Bugter, Havne og Giganter

Efter 40 kilometer med slugte og vandfald ender floden Solenzaras rene klare bjergvand i en lagune. Herfra skærer det sig gennem sandet og ud i Middelhavet. Et par hundrede meter syd for udløbet ligger havnen Solenzara. Den blev anlagt som en fiskerihavn og i 1960’erne udvidet med en lystbådehavn. Idag er der kun et par fiskebåde tilbage. Resten er lystbåde. En halv snes kilometer nord for byen er en luftbase. Den blev anlagt af amerikanerne under 2. verdenskrig. Efter krigen blev basen overdraget til Frankrig. Det var herfra NATO udførte bombetogterne mod Libyen under det arabiske forår i 2011.

Vi blev i Solenzara et par dage. Badede fra stranden og skyllede saltet af kroppen i lagunen med det ferske vand. Nød den afslappede efterferie stemning. Spiste fødselsdagsmiddag og talte med den danske dame, der var ved at afslutte sin nittende sommer på sejlbåden, som hun og hendes mand havde sejlet hertil i 1999.

”Nice place. Torquise waters. It is like being in the Seychelles” lød en af de mange 5 stjernede anmeldelser af bugten Santa Giulia på Navily (Navily er en app, hvor man kan anmelde og læse anmeldelser af havne og ankerbugter)

Efter en enkelt overnatning i Porto-Vecchio, begav vi os næste formiddag mod Santa Giulia.

Efter knap 2 timers sejlads nåede vi frem. Da vi sejlede ind mellem de første af de mange ankerbøjer kom en pige i en rød gummijolle med påhængsmotor sejlende hen mod os,

« Welcome » råbte hun og fortsatte « Do you want to pay now or later ? »

«Can I pay with a card ? » spurgte Pia forbløffet.

«Yes, but then we will have to go the motorboat » svarede pigen prompte, og pegede over mod en hvid motorbåd, der lå ved en ankerbøje et par hundrede meter fra os og tilføjede smilende « It is my office, and I live on the blue sailng boat right over there ».

Da Heron var blevet fortøjret og pigen var blevet betalt med kontanter, gav hun motoren gas og råbte « You just call me when you want to go to the pier on the beach. We open at 9:00 and close at 5.30 pm. »

I enden af bugten var en lang og lige sandstrand. Til  begge sider blev den skærmet af en klippekyst, der lå vinkelret mod stranden. Mod nord lå huse med udsigt over bugten. Mod syd var der helt øde, formentlig fordi klipperne var så stejle, at der ikke kan bygges der.

Der var lavt vand flere hundrede meter fra strandkanten og den hvide sandbund gav det lave vand en særlig lys turkis farve, som blev mørkere længere ude i bugten, hvor der var dybere,

Det var først på eftermiddagen, men der lå kun 6 både ved ankerbøjerne. Alle, lige bortset fra pigens kontorbåd og blå sejlbåd, så ud til at være ubemandede.

Vores ankerbøje lå ud for bugtens eneste hotel. Det faldt så godt ind i omgivelserne, at kun strandstole og et logo for enden af den spinkle træbro afslørede, at det store etplans hus mellem palmerne var hotel med navnet Moby Dick.

Stranden var fyldt med mennesker. Moby Dicks gæster slappede af i strandstolene i skygge under parasoller, længere henne sad folk under egne parasoller og længst væk var der udlejning af jetski og paragliding fra hurtiggående motorbåde.

Vi kaldte pigen på VHFen. Lidt efter steg vi ombord i hendes røde gummijolle og blev sejlet ind til træbroen ud for Moby Dick.

« Last trip back is five thírty » sagde hun inden hun satte os af på træbroen og styrede tilbage mod sin kontorbåd.

Vi gik i vandkanten langs den over een kilometer lange strand. Fandt en cafe for enden af stranden, gik tilbage til træbroen ved Moby Dick og badede i det krystalklare, varme og lyse turkise vand, før pigen kom og hentede os i sin røde gummijolle

Da vi var kommet tilbage på båden, sad vi i cockpittet og betragtede stranden, der var ved at blive tømt for mennesker.

Efter solnedgang var stranden helt øde og kun et ankerlys på en af de andre både og pigens blå sejlbåd vidnede om, at vi ikke var helt alene på vandet. I løbet af natten løjede den stærke vestenvind af og vi fik en rolig nat.

Næste morgen sprang vi i vandet, svømmede rundt om Heron og spiste morgenmad i cockpittet, mens vi så en ny dag begynde inde på stranden.

Vi blev på vores ankerbøje endnu en nat og satte derefter kursen mod Bonifacio.

Bonifacio ligger på sydspidsen af Korsika. Her afløses øens granitbjerge af kalkstens bjerge, der over en strækning på en snes sømil falder falder 70 meter lodret ned i Middelhavet. Den gamle by ligger med vid udsigt over Bonifaciostrædet, der med en bredde på knap 7 sømil adskiller Korsika fra Sardinien. Over tiden har vinden udhulet kalkstensvæggen under de yderste huse, der nu nærmest svæver frit i luften over Middelhavet.

Indsejlingen til havnen, som Troels Kløvedal har beskrevet som en af de flotteste i Middelhavet, bliver først synlig, når man er næsten helt henne ved et rødt og grønt mærke på land. Derfra snor den sig med en bredde på 150 meter mellem 70 meter høje lodrette kalkstensvægge ind til havnen, der ligger næsten 1 sømil fra åbningen. Ikke  kun den flotteste indsejling, men formentlig også den bedst beskyttede havn i Middelhavet.

Nogle historikere mener det var her Odysseus mødte kannibal- og kæmpefolket Laistrygonerne. Det var dem, der efterlod Odysseus med kun et skib efter have sænket og spist mandskabet på de andre 11 skibe. Andre mener kæmperne holdt til på det vestlige Sicilien og andre at have fundet bevis for at de uhyggelige skabninger boede på Mount Prama på det vestlige Sardinien.

Vi kunne mærke det var sidst på sæsonen. Der var masser af ledige pladser i havnen og havneafgiften var reduceret med næsten en tredjedel. Men turisterne stod stadig i kø for at komme ud på en af de mange bådture og de mange restauranter var velbesøgte fra middag til aften.

« They are charter boats and started in Olbia two dags ago » forklarede vores australske nabo med en erfaren mine, da en masse både pludselig kom strømmende ind og med et skabte en travl stemning.

Havnemanøvrene demonstrede at besætning endnu kun havde to dages erfaring med at håndtere de 45 til 55 fod store sejlbåde.

Typisk forsøgte en kaptajn med skrækken malet i ansigtet at lægge til kaj akkompagneret af besætningsmedlemmernes råben i munden på hinanden og et par kloge Åger, der i sikkerheden på land, vidste alt om hvordan lige netop denne anduvning skulle laves.

Men bådene kom da til kaj, og om aftenen var havnen helt fuld.

Bonifacio er en hyggelig by.

Vi gik tur i den gamle by og så udsigten over Middelhavet og til Sardinien, fandt en bugt, hvor man kunne bade, talte lidt med naboerne, provianterede, vaskede tøj og nød i det hele taget bare livet omkring havnen.

Efter et par dage forlod vi Bonifacio, sejlede ud gennem den spektakulære indsejling og lagde kursen mod Santa Teresa på Sardinien.