Siden starten af december har vi haft besøg fra Danmark. Først af et vennepar, så Pias søster, niece og hendes 2 små børn og til sidst Niklas & Olivia og Daniel & Emilie, som vi fejrede jul sammen med.
Dejligt at ses igen efter 3 måneder, tale dansk, vise byen frem og få nye oplevelser med familie og venner.
Der er meget at se i Alicante.
Vi har vist vores gæster El Castillio, hvorfra der er et vidt udsyn over byen, havet og bjergene, El Barrio med de små hvide huse og stræder, madmarkedet Mercado Central, det arkæologiske museum, lystbådehavnen, Esplanaden med de glatte små farvede fliser i et buet mønster, katedralen, stranden, cafe – og forretningslivet og stemningen i byen.
Julen i Spanien er mindre hektisk end i Danmark. Måske det skyldes den er mindre kommerciel. De fleste gaver bliver nemlig givet Hellig 3 Konger den 6. Januar,
Vi havde besluttet at lave lidt om på vores tradition og havde erstattet årets julegaver med oplevelser.
Første oplevelse var julemiddag på en af de få restauranter, der havde åbent juleaften. Derfra gik vi til San Nicolás katedralen og deltog i midnatsmessen – La Misa Del Gallo (på dansk Hanens Messe). Traditionen med midnats messe er næsten 1.600 år gammel og har fået sit noget besynderlige navn fordi det siges, at den eneste gang hanen har galet ved midnat, var den nat Jesus blev født. Messen varede 1 time og sluttede med nadver. Herefter blev en dukke, der symboliserede Jesus barnet taget fra julekrybben og givet til biskoppen. Han holdt dukken i sine arme, mens vi messegængere gik forbi og kyssede symbolet på Jesusbarnet.
Anden oplevelse var julefrokost på Els Vents, der ligger i lystbådehavnen.
Tredje oplevelse blev indledt med en biltur til byen Montanejos. Her springer kilden Fuente de Baños. Vandet siges at sikre evig ungdom og skønhed på grund af et rigt indehold af mange forskellige mineraler. Det siges også at det var ønsket om evig ungdom og skønhed, der fik maurerkongen Abu-Zayd til at bringe sit harem hertil i 1.300 tallet.
Det var koldt oppe i bjergene og selvom vandet i kilden året rundt er 25 grader krævede det en del overvindelse at klæde om til badetøj og vade ud i det klare vand.
Efter 1/2 time steg vi ligeså unge og smukke op af vandet som vi var steget i det, tørrede os, tog tøj på og kørte til Valencia.
Ved katedralen mødte vi Miguel, som Niklas havde aftalt møde med på www.freewalkingtours.com.
Han gav os en 2 1/2 times guidet tur rundt i Valencias gamle bydel.
Viste os udgravninger fra romertiden, fortalte om håndværkernes tegn i stenene i den store katedral, symbolikken i det spanske flag, uddrivelsen af jøder, muslimer og moriscoer (muslimer tvangskonverteret til kristendom), inkvisitionen, borgerkrigen, diktaturet under Franco, nyere spanske historie, politik og meget meget mere.
Sidste oplevelse indledtes med morgenmad på AC Hotel og dernæst besøg til Las Salinas de Torrevieja – en sø med samme saltindhold som det Døde Hav. Saltet i søen udtørrer luften og skaber et behageligt klima, der er gavnligt for mennesker, der lider af psoreasis, gigt og lungesygdomme. Klimaet er så godt at WHO har udpeget området som et af de sundeste steder i verden at opholde sig. (Hvordan det så end må være opgjort)
Vandet i søen er lyserødt. Det skyldes forekomsten af halobakterien. Den findes i meget salte omgivelser, vurderes at have eksisteret i 3,5 milliarder år og forekommer muligvis også på Mars.
Nytårsaften fejrede vi alene.
Vi badede fra stranden om dagen, hørte dronningens nytårstale, mens solen gik ned over Alicante, spiste een vindrue for hver af rådhusklokkernes 12 slag som traditionen byder at gøre i Spanien og ønskede hinanden et godt nytår efter et begivenhedsrigt og meget anderledes år.
Rigtig godt nytår til dig der har fulgt med os på bloggen.
Jeg synes, det lyder som et dejligt liv, mens vi andre går og pissefryser oppe i det høje Nord 🙂
Hej Carl og Pia! It seems that you really enjoy life in Spain – good to hear that you had so many guests in Alicante. ??
We’re looking forward to a trip to sunny Lanzarote during February in order to escape from the grey and rainy weather in Germany.
When will you go back on board? How is Pia doing healthwise?
Take care, Martina