Færdig med kanaler

Lidt udenfor Saint Mihiel nærmede vi os  et boligområde. Da vi kom helt tæt på vinkede nogle børn til os og råbte:

-Hvor kommer I  fra ?

Vi pegede på hækflaget og råbte ‘Danois’, hvorefter børn og voksne hujede og klappede ad os.

Sidst på eftermiddagen anduvede vi pontonbroen ved byen.  Som sædvanlig var vi eneste båd.

Det var koldt og regnede. Dejligt at sidde nede om læ i varmen fra den elektriske  varmer vi havde købt i Maastricht.

Næste morgen faldt vi snak med en mand, der kom gående forbi. Han fortalte, at han havde en båd næsten magen til vores, ønskede os god tur til Middelhavet og gav os et par tips med på rejsen. 

Efter 4 timer anduvede vi pontonbroen ved Commercy. På den modsatte bred pilede en minirodder afsted i vandkanten. Dens udseende passede perfekt på den beskrivelse Thue havde givet os af Ondatra Zibethicus eller bisamrotten som den lidt mindre eksotisk hedder på dansk. Om det så var en sumpbæver eller bæver vi havde set ved Verdun står stadig hen i det uvisse. (BigFoot som en af læserne af denne blog meget fantasifuldt har foreslået kan vist godt udelades, i hvert fald for denne gang).

Næste dag var det 8.maj. I Frankrig er det mærkedagen for afslutningen af 2. Verdenskrig. Alle butikker var lukkede. Der var lagt blomster og kranse på mindesmærkerne og byen henlå i en nærmest sovende tilstand.

Det var stadig koldt og regnede. Vi tog en overliggerdag i Commercy. Det var koldt og vi lod varmen være tændt hele dagen. Om eftermiddagen anduvede to både. Mens vi talte med skipperen på den ene, så vi igen en bisamrotte pile afsted. Denne gang på vores bred i en betænkelig kort afstand fra Heron.

Næste dag vågnede vi op til sol fra en skyfri himmel. Det var blevet varmere  og vejrudsigten lovede over 20 grader i løbet af eftermiddagen. 

Vi havde lagt en ambitiøs sejlplan –  17 sluser og en tunnel på 686 meter på en dag.

Da vi havde slidt os igennem de første 6 sluser, nåede vi til tunellen. Vi begav os med pæn fart ind i det mørke hul.  Selvom vi kunne se lyset i begge ender blev det efter kort tid  bælgmørkt omkring os. Kortplotteren blændede og vi mistede fornemmelse af afstanden til tunnelvæggene. Vi satte farten ned. Det skulle vi ikke have gjort. For nu blev vi indhentet af vores egen hækbølge. Da den ramte os slingrede Heron til styrbord og knaldede to gange ind i rækværket. Der lød nogle grimme lyde. De kunne kun betyde at fribord og søgelænder havde fået et par ordentlige skrammer.  Med besvær fandt vi projektøren frem i mørket. Pia famlede sig ud på fordækket, lyste skiftevis på styrbord og bagbord væg og guidede os med meldingerne ”styrbord”, ”bagbord” og ”hold kursen” ud i sikkerhed og dagslys.

Vel ude, eller skal vi bare nøjes med at sige ude, sejlede vi efter 11 sluser ind i havnen i Toul.

Toul er en hyggelig by og et af knudepunkterne i det franske kanalsystem. Der blev vi et par dage og nød at sommeren endelig var kommet til Frankrig. Ved et tilfælde fandt og prøvede vi en af de der familierestauranter man læser om i madanmeldelserne, hvor manden står i køkkenet og konen serverer. Maden var enkel og lækker, stemningen hyggelig og vi blev involveret i samtalerne mellem gæster og familie så meget som vores franskkundskaber nu tillod det. 

Dagen før vi skulle afsted fik vi besøg af Søren Lænkholm og hans kone Anne-Grete, der var på vej hjem i bil fra deres hus i Sydfrankrig.  Det var Søren vi helt tilfældigt havde mødt i Travemünde, da han var ved at afslutte en 4 måneder lang tur på kanalerne i sin båd ”Havhesten”, der også har hjemhavn i Humlebæk Havn.

Skønt med en (undskyld udtrykket) fransk visit og at få grinet og talt igennem.

Da vi forlod Toul kom vi ud på Mosel. Floden er dejlig bred, har god dybde, en flot natur og efter blot 24 kilometer mødes den af Canal des Vosges.

Canal des Vosges, der er anlagt i 1880´erne, er 124 kilometer lang, har 93 sluser og forbinder Saône med Mosel. Kanalens højeste punkt ligger 340 meter over havet. Herfra strømmer vandet mod Middelhavet. Kanalen er smal og snor sig gennem et landskab med bløde bakker, landsbyer, marker, enge og skove. På den relativt korte strækning passeres byer, der med nye boligområder viser fremgang og velstand. Få kilometer efter passeres landsbyer, der med faldefærdige og forladte huse viser det modsatte.

Med så mange sluser på en så kort strækning angives døgsmålet hverken i kilometer eller sømil, men i antallet af gennemsejlede sluser.

Efter 21 opadgående sluser nåede vi godt trætte til byen Charmes. For en gangs skyld var vi ikke den eneste båd. Nu var der til gengæld ingen ledige pladser på den korte kaj.

… hmmm

Vi prajede en engelsk båd og fik lov til at lægge os uden på. Men da vi kom nærmere, ramte vi den bløde mudderbund.  Der kunne vi så ikke ligge. Der var heller ingen andre steder vi kunne  fortøjre mellem de to sluser.

Den eneste mulighed var at prøve, om vi kunne finde en bedre dybde uden på en af de andre både.

Vi nærmede os langsomt en fransk båd og kom helt hen til den uden at røre bunden. Der var ingen på båden. Vi anduvede forsigtigt, fortøjrede og satte cockpitteltet op. Så var vi i læ for regnen, der havde væltet ned i den byge, der efterhånden havde varet det meste af eftermiddagen.

Vi skulle til at gå land for at få landstrøm,  da et middelaldrende par steg ombord. De så vredt på os og vrissede et par sætninger vi ikke forstod. Vi forklarede dem, at vi var nødt til at ligge uden på dem, fordi der var for lavt alle andre steder. Det blev de ikke mildere stemt af. De undersøgte mistænksomt vores fortøjninger og fendere og forsvandt så ned om læ, mens de engang imellem skulede ondt over mod os.

Vi fortrød, at vi ikke havde fulgt rådet om at benytte vinteren til at lære fransk. Måske parret havde forklaret os, at vi havde brudt en eller anden uskreven regel. Måske de ikke havde forstået, hvorfor vi havde valgt at lægge os uden på lige netop deres båd.  Ikke godt at vide og lidt surt med en nabo, der var så rasende, at vi fandt det klogest end ikke at forsøge at gå over deres båd, for at komme i land. Faktisk lidt ærgerligt, fordi der efter Charmes  var 4 dagsrejser foran os før vi igen kunne påfylde vand og få landstrøm. 

I løbet af natten undergik parret en metamorfose. Næste morgen var de blevet til venligheden selv- i en sådan grad at det  grænsede til det fidele.

Manden forklarede på en fantasifuld blanding af tysk og fransk om de næste 3 dages rute, nødede os til at påfylde vand med lige netop deres vandslange og fortalte om vejrudsigten, som han havde taget for os, mens konen ivrigt udpegede en storkerede og hjalp med fortøjningerne.

Da vi begav os videre vinkede de farvel, som om vi var gamle venner, der ikke skulle ses i lang tid.

Efter 30 opadgående sluser nåede vi efter 2 dage toppen på Canal des Vosges. På den sidste del slusede vi op ad 14 sluser, der ligger så tæt at vi sejlede fra den ene sluse lige ind i den anden. På toppen er kanalen endnu smallere og landskabet nærmest som i et eventyr. Vi passerede det store vandreservoir ved Bouzey, der bruges til at regulere vandstanden i kanalen. Ikke langt derfra fandt vi en hyggelig liggeplads og fejrede, at vi havde nået endnu en milepæl på vores rejse mod Middelhavet.

Efter 42 sluser på 2 dagsrejser nåede vi til byen Corre, der ligger mellem Canal des Vosges og Saône. Foran os ligger de to store floder Saône og Rhône, som vi skal sejle medstrøms på til vi når Middelhavet.

Så nu er vi færdige med at sejle på kanaler.