Vi var begyndt at tale om at det måske var ved at være tid til at sejle hjemad. Men vi ændrede planer (for gud ved hvilken gang) og sejlede til Grækenland i stedet.
Klik og se filmen om turen
Vi laver en beretning eller film om vores togt ca. en gang om måneden.
Du er velkommen til at melde dig på listen af læsere, der får de nye med mail
Bare rolig. Din mailadresse bliver ikke givet til andre og du kan altid melde dig af listen
Vi laver en beretning eller film om vores togt ca. en gang om måneden.
Du er velkommen til at melde dig på listen af læsere, der får de nye med mail
Bare rolig. Din mailadresse bliver ikke givet til andre og du kan altid melde dig af listen
Kære Victor
Det er med stor sorg, at Pia og jeg har modtaget beskeden om, at din far er gået bort.
Vi er lige nu i Grækenland og har ikke mulighed for at deltage i bisættelsen, som vi formoder finder sted i næste uge.
Vi har talt meget om din far og om vores venskab med ham.
Jeg lærte din far at kende, da han flyttede til Humlebæk. Han startede i 7. klasse. Samme klasse som min søster Karin, der var to år ældre end mig.
Din far kom fra København. Han var en, der blev lagt mærke til. Smart frisure formet med brylcreem og plejet med en flittigt anvendt stålkam, som også kunne bruges til at åbne en flaske med. Sorte blanke sylespidse sko. En storebror, der kom i roklubben, drak øl og havde øgenavnet Bajeur. Sidst men ikke mindst mestrede din far den sjældne kunst at kunne tale sort. Ikke underligt, at han med alle disse kvaliteter var en populær kavaler på den ene af byens to danseskoler.
Senere det år tog din far hele skolen med storm. Med et til lejligheden dannet pigtrådsorkester (det kaldte man det den gang) optrådte han på scenen i skolens gymnastiksal med «Let’s go » og « Simmi simmi ». Kæmpe succes. Nu var ingen i tvivl om hvem Jens Bo fra København var.
Årene gik. Håret blev redt frem, anderumpen forsvandt og før realeksamen flyttede din far til Rendsborg, hvortil din farfar var blevet udstationeret.
Nogle år senere vendte familien tilbage til Humlebæk. Din far var imellemtiden fyldt 18. Havde fået en rød Volvo, røg mentolcigaretter og var en dedikeret tilhænger af den lidt eksotiske Røde Tuborg (måske fordi den røde Volvo havde givet ham øgenavnet ‘den røde baron’ mens han var i Rendsborg).
Jeg husker ikke helt, hvordan vi blev venner. Måske det var gennem sejlklubben i Sletten havn, hvor din far havde en blå Citus sammen med din farfar og onkel. Måske det var gennem Preben bådebygger, Ole og Tom, som han havde købt fiskekutteren Vesta sammen med. Måske det var til en af de mange private fester. Måske det den gang bare slet ikke var så svært at blive venner.
Din far og onkel kom ligesom jeg og mange andre Humlebækkere på Sletten Kro i weekenden. Der var musik i festsalen hver lørdag og nogen gange også om fredagen. Din far og onkel holdt til i krostuens inderste og nærmest hellige rum. Ofte sang de sange som udviklede sig til fællessang. Det var her sangen ‘Hemma barbaruska´ blev født. Vist nok af din onkel.
I billardrummet stod et klaver. Det begyndte din far og jeg at spille på … samtidig. Den ene med begge hænder i bassen. Den anden med begge hænder i diskanten. Det var hårdt arbejde at spille den larmende krostue op. Når vi brugte alle vores kræfter på at hamre i tangenterne og sang lige så højt vi kunne, lykkedes det på de gode dage, at få gæsterne til at synge med på ‘Så længe jeg lever’ eller ‘When the saints’. Det var i øvrigt her din fars evner til at tale sort blev omsat til sangen ‘Tjimmelimmelim’.
En aften trak din far mig til side.
« Jeg har købt et hus på Torpenvej og vil godt leje to værelser ud. Henrik Jespersen, ham tømreren du ved, har sagt ja. Det koster 450kr om måneden. Var det noget for dig? »
Jeg havde allerede set på et par andre muligheder for at flytte hjemmefra. Så hvorfor ikke ?
Næste dag mødtes vi på Torpenvej nummer 9.
Huset var tomt. Nå ja, lige bortset fra et klaver i et værelse, hvor der også stod en stol og en jazzguitar op ad en væg.
« Jeg har sagt, at jeg kun vil købe huset, hvis klaveret følger med » sagde din far stolt.
Da han havde vist huset frem, gik vi ind til klaveret. Din far satte sig på stolen foran klaveret og begyndte at spille. Jeg tog jazzguitaren, satte mig gulvet og så spillede vi sammen resten af eftermiddagen.
Et par uger efter at vi alle var flyttet ind, bankede det på døren. Det var Pese.
« Jeg har et job på næste lørdag. Kan du være med? » spurgte han din far.
Så gik han ud til bilen igen og kom tilbage med en kontrabas og sin fætter Bo, der havde favnen fuld af trommer.
Så gik vi igang med at spille. Din far på klaver, Henrik på saxofon, Peter Bryde på klarinet, Pese på bas, Bo på trommer og mig på guitar.
Vi var dybt begejstrede efter det første nummer. Andet, tredje og fjerde nummer lød også brandgodt. Så kunne vi ikke rigtig finde på flere og din far ringede nu ned til kroen og spurgte om vi måtte komme ned og spille nogle numre i krostuen.
En halv time senere optrådte vi for et par halvsøvnige krogæster med vores netop indstuderede repertoire, som din far impulsivt supplerede med ‘Tjimmelimmelim’ som afslutningsnummer.
Vores 6-mands band blev langsomt men sikkert bedre. Din far, Henrik og jeg startede morgenerne med at sætte Wings ‘Band on the run’ eller Sanne Salomonsens ‘Søgte dit indre’ på pladespilleren i din fars allerede dengang gamle fjernsyn. Så spillede vi selv en sang eller to inden vi startede dagen.
Om aftenen spiste vi sammen. Mandag til onsdag havde vi hver en maddag. Torsdag spiste vi hos vores respektive forældre og fredag til søndag sørgede hver mand for sig selv.
Før middag spillede vi igen og også efter middagen spillede vi. Som regel til sent om aftenen.
Det gik fint med at få jobs. Vi begyndte at få penge for at spille (i begyndelsen 100 kr og så alle de øl vi kunne drikke), spillede tit på Laredo og i en periode var vi fast orkester hver fredag på Ålsgårde Bodega. Og så var der selvfølgelig alle de private fester og firmafester.
På et tidspunkt dukkede Jørgen og Palle op. De var begge garvede blues-musikere, spillede elektrisk og meget højt og kaldte os for protestsangere. En sen aften, da vi havde drukket det sidste af din fars VAT69 whisky besluttede vi at starte et big band.
…Omgående.
Vi gik igang med at øve med bigbandet på Torpenvej. Vi talte aldrig med vores stakkels naboer. Ad omveje fik vi dog at vide, at de var så glade, når vi spillede ‘Sunhine of my life’. Den sluttede vi nemlig altid af med på vores øveaftener.
En søndag eftermiddag mens vi øvede, stod der pludselig en fremmed mand og spillede altsax ved siden af Henrik og Peter Bryde.
Han tog selv en solo og da vi var færdige med nummeret, præsenterede han sig som Allan Insby.
Han var noget ældre end os, havde mødt din far på Patricia i Tårbæk og var blevet inviteret op at øve med os.
Allan blev fast mand i orkestret. Kørte i en smart sportsvogn og havde eget firma. Hver gang han kom, havde han en ny dame med, som han præsenterede som sin moster.
Pokkers til stor familie tænkte vi, indtil vi fandt ud af, hvad han mente med moster. Derefter ændrede vi orkestrets navn fra VAT69 til Mosters Big Band.
Nogen tid senere dukkede Marianne Lind op, også til en øvedag.
Hun sang en forrygende udgave af ‘Blue Berry Hill’ og så var orkestrets første Moster fundet.
6 mands orkestret spillede stadig og fik først et navn, da Palle en aften sad ind for Pese og døbte det Humlebæk Byorkester.
Humlebæk Byorkester og Mosters var ikke kun musik. Det var også et kollektiv med din far, Henrik og mig som de faste beboere. Omgangskredsen var stor. Jeg kan ikke huske ret mange aftener, hvor der ikke var besøg af nogen af de andre fra orkestret eller fra omgangskredsen.
Kollektivet på Torpenvej fungerede godt. Din far og jeg opfandt et regnskabssystem. Så var vi aldrig uenige om, hvem der skyldte hvem hvad og hvorfor (Idag findes det i digitaliseret form i appen WeShare). Opvasken gik på skift og en hel middag skulle være vasket op, inden man kunne lade opvasken gå videre til næste mand. Så kunne vi heller ikke være uenige om det.
Vi kunne dårligt være mere forskellige i vores politiske opfattelser. Men vi diskuterede aldrig politik. Vi vidste jo at vi var uenige og ville hellere spille musik end at diskutere vores uenighed.
Efter nogle år blev Henrik færdig med sit studium og flyttede fra Torpenvej. Jeg mødte Pia og flyttede med hende ind til København.
Humlebæk Byorkester og Mosters fortsatte i bedste velgående. Vi holdt sammen i mange år, selv da orkestret havde fået koner, kærester og børn. Nærmest som en stor familie. På godt og på ondt.
Selv holdt jeg helt op med at spille, da Mosters startede igen efter et par års pause.
Vores kontakt til din far blev herefter mindre. Men det føltes ikke sådan, når vi en gang imellem mødtes.
Som senest i sommer, hvor Pese, Pia og jeg besøgte ham i Helsingør og endnu en gang fik vendt og grinet af de gamle historier og minder
… dem er der nemlig en hel del af.
Vi sender vores varmeste hilsner til dig og hele familien.
Ære være din fars minde.
