Han stoppede ud for den ledige plads ved siden af os og dirigerede tavst med fagter den nye gæst ud i bassinet. Da ankeret var droppet et par meter fra vores, gav han skipperen tegn til at bakke ind til molen. George hjalp igen med fortøjningerne. Da båden var fortøjet, gentog han sin venlige, men også lidt bestemte middagsinvitation.

I løbet af eftermiddagen kom flere gæstebåde. På tidspunkt anløb 3 både samtidig. Alle blev dirigeret ind af George.  Da der ikke var flere ledige pladser, anviste han de nye gæster en plads på molen over for os.

Til sidst var begge moler fyldt op med gæstebåde.

»Ork, det er da ikke noget« fortalte vores nabo, »Vi lå her under en storm for nogle år siden. Da kunne man gå over bådene fra den ene mole til den anden. Da vi skulle afsted, dirigerede han bådene ud i modsat rækkefølge. Ikke en eneste ankerkæde blev krydset«

På George´s

Da det blev aften gik vi ind på Georges taverna. George stod ved indgangen

»Velkommen. Dagens specialitet er grillet blæksprutte« sagde han og spurgte smilende »Bord til to?«

Tavernaen var stopfuld af gæster. Men ikke noget problem for George. Han fandt to stole, tog et bord fra et større selskab og fik en ung pige til at anrette to kuverter, netop som vi havde sat os. Og vupti så var vi bænket ved et veldækket bord.

Næste formiddag begyndte bådene at forlade marinaen. George holdt en tidlig messimeri. Han var hvertfald ikke på marinaen.

Det blev en kaotisk formiddag. Stort set alle fangede en ankerkæde, da de hev ankeret op. Nogle ovenikøbet flere.

To både gik – temmelig uklogt – ud samtidig. Det lykkedes dem at fange hinandens ankre. Som om det ikke var nok, fangede de samme anker på en ubemandet båd på molen overfor. Frustrationen og panikken kulminerede, da rutebåden til fastlandet lagde fra kaj og med en hidsig tuden udtrykte sin utilfredshed med, at de to både spærrede for udsejlingen.

Nå men alle kom da efterhånden ud. Tilsyneladende uden skader på mennesker og materiel, men for et par stykkers vedkommende et godt skænderi rigere.

Lidt om Kalamos

Næsten alle øens 500 indbyggere bor i byen Kalamos, der ligger på bjergsiden et par hundrede meter over marinaen. På øens nordside ligger en anden bebyggelse Episkopi, der består af en halv snes huse.

På resten af øens 24 km2 er et rigt fugleliv og en varieret vegetation, der består af jordbær-, mandel- og oliventræer og sten-eg. Her findes også den specielle strandfyr, Pinus Pinaster. Den vokser i flere andre Middelhavslande. Men i Grækenland findes den kun på Kalamos og på en ø i Sporaderne flere hundrede sømil mod øst. Ekstrakter af træet anvendes af naturmedicinere ved behandling af en række sygdomme.

Hovederhvervet på øen er turisme. Dyrkning af oliven og fiskeri er andre og mindre erhverv. De beskæftiger primært den ældre del af beboerne. De yngre arbejder inden for andre hverv og pendler dagligt mellem Kalamos og fastlandet.

NGOen Terra Sylvestris har etableret en station på øen. Den er åben hele året og er et led i missionen om at udbrede kendskabet til økosystemer. Terra Sylvestris mener i øvrigt at Kalamos og Kastos bør satse på bæredygtigt skov- og landbrug, hvilket efter deres opfattelse vil udvikle biodiversiteten på de to øer.

Fra 1991 til 2000 steg befolkningstallet med næsten 20%. Måske det kan forklares med, at boligerne i denne periode blev forsynet med elektricitet og vand.

Siden er antallet af faste beboere faldet med næsten 10%. Men hvem ved, måske de seneste par års investeringer i telestruktur vil kunne tiltrække  beboere, nu da distancearbejde er blevet mere udbredt.

Byen eller rettere bebyggelsen

Da den sidste båd havde forladt marinaen, gik vi den stejle vej op til byen. Der var en flot udsigt til fastlandet, naboøen Kastos og marinaen, der nu var ligeså tom, som da vi var kommet dagen før.

Der var stille i byen. En taverna var åben, men der var ingen gæster. To små købmandsforretninger holdt messimeri. En korpulent mand på en knallert med et stort tomt lad nikkede til os, da han passerede os på, hvad vi formodede, var hovedgaden. Men ellers var den lille by eller rettere bebyggelse mennesketom og udsendte en særegen afstresset atmosfære.

På vejen tilbage til marinaen forsøgte vi at finde forretningen ‘Jasmine’, der ifølge et skilt på marinaen solgte hjemmelavet håndværk.

»Er Jasmine også lukket?« spurgte Pia en dame, der sad på en stol ud for den ene af de to købmænd, der holdt messimeri.

»Ja. Den lukkede for to år siden«  svarede damen og tilføjede »Jasmine rejste til Brasilien«

På vejen tilbage til marinaen fandt vi ned til en strand, hvortil der var adgang fra vej- eller rettere stisystemet. Vandet var krystalklart og dybt næsten helt ind til strandkanten. Men der var kun et yngre par med et barn på stranden. Et par hundrede meter fra nedgangen lå en taverna. Den var åben, men heller ikke her var der nogen gæster.

Da vi kom tilbage til marinaen, var de første gæstebåde allerede ankommet. Inden længe blev marinaens to moler igen fyldt op. Om aftenen blev alle borde på Georges Taverne atter besat af højrøstede gæster, der venligt; men bestemt var blevet inviteret til at spise middag hos George.

No problem

Næste dag gjorde vi klar til at forlade Kalamos Marina. På vores styrbord side lå en flotille af charterbåde. Vi havde betragtet bådenes anløb med skepsis, da de var blevet dirigeret på plads af flotillens unge ledere eller ´boaties´som de kaldes.

»No problem, vi er der til at hjælpe Jer, når I skal ud i morgen« havde den ene forsikret os, inden han var drønet afsted i sin dinghy for at hjælpe den næste af flotillens både på plads.

Det var op ad formiddagen, da de tre boaties dukkede søvndrukne op fra båden, de havde sovet i.  Store flag i agterstaget udelod enhver tvivl om, at her var førerbåden. Rodet ombord at den tjente som bolig for de tre boaties.

»Hvor skal I hen?« spurgte jeg den ene, da han sejlede forbi os.

»Det er en hemmelighed«

Men det var svært at holde på en så stor hemmelighed. Boatien gav motoren fuld gas. Da han nåede hen til os, satte han den i frigear. Mens dinghyen endnu drev langsomt for opskuddet, hviskede han:

»Vi skal til Vassilliki, men det fortæller vi dem først til skippermødet«

Så gav han motoren fuld gas. Mens han drønede afsted, blinkede han til os med det ene øje, ligesom for at understrege, at vi nu var fortrolige.

Det var tidligt på eftermiddagen, da vi endelig kunne komme afsted. Vi var en af de sidste, der forlod marinaen. Alligevel fangede vi en ankerkæde, da vi trak ankeret op.

Men

…no problem.

Den yngste af de tre boaties sejlede hen til os og frigjorde os fra ankerkæden.

Palairos

På fastlandet en snes sømil nord for Kalamos ligger byen Palairos. Byen eksisterede også i det antikke Grækenland. Dengang havde den 10.000 indbyggere. I dag er indbyggertallet under det halve.

Nutidens Palairos ligger ved kysten. Marinaen har plads til et halvt hundrede både, men antallet af gæstepladser er mindre.

Vi ankom sidst på eftermiddagen og havde ikke regnet med at få en plads. Men heldet var med os. En fransk båd sejlede ud og efterlod en ledig plads netop som vi ankom. En mand på nabobåden nikkede bekræftende, da vi spurgte om pladsen var ledig og tog mod vores fortøjninger, da vi bakkede ind på den ledige plads.

Der er en lille snes pladser på pontonen. Fredag til søndag råder et charterselskab over alle pladserne. Resten af ugen kan gæstesejlere benytte pontonen, der er ejet af kommunen ligesom den øvrige del af den lille marina.

Først på aften stoppede en yngre mand med drabelig tatoveringer på begge arme ud for os.

»Hvornår er I kommet?»  råbte han med en skærende rusten stemme.

»Idag«

»Det bli´r 10€ . I kan  bli´ her til på fredag. Så er det ud« svarede han og forsvandt, før vi kunne nå at betale.

Marinaen støder op til et torv med en taverna. Her samledes nogle af byens beboere om aftenen og så sport på en stor TV skærm. En aften var der særlig  mange. Olympiakos mødte tyrkiske Fener. Stemningen var fortættet og lydniveauet steg mærkbart, når Olympiakos havde overtaget.

Længere oppe ligger en anden taverna. Her mødtes et par turister sidst på eftermiddagen, snakkede og drak øl. Hertil serveredes en så generøs meze, at et par øl tilsyneladende udgjorde middagsmåltidet.

Fra torvet er adgang til en promenade med et par små hoteller, caféer og tavernaer med borde ned til strandkanten.

Vi kunne godt lide byen og faldt ind i rytmen i den lille marina.

Da vi nåede til fredag kom pigen fra charterselskabet ud til os »I kan godt blive liggende« forklarede hun og tilføjede »Båden, der skal ligge på Jeres plads, kommer først i morgen«

Havnefogden kom som sædvanlig først på aftenen. Da han som sædvanlig havde spurgt, hvornår vi var kommet og som sædvanlig havde fortalt, at det kostede 10€, fortalte han, at der næste dag ville blive en ledig plads på betonmolen.

»Den kan I bare ta´« sagde han med sin skingre rustne stemme og lod sig omsider overtale til at tage imod de havnepenge, vi skyldte.

The end

Det var blevet sidst på sæsonen. Om natten havde vi for længst erstattet de tynde kølige lagner med tæpper. Morgenerne blev kølige og duggen blev liggende på dækket til op ad formiddagen. Det var tid til at komme hjemad.

Vi sejlede igen op til Preveza Marina. Brugte et par dage til at rigge af i ro og mag og fik Heron på land på Aktio Marina på samme plads som året før.

Et vennepar kørte os op til Igoumenitsa. Derfra tog vi færgen over til Korfu. Her tilbragte vi et par dage, før vi fløj hjem til et mørkt og koldt København.

Togtet 2021 var slut.