Meget kan lade sig gøre

Laundry, laundry« lød det fra en mand på en cykel på kajen. Da han fik øje på os, stoppede han og udbrød »Oh you are back«

»Ja vi kom igår. Dejligt at være tilbage. Hvordan går det?« 

»Det har været en lang vinter. Jeg søgte min pension i August, men har ikke fået noget endnu, og« fortsatte han »det er noget med, at de opgør det hver halve år. Men nu skulle den snart komme og så si’r de, jeg får jeg det hele på en gang».

Han holdt en kort pause og fortsatte, mens han pegede på sin hals »Det har været så stressende det her. Jeg er blevet syg af det « 

Og vi mødte flere vi kendte. 

En aften dukkede svenske Jan op. 

Hans båd Maximum Joy er ligesom Heron en Oceanis 36cc. De to både har sejlet samtidig gennem Europa og over Middelhavet til Grækenland. Men vi mødtes først i Preveza, hvor bådene, som tilfældet ville det, endnu en gang havde overvintret ved siden af hinanden 

Denne vinter havde han efterladt sin båd i Poros. I år ville han sejle til Leros, hvor mange svenske og finske sejlere holder til. 

Det var hertil den finsk-svenske kulturhistoriker og forfatter Göran Schildt kom med sine kone Christine i deres sejlbåd Daphne i 1965. 

De havde sejlet Middelhavet tyndt i flere år og skrevet flere bøger om det. Men i samme øjeblik som de gled ind i den stille marina efter en længere tur i Sortehavet, vidste de, at de havde fundet en hjemhavn. De købte og renoverede et hus og slog sig ned på Leros, men beholdt huset ‘Villa Skeppet’ i Finland, som deres ven Alvar Alto havde tegnet til dem. 

Göran Schildt døde i 2009, men Christine bor stadig på Leros, hvor der siden hans død hvert år afholdes en International Göran Schildt Regatta. 

Leros ligger tæt ved Tyrkiet. Lidt mere end 150 sømil mod øst. På vejen derover krydser man det Aegæiske Hav, dér hvor Meltemien blæser hårdest og bølgerne bliver størst. Men endnu var vi i foråret og vejrvinduet var godt. 

»Jeg regner med at bruge et par dage på at komme derover« sagde Jan og fortsatte »Og så bli’r jeg der nok et par år« 

Og vi fik nye venner. 

Tom, som havde købt sin båd Alifrina i Grækenland for fem år siden, og havde sejlet i området lige siden. Nu lå han for anker i Poros og havde besøg af Lene, der præsenterede sig som landkrabbe, selvom hun uden tøven gik i masten og roede dinghyen ind til land, hvis det var nødvendigt. 

Meget kan lade sig gøre 

Selvom vi var på en ø, var der meget, der kunne lade sig gøre. 

»Prøv Singh ovre i Galatas« foreslog Katharina, da vi viste hende det knuste glas på vores iPad, som er et af vores navigationsintrumenter. Og så tog vi en lille taxibåd over strædet til Galatas og fandt butikken med skiltet Singh. 

Selvom Singh ikke kunne hverken engelsk eller græsk, forstod vi alligevel så meget som, at han ville få sat et nyt glas i og at vi kunne hente vores iPad om tre dage.

Vi fandt også en løsning på problemet med vores andet navigationsinstrument- Kortplotteren.I perioder flimrede skærmen og blev ubrugelig. Selvfølgelig på de mest ubelejlige tidspunkter. 

I en butik i Galatas med computerspil og spilleudstyr bekræftede en ung mand, at hans far havde forstand på lige netop vores model og måske/måske ikke kunne reparere den.

»Der kan være to fejl. Den ene kan laves. Den anden kan man ikke gøre noget ved « som han sagde. 

Et par dage senere skrev han til os på Whatsapp og lykønskede med, at vores kunne laves og at hans far allerede havde repareret den. 

Men vi udskiftede nu alligevel kortplotteren. Den gik trods alt ind i sit femtende år, og en tekniker fra Athen, der skulle på week-end besøg hos familien i Galatas, installerede den nye, som PostNord brugte to uger på at transportere fra Danmark. 

Aldrig færdig 

»Vi tager til Caribien, når vi er færdige med de græske øer« siges en sejler en gang at have sagt til Troels Kløvedal, hvortil han skulle have svaret »Så kommer I sgu’ aldrig til Caribien. For de græske øer bliver I aldrig færdige med«

Kløvedal har ret. Alene i den Saroniske bugt, hvor Poros ligger er der fire beboede øer, hvortil kommer et par mindre byer på fastlandet og Peloponnes. 

En dag sejlede vi op til en af byerne – Korfos, der er den sidste by før Korinthkanalen. 

Svømmede fra stranden og så sælen og de to havskildpadder, som en pige på en taverne, fortalte var kommet til bugten sidste år. 

»Men« fortsatte hun og nu med forbløffelse i stemmen »Vi har også fået et andepar«

See you

Senere den uge mødtes vi med Thijs&Sarah. De var kommet til Aegina for at sætte deres båd i vandet og sejle til Preveza. Derfra ville nogle venner sejle den op til Port Napoleon ved udmundingen af Rhône. Næste år ville de så sejle hjem til Holland ad den rute som syv år tidligere havde ført dem den modsatte vej gennem Europa og ud i Middelhavet. 

Men tingene gik ikke efter planen. De havde problemer med motoren. Så store at de måtte opgive at sejle til Preveza. Da deres korte ferie var ved at slutte, sagde vi igen farvel. Nu måske for sidste gang, da de sejlede op til op til Aegina for at sætte båden på land. Senere på året ville venner så sejle den op til Port Napoleon. Så måske næste års plan alligevel holder. 

Fast plads 

Der er to værfter på Poros. Eller rettere i Galatas. For de to værfter ligger på Peloponnes siden af strædet. Det ene værft råder over et par pladser på kajen i Poros. Her kan man ligge, hvis man har en aftale med Dimitris, der sammen med sin far Antonio og assistent Jaco holder opsyn med bådene og fortøjningslinerne, som de selv har lagt ud. Og der holdes ikke bare opsyn. Der laves også reparationer. Hvis ikke af dem selv, så af nogen de kender i Poros og Galatas.  

Det er ikke nemt at få en plads. De fleste af bådene på kajen er på vej til eller fra værftet eller bøjerne ude i strædet og har været her i mange år. 

Men vi var heldige og fik en plads. 

Og da vi fik besøg af Mikkel og Marianne, kunne vi nu sejle ud på dagsture og være sikre på at kunne komme tilbage til pladsen, der var reserveret til os med en line, der spærrede for indsejlingen og et stopskilt på kajen. 

Back 

Sidst i juni fløj vi sammen med Mikkel og Marianne hjem til Danmark. Da vi to måneder senere kom tilbage sent om aftenen, lå Heron ved kajen. Lige til at gå ombord på og overnatte i og tilmed vasket ren for asken fra de mange brande, der som en sky var blevet ført et par hundrede kilometer væk inden dens grå substans var begyndt at synke mod jorden.  

Næste dag var vi parate til at sejle. Men vinden stod i syd og da den efter et par dage gik i nord, gjorde vi klar til at sejle sydpå til Porto Heli, hvor vi skulle mødes med Tom. 

»Der er lovet torden« sagde vores svenske nabo og da vi sagde farvel til Dimitris spurgte han, hvor vi skulle hen. 

»Porto Heli« gentog han og fortsatte »then you’re gonna be ok, but be carefull. It is now blowing from the north«