Mod øst

 “It is so beautiful going east. I wouldn’t bother going west, ” sagde David, der sammen med sin kone Jill var kommet ombord for at give os tips til sejladsen på Middelhavet.

Efter mange overvejelser besluttede vi at følge deres råd og bruge den næste måned på at opleve den franske kyst øst for Marseille.

Vi har respekt for Middelhavet. Det er stort. Næsten 5 gange større end Nordsøen. Der er 4.000 km fra Gibraltar i vest til Israel i øst og 800 kilometer fra Kroatien i nord til Libyen i syd. Vanddybden er i gennemsnit 1.500 meter. På det dybeste sted 5.200 meter. Der er tidevand selvom adgangen til Atlanterhavet ved Gibraltar kun er 14 kilometer bred. Der er et rigt dyreliv. Blandt andet lever der hvaler, delfiner, hajer og havskildpadder og over 20 lande har Middelhavet som kystlinje.

Det otte forskellige fremherskende vinde i Middelhavet. Mistralen, der blæser i Sydfrankrig, er en af dem.
Den opstår når et lavtryk i Genova bugten fyldes ud af et højtryk i Bicayen. Strømmen trækker kold luft fra alperne med sig og kan blæse med orkan styrke 2.Kommer Mistralen fra nordvest varer den 1-3 dage. Fra nordøst kan den vare en uge – nogen gange længere. En fra Port Napoleon fortalte, at han havde oplevet den blæse i 52 dage.

Når Mistralen ikke blæser skaber temperaturforskellen mellem land og vand en søbrise.  Den tiltager i løbet af dagen. Vinden kan blive kraftig,  men tager helt af, når forskellen udlignes om aftenen.

Som amerikaneren vi mødte i Toul udtrykte det

– “The Med is a shitty place to sail. Either the wind blows the hell out of you or it does not blow at all”

Vi gjorde Heron klar til havsejlads. Pakkede cyklerne sammen, stuvede forrummet med løse dele, satte sikkerhedsliner på dækket, checkede sikkerheds- og nødudstyr, studerede endnu en gang vejrudsigten og ruten vi havde lagt på kortplotteren og som backup på iPaden.

Først på aftenen anduvede en dansk båd. Det var John. Han havde boet i Sydfrankrig i mange år og sejlet i området i næsten lige så mange. Nu var han i Port Napoleon for at få båden på land og rense og male bunden. Vi inviterede ham ombord, fik gode råd om sejlads på Middelhavet og blev anbefalet at bruge en vejr app fra den franske vejrtjeneste Meteo.
Som afslutning på de gode råd overlod han os generøst sine papirsøkort over Korsika.

Næste formiddag sagde vi farvel til John, tog fortøjningerne og forlod Port Napoleon. Da vi var kommet fri af den beskyttende bugt, lagde vi kursen mod Marseille og fik en let vind lige imod os. Der var stadig lidt bølger efter dagene med Mistral. De løb nu næsten vinkelret på vinden og gav en lidt urolig sejlads. Men dejligt med masser af vand under kølen, at være fri for sluser og igen at kunne se kimningen.

Efter et par timers sejlads for motor dukkede skærgårdsøerne Îles du Frioul frem fra varmedisen. Øgruppen, der ligger 3 kilometer ud for Marseille, består af 4 øer. To af dem er forbundet med en lav dæmning af beton. Marinaen til gæstebåde er stor, har over 100 pladser, men der var  næsten ingen gæster.

I indsejlingen blev vi modtaget af en ung medarbejder fra havnekontoret.

– “You can moor where you want to” råbte han smilende til os på engelsk, inden han gassede motoren op og sejlede videre.

Der bor 150 mennesker på øen. Den er populær som udflugtsmål og har en færgeforbindelse til Marseille med afgang hver time. Om aftenen betragtede vi fra cockpittet lysene i Marseille og det tidligere fængsel Château d ‘If, der ligger på øen If. Det var her Dumas lod sin helt Edmond Dantès være indespærret i 21 lange år i romanen Greven af Monte Cristo.

Næste morgen badede vi i det krystalklare vand før vi opad formiddagen sejlede videre mod Cassis.

David og Jill havde ret.

Kystlinjen var spektakulær. På vores bagbord side lå Calanques National park. Et imponerende massiv af kalksten med dybe smalle vige eller Calanques som det hedder på fransk. Vi holdt godt fri af den smukke og dramatiske kyst, men kunne se andre sejle tæt på kysten og ud og ind af de mange vige.

-“Har I reserveret plads? ” spurgte havnefogeden på fransk, da vi sejlede ind i marinaen i Cassis. Han rystede opgivende på hovedet og mumlede “complet”,  da vi svarede nej,  men fandt alligevel en plads til os.

Cassis er en hyggelig by og et populært mål for turister. Havnefronten var tæt pakket med restauranter. I løbet af eftermiddagen blev de fyldt op med gæster.

Her lå også et dusin både, der sejlede turister på sightseeing til Calanques National park og dykkere ud til et af de mange dykkersteder.

Vi blev i Cassis i 3 dage. Badede fra de to strande ved havnen, betragtede livet i og omkring havnen og nød at være i en by med masser af liv.

Det blæste godt da vi forlod Cassis og sejlede videre langs kysten til La Ciotat.

Vinden var med os og kom fra land. Bølgerne bestod kun af mindre dønninger.

Vi hev genuaen 3/4 ud og slukkede for motoren. For første gang på turen brugte vi kun vinden som drivkraft, og gled afsted med den spektakulære kyst om bagbord.
Belært af erfaringen fra sidste anduvning,  ringede vi til Le Capitainerie i La Ciotat og bestilte en plads i marinaen.

Det viste sig at være helt overflødigt. Vi var den eneste båd på gæstekajen.  Havnekontoret var lukket og det eneste liv på kajen var en flok teenagere, der badede og lavede kunster på deres knallerter. Tydeligvis for at imponere de unge piger. Det fortsatte  til langt ud på natten.

Næste formiddag sejlede vi en tur ind i den gamle havn. Her var det  hyggelige miljø med cafeer, restauranter og forretninger,  vi havde ledt efter  i La Ciotat.

Vores næste mål var Sanary sur Mer – en middelstor havn omgivet af en  malerisk by. Pontonen med gæstepladser lå få minutters gang fra byens centrum.

Der var masser af mennesker på gaderne, i cafeerne, forretningerne og restauranterne.  Mange så ud til at dyrke sit otium her. Diskret og afdæmpet. Arkitekturen afspejlede stemningen. Ingen prangende højhuse. Kun velholdte villaer og lave ejendomme, der faldt fint ind i den flotte natur. En stærk kontrast til det Frankrig vi var sejlet igennem i det nordøstlige område.
På en vandretur i området fandt vi huset Thomas Mann boede i fra 1933 til 1934 efter han var blevet drevet på flugt fra Tyskland af nazisterne. Andre tyske kunstnere havde søgt tilflugt i samme kvarter. Få år senere var de søgt til mere sikre lande som USA og Portugal.

Vi blev endnu engang indhentet af Mistralen. Denne gang startede den med et kraftigt tordenvejr, og en regn, der blev pisket mod os med så kraftige vindstød, at vi næsten ikke kunne se bådene, der lå på broen få meter overfor os.

Mistralen fortsatte og de næste dage blev det køligere (24 grader), mens solen skinnede som før. Længere ude fra kysten rejste søen sig og sendte store brækkede bølger ind i bugten.

Heron lå godt beskyttet for vinden, men sled lidt i fortøjningerne på grund af det sug det urolige hav skabte i det velbeskyttede havnebassin.

Vi blev i Sanary sur Mer i en uge og da Mistralen efter 3 dage stoppede lige så pludseligt som den var begyndt sejlede vi videre.

Mod øst