Brisen løjede i løbet af eftermiddagen. Da det blev mørkt forsvandt den.  Næste morgen var det stadig vindstille. Vi tog fortøjningerne, trak ankret op og forlod pladsen ved kajen i Astakos. Der var stadig ingen vind, da vi kom ud af bugten og for motor gled ned langs kysten på det spejlblanke hav.

Mod bagbord lå fastlandet, mens bjergkæden på Itacha mod styrbord strakte sig ud i sin fulde længde og fra vores position så ud som om den fortsatte ubrudt over til Kefalonien.

Dagens mål var byen Messolonghi mod syd, yderst i Korintherbugten.

Samme rute havde den engelske digter Lord Byron fulgt mindre end 200 år tidligere.

En Megastjerne

Byron, der var en af datidens megastjerner, havde en passion for græsk kultur. Da grækerne startede kampen for selvstændighed, besluttede han at sætte handling bag sin romantiske vision om frihed og demokrati i et uafhængigt Grækenland. 

Fra sit mere eller mindre frivillige eksil i Genoa sejlede han til Kefalonien, der ligesom de andre Ioniske øer var et britisk protektorat.

Efter fem måneders forberedelse og diplomatiske forhandlinger lykkedes det at leje og bevæbne 40 mand fra en albansk stamme. Med dem begav han sig med to skibe over til Messolonghi. Det ene skib fragtede lejesoldaterne, heste og våben. Det andet, der var mindre og hurtigere, Byron selv og et par af hans venner

Tæt ved fastlandet spottede Byrons skib et andet. Det viste sig at være et Osmanisk krigsskib. Byron sejlede fra det, men opgav at sejle ind til Messolonghi. I stedet sejlede han op til Astakos eller Dragamesto, som byen den gang blev kaldt.

I Megastjernens kølvand

Et par dage senere forlod han så Astakos for at sejle til Messolonghi. 

Undervejs gik skibet på grund. To gange. Da han nåede frem gik han på grund for tredje gang. Nu på en sandbanke i strædet mellem fastlandet og den lille ø Oxeia.

Næste dag fik han og besætningen en heltemodtagelse i Messolonghi.

Oprørerne var uenige og delt i flere rivaliserende fraktioner. Ja faktisk var modsætningerne så store, at flere frygtede en borgerkrig mellem de oprørende grækere.

Men et mål var alle oprørere helt enige om.

Velhavende exil grækere havde indsamlet et meget stort pengebeløb, som de havde betroet Byron at donere til frihedskampen.

Den donation mente alle at være berettiget til at modtage. 

Igen og igen måtte en stadig mere desillusioneret Byron fastholde, at støtten var betinget af, at alle stod sammen i oprøret mod Osmannerne.  

Tre måneder efter sin ankomst døde Byron uden at have skabt enighed mellem oprørerne. Han kom heller ikke i kamp, hvilket havde været hele ideen med at rejse til Grækenland og hjælpe grækerne i frihedskampen. 

Men Byrons indsats var ikke forgæves.

Den græske sag

Byron var en megastjerne. Ikke kun i England, men overalt i Europa. Nyhederne om hans indsats og død gav ham en heltestatus, hvilket medvirkede til, at stemningen vendte til fordel for den græske sag.

Senere greb ikke bare England, men også Frankrig og Rusland ind i konflikten. Det blev afgørende for udfaldet og førte til dannelsen af nutidens Grækenland.

Lord Byron forblev en heltefigur i Grækenland efter krigen.

Endnu idag er der en Byron Street eller et Byron Square i enhver større græsk by og så sent som i 2008 blev Byrons dødsdag den 19.april gjort til en national helligdag.

I megastjernens kølvand

På ruten passerede vi øgruppen Ecinaderne, der består af en snes mindre øer og skær. En del af øerne blev for 10 år siden købt af Emiren af Qatar. Planen var at omdanne dem til luksusresorts. Men tingene går ikke altid som planlagt. På tiende år afventer igangsættelsen af byggeriet myndighedernes godkendelse.

Da vi kom til det flade marsklandskab, sejlede vi mellem fastlandet og øen Oxeia, som er udset til at være juvelen i Emirens luksusresort. Det var i øvrigt her Byron gik på grund, da han ankom til Messolonghi.

Senere i frihedskampen gravede grækerne en kanal ud til Korintherbugten, som idag er der man sejler ind til byen.

Da vi var godt fri af sandbankerne, styrede vi mod anduvningsbøjen til kanalen.

Kanalen er næsten 2,5 sømil lang. På begge sider lå huse side om side på pæle halvt ude i vandet. De fleste med en træbro der rakte længere ud i vandet. Ved nogle lå en fiskejolle. Ved andre surf- og supboards. Flere steder badede og vinkede folk til os, mens vi langsomt sejlede ind til byen på denne særegne kanal.

I høj kurs

Messolonghi har over 30.000 indbyggere og en lang og stolt tradition for søfart og bådebyggeri.

Byen har to marinaer. Den ene er en kaj uden nogen faciliteter. Den anden en marina med adgang til vand, elektricitet, bad, toilet og udlagte fortøjningsliner. Det sidste var i høj kurs efter gårdagens havnemanøvre.

Vi tog marinaen. Fiskede nemt fortøjningslinen op fra vandet og fik den hverken i skruen eller bovpropellen.

Blæsevejr

Vejrmodellerne på Windy var enige. De næste dage ville der komme masser af vind fra vest, som ville øges i hastighed, når den blev presset sammen i den 90 sømil dybe og et par sømil brede bugt.

Marinaen ville give en super god beskyttelse, men der var langt ind til byen og ikke meget liv.

Så måske det var bedre at finde et andet sted til de næste par indeblæsningsdage.

Et stykke inde i Korintherbugten ligger en marina på den lille ø Trizonia.

På appen Navily kunne vi se at der lå et par både. Men da jo langt fra alle registrerer sig på appen, var det ikke til at vide, om der var ledige pladser.

Vi klikkede ind på chatfunktionen på Navily og kontaktede en af bådene.

Kort efter fik vi et svar

»Her er masser af ledige pladser og her er virkelig dejligt« lød det.

…Kanon.

Vi havde ikke mere end 36 sømil derhen og ville have vinden med os, når den kom i løbet af eftermiddagen.

Under broen

Næste dag forlod vi Messolonghi og sejlede ud af kanalen. Da vi nåede ud til anduvningsbøjen styrede vi ind i Korintherbugten eller Patrasbugten som den også kaldes på stykket ind til Patras, der er Grækenlands tredjestørste by.

Mod bagbord og styrbord og forude var vi omgivet af store bjerge. “Som at sejle på en stor sø” skrev Heikell i sin pilotbog. Rammende beskrivelse. Det var præcis sådan vi forestillede os det måtte være at sejle på en en af de store søer i alperne

Da vi havde passeret Patras, kaldte vi vagten på broen Rio–Antirrio, som forbinder Peloponnes med fastlandet. Imponerende bygningsværk med fire tårne, der rager næste tohundrede meter op i luften.

»Kald igen, når I er en sømil fra os« svarede vagten

Egenlig mærkeligt at skulle kalde en brovagt for at sejle under en bro med en gennemsejlingshøjde på 65 meter.

Da vi kom nærmere, kaldte vi igen.

»Passer under fag 3 fra Nord. Hold kurs og fart. Venligst bekræft«

En færge var netop ved at forlade Peloponnes. Nu huskede vi et eller andet sted at have læst at transporter med farligt gods skal benytte færgen. Holdt vi kurs og fart ville vi gå fri af hinanden. Dejligt at undgå en nervepirrende pejling på færgen, der sandsynligvis medbragte farligt gods.

Trizonia

Vinden kom, da vi havde passeret broen. Først lavede den lidt krusninger på vandet. Så nåede den ret hurtigt op på 15 m/s. Bølgerne blev 1-1,5 meter høje og var krappe. Godt vi havde dem med os.

Vi styrede direkte mod øens vestligste punkt. Da vi kom nærmere besluttede vi gå ind i det smalle stræde mellem øen og fastlandet.

Strædet er knap en sømil langt. For enden drejede vi 90 grader mod styrbord, sejlede et kort stykke langs øens østside og nåede så ind til bugten, hvor marinaen lå.

Her var fuldstændig bølgelæ. Kun krusningerne, der jog afsted på overfladen af det krystalklare vand, afslørede at det blæste kraftigt.

Det første vi så, da vi sejlede ind i marinaen var vores svenske søsterskib og nabo fra Aktio Marina.

Han havde forladt Preveza længe før os og havde, fortalte han senere, fået motor problemer lige efter han havde passeret Rio-Antarrio broen. Temmelig ubehageligt, fordi han havde måtte anløbe marinaen på Trizonia for sejl. Men anløbet var gået fint. Han kunne ikke selv reparere motoren, og havde fundet den eneste mekaniker i miles omkreds. Nu ventede mekanikeren på en reservedel. Men forsyningskæderne virkede stadig ikke helt godt. Så det var vanskeligt at sige, hvornår reservedelen ville blive leveret.

Da vi kom længere ind. fik vi øje på vores kontakt fra Navily. De vinkede os ivrigt hen til pladsen foran deres båd, tog mod vores fortøjninger og ønskede os velkommen til Trizonia.

Nu lå vi langskibs med stævnen op i vinden, der ville komme fra samme retning de næste par dage. Det kunne ikke blive meget bedre.

Marinaen var stor. Kæmpestor. Anlagt en gang i 90´erne, men aldrig bygget færdig.

Det så ud til, at der for nylig var gjort klar til at etablere standere til el og vand. Men endnu var landstrøm kun tilgængelige på et par enkelte pladser inde ved kajen langs landsiden, hvor nogle både tydeligvis var pakket ned for vinteren.

For enden af den lange kaj var det som om vi pludselig befandt os i en anden verden. Flere taverner med gæster ved borde på et lille torv. Et par hoteller. Nogle af dem med strandstole og servering på sandstranden ud til det krystal klare vand.

Fest

Det var lørdag. En gang imellem kom en lille båd fra fastlandet med festklædte mennesker, som checkede ind på et af hotellerne. Om aftenen holdt et par selskaber fest på de to taverner.

Da middagen var overstået spillede en DJ græsk musik på det lille, men kraftige anlæg han havde stillet op på torvet.

En snes stykker af gæsterne fra et af selskaberne rejste sig og dannede en ring foran DJen. I midten af ringen dansede en mand en solo dans, som de andre med vuggende bevægelser bifaldt med håndklap i takt til musikken.

På skift blev blev en af de dansende inviteret ind i midten. Ung som gammel, kvinder som mænd. Alle dansede en solodans. Nogen flere. Efter et par timer stoppede de. Ringen opløstes. Den græske musik afløstes af ABBAs Dancing Queen og resten af aftenen blev der spillet og danset til klassisk vestlig discomusik.

Søndag forlod gæsterne øen med den lille motorbåd, der sejlede dem den korte vej over til fastlandet. Men båden vendte tilbage med nye gæster som igen skabte liv på det lille torv

Everything is fine

Om sommeren er der 600 til 1.000 mennesker på øen. Om vinteren kun 50, som udgør øens faste indbyggere. Da Onasis kom til øen blev han så begejstret at han tilbød at købe den. Men beboerne afslog at sælge. De ville de sikkert også gøre idag. For som Minas, der ejer en af tavernerne, sagde til avisen Greeke reporter

»I was born and raised here. My father is from here. In the winter it’s a bit difficult, it gets a bit cold, but if you have good company, good wine, and good food, everything is fine«