I midten af paradis

Gouvia Marina er stor. Ja faktisk er det den største lystbådehavn i Grækenland. Den ligger godt beskyttet i en bugt lidt nord for Korfu by. På græsk hedder byen Kerkyra, hvilket med de fremmedartede græske bogstaver staves Κέρκυρα. To bøjer markerer starten på den lange og brede indsejling. På den grønne er der med hvid maling skrevet ”max 4 knots” og under det ”VHF 69”.

Da vi fik bøjerne tværs, reducerede vi farten og kaldte havnekontoret.

Efter andet opkald kvitterede kontoret med « Velkommen til Gouvia Marina. Standby. Vi kommer ud og fører jer til en ledig plads»

Lidt senere lå Heron fortøjet ved pontonen for gæstesejlere. Vi gik i land efter en sejlads, der på et døgn havde bragt os tværs over det Ioniske hav til Korfu i Grækenland.

Bevis på afgifter 
Hele tre damer sad i modtagelsen i havnekontoret.

« Er det Jeres første besøg i Grækenland? » spurgte den ene lidt brysk, da vi havde vist Herons dokumenter.

Vi nikkede og hun fortsatte «I kan købe et DEPKA-bevis her. TEPAI-afgiften kan I betale på postkontoret. I går bare op til den store vej og tager bus nummer 7. Og så kan I registrere båden hos havnepolitiet her på havnen»

« OK. Hvor meget koster DEPKA-beviset? »

« 51€. Men I kan kun betale med kontanter» svarede hun og så sådan lidt fortørnet på Visa-kortet, som vi imidlertid sagtens kunne betale havnepenge med.

Vi gik uden for og fandt en ATM. Hævede kontanter til en fornærmede lav kurs, gik tilbage til havnekontoret, gav damen sine 51€ og fik vores DEPKA-bevis.

Hak ved at første afgift var betalt. Så gik vi i gang med den næste.

Vi fandt ind til hovedpostkontoret i Korfu by. Trak et nummer og ventede og ventede og ventede. Efter en time blev det vores tur. Det tog kun få minutter at betale TEPAI afgiften, som uvist af hvilken årsag kunne betales med Visa-kortet.

Hak ved at anden afgift også var betalt.

Således opmuntret besluttede vi at registrere Heron hos politiet i Korfu by, nu da vi alligevel var der. Vi fandt politikontoret og forcerede nemt første forhindring i form af en vagt, der ved hovedindgangen spurgte, hvor vi skulle hen.

Da vi kom ind i bygningen, blev vi stoppet af en dame i receptionen.

« Vi skal op på 1. sal, hvor vi skal registrere vores båd i kontoret, der ligger 2. dør til højre » svarede vi, da hun spurgte, hvor vi skulle hen.

Hun så smilende på os, bad os vente og foretog så en opringning. Da samtalen var slut, oplyste hun forsat smilende, at registrering foretages hos politiet i den havn, hvor båden ligger.

Næste dag gik vi ind på det lille politikontor i marinaen. Betalte en lidt vrissen kvindelig betjent 15€ i kontanter (her kunne man nemlig heller ikke betale med andet) og fik så et stykke papir, hvorpå der stod, at vi havde betalt DEPKA og TEPAI.

Senere fandt vi ud af, at vi kunne have sparet os turen til postkontoret, fordi politiet (hvert fald i Gouvia) accepterer et skærmbillede af en online bankoverførsel, som dokumentation for, at der er betalt TEPAI.

… Og så havde det jo pludselig ikke været så indviklet at betale de besynderlige græske afgifter.

Sejlerparadiset
Der er mange øer i Grækenland. Nogen siger 6.000, andre siger 1.200. Begge har ret. Antallet afhænger nemlig af, hvornår et stykke land omgivet af vand defineres som en ø.

De 1.200 øer, eller 6.000 om man vil, er fordelt i 7 øgrupper.

Den Ioniske øgruppe, som Korfu er en del af, ligger længst mod vest.

Farvandet mellem øerne og fastlandet er omgivet af høje bjerge. Det har et utal af beskyttede bugte, med krystalklart vand, gode ankringsmuligheder og taverner helt ned til strandkanten. Flere steder ligger en marina tæt ved en mindre by. Her er ingen Mistral, Bora Bora eller Meltemi. Vinden er for det meste let til jævn. Klimaet varmt og solrigt.

Ikke sært at området kaldes for et sejlerparadis.

Afsted igen
Den 325 sømil lange sejlads fra det nordsøstlige Sicilien sad stadig i kroppen, da vi næste dag forlod Gouvia Marina. Der var ikke meget vind. Vi gik for motor forbi havnen.

En stor cruiser var ved at lægge til kaj. Snart ville passagererne komme op i  den gamle by og gå rundt i de hyggelige smalle gader med cafeer, restauranter og smykke-og souvenirbutikker

Vi sejlede tæt forbi en fæstning på pynten ud for byen. Den var blevet anlagt af venetianerne. I mange år havde den været deres yderste og uindtagelige bastion mod det Osmanniske rige. Nu var den museum og konservatorium for musikstuderende.

Vi sejlede videre ned langs østkysten. Efter et par timer kom der lidt vind fra nordvest. På vores kurs var den agten-for-tværs. Det er den vinkel til vinden Heron ligesom de fleste andre sejlbåde sejler hurtigst ved.

Da vi nåede sydspidsen af Korfu, slukkede vi motoren og begyndte at sejle ud af det beskyttede farvand. Lidt efter øgede vinden. Vi rebede sejlene. Da vi kom helt fri af Korfu, steg styrken til 13m/s. Bølgerne kom nu rullende i frit løb helt ovre fra Italien. De var pænt store og vi surfede ned ad dem med fuldt tryk på begge sejl i perfekt balance med kurs mod øen Paxos.

Efter en lille times tid nåede vi til nordspidsen af øen. Her begyndte bølgerne at blive mindre. Vinden løjede, og da vi nåede til Gaios, der ligger på øens sydøstlige side, var vandet næsten fladt og vinden let.

Paxos og Antipaxos
Paxos har 2.500 indbyggere og er et populært mål for turister. To færgeruter fra Korfu og en fra fastlandet fragter hvert år 200.000 besøgende til og fra øen.

Det vigtigste erhverv er turisme, men indbyggerne ernærer sig også ved fiskeri og produktion af en olivenolie, som blandt andet Harrods markedsfører som en græsk specialitet i sit varehus i London.

Der er kun et par mindre byer. Gaios er den største og hovedbyen. Lige overfor ligger to mindre øer og skaber en naturhavn formet som en buet kanal.

Selvom det var sidst på eftermiddagen, var der flere ledige pladser. Det var tydeligt, at vi var udenfor højsæsonen, hvor man bør komme først på formiddagen for at få en plads.

En mand fra nabobåden tog imod vores fortøjninger og rakte os en udhalerline. Kort efter lå vi solidt fortøjet med agterenden ud mod kajen, hvor de mange caféer, restauranter og forretninger stadig var velbesøgte.

Næste formiddag sejlede vi over til øen Antipaxos, der som ordet anti antyder ligger overfor Paxos.

På østsiden er to bugte med krystalklart vand med den specielle turkise farve som opstår, når havbunden består af hvidt sand.

Vinden var i løbet af natten gået i sydøst og satte lidt dønninger i bugterne, der allerede var godt fyldt op med lystbåde.

Vi sejlede over på vestsiden og fandt en bugt, hvor vandet var ligeså klart og turkisfarvet. Her var læ for dønningerne og kun en enkelt båd var ankret op i denne bugt.

Vi lagde ankeret ud, badede, snorklede og svømmede ind til den øde strand.

Efter et par timer gik vinden i sydvest og blæste ind i bugten.

Vi tog ankeret op og sejlede tilbage til bugterne på østsiden. Nu var der læ og ikke helt så mange både som før.

Da vi havde lagt ankeret ud, roede vi ind til stranden og gik ind på den ene af den lille ø´s to taverner.

Det føltes grænseoverskridende, ja nærmest lidt uansvarligt at sidde på en taverna og lade vores hjem, Heron, ligge ubemandet et par hundrede meter fra land.

Pludselig lykkedes det den russiske besætning på en charterbåd at få fat i Herons ankerkæde, da de var på vej væk fra bugten. Fra vores bord på tavernen, så det ud som om Herons anker slap. Panik, som kun kunne slukkes ved at ro ud og se efter. Falsk alarm. Ankeret holdt, men en bedre ankerplads var blevet ledig. Den blev Heron flyttet over til, inden Carl roede tilbage og Jørgen svømmede ud og overtog ankervagten, som det åbenbart var nødvendigt at have her – ikke mindst af hensyn til vores nervers velbefindende.

Sidst på eftermiddagen sejlede vi tilbage til Gaios. Fik den samme plads som før og spiste en afskedsmiddag med Jørgen og Marianne. De havde været med, siden vi havde forladt Sicilien to uger tidligere. Nu skulle de fejre deres 25 års kærrestedag på Paxos, inden de skulle flyve hjem til Danmark sidst på ugen.

Næsten fastligger
Det føltes næsten som at komme hjem, da vi sidst på eftermiddagen for anden gang anduvede pontonen for gæstesejlere i Gouvia Marina.

Marinaen, der har plads til 1.200 både, er et samfund i sig selv. På landområdet findes restauranter, cafeer, forretninger, politi, vaskeri, legeplads, flotte bade- og toiletfaciliteter, ja området har sågar en indbydende blå swimmingpool med liggestole og servering.

Og så er der en kroket bane – Grækenlands eneste. Den har grønt og velholdt græs og benyttes flittigt af pensionerede englændere uniformeret i kridhvide korte bukser, skjorte med korte ærmer og en fiks hat. Mere tydeligt kan det vel næppe symboliseres, at øen, der var en del af imperiet indtil 1864, forsat præges af engelsk livstil.

Der var meget liv på gæstepontonen. Hver dag kom og afgik nye både. Nogen for at indklarere. Andre for at gøre klar til at forlade Grækenland eller tilbringe vinteren i marinaen.

Og så var der charterbådene. Fredag kom de og fyldte marinaen næsten helt op. Nogen brugte sejlferiens sidste aften med at dele rundhåndet ud af livsglæde udtrykt med dunkende musik fra små super kraftige, bærbare højtalere, dans og skrålende sang. Andre pakkede stilfærdigt sammen, spiste en sidste gang på en taverna og gjorde klar til hjemrejsen.

Lørdag formiddag kom et hold rengøringsfolk og gjorde bådene klar til nye gæster, der spændt sad og ventede på en café eller restaurant. Sidst på eftermiddagen var der påmønstring og instruktion. I løbet af søndag eftermiddag forlod de fleste charterbåde marinaen, der hurtigt genfandt sin rolige og afslappede rytme.

Dagene gik og vi blev en del af miljøet.

« Vi kommer hertil i oktober og bor på båden hele vinteren. Det har vi gjort i syv år. Vi går i vandet hver jul og sender fotos til vores venner derhjemme. Det bliver aldrig rigtig koldt og det meste er åbent » forklarede en englænder, der var gået i vinterhavn på en plads skråt overfor.

«Forrige vinter lå vi i Dubrovnik. Sidste i Venedig. I år prøver vi Gouvia. I morgen tidlig tager vi hjem til Basel og kommer tilbage til foråret » forklarede en anden, der lå længere ude på pontonen og havde foræret os en pose med madvarer, de havde fået til overs efter vinterklargøringen.

En gang imellem gik danske turister forbi. Meget udansk kunne de  finde på selv at indlede en samtale. Typisk med at spørge «Er I sejlet helt herned? ».

På tur
En dag sejlede vi til Syvota, en lille by på fastlandet 25 sømil sydøst for Gouvia. Ud for byen ligger 2 små øer og flere godt beskyttede ankerbugte.

Det var sidst på eftermiddagen. Bugterne var godt fyldt, selvom vi nu var kommet endnu længere væk fra højsæsonen. Vi anløb den næsten tomme havn. Her blev vi modtaget af en venlig havnefoged. 

«Jeg kender en del til Danmark. Min kone er nemlig fra Tyskland» fortalte han

«????»

«Nå ja» tilføjede han og fortsatte «Hun kommer fra  Flensborg og tilhører det danske mindretal »

I de næste par timer anløb flere både. Da lysene tændtes inde i byen, var havnen næsten fyldt op.

Vi gik en tur i byen. Den har kun 875 indbyggere. Det lod dog til at indbyggertallet, selv udenfor højsæsonen, var forøget med adskillige tusinde turister.

«Det er ret nyt med turister her » fortalte en dansk turist, som vi faldt i snak med, efter hun havde spurgt, om vi var sejlet helt herned.

De seneste års investeringer i regionens infrastruktur har åbenbart haft en af de ønskede effekter og udviklet kysten som turistområde.

Næste dag sagde vejrudsigterne vind fra syd, styrke 5-7m/s og ingen bølger.

Vi forlod Syvota i løbet af formiddagen, satte begge sejl og fik en usædvanlig stabil agten-for-tværs i fladt vand på hele turen tilbage til Gouvia.

Vi anløb nu for tredje gang Gouvia Marina og blev ønsket velkommen tilbage af vores engelske nabo, der også tog imod vores fortøjninger.

Uventet visit
En dag fik vi en SMS fra Gitte, som vi har kendt i over 30 år. Hun og Bue var spontant taget på en uges ferie til Korfu. Ad omveje havde hun hørt, at vi var nået dertil. Skønt med uventet besøg og lidt surrealistisk at mødes tilfældigt i omgivelser, vi stadig opfattede som fremmede.

Sammen gik vi over til en lille offentlig strand, der ligger ved siden af et diskret, mondænt og raffineret hotel.

På vejen derover stoppede vi ud for huset ”the Durrells”. Her boede Louisa Durrell, da hun som enke i 1935 flyttede fra England til Korfu med sine fire børn. To af hendes sønner blev forfattere. Den ene, Gerald, skrev en roman om sin barndom på Korfu. Den var for et par år siden rammen for en TV-serie, der i 36 afsnit beskriver familiens liv på Korfu.

« Underligt nok var det nabohuset der blev brugt i filmen, men det er rigtig nok at familien boede i huset der » forklarede en forbipasserende englænder, der tydeligvis kendte TV serien, som vi håber at få mulighed for at se på et tidspunkt.

Dags og/eller månedsleje
«Det er jeg ikke sikker på, » svarede den bryske dame på havnekontoret, da vi spurgte, om vi kunne blive liggende i marinaen den næste uge.

Så startede hun en samtale på græsk med damen, der stod for pladsanvisningen.

« I kan blive på den plads de næste 3 uger » sagde damen, henvendt til os da samtalen tilsyneladende var slut.

«Tak » svarede vi og vendte os mod den bryske dame og spurgte «Hvor meget bliver det?»

«Ingenting. I har allerede betalt for de næste 3 uger », svarede hun lige så brysk som hun plejede.

I den tid vi havde ligget i marinaen, havde vi betalt dagsleje og havde i alt betalt, hvad der svarede til en månedsleje. De næste tre uger måtte jo så være betalt var ræsonnementet.

…Vi begyndte så småt at synes godt om den bryske dame.

Besøg
Et par dage senere ankom Niklas & Olivia og Augusta, der i dagene op til ferien havde talt, hvor mange nætter hun skulle sove, før hun skulle flyve ned til farmor og farfars båd.

Vejrudsigten varslede en del vind på det åbne farvand mellem Korfu og Paxos.

Vi besluttede derfor at sejle småture i området med Gouiva Marina som base.

En af dagene gik vi over til den lille offentlige strand og forbi huset ”the Durrells” som vi efterhånden syntes vi kendte godt.

Men vi sejlede også op langs den grønne og bjergrige kyst. Mærkede duften fra træerne og nød synet af villaerne, der lå nænsomt placeret på klippevæggene.  Fandt en bugt og sejlede med langsom fart helt ind til kysten. Smed ankeret. Sprang i vandet og svømmede rundt om båden eller ind til stranden. Snorklede og oplevede det tavse fremmede liv på det få meter dybe vand. Slappede af i den stærke og varme sol og nød roen i bugten. Før solnedgang sejlede vi så tilbage til Gouvia og ind på vores plads.

Motorstop
En dag fik vi problemer midt i idyllen.

Vi havde fundet en bugt, smidt ankret og sat motoren i bakgear for at lægge kæden ud. Vi nåede ikke langt, før motoren pludselig stoppede. Vi drejede tændingsnøglen og trykkede på startknappen. Til vores lettelse startede den. Men ak da vi satte den i gear gik den ud. Igen.

Det mindede om noget vi havde prøvet før. Tov i skruen. Og ganske rigtig. Vi var bakket ind i gummijollen og havde fået dens lange fortøjningsline i skruen.

Niklas & Olivia hoppede i vandet, trak dykkerbriller ned over øjenene, sugede luft ind, dykkede under båden og kom op med et stykke tov, der havde været viklet om skruen.

« Men der er stadig en pæn stump tilbage » forklarede Niklas, inden han dykkede igen.

Efter en times koncentreret arbejde, hvor de skiftevist dykkede under båden, kom Olivia op med den genstridige stump. High five. Motoren kunne bruges igen.

End of season
Niklas & Olivia og Augusta tog efter en uge det sidste direkte fly til København.

Vi fortsatte tilværelsen som (næsten) fastligger i Gouvia Marina. Fik ordnet en masse småting på båden og tog en gang imellem ind og så på livet i Korfu by.

En morgen fik vi igen en opringning med en trist besked. Jens Bo, vores fælles ven og en af Carls ældste venner var død. For sjette gang siden vi var taget på langfart, oplevede vi sorgens forvirrende følelser. Næste dag satte vi os ned og skrev en nekrolog stilet til hans søn.[*]

En dag kørte vi med bussen på en smal vej med skarpe hårnålesving over bjergene til Sidari. Alt lod til at være baseret på turisme. På denne tid af året lignede den en spøgelsesby. Næsten ingen gæster på caféer og restauranter og en mennesketom spillehal med fuldt blus på de mange skærme og musik, der forgæves søgte at lokke kunder til.

«Der er ikke så meget liv på denne tid af året. Men i år er det slemt fordi Tomas Cook er gået konkurs og ikke sender gæster herned» forklarede en tjener, mens hun lidt oplivet tog imod vores bestilling.

Det gode vejr fortsatte. Sol fra en blå himmel, 27 – 29 grader om eftermiddagen, kølende 18 grader om natten og morgendug, som blev liggende stadig senere, før solen tørrede den væk.

Vi tog en tur op langs kysten til bugten, hvor vi havde fået fortøjningslinen i skruen.

Denne gang var idyllen komplet. Da ankerkæden var lagt ud og ankeret havde bidt sig fast i det lyse sand, hoppede vi ned i jollen og roede det korte stykke ind til strandkanten, hvor vi trak jollen op. Den ene af den lille bugts tre taverner var stadig åben. Vi gik derhen, bestilte en kop kaffe og nød den afslappede og rolige atmosfære i den lille bugt. Det var her Henry Miller og andre af 30´ernes bohémer havde besøgt Lawrence Durrell og hans kone Nancy mens de boede i den hvide villa med udsigten til vandet og de høje bjerge i Albanien og Grækenland.

« Vi lukker på søndag og så skal jeg over og arbejde på min restaurant i Kerkyra. Det glæder jeg mig til » fortalte indehaveren, da han kom med regningen.

Da vi havde betalt, gik vi hen til jollen, trak den ud i vandet, steg op i den og roede ud til Heron.

Vi sad lidt i cockpittet og blev varmet af den sene eftermiddags sol. Så sprang vi i vandet. Da vi kom op, startede vi motoren, hev ankeret op og sejlede tilbage til Gouvia, mens solen begyndte at synke ned mod bjergene.

Vinterhavn nu?
I løbet af sommeren var vi kommet i kontakt med skipperen på en dansk båd. Han havde fundet et godt sted at overvintre. På Facebook havde han spurgt, om andre var interesserede i overvintre samme sted. Vi og to andre danske både havde meldt os. Nu var der så fire danske både, der skulle tilbringe vinteren på et lille bådeværft, der blev drevet af en irer og hans datter.

Vi forlod for sidste gang Gouvia Marina, og da vi fik den venetianske fæstning tværs, satte vi kursen mod Plataria, der ligger på fastlandet i bunden af en bugt.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, og selv i den stærke sol var temperaturen behagelig. En del andre både var ude.

Svært at forstå at vi var på vej i vinterhavn.

Timerne fløj afsted. Efter et par og tyve sømil nåede vi til bugten og fik høje bjerge på begge sider.

I enden af bugten var en lang strand. I den ene ende lå en marina og en lille by. I den anden værftet, hvor Heron skulle på land.

Vi sejlede over mod værftet og da vi kom tættere på, kunne vi se masterne på bådene, der stod på pladsen.

Men vi kunne ikke se hverken travelift eller slæbested.

På kortet blev vanddybden angivet til tre meter. Vi sejlede nærmere, men kunne stadig ikke se, hvordan i al verden bådene var kommet op. Da vi var et hundrede meter fra betonkajen, opgav vi, lagde roret hårdt om og sejlede langs stranden hen til havnen.

Den nye kaj var, som der stod i Heikells pilotbog, ‘subsided’, hvilket vi først da forstod betød, at den var sunket. Nu lå den få centimeter over vandoverfladen og nogen steder under.

Vi sejlede hen til den ‘gamle’ kaj og lagde os ved siden af den eneste båd, hvor der var liv.

Da vi var bakket ind på den ledige plads, fandt vi ud af, at der ikke var udhalerliner på kajen. Vi sejlede et godt stykke ud i bassinet. Her smed vi ankeret og bakkede så ind på pladsen, hvor en englænder på nabobåden tog imod vores agterfortøjninger.

«Korfu» gentog han «er for turister og velhavere. Mange er englændere. Så mange at kysten nord for Gouvia kaldes for Kensington on Sea. Men jeg kan bedre lide Plataria. Vi har ikke så mange turister.  Der er liv om vinteren og så er folk utrolig venlige »

«Taler de ligeså godt engelsk som på Korfu? »

«Nej ikke helt. Under krigen blev børn taget fra deres forældre og deporteret til Tyskland. Da de blev voksne, vendte de tilbage og har beholdt relationen. Derfor er der flere, der taler tysk ».

Englænderen løste mysteriet om, hvordan værftet fik bådene på land.

«Værftet har en traktor og en trailer. Når I skal op ringer de efter en kran. I skal sejle helt hen til betonkajen. Så løfter kranen Jeres båd op på traileren, som traktoren trækker hen på pladsen. Der kører de den ind i et stålstativ»

Da vi havde rigget af, cyklede vi hen til værftet. Og ganske rigtigt. Inde på pladsen stod en traktor og en stor trailer. Kranen måtte så være et andet sted.

Da vi kom tilbage til havnen, begyndte vi at gøre klar til vinteren. Efter et par timer var vi næsten færdige og satte os i cockpittet. Der var ikke meget liv i havnen. En fiskejolle sejlede ud. En gæstesejler ankrede op uden for havnen. Nogle drenge fiskede med lange stænger og nogle af den lille bys indbyggere gik en langsom tur på kajen, mens solen sank ned bag Korfu.

Næste morgen ringede vi til værftet og fik en aftale om at komme på land et par timer senere. Vi lavede det sidste arbejde, sejlede ud af havnen og hen mod betonkajen i den anden ende af bugten. Der var ikke nogen at se, men da vi havde cirklet rundt et stykke tid, kørte traktoren med traileren ud på betonkajen. En mand steg ud og vinkede os ind. Vi sugede dybt ind, sejlede helt hen til kajen og fortøjede i en rusten pullert. Efter et stykke tid kom kranen kørende på vejen langs stranden og ud på betonkajen. En tredje mand fra værftet kom til. Lidt efter hang Heron i et par seler, blev løftet op på traileren, kørt over på pladsen og ind i et stativ.

Vi foretog de sidste forberedelser til vinteren og kørte så med chefens datter til Igoumenitsa, hvorfra vi tog en færge tilbage til Korfu.

Efter nogle dage på hotel forlod vi en formiddag Korfu. Det var varmt og solen skinnede fra en skyfri himmel. Fra flyet kunne se ned til Gouvia Marina, hvor vi havde været næsten fastligger i over en måned. Da vi var oppe i vores marchhøjde kunne vi længe se Italien på vores venstre side. Efter et stykke tid dukkede den kroatiske skærgård op. Nord for  Alperne blev jorden under os dækket af et tæt lag af skyer. I Tegel steg vi ud af flyet til et koldt og fugtigt Berlin. Vi tog  bussen ind til Kurfürstendamm. Spiste en solid  frokost. Så på byen. Tog så ud til Schönenfeldt og fløj med et sent eftermiddags fly til København.

Her blev vi modtaget af vores to sønner og Luva, vores andet barnebarn, som var begyndt at kravle, mens vi havde været væk.

… Togtet 2019 var definitivt slut.