Kurs mod sejlerparadis

Vi ankom til hotellet lidt før midnat. Det regnede. Så meget at regnvandet dannede små vandløb, der strømmede ned ad asfalten på vejen. Ude over Middelhavet lynede det. Lodrette lange zigzag glimt efterfulgt af øredøvende brag. Vi løb fra bilen ind i tørvejr i receptionen.

« No problem » svarede receptionisten smilende, da vi spurgte om vi kunne få noget at spise, « Go to the restaurant now. The kitchen will soon close »

Hotellet lå i Capo d’Orlando tæt ved marinaen, hvor Heron var på land. Nu var vi tilbage for at fortsætte årets togt i Middelhavet.

Da vi vågnede næste morgen, var det tørvejr, overskyet og varmt.

Jørgen og Marianne, vores to gaster, var færdige med morgenmaden, da vi kom ned i restauranten. Lidt senere checkede vi alle fire ud af hotellet og tog ned til bådværftet.

Heron stod allerede i den store bådelift. Parat til at blive kørt over til beddingen og sat i vandet. Værftets skilt med teksten «No cash, No splash» sendte sit tydelige budskab. Vi gik ind til Marco på kontoret, betalte regningen og efter en times tid var Heron igen i vandet.

Efterårets togt

« Sejlerparadis » var det ord der gik igen i logbøgernes omtale af Corfu, der var målet for efterårets togt.

Den 325 sømil lange tur kunne over åbnet hav gøres som non-stop sejlads på 2-3 døgn

Men turen kunne også sejles som dagssejlads langs kysterne i Calabrien – Italiens fod. Foden er lang og afstanden mellem havnene stor. Vi havde beregnet turen til seks sejldage, hvor længste distance var 72 sømil, svarende til 12-14 timers sejlads.

Omtalen af kyststrækningen i Calabrien var mindre rosende.

« Her er så kedeligt at ikke en gang fiskene gider være her » skrev een i sin logbog. I en anden lød det « Dette er Mafia land med fattige og søvnige små byer ».

Selv Rod Heikell var noget skeptisk i sin “Italian waters pilot”

«Der er rapporteret om tyverier i området. Gå ikke ind i den havn selv hvis sandbanken en gang fjernes » skrev han om den tilsandede havn Salina Ioniche.

Det lød som en strækning, der bare skulle overstås. Så hurtigt som muligt…

Enhver begyndelse….

Enhver rejse har sin begyndelse. Vores begyndte, da vi smed fortøjningerne. Men desværre. Vi nåede ikke ud af beddingen, før motoren gik ud.

Det lød som luft i systemet – og ganske rigtigt. Et hurtigt eftersyn afslørede at en udluftningsskrue på filterhuset var blevet overspændt. Det havde ødelagt gevindet, hvor der nu slap luft ind, så der ikke kunne skabes kompression.

….hmmm

Et nyt filterhus var ikke sådan lige at skaffe.

Lige pludselig forekom sejlerparadiset Corfu at være meget langt væk.

Men Jørgen gav ikke så nemt op. Resolut afmonterede han filterhuset. Gik ind på værftet. Fik en af svendene til at skære et nyt gevind og sætte en ny skrue i. Monterede filterhuset igen. Udluftede og bad så Pia dreje tændingsnøglen og trykke på startknappen. Motoren tørnede, men ville stadig ikke starte.

…hmmm (igen)

Efter tredje udluftning startede den saliggørende kompression. Kølvandet ramte vandoverfladen med det velkendte plask og motoren fortsatte sin beroligende rytme som om den ville sige « Så er jeg klar ».

Resten af dagen, brugte vi på at gøre Heron klar til turen til Corfu.

Messinastrædet

Næste morgen startede vi motoren. Den startede uden problemer og vi noterede kl. 9.00 som afgangstidspunkt i logbogen. Der var ingen vind. Vi gled for motor mod øst på det blanke hav. Forude havde vi det italienske fastland, til styrbord Siciliens bjergrige nordkyst og i bagbords agter side begyndte øen Vulcano at blive mindre i horisonten.

Sidst på eftermiddagen nåede vi til Messina strædet, der adskiller Sicilien fra det italienske fastland. Strædet er 32km langt, på det smalleste sted 3,1km bredt og den største dybde er på 250m.

Det er her det Thyrenske hav møder det koldere og mere salte Ionniske hav. Bassinerne i de to have er meget dybe og har havstrømme i modsatte retninger og forskudte faser. Herved opstår en tidevandsstrøm. Den sætter skiftevis en nord- og sydgående strøm, som kan løbe med en fart på op til 5 knob og skabe kraftige strømhvirvler.

Måske Homer var inspireret af strædets tidevandsstrøm, da han lod troldkvinden Kirke advare Odysseus mod farerne ved at sejle gennem strædet.

« På fastlandet bor det sekshovede uhyre Skylla »advarede hun « Hun spiser søfolk. På den modsatte side bor et andet uhyre Charybdis. Hun suger med en malstrøm skibe med besætning ned på havets bund. Her kan ikke en gang Poseidon hjælpe » sluttede hun sine advarsler.

Ligesom Odysseus startede vi ved Charybdis. Der var strømhvirvler, men de var svage.

Var det fordi strømmen var sydgående? Fordi vinden var svag? Havde hvirvlerne været stærke og skræmmende før det kraftige jordskælv i 1783 ændrede bundforholdene? Havde Homer overdrevet? Vi fandt ikke ud af det og styrede vinkelret på sejlløbet over mod Skylla. Ikke for som Odysseus at komme væk fra strømhvirvlerne, men fordi et lystfartøj skal passere vinkelret på et sejlløb.

Da vi nærmede os kysten, blev vi mødt af hoteller med liggestole og parasoller ned til vandet. Et enkelt skib kom gennem strædet og den tværgående færgetrafik var meget mindre, end vi var vant til i Øresund. Efter et par sømil anløb vi en lille lystbådehavn i byen Reggio di Calabria.

No Mafia

Lystbådehavnen lå ved indsejlingen til en færgehavn. Den yderste mole var afsat til et par gæstepladser. Bølgerne fra færgetrafikken skabte en del uro, dog mest ved gæstepladserne. På den modsatte side var en jernbanestation, Her kunne man følge med i ankomster og afgange. Dem var der en del af.

« Take taxi » svarede den flinke Ormigattore, da vi havde fortøjret og spurgte efter bad og toilet.

Taxa til bad og toilet? Underligt.

Et kvarters tid senere kom en lavstammet, kraftig bygget, gråhåret ældre mand ud på molen.

« Toilet? Shower? Cheese? Wine? » råbte han til os og vores italienske nabobåd, der var den eneste anden gæstebåd i marinaen. Italienerne lod som om de ikke hørte ham og så væk.

Men Carl, der havde læst Heikells pilotbog, genkendte ham. Det kunne ikke være andre end Saverio, som bogen roser for hans oste og vine i den ellers ikke specielt positive omtale af havnen.

« Fromaggio e vino» svarede Carl, og lovede at se på varerne om en halv time.

Da det var ved at blive mørkt, kom Saverio tilbage til båden. Han var rasende. Nu havde han siddet i sin bil og ventet i over 20 minutter. Hvad var meningen?

Carl og Marianne gik fra borde og gik med ham hen til bilen. Men ostene og vinene var ikke i bilen. De var hjemme hos ham selv.

«I will drive you. It only takes one minute » sagde han ivrigt et par gange, indtil de omsider lod sig overtale til at sætte sig ind i hans gamle Toyota.

Da de havde kørt i fem minutter, var de stadig ikke kommet til Saverios oste og vine.

«No mafia, no mafia » beroligede han, da han efter et kvarters kørsel drejede ind på en mørk vej, der førte dem ned til vandet.

Han standsede foran et stor port. Gik ud af bilen, åbnede en hængelås og skubbede til den knirkende låge indtil åbningen var så bred at hans gamle Toyota lige netop kunne komme igennem. Inde på pladsen åbnede han endnu en port. Denne gang til et værksted med en gammel bil, en gummijolle, et lager af forskelligt bådeudstyr og masser af værktøj.

Han tog en stor ost frem fra køleskabet, skar to stykker af og gav dem som smagsprøver. Så pakkede han osten ind i papir, og fortalte at den var billig, fordi det var den sidste og at han gerne ville give en flaske af sin gode hvidvin med i købet.

En halv time senere kom Carl og Marianne tilbage til Heron. I god behold, men Saverio havde jo også givet dem sit ord på, at han ikke tilhørte mafiaen.

Metervis af Pizza

Næste dag fortsatte vi sejladsen ud af strædet. Morgenduelige fiskere i små joller var allerede på arbejde i farvandet, der er rigt på plankton og fisk. Inde på kysten så vi biler på motorvej E90, der strækker sig fra Lisabon i vest til Irak i øst. Vejen er næsten 5.000 kilometer lang, går gennem 5 lande og løber langs kysten i Calabrien.

I løbet af formiddagen fik vi lidt vind. Vi satte begge sejl og slukkede motoren. Farten blev halveret, sejltiden til målet fordoblet. Da vinden lidt efter løjede, startede vi motoren og trak sejlene ind.

Af og til dukkede en by op inde på kysten. I nogle var der hoteller med de obligatoriske strandstole og parasoller ned til vandet. I andre lå småbåde permanent for anker tæt ved kysten uden beskyttelse mod vind og bølger fra syd. Ikke godt at vide hvordan de ville klare en scirocco.

Vinden forblev svag, indtil vi havde mindre end een times sejlads ind til Roccella Ionica.

Så ændrede den retning og kom som sluppet ud af en pose med en styrke på over 10m/s. Da vi var helt tæt på havnen, forsvandt den lige så pludselig, som den var kommet.

Roccella Ionica er bygget ovenpå en græsk bosættelse Amphissa. Den er en populær badeby, kendt for sin årlige Jazz festival og sin beliggenhed i hjertet af Middelhavet, som det blev udtrykt i en brochure for byen. På havnen var der en udendørs restaurant med masser af borde og stole. Ambitiøst fordi byen lå langt fra havnen, hvor der ikke var ret mange mennesker. Men et par timer efter mørkets frembrud var alle borde fuldt besat. Menuen var lige så original som den var enkel og billig. Pizza i metermål. Vi fik en hel meter til det beskedne beløb 11 €.

Videre … videre …

«It was a very long sail yesterday » sagde den ældre mand på den israelske nabobåd. Ligesom os havde de dagen før sejlet over 60 sømil. «We want to do something shorter today ».

Det ville vi også og da vi var kommet ud af havnen, lagde vi kursen mod Le Castella 48 sømil mod nordøst.

En times tid før ankomsten fik vi besøg af en flok delfiner. De svømmede legesyge foran os og ved siden af os. En gang imellem dykkede en af dem under kølen. Det var som om den smilede, når den få sekunder senere dukkede op på den anden side.

Vi fik intet svar, da vi kaldte havnekontoret og sejlede ind i den indre havn. Her fandt vi en ledig plads. En Italiener fra en af nabobådene tog venligt imod vores fortøjninger og forsikrede os om, at pladsen var ledig.

Der var en stille afslappet atmosfære i den lille havn, der lå få hundrede meter fra byen. Vi gik op i gågaden, som førte os til den fine og velholdte borg Castella og en flot badestrand med hyggelige cafeer og restauranter.

Havnekaptajnen kom, da det var ved at blive aften. Han rullede vinduet ned og spurgte, hvor bred Heron var. Så skrev han en yderst beskeden regning, tog imod betalingen gennem det åbne vindue, som han derefter rullede han op, inden han kørte sin vej.

Crotone

Næste morgen studerede vi vejrudsigten. Stadig for meget vind og sø til at sejle over åbent hav til Corfu. Langs kysten var der bølgelæ og opad formiddagen sejlede vi til Crotone et par timers sejlads borte.

Et par sømil fra havnen sejlede vi gennem gasfeltet Luna hvorfra der udvindes naturgas fra fire platforme.

Crotone er en gammel by. Den blev anlagt af grækerne og var en af de største byer i antikkens Magna Grecia.

Indbyggerne var kendt for sin enkle livsførelse og stærke fysik, hvilket skaffede dem mange sejre i antikkens olympiske lege. Det var også her Pythagoras boede og skabte fundamentet for nutidens videnskaber fysik og matematik.

I nyere tid fik byen store problemer, da to store virksomheder gik konkurs i slutningen af 80’erne. Arbejdsløsheden steg og mange indbyggere valgte at forlade byen. Lavpunktet i økonomien blev nået i midten af 90’erne da floden Esaro gik over sine bredder og oversvømmede byen.

Der er siden satset på kultur, uddannelse og turisme. Arbejdsløsheden er fortsat høj. Men når man kom ud fra havnens område og gik ind på strandpromenaden, virkede Crotone som en mondæn badeby.

Crossing

Der er knap 150 sømil over åbnet hav fra Crotone til Gouvia på Corfu.

Vejrmodellerne pegede entydigt på et godt vejrvindue de næste to dage. Nå ja, lige bortset fra at der blevet varslet torden. Men det så ud til at være det meteorologerne kalder ‘fjerne lyn’, eller kornmod, hvor lynene springer fra sky til sky og ikke rammer jordens overflade. Efter de næste to dage, lød varslet på meget vind og sø.

Ville vi over til Corfu, så var det nu.

Næste dag forlod vi Crotone over middag. Det blæste godt og der stod lidt sø, da vi kom ud af havnen og sejlede gennem gasfelterne. Efter et par timer løjede vinden og søen lagde sig. Præcis som vejrmodellerne havde forudsagt.

I løbet af eftermiddagen mistede vi landkendingen. Der var ikke et eneste skib. Hverken i sigte eller på AIS´en. Vi var helt alene. Havde kun vand omkring os og arbejdede os ydmygt frem mod vores mål på det over 2.000 meter dybe hav.

“Red sky in the night, Skippers delight” lyder en af de gamle huskeregler. Himlen var rød da solen begyndte at gå ned. Men ikke til skippers delight. Dertil var den fuld af alt for mange mørke skyer.

Vi gjorde klar til natten. Purrede Jørgen, der havde tilbudt at være fast mand på vagt hele natten. Tog redningsveste, livliner og lygter op i cockpittet. Tændte lanternerne, indstillede instrumenterne til nattebelysning og vænnede os til mørket.

Et par timer efter mørket faldt på fik vi et skib i sigte. På AIS´en kunne vi se det var et fragtskib fra Libyen på vej op i Adriaterhavet. Vores kurser var skærende. Inden for 20 minutter ville vi passere hinanden med en afstand på 15 meter. Altså risiko for kollision. Vi kaldte fragtskibet på VHFen. Blev kvitteret af en rolig, mørk og lidt søvnig stemme, der fortalte, at vi var observeret. Dernæst gentog stemmen at der var vores hensigt at dreje 45 grader til styrbord og gå agten om. Så sluttede stemmen samtalen med også at ønske os en god nat.

Agterude var det begyndt at lyne. I starten var det kun kornmod, men efterhånden kom også lodrette buldrende zig-zag lyn. Snart begyndte det at lyne ude for og til begge sider. Da vi fik ‘hælen’ tværs lykkedes det at få mobildækning fra byen Santa Leuca, der lå 30 sømil til bagbord. Vi nåede lige at downloade en opdateret vejrmelding før dækningen forsvandt.

Det så ikke for godt ud. Nu lød varslet på kraftig torden i vores område de næste par timer. Men nogen ville os det godt. Det tordende og bragede alle steder omkring os. Bare ikke i cirklen med vores position som centrum. Det var næsten som om nogen, måske Poseidon, holdt en beskyttende hånd over Heron med besætning.

Tordenvejret fortsatte et par timer. Da det blev lyst holdt det efterhånden op, mens Othonon dukkede frem af morgendisen. Øen er Grækenlands mest vestlige punkt. Det var her Homer lod nymfen Calypso holde Odysseuys fanget af sin kærlighed til hende i 7 år.

Snart kom duftene fra de grønne træer ud til os og vi sejlede ind i det smalle stræde og fik Albanien til bagbord og Corfu til styrbord.

Farvandet var blidt og roligt, næsten som Øresund. Alligevel følte vi begge at vi efter 3 år og 3.500 sømil for første gang var nået til et sted, hvor vi var langt væk hjemmefra

Vi fortsatte et par timer langs Corfus østkyst og anduvede så Gouvia Marina.

ps

Klik her og få adgang til vores beretninger, film og meget mere