Mare Nostrum 

Vi havde dårlig sluttet vores high-five før telefonen ringede. Det var Thijs.

– “Welcome to Port Saint Louis” lød det begejstret “If you look a little to your port side you can see me. There’s a free berth next to us. Best berth in the marina”

Det lød fristende, men vi ville til Port Napoleon.  Her lå vores mast. Den var kørt fra Travemünde i bil og  havde ventet på os siden februar. Det var hvertfald, hvad shippingmanden havde forsikret os om – et par gange. 

Havnen i Port Saint Louis er stor og virkede ved første indtryk forvirrende og uoverskuelig. Vi sejlede ud ad den næsten 3 sømil lange udsejling. Holdt godt fri af fyret ved enden af molen før vi drejede til styrbord og lagde kursen mod de 2 bøjer, der markerer starten på renden ind til Port Napoleon.

Renden var smal. I siderne stod folk i vand til anklerne og fiskede eller plukkede muslinger og østers.

Vi fandt en ledig plads på gæstebroen, fortøjrede med agterenden indad, som man gør i Middelhavet og skålede i kølig champagne på at vi var nået frem.

Port Napoleon er en stor marina. Der er plads til 1.000 både på land og 250 både i vandet. På marinaens store landområde er en lille snes værksteder, der tilbyder hjælp med stort set alt hvad en lystbåd måtte have brug for.

Optagning og søsætning foregår lynhurtigt – de store både håndteres som var de joller, der med den største selvfølgelighed tages på land og sættes i vandet igen, når de skal bruges til at sejle med.

I weekenden var alt lukket. Vi cyklede ind til Port Saint Louis, købte ind i supermarkedet og hilste på Sarah og Thijs, som inviterede til drinks om aftenen.

Næste dag cyklede vi 7 kilometer gennem Camargue ud til stranden til Middelhavet. På vejen så vi lyserøde flamingoer, et lille udsnit af de 500 forskellige fuglearter, der lever her og et par store og døde slanger, der var kørt flade af bilerne på vejen. De vilde hvide heste og de sorte tyre, som indfanges og bruges til tyrefægtning i Spanien, så vi ikke noget til.

Mandag gik vi op på havnekontoret eller le capitainerie som det hedder på fransk.

– “What are you looking for ? ” spurgte en af de 3 damer i kontoret, da vi trådte ind i det dejligt afkølede rum.

– “Our mast” svarede vi vittigt.

Damen smilede, forklarede hvor masterne blev opbevaret og skrev os så ind som gæster.

Vi cyklede hen til pladsen.

Den var næsten helt fuld af master. Vi gik igang med at lede. Først da vi nåede til en af de sidste fandt vi vores. Vi åndede lettet op.

En dame på en svensk båd et par meter fra os anbefalede os det værksted, der havde stået for tilrigningen af deres båd.

Vi cyklede derhen

– “Is anyone helping you ? ” spurgte en mand, da vi trådte ind i værkstedets lille kontor. (Godt nok en anden modtagelse end hos Lennart i Fjällbacka). Vi forklarede at vi havde brug for hjælp til at få rigget vores båd til. Et kvarter og en kop kaffe senere havde vi en pris og et tidspunkt for tilrigningen.

To dage senere var Heron igen blevet til en sejlbåd.

Den svenske dame havde ret.

Værkstedets medarbejdere var effektive og dygtige. Den ene ovenikøbet med et smil så charmerende, at den kvindelige del af Herons besætning i befippelse tog en forkert cykel, da det helt uventet mødte os ved cykelstativerne. 

Efter masten var sat op, blev ridserne fra nærkontakten med væggen i tunnellen i Toul udbedret.

Heron fremstod som ny.

Vi tog ud på en testsejlads,  satte sejl da vi kom ud i den godt beskyttede bugt og nød at blive ført afsted af den lette varme vind. Da vi nærmede os kysten hev vi sejlene ind, smed ankeret og badede i det klare vand, der på denne tid af året er dejligt svalende.

Vi havde ikke ligget længe før vinden – som forudsagt – tog til. Efter endnu en svømmetur hev vi ankret op og sejlede tilbage mod havnen.

Vinden øgede endnu mere – 15-20 meter sidevind i sekundet var en udfordring for havnemanøvren. Sejladsen på de smalle kanaler og de 254 sluser havde sat sine spor. Vi kom ind på vores plads uden de store problemer.

Vi blev i Port Napoleon i næsten 2 uger, lavede forskellige småting på båden og planlagde vores to måneders ophold i Danmark fra midten af juli.

Gæstebroen udgjorde et lille samfund af sejlere på vej ud eller på vej hjem.

Næsten hver dag mødte vi nye mennesker- som f.eks hollandske Peter og Marjolinje, der startede deres tilværelse som pensionister i en spritny båd, amerikanske David og Lisa der efter at have krydset Atlanterhavet og sejlet Middelhavet tyndt i 5 år havde fået mod på at prøve kanalerne i Frankrig i eet år, engelske David og Jill, der var på vej hjem efter 27 år i Middelhavet, danske John, der havde sejlet sin båd ned til sin bolig i Sydfrankrig, engelske Geoff, der ventede på en gast så han kunne sejle videre til Sicilien og så selvfølgelig Sarah & Thijs. Dem kom vi til at se meget mere til, fordi de skulle bruge over en uge på at udbedre en rorskade på båden.

Heldigt at de havde opdaget skaden inden de var kommet ud på det store Middelhav eller Mare Nostrum som romerne kaldte det.

ps

Du kan  læse om besøget hos mekanikeren i Fjällbacka ved at klikke her)