Hvad skulle der ske?

Det var sent, da vi landede og lidt før midnat før vi kom ud af lufthavnen og fandt ind til vores Airbnb-vært i centrum af Athen. 

Næste dag slentrede vi rundt i Plaka – Athens gamle bydel med de mange monumenter fra det antikke Grækenland. Så på livet i de smalle gader og nød forårssolen og varmen, der omsider var ved at komme til Grækenland. 

Vi gav os god tid næste morgen. Spiste morgenmad på tavernen overfor ejendommen, hvor vi havde boet og kørte så ud til Athens store havn Piræus, og tog færgen til Aegina, der ligger en snes kilometer mod syd i den Saroniske bugt.

Øen er den største af de Saroniske øer og har knap 13.000 indbyggere, hvoraf halvdelen bor i hovedbyen, der også hedder Aegina. 

Men selvom byen kun har 6.000 indbyggere, virker den nu mere som en storby, når man ankommer med en af de mange færgeforbindelser og bliver mødt af taxaer, butikker, taverner, scootere, ATVere, biler og udsmykkede hestevogne, der kører med turister langs den travle havnefront.

Hvad skulle der ske ? 

I en bygning ved havnefronten annonceredes med udlejning af biler. Vi gik derover og op ad en trappe til første sal, hvor en smal gang førte ind til et lille kontor med vindue ud mod havnen. 

Jo de havde skam da en bil. Ja, vi kunne sagtens leje den i tre dage og nej det var da ikke noget problem at aflevere den på bådværftet, oplyste en ung pige bag et af de to skriveborde.

»103€« svarede hun, da Pia spurgte om prisen.

»Er det med forsikring?«

»Ja da« svarede pigen. 

»Også kasko?«

»Nej. Sådan noget bruger vi ikke« svarede hun, trak vejret lidt ind og spurgte så med en sådan lidt bedrevidende mine »Hvad skulle der ske?«

…Tjaa. 

Vi var jo på en ø. Så tyveri vel udelukket og vi skulle jo heller ikke køre ret meget.

…Såehhh 

Pia underskrev kontrakten, som pigen skubbede over til hende og fik så nøglen, hvorefter vi gik tilbage til havnen. 

En ung mand kom os i møde og viste os hen til bilen. Med stor omhu tog han en masse fotos med sin mobil, mens han en gang imellem så op på os med et betydende blik. Noget prætentiøst, da den lille bil havde så mange buler og ridser at et par mere næppe havde nogen betydning. 

Da han var færdig, satte vi os ind, startede motoren og var hurtigt ude af byen. 

Verdens bedste 

Der er 10 kilometer fra syd til nord på Aegina og lidt længere på det bredeste sted fra øst til vest. 

Øen består af vulkanske bjergarter samt sand- og kalksten. Mod syd er en gruppe bjerge, hvor det højste er over 500 meter over havet. Mod nord er lavninger, hvor der dyrkes vin, oliven, citrusfrugter og pistacienødder. 

Dyrkningen af sidstnævnte startede med anlægget af en plantage i 1950’erne. Gennem årene blev der anlagt flere og dyrkningsmetoden udviklet. I slutningen af 1990’erne etableredes et kooperativ. I dag har det 350 deltagere og producerer årligt  600-800 tons af verdens fineste pistacienødder. Det udgør 10% af Grækenlands produktion af pistacienødder, der i øvrigt er en af de største i Europa. 

Et sted at bo 

I efteråret havde vi haft brug for en overnatning på Aegina, inden vi fortsatte til Athen. På booking.com havde vi booket en nat på et sted ud til vandet.

Vi var kørt derud, men jo nærmere vi var kommet, desto mere menneske tomt og nedlukket var det blevet. 

Vi havde været tæt på at vende om, men var fortsat, og da vi var nået frem, var det blevet mørkt.

»Jeg har ventet på jer« havde manden i receptionen sagt. 

»Er vi de eneste gæster?«

»Nej, der er et andet par« havde han svaret og tilføjet »Det er sidst på sæsonen, men tavernen ved siden af er åben«

»Tavernen?« 

Den havde Google Maps, der var sat til algoritmen korteste vej, loyalt ledt os udenom. 

Og ja. 

Tavernen var kun få skridt væk og køkkenet var stadig åbent, selvom det var blevet sent.

Fotoene på booking.com havde ikke løjet. 

Værelserne var lejligheder med entre, soveværelse, spisekøkken, toilet med bad og en lille veranda. Derfra var der adgang til stranden, hvor et klippeskær ude i vandet dannede en lille lagune mod strandkanten og i horisonten rejste bjergene på Attika sig over det enorme område med lave hvide huse, der udgør Athen. 

»Det var et kort ophold« havde værtinden sagt, da vi næste morgen var checket ud. 

»Jamen, vi kommer skam da tilbage til foråret« havde vi forsikret. 

Nu var vi så på vej derud igen. 

Denne gang var der hverken mennesketomt eller nedlukket og det var først på eftermiddagen, da vi kom frem. Stedet var fuldstændig, som vi huskede, og vi havde vi været heldige at få en lejlighed, for der var fuldt booket, fortalte manden, som også havde taget imod os i efteråret. 

Side by side 

I 1910 slog John Asprakis sig ned på Aegina og etablerede øens første bådeværft. Den gang byggede værftet både af træ, primært til fiskeri.Men da bådebyggeriet blev industrialiseret og fritidssejlads udbredt, begyndte værftet at opbevare lystbåde og tilbyde reparationer, der godt nok bestilles hos værftet, men som udføres af et netværk af selvstændige håndværkere.

Med de næste generationer blev værftet til tre. Side om side ligger de tre værfter. Hver med eget navn og egne faciliteter til håndtering af både og betjening af kunder. Men alle tre ejes og drives de fortsat af efterkommere af John Asprakis.

Heron havde tilbragt vinteren på det ene af de tre værfter – Asprakis Boatyard, hvis navn udelod enhver tvivl om tilhørsforholdet til grundlæggeren. Det var gået fint. Værftets to medarbejdere – chefen Panagiotis og hans nevø Spiros – havde været hurtige til at svare på Whatsapp og havde også sendt fotos af de reparationer, der var blevet lavet. 

Vi havde været noget skeptiske over, at værftet brugte træstolper til at støtte bådene med. Med urette viste det sig. Balanceringen var stadig fin og der var ingen spor efter regnvand, som der havde været en del af i løbet af vinteren. Udskiftede reservedele var lagt sirligt ved siden af kølen og det nye lag bundmaling var stadig friskt. Om læ var der ligeså rent, som da vi var taget afsted 7 måneder tidligere. Nå ja lige bortset fra en mugplet, der var opstået på tæppet i den agterste køje, fordi en rude ikke var blevet lukket tilstrækkelig omhyggeligt. 

»Ja vi er parate« svarede vi chefen, da han stoppede ved os på sin cykel og spurgte, om vi var klar till søsætning. 

»Hvad med torsdag eftermiddag?« fortsatte han.

»Det er ikke så godt. Så er der ingen pladser i marinaen« 

»Ikke noget problem. Jeg sætter Jer i vandet som den sidste og så kan I rigge til og overnatte i dokken« svarede han. 

Sådan blev det. 

Søsætning sidst torsdag eftermiddag. Det gav os et par dage til klargøring og også tid til at se lidt mere af øen. 

Lidt mere 

En eftermiddag kørte vi op til Aphaia Templet. Det menes at være blevet opført omkring 500 f.kr. til ære af gudinden Aphaia. Det siges, hun kun blev dyrket på Aegina. Måske det er derfor hun er en af de mindre kendte figurer i den græske mytologi. 

Her et par hundrede meter oppe var vid udsigt over den nordlige del af øen og landsbyen Agia Marina, hvor en ny marina var under opførelse. Men endnu var marinaen ikke færdig. Der mangler vand og strøm, men tavernen Faeros er god, lød en af anmeldelserne på Navily – vores foretrukne digitaliserede havnelods. 

Vi nåede også at svømme i det kølige krystalklare vand udenfor den lille lagune og tale med indehaveren Lizzy, som havde købt stedet for nogle år siden og flyttet hertil fra sit travle liv i Holland. Om eftermiddagen sang hun med manden, der hed Aris og havde taget imod os. Aris var også en dygtig guitarist og sangskriver og havde i vinterens løb udgivet et album med egne sange. (I skrivende stund er to af numrene fra albummet nået til semifinalen i konkurrencen “UK International songwriting Contest”)

Søsætning 

Efter tre dage var det så tid til søsætning og sidst på eftermiddagen kørte vi over til Asprakis. 

Spiros var allerede igang med at sætte Heron på liften. Pladsen var trang. Så trang at det da vist var nødvendigt at flytte nabobåden. Men Spiros gav sig ikke og med fagter fra Panagiotis fik han Heron ud fra pladsen med en hårsbreddes afstand til nabobåden. 

Så kørte han traktoren med liften ud på vejen, drejede efter et par hundrede meter til højre ind på bådpladsen og ud til dokken. Panagiotis lagde et par seler om Heron, løftede hendes 6,5 tons af liften med kranen og sænkede hende forsigtigt ned i den lille dok. 

»I kan blive liggende her i nat« sagde han beroligende og da et par dønninger fik Heron til at hugge i sine korte fortøjninger, tilføjede han eftertænksomt »og hvis det bliver for uroligt kan I jo bare sejle ud«