Italia

Kort efter vi var sejlet ud af havnen i Menton, krydsede vi grænsen til Italien. Vi strøg det franske gæsteflag og satte det italienske. Efter blot 12 sømil gjorde vi klar til anduve Sanremo.

«Portosole, this is Heron, Heron»  kaldte vi pligtskyldigt på VHFen, da stævnen sigtede mellem de to molefyr.

«Hello Heron. This  is Portosole. » lød kvitteringen omgående.

Hvad i alverden ?

I Frankrig havde vi sidste år anduvet et dusin havne. Ikke en eneste gang havde vi fået et svar på vores opkald. Men her i Italien blev der svaret og tilmed på engelsk.  Samtalen fortsatte, og da vi havde svaret på et par spørgsmål, lød det afsluttende fra Portosole.

«OK. Look for the ormeggiatori. He will guide you to your berth »

Vi spejdede rundt i havnen. For enden af en ponton vinkede en mand til os. Det måtte være vores  ormeggiatori. Vi sejlede hen til ham og blev modtaget med et smilende «buono sera». Vi bakkede  Heron ind på pladsen. Da vi var et par meter fra pontonen, trak manden en forfortøjning op af vandet, så vi kunne nå den med en bådshage. Derefter stak han agterfortøjningerne i en ring og sendte dem retur til os.

Et skilt med velkommen til Italien eller noget lignende var sådan set det eneste, der manglede for at gøre modtagelsen helt perfekt.

Sanremo ligger i Ligurien. Det er en af de mindste af Italiens 20 regioner. Kyststrækningen, der kaldes den italienske riviera,  løber fra den franske grænse i vest til La Spezia tæt ved Toscana i sydøst. I 1800-tallet slog mange velhavende englændere og kunstnere sig ned i Ligurien. Blandt andre Charles Dickens, lord Byron og Shelley. I 1830’rene boede også  HC Andersen her. Nærmere bestemt i byen Sestri Levante, hvor der hvert  år afholdes en Andersen-festival.

Der er mange havne på den knap 300 kilometer lange strækning. En ny havn nås på få timer. Perfekt til ‘daysailing’.

Sanremo var mellem de to verdenskrige hjemsted for det europæiske jetset.I havnen lå en del megayachts, men ikke nær så mange og store som i Antibes i Frankrig.  I det hele taget virkede Sanremo langt mindre jetsetagtig end byerne på Côte d’Azur i Frankrig

Næste stop var byen Imperia.

På lang afstand kunne vi se halvøen med de pastelfarvede bygninger med den store katedral opført i 1700 tallet som den mest fremtrædende.

I 2007 påbegyndte en virksomhed i konsortium med private investorer at udvide havnen. Der blev anlagt en 800meter lang bølgebryder ud mod Middelhavet. I forlængelse af den gamle havn blev der bygget en ny med plads til 1.300 både. Da finanskrisen satte ind, styrtdykkede efterspørgslen efter lystbåde.Der blev problemer med finansieringen. Konsortiet gik konkurs og anlægsarbejdet stoppede. 8 år efter konkursen er havnen stadig ikke færdig. De fleste af de mange pontoner ligger øde hen. Nærmest sådan lidt spøgelsesagtigt.

Men i den gamle havn, hvor vi fik plads, var livet tilsyneladede upåvirket af de finansielle problemer. Lige bortset fra at kommunen har overtaget administrationen og sat havneafgiften væsentligt ned.

Vi blev i Imperia i et par dage.

Så katedralen, nød stemningen i havnen og den fine gamle by og vænnede os til at vi nu var i Italien.

Efter et par dage sejlede vi til Loano.

Ved anduvningen fandt vi ud af, at der var problemer med elektriciteten ombord. Vi undersøgte kabler og forbindelser. De så alle sammen fine ud. En fejl på elinstallationen på en båd kan være farlig og vi ringede til en elektriker -Carlo, der reklamerede med, at han talte engelsk.

«It is your batteries » lød det prompte fra Carlo, da vi viste ham problemet.

«How old are they ? » spurgte han? og stirrede vantro på os, da vi svarede at de var på 10. sæson.

«You need to replace them now » konkludererede  han uden at tøve.

…hmmm.

Vi havde regnet med at batterierne ville holde sæsonen ud og havde planlagt at bruge vinteren til at få installeret litium batterier. De er baseret på en ny teknologi, som giver en række fordele i forhold til de traditionelle blybatterier. Endnu er litium batterier meget dyre. Det er en af årsagerne til, at det ikke er så almindeligt at anvende dem på lystbåde.

«It may be good, but I don’t want to be the first» er en anden årsag, som Carlo gjorde opmærksom på, inden han næste dag installerede en ny batteri bank af blybatterier.

Også i Loano er der anlagt en ny marina.

Marinaen blev færdig i 2014, er velintegreret med den fine gamle by, har en usædvanlig god beskyttelse under alle vindretninger og de flotteste landfaciliteter vi indtil dato har set i en havn.

En eftermiddag satte vi os ind i et lille turistog. Den unge chauffør førte os i et rask tempo op ad en stejl og snoet bjergvej, der gik gennem  et par mindre landsbyer. Skønt at komme lidt ind i landet og opleve bjerglandskabet og den rene klare bjegluft.

Målet for turen var Grotte di Toirano, der var  “worth a visit” som der stod  i vores Italian Waterways Pilot.

Grotterne, der  blev opdaget så sent som i 1950 og 1960, afslørede smukke drypstensformationer,  skeletter fra en bjørneart, der var uddød for 30.000 år siden, 12.000 år gamle fod- og håndaftryk fra mennesker og en lille sø, hvor der af uforklarlige årsager er observeret levede fisk.

“Vender sin fattigdom ud mod havnen”, “Usikker at færdes i efter mørkets frembrud” “En beskidt havneby”

Vi havde hørt meget dårligt om Genoa og havde planlagt at springe byen over.

Men det  franske par på nabobåden talte rosende om Genoa og fortalte at de ville sejle dertil næste dag. Vi besluttede at ændre vores planer og aftalte at følges med dem næste morgen.