Forårstur

Læsetid : 5 minutes

På en weekend tur kan vi  nå næsten et  halvt hundrede havne. 

Over halvdelen er vi aldrig taget på tur til.   

Nogen sejler vi til en gang i mellem, og ofte  besøger vi den samme havn igen og igen, bliver mere og mere glade for den og så lige pludselig en dag  gider vi den ikke mere. 

Sådan har vi det med havnen i Råå, som i lang tid var vores yndlingshavn.

 Vi slentrede i den gamle bydel, gik ture på stranden, købte kebab i hovedgaden, osede i forretningen med bådeudstyr, gik på skibsmuseet, betragtede livet på havnen og sidst, men ikke uvæsentligt  havnen er godt beskyttet og båden ligger roligt i alle vejrforhold.

Og så pludselig en dag havde vi fået nok og har ikke besøgt havnen i 2 år.

Før vi tog afsted på vores forlængede weekend  havde vi planlagt at gå til Råå, men da vi kom ud af havnen fortrød vi og satte kursen mod Norreborg på Ven.

Vinden kom fra sydvest. Det gav os en vinkel på 110grader mellem vindretning og kurs – en af de vinkler båden sejler hurtigst ved.

Vi hev begge sejl helt ud og stoppede motoren. Et par sorte skyer trak hen over os og der kom mere vind, som øgede vores fart og nu skubbede os afsted med over 7 knob.

Længe lå vi på kollisionskurs med en mindre fragtbåd, der med destination Klapidea i Litauen,  lå på vores bagbords side med en fart på lidt over 12 knob.

Da vi var et par hundrede meter fra hinanden drejede vi op mod vinden til vi var på samme kurs som fragtbåden, lod sejlene blafre og lå næsten helt stille, i hvad der forekom at være lang tid. 

Da der ikke længere var kollisionsfare faldt vi tilbage på kursen og passerede agten om fragtbåden, som måske slet ikke havde bemærket os og vores undvigelsesmanøvre. 

Vi diskuterede om vi ville  være gået foran,  hvis vi bare var fortsat. Var ikke enige, men begge  tilfredse med at have sejlet sikkert. 

Norreborg havn var øde og for ligesom at understrege, at sæsonen endnu ikke var startet var der hængelås på alle strømudtag. Ikke særlig fedt at mangle strøm på båden på en forårsnat med temperaturer under frysepunktet. Efter  en hurtig rundtur i havnen besluttede vi  at gå videre til Helsingborg,  som vi nåede efter 1 1/2 times sejlads – nu kun for motor, fordi vinden var løjet næsten helt af.

I de fleste svenske havne er der områder, der kun er beregnet til gæster. Svenskerne kalder området “gästhamn”  og markerer det med et blåt rundt skilt, hvorpå der med gul skrift øverst står  Gästhamn over en ligeså gul tegning af et anker.  Ingen svensker vil  drømme om at lægge sig på andet end en gæsteplads i en havn med et sådant skilt.

Vi tænkte reglen nok ikke gjaldt, når sæsonen endnu ikke rigtig var startet  og sejlede ind mellem pælene til en af de bedste faste pladser. Men vi havde dårligt fået stævnen ind mellem de to pæle,  før en velklædt mand kom ud fra et kontor og høfligt, men bestemt meddelte,  at dette område var “förhyrda platser”  og at vi måtte flytte over til  “gästhamnen”.

Absurd, men vi orkede ikke  andet end at adlyde og sejle over til “gästhamnen”, der lå lige over for og var nøjagtig ligeså øde som den kaj,  vi havde forsøgt at lægge til ved.

Vi  lagde os langskibs  i den ene ende af den lange gæstekaj, stoppede motoren og fandt ud af, at den elektriske lænsepumpe havde kørt i de næsten 3 timer turen havde taget. Den var varm. Ikke så underligt  for der havde jo ikke været noget vand til at køle den, men mærkeligt,  at den ikke var brændt sammen.

Vi var trætte og kolde og da vi havde spist ventede vi på, at klokken skulle blive så mange, at vi kunne tillade os at gå til køjs.

Vi faldt begge hurtigt i søvn, men blev efter kort tid vækket af højrøstede stemmer tæt ved båden. Ventede anspændt på at høre fodtrin på dækket, men de kom ikke og lidt efter blev stemmerne  svagere og forsvandt til sidst helt.

Vi holdt varmen fint, faldt  i søvn og blev vækket, da båden blev ramt af en række dønninger , som på uforklarlig vis havde fundet vej ind i det  store  havnebassin og fik Heron  til at rulle, mens den hev og sled i fortøjningerne.

Vi sov til langt op ad formiddagen og  da vi stod op  så vi at  en dansk gæstesejler havde lagt sig i forlængelse af os.

Himlen var blå med hvide skyer, men vi lå endnu i skyggen af højhuset ved siden af os og lyset  gennem ruderne i  cockpitteltet skabte ikke  tilstrækkelig med  varme til vi kunne holde ud at  spise vores sene  morgenmad oppe i cockpittet.

Vi gik en tur op i byen.

Købte et ur til vores køkken for 40kr og undrede os over,  at den pris kunne betale for  produktion, transport, told, moms, husleje, varme, forsikringer,  lønninger og sikkert også et overskud til ejeren af butikken. Vi gik videre,  så på tøj og prøvede billige, men  gode guitarer fra Kina i en lille butik , hvor den kvindelige ekspedient havde 3 usædvanligt rolige og harmoniske børn med på arbejde.

På vejen tilbage så vi 3 yngre mænd, der med flag på ryggen og løbesedler agiterede for en eller anden islamisk religiøs sekt.

Resten af dagen tilbragte vi på båden, nød solen og varmen, og så lige så meget på fodgængerne på kajen og cafégæsterne, som de så på os.

En nydelig ældre svensk dame spurgte os,  hvorfor der kun var danske både i havnen. Vi forklarede at det skyldtes at sæsonen starter tidligere i Danmark. Hun fortsatte med at fortælle, at hun  var ude at gå for første gang i lang tid og på sin tur kun havde mødt 10 svenskere, mens hun åbnede begge hænder  mod os for ligesom at dramatisere  hvor få det var. 

Da hun var gået lavede vi vores egen undersøgelse ved at se på fodgængerne, der passerede os på kajen. Langt de fleste så til at være svenskere, men der var mange der så ud til ikke at være det. 

Den næste dag aftalte vi med Daniel at han og Emilie skulle komme over til os og sejle med hjem til Humlebæk.

De havde ikke tænkt over at der nu er krav om at vise pas ved indrejse til Sverige, havde ikke  pas med og kunne derfor ikke komme ombord på færgen i Helsingør.

Vi sejlede så i stedet til  Helsingør, og tog dem ombord dér .

På vejen hjem til Humlebæk talte vi om en artikel Asger Aamund havde skrevet samme dag i Berlingske Tidende. I artiklen skrev han, at den islamiske religion er den kristen underlegen og at Danmark er på vej mod undergang,  fordi danskerne mangler stolthed.  Vi talte om hvor dygtigt han har profileret sig som en klog succesrig erhvervsmand , om hans had til Islam er  ægte og om hvad hans reelle  agenda er.

Efter lidt mindre end en time fortøjrede vi på vores faste plads, hvor det skilt vi havde sat ved afrejsen  oplyste,  at pladsen kunne anvendes indtil vores ankomstdag kl 15.00.

Da vi havde rigget båden af spiste vi en sen frokost ned i cockpittet.

Klik her og skriv en hilsen. (Det er mere velkomment end du tror)

avatar