Nærkontakt

På den næste strækning  var der ingen sluser. Det gav os mulighed for at nå mange kilometer, hvis vi sejlede længe.  Jeg downloadede John Hjarsøs bog  “Et liv for fulde sejl”, som vi lyttede til,  mens sensommerlandskabet langsomt gled forbi.

Vi mødte flere modgående lystsejlere end de andre dage og passerede på et tidspunkt en svensk båd – første Skandinaviske båd efter  vi forlod  Lübeck for en uge siden.

Vi havde sejlet mange timer,  da vi trak langt ud til højre bred da vi passerede en modgående flodlægte.

Da den lange flodlægte var væk, sejlede vi igen ud mod midten af kanalen.

Pludselig lød det der afskyeligt dumpt knald.

Vi havde ramt noget meget hårdt.

Vi kiggede chokerede på hinanden.

Vi stod stadig begge oprejst. Altså havde vi ikke ramt frontalt. Båden sejlede og ekkoloddet  viste 1,7m.  Altså var vi sluppet fri af det, vi havde ramt. Båden var drejet mod bagbord. Altså havde vi med stor sandsynlighed strejfet den hårde genstand  med styrbords kølvinge.

Jeg gik ned i båden. Alt var på sin vante plads, bortset fra termokanden,  der var faldet ned i vasken.

Jeg fjernede bundbrædderne. Vi tog ikke vand ind. Så undersøgte jeg kølboltene. Ikke så meget som bare en lille dråbe vand omkring dem. Ingen revner eller krakelleringer i sump og bund. Til sidste undersøgte jeg  dieseltank, motor, komfur, stævnrør,  søventiler, gennemføringer til ekkolod og log . Alt var som før.

Konklusion

Vi var sluppet heldigt fra mødet med den forhåbentlig eneste hårde uafmærkede genstand på den 2.100km lange vej til Middelhavet.

Dermed ikke sagt at der ikke kan være kommet et grimt hak i kølen.

Til sidst ringede vi til forsikringsselskabet. De gjorde et notat om grundstødningen  og sagde god for vores plan om at fortsætte sejladsen og vurdere eventuelle skader,  når båden kommer på land for vinteren.