Mañana (the end)

Da vi nåede til den 30.November tænkte vi det nok var en god idé tale med Octavio  (ejendomsmægleren), så vi ikke blev sat på gaden på grund af en misforståelse.

Vi gik ned i hans forretning. Den ligger et par minutters gang fra lejligheden. Der var lukket. Vinduerne var dækket med brunt papir fra top til bund. Men man  kunne stadig se skiltet,  der oplyste at her taltes engelsk, tysk, italiensk og fransk.

…hmmm noget kunne tyde på at Abbadi talte sandt

Vi var næsten lige kommet tilbage i lejligheden da der tikkede en mail ind fra Saray – Octavios assistent og  gudesmukke  15år yngre klon af Gloria fra Netflix serien Modern Family.

Hun ville bare lige høre om vi flyttede idag. Hvis ikke skulle vi betale husleje snarest. Vi ringede straks til hende. Intet svar. Så sendte vi en SMS. Heller ikke noget svar. Til sidst sendte vi en mail. Stadig ingen reaktion.

Mystisk

Vi gik ned i caféen i stueetagen. Vi kunne ikke se Abbadi  nogen steder og spurgte efter Abbadi  – “the owner”. En yngre dame kom ud fra køkkenet og præsenterede sig som indehaveren. Hun kendte ikke noget til en Abbadi, vores lejemål eller en Anna. 

… hmmm var det alligevel  Octavio (ejendomsmægleren) der talte sandt ?

“Oh you mean the Boss”  udbrød en ung mand, der havde lyttet til vores samtale med stor interesse.

“…Ah el Patron ” sagde den yngre kvindelige indehaver og tilføjede smilende “Abbi”.

…hmmm nu kunne noget igen tyde på at Abbadi (eller rettere Abbi) talte sandt.

Den unge mand fortalte at Abbi var på sin anden café. Den lå ikke langt væk. Vi kunne følges med ham derhen.

På vejen dertil mødte vi Abbi. Han fortalte at han var optaget lige nu, at vi kunne mødes på caféen kl 7.30 og at Saray også ville være der.

Præcis kl 7.30 trådte vi ind på Den Søde Tand – Abbis anden café. Ingen Abbi. Vi satte os ved et bord og spurgte efter el Patron.

Et kvarter senere  dukkede Abbi  op og hilste  “velkommen” på klingende  norsk. “Saray will be here at 8.00 ” fortsatte han på engelsk. “But this is Spain and she won´t be here before  8.30”

Mens vi ventede på Saray talte vi med Abbi.

Han fortalte han var fra det vestlige Algier, havde boet i Helsinki og Oslo, men  foretrak at bo i Alicante,  for som han sagde  “In Alicante people  smile at you. ”

Lidt i ni dukkede Saray endelig op. Hun fortalte at det var Abbi, der havde kontakten til ejeren af lejligheden og at det var ok at betalingen gik gennem ham.

Vi ordnede betalingen med Abbi, sagde farvel til Saray, der netop var startet i praktik i administrationen hos Politiet og sluttede dagen med super middag på en græsk restaurant Abbi havde anbefalet os.