Det blev en kold marts måned. Det betød ikke så meget. Vi havde travlt med at flytte ind i lejligheden i Hellerup.
Inden vi var taget afsted havde vi gjort huset i Humlebæk klar til udlejning. Vi havde gennemgået alle personlige ting. Dem vi kunne undvære, havde vi kørt op på genbrugspladsen. De andre havde vi lagt i flyttekasser. En efter en havde vi bugseret dem op ad stigen, indtil loftet var blevet helt fyldt med uundværlige ting.
Efter udlejningen skulle huset gøres klar til salg. Nu skulle de mange flyttekasser ned fra loftet.
Mens vi havde været væk, havde vi ikke savnet en eneste af vores uundværlige ting. De fleste havde vi faktisk glemt.
Den første flyttekasse vi fik ned fra loftet indeholdt en walkman, to fotografiapparater, en kassette- og spolebåndoptager med en masse bånd og flere generationer af mobiltelefoner. Brugsværdien havde været nul, da de var blevet pakket ned i kassen. Det var den sådan set stadig. Så ud med dem; eller ? Glæden over gensynet med kassen med skolehæfter var stor. Men ærlig talt, hvor tit er det sjovt at genopdage blækregningen, stilene og karakterbøgerne ? Så ud med alt i den kasse; ja altså det mest af det.
Sådan blev vi ved, indtil vi havde fået reduceret de mange kasser med uundværlige ting til et overskueligt antal.
Vi præsenterede huset for tre forskellige, ejendomsmæglere, fik tilbud fra alle og indgik en formidlingsaftale med den ene. (Og nej det var ikke mægleren med den højeste vurdering).
En nøje gennemgang foretaget af en byggesagkyndig og en energikonsulent afslørede, at huset var i en rigtig god stand. Fugning af et par løse fuger, isolering af den lille loftslem og et par andre småreparationer gjorde det af med et par K2´ere og K3´ere i tilstandsrapporten. Til sidst fik vi en havemand til at ordne og tilse haven, mens vi var væk.
Nu kunne vi ikke gøre andet end at vente på, at ejendomsmægleren fandt en køber.
I starten af april tog vi tilbage til Heron i Menton for at fortsætte sejladsen på Middelhavet.
På afrejsedagen blev det endelig forår. Sol fra en klar blå høj himmel, næsten ingen vind og tocifrede varmegrader for første gang, siden vi var kommet hjem.
Det var flot flyvevejr. Flyet bevægede sig roligt sydpå, mens vi nød udsigten over jorden langt under os. Da vi nåede syd for Alperne, kom der skyer. Kaptajnen oplyste i højtaleranlægget, at det blæste kraftigt i Nice og at der ville være turbulens under landingen. Kort efter startede rysteturene, der først holdt op, da flyet satte hjulene på landingsbanen.
Det var mørkt, da vi endelig nåede frem til Menton. Det regnede, var koldt og blæste. Ikke som det vejr vi netop havde forladt og slet ikke som vi havde regnet med vejret ville være i Menton i april.
Vi havde anmeldt skaden til forsikringsselskabet kort før jul. Skadeskonsulenten var dygtig og havde sendt en taksator til Menton, da der, ikke helt uventet, var opstået radiotavshed fra Barbara, den administrative leder for bådeværftet. Taksatoren havde gennemgået skaden med værftet og i slutningen af februar sendt os en udførlig rapport om, hvad der skulle laves og hvad det ville koste.
Efter to måneder var vi så klar til sidste akt. Nemlig at få værftet til at lave reparationen, som ville tage 4 arbejdsdage
Utallige ubesvarede opringninger, forvirrende telefonsamtaler på en blanding af italiensk, fransk og engelsk og e-mails havde ikke gjort os meget klogere på fremdriften i projektet.
Det mindede egentlig lidt om sidste sommer, hvor vi heller ikke kunne få en klar melding fra værftet i Lavandou. Den gang havde de jo alligevel gjort, hvad vi havde bedt dem om
… Så mon ikke ?
Men nej.
«De har sgu’ da ikke lavet noget som helst ved det» bandede vi næsten i kor, da vi nåede ud til midten af den lange mole, hvor Heron lå, nøjagtig som vi havde forladt hende 3 måneder tidligere.
Vi fandt et værelse på et hotel lige over for havnen. Spiste sen middag og gik i seng. Ethundreogti procent opsat på at rive hovedet af Barbara, når værftet åbnede næste morgen kl. 7.
En hyggelig frokost med Sarah og Thijs og et par gøremål senere, kiggede vi næste dag sidst på eftermiddagen på hinanden sådan lidt « kan-vi-nå-det-idag-agtigt » og besluttede så at cykle over til værftet.
« Maybe end May» sagde Barbara, mens hun smilende løftede blikket væk fra PC skærmen med et udtryk i ansigtet, som om havde hun gjort os en kæmpe tjeneste
«What ! This can’t be true. We are planning to leave for Corsica this week » udbrød vi spontant. «Didn’t you receive this mail ? »fortsatte vi og viste hende mailen, hvoraf det med al tydelighed fremgik at vi allerede for en måned siden havde bedt værftet gå igang.
«Yes, but we are very busy »smilede hun videre, og tilføjede med, hvad vi tolkede som en lille smule forlegenhed i stemmen «we cana do ita 23rd april»
… hmmm.
Barbaras forhandlingsposition var så uretfærdigt meget bedre end vores. Vi accepterede det generøse forslag uden andre kommentarer end «fine».
De næste par dage regnede det i stride strømme, blæste og var koldt. Den fjerde dag krydredes det dårlige vejr med kraftig torden. Men næste morgenen vågnede vi op til et helt anderledes Menton. Sol fra en klar blå himmel, varme og ingen vind.
Vi blev langsomt en del af miljøet i havnen.
Vi blev venner med Wolfgang, der var sejlet med sin far og søster fra Kiel til Menton for over 30 år siden. Faderen var død for flere år siden. Selv var han blevet pensioneret for nylig og boede i München. Når ellers de familiære forpligtelser tillod det, kørte han i bil til Menton og boede på båden. Vi kom også til at kende Walter, der havde boet på sin lille båd i mange år og havde forstand på elektronik. Så meget at han fik sendt en mand i masten på Heron for at undersøge vindmåleren. Vi snakkede også med vores to flinke italienske naboer, når de var på bådene på en forlænget weekend og englænderen Shaun, der kom sejlende fra Grækenland i en netop indkøbt 50 fods sejlbåd han ville sætte i stand og bruge til chartersejlads med turister.
Og det gode vejr fortsatte.
Om formiddagen gik vi på stranden og badede. Om eftermiddagen ordnede vi småting på båden, cyklede over til caféen i Italien, så de fine haver, nød livet i byen og en gang imellem cyklede vi sidst på dagen over til en af cafeerne på Strandpromenaden og drak kaffe og spiste citronkage, mens solen gik ned.
Her var nok at gøre, og inden vi vidste af det, var der gået tre uger.
Det var tid til næste scene. At få Heron på land.
«Nok over middag» havde Barbara svaret, da vi havde spurgt, hvornår på dagen, de ville gå igang. Da arbejdsdagen var ved at være slut og der ikke havde været den mindste tilløb til at tage Heron på land, cyklede vi over til værftet.
Da chefen så os, rakte han sin udbredte højre hånd mod os og sagde beroligende « cinq minutes ».
Men efter cinq minutes lå Heron stadig i vandet. Da der var gået en time pakkede vi vores ting og cyklede over til hotellet, hvor vi havde booket et værelse. Vi lagde vejen forbi værftet.
«ah merde » sagde chefen da han igen så os og tilføjede «tout à leur»
Halvanden time senere, lige før det var ved at blive mørkt, så vi fra hotelværelset Heron blive bugseret fra sin plads over til værftet og løftet op på land.
Dermed sluttede anden scene i sidste akt.
Et par dage senere tog vi tilbage til Danmark. Tids nok til at være med i velkomst komiteen, der modtog Niklas, Olivia og lille Augusta, da de ankom til Kastrup efter deres 3 måneder lange barselseventyr.
«De skal se huset igen på torsdag. Jeg tror de er interesserede» fortalte den unge og driftige ejendomsmægler i telefonen. Og ganske rigtig. Mandag aften var huset solgt efter at have været på markedet i kun 12 dage.
Wov. Nu var det altså alvor. Det her havde vi ikke sådan lige regnet med. Et eller andet sted havde vi håbet på at holde en sidste juleaften der. Det var vemodigt at skulle flytte, men også dejligt at kunne komme videre og ikke længere skulle bekymre sig om huset.
Vi fik travlt.
Huset skulle være helt tomt ved overtagelsen, der var aftalt til den 1. Juni. Vi udsatte rejsen tilbage til Menton med 14 dage. Så havde vi næsten fire uger til rydningen.
Det væltede ind med dokumenter i vores sagsmappe på ejendomsmæglerens webside.
Vi læste dem igennem og stillede et par spørgsmål. Roste den meget unge ejendomsmægler for et godt udført arbejde og sluttede roserne med «Det er næsten gået for nemt det her»
«Jamen sådan er det. Nogen gange er det svært og tager lang tid. Andre gange er det nemt og går hurtigt. Det her er de ideelle købere. De har set på hus i lang tid og ved hvad de vil have » forklarede den unge ejendomsmægler.
Men ak. Sent fredag aften modtog vi en mail fra købers rådgiver. Hverken han eller køber kunne overbevise banken om at betalingsevnen var lige så god som betalingsviljen. Forbeholdet i købsaftalen om bankens godkendelse blev gjort gældende. Køber hævede handlen.
…Surt og en mildest talt besynderlig stil.
Da vi havde rystet den værste skuffelse af os, gik vi igang med at ordne huset. Målet var at kunne rydde det med få dages varsel, hvis nu den næste køber ville overtage med lige så kort varsel som den første.
Det var først, da vi var næsten færdige med arbejdet, at vi ved et tilfælde kom i tanker om Menton, Heron og bådværftet.
En kort telefonsamtale med Barbara afslørede at værftet endnu ikke var gået igang.
De næste 2 uger ringede vi til Barbara hver dag.
… Så mon ikke ?
Når vi nu kommer tilbage til Heron på søndag
?Bonne chance ??
It was a good lunch! Hope Heron has been repaired by now! Feel free to ask Sarah for help with communicating with your very French boatyard if necessary.