Guilty pleasure på de Ioniske øer

Skibet er ladet med 

Måske det var godt at have mere tovværk fremme, når vi skulle fortøje. Hvor var det nu det lå?  Styrbord kistebænk? Jeg åbnede lugen. Nåede lige at få øje på linerne, før jeg smækkede den ned.

Rummet var fyldt af gedehamse.

Gedehamse er rovdyr. De generer ikke mennesker. Men trues boet, går de til angreb. Angrebene er koordinerede og effektive En gedehams kan stikke flere gange og har meget mere gift end en almindelig hveps. 

Nå, men gedehamsene følte tydeligvis ikke at vi truede dem.  

Endnu. 

Vi kunne sagtens fortøje med det tov vi havde fremme og forsatte over til Cleopatra Marina. 

Vi kaldte havnekontoret på VHFen og fik besked på at en marinero ville anvise en ledig plads. 

Varm velkomst af dansk båd

Vi sejlede hen til indsejlingen og spejdede ind i marinaen. Så fik vi øje på marineroen. Han vinkede os hen til sig. Vi satte motoren i gear og gled ind. 

En båd lå fortøjet langskibs tæt ved indsejlingen. I agterstaget hang et stort dansk flag. 

«Hvad f’aen. Hej med Jer» lød det imødekommende fra en mand på båden.

Vi kiggede forvirret på ham. Sikke dog en dejlig velkomst. 

Et øjeblik slap vi blikket på vores marinero og svarede  «Har I været her længe?»

«Ja. Jeg har været på  sygehuset. Vi kan først komme herfra om et par dage»

«Ej hvor ærgerligt» nåede vi at svare, inden vi igen gav anløbet vores fulde opmærksomhed. 

Wasps do not wait

Da vi havde fortøjet, fortalte vi marineroen om gedehamsene i kistebænken. 

«Uhhh. The wasps will not wait. I’d better get our guy remove it as fast as possible, svarede han og forlod os for at finde ‘our guy’» 

Mens vi ventede, kravlede et par af gedehamsene ud af det lille afløb i kiste bænken. Da de var kommet ud, fløj de væk. Forsigtigt åbnede vi lugen. Lige netop så meget at vi kunne få den helt op med en bådshage. En snes gedehamse fløj ud. To kom tilbage. Men så fløj de igen. Så dukkede flere frem. En efter en forlod de kistebænken. Et par meter oppe i luften fløj de væk. Alle i samme retning. Var kolonien mon ved at flytte? 

Lidt efter kom ‘our guy’. Han undersøgte kistebænken. 

«Der er ikke nogen tilbage. Heldigt de ikke nåede at lave et bo»

«Tror du de kommer tilbage?»

«Nej» svarede han med overbevisning i stemmen. 

Flere skjulte passagere

Mens Heron havde stået på land, havde vi opdaget dyreekskrementer på fordækket. 

Vi havde konsulteret Google. Ligheden med ekskrementer fra rotter var slående. Minutiøst havde vi ledt efter spor på andre steder. Men nej. Der var kun spor på fordækket. 

«Hvis det kun er et sted, er det fugle» havde damen på bådværftet forklaret os.

Det samme sagde ‘our guy’.

Da han kiggede ind i bommen, hvor der lå en masse strå, smilede han og sagde 

«Der har været fugle i foråret. De har bygget rede inde i bommen og har lagt æg, der er blevet udklækket. Nu har de alle sammen forladt Jeres båd» 

Ingen tvivl. 

Vi var endelig alene.  

Når uheldet er ude

Om aftenen gik vi ind på tavernen på marinaen. 

Den venlige dansker sad med sin kone ved et af bordene. 

Nu genkendte vi ham. Det var jo parret, vi havde mødt sidste år på Meganisi.  

Manden så op.

«Ej er det Jer. Vi kunne slet ikke genkende dig, da vi sejlede ind»

«Nåeh. Jeg synes godt nok også I så noget forvirrede ud» svarede han og inviterede os til at sidde ved deres bord

Mens vi spiste, fortalte de om sygehusbesøget. 

Under klargøringen til årets togt var manden gået igang med at smøre bunden.

Det var midt under hedebølgen. Solen brændte fra en skyfri himmel. I skyggen var det over 40 grader varmt. Det var tungt at arbejde i den uvante og stærke hede. Men arbejdet skred frem. 8 liter vand havde han drukket, før den ene side var blevet smurt med den røde maling, de havde taget med fra Danmark. 

Han overvejede at stoppe. Men nej. Det gik jo så fint. Så hvorfor ikke bare fortsætte og gøre arbejdet færdigt?  

Et par timer senere var også anden side færdig. 

Omtumlet af varmen havde han glemt, at han befandt sig under agterstævnen. 

Da han i et ryk rejste sig fra sin ubekvemme stilling, blev han stoppet af en knasende lyd. 

Først da blodet begyndte at fosse ned over ansigtet, blev han klar over, hvad der var sket. 

Han havde banket hovedet op i den skarpe propel. 

Smurt ind i en blanding af rød maling og blod fandt han fortumlet ind på værftet. Chokeret ringede en medarbejder efter en ambulance, der kørte ham til skadestuen i sygehuset i Preveza. 

De unge læger lukkede flængen, ordinerede ro i de næste to uger og bad ham komme på jævnlige besøg, så de kunne kontrollere, at såret helede rigtigt.  

«Og det ser det ud til at gøre» forklarede han og bøjede hovedet, så vi selv kunne se, hvor godt det gik. 

Vi aftalte at holde forbindelsen og udvekslede telefonnumre. Næste dag gav lægerne en klarmelding. Tidlig næste morgenen forlod parret marinaen. Et par timer senere nåede de ankerbugten Ambelakia på Meganisi. 

Gyldne tider efter søslaget  

Vi forlod marinaen og sejlede den korte vej over til Preveza, der ligger på den nordlige side af strædet til den store golf. 

Syv kilometer nord for Preveza anlagde Kejser August i 29 f.kr. byen Nicopolis. 

To år tidligere havde han besejret Antonius og Cleopatra i et stort søslag ud for Preveza. Hermed sluttede kampen om magten over Romerriget og Augustus kunne selv kåre sig som Romerrigets første kejser. 

Nu gjaldt det om at holde sammen på det store rige. 

Veje blev anlagt, en post- og kurertjeneste etableret og Nicopolis grundlagt for at binde rigets østlige og vestlige del sammen. 

Byen blev tildelt økonomiske og politiske privilegier og befolkningen i området tvangsforflyttet til den fremtidige metropol. 

Det blev en blomstrende by. 

Byen prægede sine egne mønter. 

Hvert fjerde år afholdtes de Aktiske lege. Næsten som en kopi af grækernes lege på Olympen længere mod syd. 

I år 66 tilbragte Apostlen Paulus vinteren i byen. Det var her han skrev brevene til Titus og Timotheus, der endnu idag indgår i det nye testamente. 

Da kejser Domitian 25 år senere udviste alle filosoffer fra den italienske halvø, flyttede Epictetus til byen. Her udfærdigede han (eller rettere hans elev)  værket ‘Discourses’. I dag anses det som et af de centrale værker om Stoicisme, som nogle af nutidens rationelle psykoterapier er funderet på. 

På et tidspunkt var indbyggertallet 100.000, hvilket gjorde Nicopolis til den største by i det antikke Grækenland. 

Da romerriget blev delt, kom Nicopolis til at ligge i det byzantinske rige. Da det gik i opløsning, begyndte også Nicopolis at opløses. 

Prevza grundlægges

Det var formentlig på den tid Preveza blev grundlagt. 

Nogle mener i øvrigt, at byen blev anlagt på ruinerne af oldtidsbyen Verenki, der blev grundlagt af Kong Pyrrhus af Epirus i år 290 f.kr. (Og ja. Det er den Pyrrhus der har lagt navn til begrebet Pyrrhus-sejr og udtalelsen: “Sådan en sejr til og jeg er fortabt.”)

Byen har været kontrolleret af Osmannerne og Venetianere. Den har også været kontrolleret af franskmændene, der efter kort tid blev fordrevet af Osmannerne. Først i 1913 blev Preveza, der ligger i regionen Epirus, en del af nutidens Grækenland. 

Preveza har i dag knap 20.000 indbyggere og er hovedbyen i den ene af regionens fire kommuner. 

Det er en livlig by. 

Den har en kommerciel havn og en ny og moderne marina. Bykajen er lang. I højsæsonen er den fuld af lystbåde. Der er masser af caféer, barer, taverner og et livligt forretningsliv. Der er to biografer og et teater. Den nationale søfartsskole og universitetet i den regionale hovedby Ioannina, har begge afdelinger i byen. 

I 2002 åbnede en undersøisk tunnel, der forbinder den store golfs to halvøer.

Hermed fik Preveza og hele regionen bedre adgang til lufthavnen Aktion på den sydlige halvø.

Epirus en af de mindste regioner

Epirus er med sine kun 335.000 indbyggere en af de mindste, men også en af de fattigste regioner i Grækenland. Ja ikke bare Grækenland men i hele EU. 

Hovedhvervet er fåre- og gedehold. I området omkring Ioannina, dyrkes tobak og den næsten 100km lange kyst fra Preveza i syd til Albanien i nord giver mulighed for lidt fiskeri. Terrænet er så bjerg- og klipperigt at der kun kan drives landbrug i et meget begrænset omfang. 

Turismen er under udvikling. 

Den vilde og øde natur markedsføres som mål for øko-turisme. Langs kysten har byer som Sivota og Parga en stigende popularitet som feriemål. 

I forhold til de store feriemål ved Middelhavet er udbygningen sparsom. 

…Endnu 

Preveza Marina 

Det gik nemt at rigge til. Alt virkede. Ja selv cykeldækkene havde holdt luft, mens vi havde været væk. Perfekt. Vi blev hurtig klar til afgang. Men ventede med at tage afsted. Vi kan godt lide marinaer. Som nu f.eks. Preveza Marina. 

Der er aldrig bølger. Den er godt beskyttet i alle vindretninger. Næsten alle former for reparationer kan udføres. Der er adgang til elektricitet og vand. Toilet- og badefaciliteter er super flotte. Der er vaskemaskiner, en fødevareforretning, en forretning med marineudstyr og en cafe. Alt indenfor få hundrede meter. 

Mindre end 10 minutters gang væk er byliv. Men det kan stort set ikke høres i marinaen.  

Man møder og taler med mennesker i en marina. 

En undrer sig over, hvorfra vores flag kommer. Det bliver til en snak om, hvordan vi er kommet til Grækenland og det udvikler sig til en samtale om Covid og Fake News. 

En anden hilser, når vi mødes på caféen og spørger, om vi skal afsted i dag. Det bliver til en snak om vejrudsigter, Lord Byron og byen Messolonghi, et halvt hundrede sømil mod syd. 

En tredje hilser, når vi går forbi og inden vi ved af det, ved vi, at de sejlede fra Caribien sidste år, men bedre kan lide at sejle her i Grækenland. 

Så er der naboerne. 

Som nu tyskerne, der i foråret købte en båd magen til vores af australieren, vi mødte sidste år. 

Vi troede han var en dygtig håndværker. Men det har taget de behændige tyskere måneder at rette op på det klamp han havde lavet. 

Eller israeleren, der er tidligere elite sejler, og fortæller at de har flyttet båden til Grækenland, fordi der ikke rigtig er nogen steder at sejle til i Israel. Nu har de en fast plads i Preveza og sejler ud på småture. Engang imellem.

De Ioniske øer og guilty pleasure

De Ioniske øer ligger vest for det græske fastland og er opdelt i tre mindre grupper. 

Korfu og Paxos mod nord. Lefkas. Ithaka, Kefalonien og Zakynthos i midten og Kythera længst mod syd. 

Øerne er bjergrige. Den fremherskende vind er fra nordvest. Det gør vintermånederne regnfulde, hvilket giver vegetationen fine betingelser. 

Mod vest falder kysterne brat ned i det Ioniske Hav, der med Calypsodybet på 5.267 meter har den største vanddybde i Middelhavet. Mod øst skærmer øerne farvandet mod fastlandet. Vinden er som regel let. Der er masser af fine ankerbugter, maleriske byer og flotte strande, der kun kan nås med båd.   

Hånden på hjertet. 

Der var lidt ‘guilty pleasure´ over at ligge i en marina i et område som dette.

Links 

hvad er Guilty Pleasure

Om gedehamse

Nicopolis

Sejlerparadis