Forårstur

Læsetid : 4 minutes

Herons hjemhavn er Humlebæk Havn. På en weekend tur kan vi nå et halvt hundrede havne. Nogle sejler vi aldrig til. Andre tager vi til en gang imellem. Og nogen besøger vi igen og igen, bliver mere og mere glade for havnen og så lige pludselig en dag, gider vi den ikke mere. 

Sådan har vi det med havnen i byen Råå. Den gamle havn ligger ved udmundingen af en å. Den kalder svenskerne Rååå. Ålene der lever der kaldes Råååål. Så ja der findes skam et meningsfuldt ord med fire åeer. Nå men bortset fra det giver havnen en usædvanlig god beskyttelse under alle vejrforhold. Her ligger man trygt og godt. 

I lang tid var den gamle havn i Råå vores yndlingshavn.

Vi slentrede i den gamle bydel, gik ture på stranden, købte kebab i hovedgaden, osede i forretningen med bådeudstyr, gik på skibsmuseet og betragtede livet på havnen. 

Og så pludselig en dag havde vi fået nok.

Der gik 2 år før vi besluttede igen at sejle til Råå. Men da vi kom ud af havnen, fortrød vi og satte kursen mod Norreborg på Ven.

Vinden kom fra sydvest. Det gav os en vindvinkel på 110 grader. Det er den vinkel Heron – ligesom de fleste andre sejlbåde – sejler hurtigst ved.

Vi hev begge sejl helt ud og stoppede motoren. Et par sorte skyer trak hen over os. Der kom mere vind. Den øgede farten og skubbede os afsted med over 7 knob.

Længe lå vi på kollisionskurs med en mindre fragtbåd. Den lå til bagbord. Destination Klapidea. Fart over grund 12 knob.

Da vi var et par hundrede meter fra hinanden, drejede vi op mod vinden, til vi var på samme kurs. Vi lod sejlene blafre og lå næsten helt stille i hvad der forekom at være en evighed. 

Da der ikke længere var kollisionsfare, faldt vi tilbage på kursen og passerede agten om fragtbåden, som måske slet ikke havde bemærket os og vores undvigelsesmanøvre. 

Vi diskuterede, om vi ville være gået foran, hvis vi var fortsat. Var ikke enige, men begge tilfredse med at have undladt at prøve. 

Det var tidligt på sæsonen. Norreborg havn var øde og der var hængelås på alle strømudtag. Ikke særlig fedt at mangle strøm på en forårsnat med temperaturer under frysepunktet. Efter en hurtig rundtur i havnen besluttede vi at gå videre til Helsingborg, som vi nåede efter 1 1/2 times sejlads – nu kun for motor, fordi vinden var løjet næsten helt af.

I de fleste svenske havne er der områder, der kun er beregnet til gæster. Svenskerne kalder området gästhamn. De markerer det med et blåt rundt skilt. Øverst står Gästhamn med gule bogstaver. Under er en ligeså gul tegning af et anker. Ingen svensker kunne drømme om at lægge sig på andet end en gæsteplads i en havn med et sådant skilt.

Det var tidligt på sæsonen, så mon ikke vi kunne lægge os på en af de mange ledige faste pladser? Men vi havde dårligt fået stævnen ind mellem de to pæle, før en velklædt mand kom ud fra et kontor og høfligt, men bestemt meddelte, at dette område var förhyrda platser og at vi måtte flytte over til gästhamnen.

Absurd, men hvad kunne vi gøre andet end at sejle over til gästhamnen. Den lå lige over for og var nøjagtig ligeså øde som den bro, vi havde lige havde forladt.

Vi lagde os langskibs i den ene ende af den lange gæstekaj, stoppede motoren og fandt ud af, at den elektriske lænsepumpe havde kørt i de 3 timer turen havde taget. Den var varm. Ikke så underligt for der havde jo ikke været noget vand til at køle den. Mærkeligt den ikke var brændt sammen.

Vi var trætte og kolde. Da vi havde spist, ventede vi på, at klokken skulle blive så mange, at vi kunne tillade os at gå til køjs.

Vi faldt begge hurtigt i søvn, men blev efter kort tid vækket af højrøstede stemmer tæt ved båden. Ventede anspændt på at høre fodtrin på dækket. Men de kom ikke og lidt efter blev stemmerne svagere og forsvandt til sidst helt.

Vi holdt varmen fint, faldt i søvn og blev vækket, da Heron hoppede og dansede i sine fortøjninger, fordi et par store dønninger på uforklarlig vis havde fundet ind i det store havnebassin. 

Vi sov til langt op ad formiddagen. Da vi stod op, så vi, at en dansk gæstesejler havde lagt sig i forlængelse af os.

Himlen var blå med hvide skyer. Når solen ville ramme de store ruder i cockpitteltet, ville der blive varmt, selvom luften stadig var kold. Men endnu var vi i skyggen af højhuset ved siden af os. 

Vi gik en tur op i byen.

Købte et ur til vores køkken for 40kr. Undrede os over, at den pris kunne betale for produktion, transport, told, moms, husleje, varme, forsikringer, lønninger og sikkert også give et overskud. Vi gik videre, så på tøj og prøvede billige, men gode guitarer fra Kina i en lille butik, hvor den kvindelige ekspedient havde 3 usædvanligt rolige og harmoniske børn med på arbejde.

På vejen tilbage så vi 3 yngre mænd, der med flag på ryggen og løbesedler agiterede for en eller anden islamisk religiøs sekt.

Resten af dagen tilbragte vi på Heron, nød solen og varmen, og betragtede fodgængerne på kajen, ligeså meget som de betragtede os.

En forbipasserende nydelig ældre svensk dame stoppede ud for Heron og spurgte, hvorfor der kun var danske både i havnen.

»Måske fordi sæsonen starter tidigere i Danmark« forsøgte Pia sig.

Damen lod til at stille sig tilfreds med svaret og fortsatte med at fortælle, at hun var ude at gå for første gang i lang tid.

»10 svenskere har jeg mødt« sagde hun med et ansigt, der udtrykte en blanding af forargelse og forbavselse.

»10« gentog hun, mens hun rakte sine udspilede hænder frem mod os for at tydeliggøre antallet. 

Da hun var gået, lavede vi vores egen undersøgelse. Langt de fleste forbipasserende var etniske svenskere. Men ja der var da nogen, der så ud til ikke at være det.

Den næste dag aftalte vi med Daniel, at han og Emilie skulle komme over til os og sejle med hjem til Humlebæk.

De havde ikke tænkt over, at der nu var krav om at vise pas ved indrejse til Sverige. (Det havde vi heller ikke, men endnu omfattede paskontrollen ikke lystsejlere). Nu kunne de ikke komme ombord på færgen til Helsingborg.

Vi sejlede så i stedet til  Helsingør, og tog dem ombord dér. 

Efter lidt mindre end en time anløb vi vores faste plads. Her hang vores skilt med teksten ledig til søndag kl 15.00. I Danmark er en tom förhyrd plats nemlig gæsteplads.

Og gud nåde den skipper, der forlader sin faste plads uden at sætte sit ledig skilt. 

Tak for du læste med

Vi elsker at høre fra læsere.

Scroll ned og skriv en hilsen, kommentar eller et spørgsmål

Abonner på kommentarer
Send mig en mail
guest
1 Comment
Inline Feedbacks
View all comments
Flemming Jørgensen
Flemming Jørgensen
14. April 2022 16:42

De er blevet flinkere siden dengang i Helsingborg. 

Du er velkommen til at dele 

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email