Enfin

Marinaen i Namur åbnede samme dag vi ankom. Der lå kun to andre  både. Rainer & Josefine, det  tyske par i motorbåden, og Helgo & Rosie, et andet tysk par i en sejlbåd uden mast. 

Helgo & Rosie var sejlet ud i Nordsøen fra Emden sidste forår. Derfra var de nået ud i den engelske kanal og så Biscayen. Her havde de mistet masten 

– “Helt udramatisk,” forklarede Helgo, mens Rosie så stift på ham. 

Da de havde bjerget masten, var de sejlet for motor til Bordeaux. Herfra var de trods bådens dybdegang på 160cm nået gennem Canal du Midi til Middelhavet og var gået ind på Rhone. Efter Nytår var de nået tilbage til Emden. Her havde de tilbragt vinteren. Nu var de på vej hjem.

Påskedag er sluserne lukket i Belgien.

Ligesom i efteråret holdt vi en overliggerdag i Namur. En fin by med 100.000 indbyggere og hovedstad i Wallonien – en af de tre regioner i Belgien,

Om aftenen var det Rainer & Josefines tur til at invitere til vin og ost.

Det blev sent inden vi kom til køjs.  Vi vågnede med lidt ømme hoveder til en kold, blæsende og regnfuld morgen. Da regnen holdt op forlod vi marinaen og var nok så spændte, da porten til den første sluse omsider åbnede.

Det var et helt andet landskab vi sejlede ind i.

Husene, der lå spredt fra floden op mod de frodige skovklædte bjerge, var velholdte og havde store velplejede haver. Indimellem passerede vi små byer, med kirke, bistroer og restauranter lige ned til floden. Nogle steder gik bjergene næsten lodret op fra flodbredden. Et sted så vi  bjergbestigere  i sikkerhedsliner på den stejle klippevæg. Det må have været et sted i dette område, at den belgiske kong Leopold, der var en ivrig bjergbestiger, mistede livet ved en faldulykke i 1934.

Floden var bred. Der var næsten ingen erhvervstrafik. De to flodlægter vi mødte var små og understregede ligesom kun idyllen. Sluserne var kortere og smallere end tidligere. Nogen gange kaldte vi slusevagten, når vi nærmede os slusen. Andre gange var det ikke nødvendigt, fordi et grønt lys signalerede, at vi kunne sejle ind i kammeret med det samme.

Efter 5 timer havde vi sejlet 17sm (undskyld 32km), var blevet hævet 15 meter af 7 sluser og var nået til marinaen ved Anseremme.

Her blev vi modtaget af en meget talende skotte. I den korte tid han hjalp os med at fortøjre, nåede han at fortælle om vikingerne, at han havde boet i Belgien i 10 år, at han arbejdede som organist i 2 kirker og at han tidligere havde været operasanger.  Som afslutning på vores samtale sang han første vers af “Lørdagsvise” på svensk.  

Solen var kommet frem. Dejligt at blive varmet i den klare friske bjergluft, efter en kold sejlads i det flotte landskab.

Næste dag cyklede vi langs floden til Dinant. Tog kabelliften op til citadellet, hvor der er et museum og en flot udsigt over området.

Her modtog Carl et kedeligt telefonopkald fra Sydney i Australien.

Hans fætter Niels var blevet ramt af en blodprop i hjertet og var kort tid efter sovet ind. Vi tog tilbage til båden. Chokerede, forvirrede og rystede over hans pludselige og meningsløse bortgang.

Næste morgen begav vi os igen ud på Meuse.

Efter et par timer nåede vi grænsen til Frankrig. Vi viste bådens papirer til slusevagten og købte en vignet, der  giver os ret til at sejle på det franske kanalsystem.  Vi blev også forsynet med en telecommander til de automatiske sluser og en brochure,  der instruerede i brugen af dem. Alt klaret på under 30 minutter. 

Vi erstattede det belgiske gæsteflag med det franske, vinkede farvel til den flinke slusevagt og sejlede ind i Frankrig. 

Kort efter anduvede vi Givet – den første franske by efter grænsen.

Vi fortøjrede ved kajen for fritidsbåde. Vi var den eneste båd. Landstrøm, vand og toilet var lukket, selvom havnelodsen oplyste at der var åbent fra midten af april. 

Vi gik op i den lille by. Tomme huse, forretninger med ’til leje’ skilte i vinduerne og en udslidt bilpark gav et lidt trist indtryk og syntes at illustrere problemerne i fransk økonomi.

Men landskabet var helt upåvirket af økonomien. Efter  en hundekold nat med minus 4 grader, sejlede vi næste formiddag videre under en høj blå himmel og en sol, der  begyndte at varme i løbet af eftermiddagen.

Kort efter afgang nåede vi til en smal, mørk tunnel. Den var 525m lang og førte os gennem bjerget og udenom et atomkraftværk.

Og så blev det tid til at prøve de automatiske sluser.

Automatiseringen har gjort vagtens funktion på sluserne overflødig. Helt  sikkert en stor besparelse at undgå at bemande de mange sluser fra kl. 9.00 om morgen til kl.18.00 om aftenen i 365 dage om året.  Om der er økonomi  i at holde systemet åbent hele året, når det  kun bruges af fritidsbåde om sommeren er en anden sag.

Da vi var nået ind i en af de højere sluser ville porten ikke slutte helt til så kammeret kunne blive fyldt op.

…hmmm.

Ikke specielt  fedt at være spærret inde i et slusekammer, omgivet af 3m høje slimede vægge med vand strømmende ind fra den forreste port.

Vi var den eneste båd i området. Der var ingen slusevagt til at hjælpe. Han var jo blevet  erstattet af automatikken.  Så  måske  der var risiko for at Heron med besætning ville blive i bunden af slusen længe – måske hele natten ?

Ikke en særlig tillokkende fremtidsudsigt. 

Der var ikke andet at gøre end at kravle op af stigen med de fedtede trin, finde boksen med alarmknappen og aktivere den.

Først ved  tredje tryk på alarmknappen kom der et svar. Det valgte vi at tolke, som at problemet var noteret og at en tekniker var på vej.

Og ganske rigtigt.

Efter ca. 15minutter strømmede der meget mere vand fra den forreste port.  Den  bagerste port lukkede  helt til og vandstanden i kammeret steg. Da det var fyldt helt op åbnede den forreste  port og vi kunne fortsætte vores rejse mod Middelhavet.

De sidste syv dage har vi sejlet gennem Meuse dalen, der snor sig gennem Ardennerne i Belgien og Frankrig.

Fantastisk flot natur.

Vi har chattet med Søren Lænkholm fra Humlebæk havn på Messenger.  Han  gjorde turen i sin båd Havhesten sidste år og siger det bliver endnu flottere.

Wov

Siger vi bare

Klik her og få nye beretninger i indbakken 

Del på 

Share on facebook
Share on google
Share on twitter
Share on linkedin
avatar
2 Comment threads
2 Thread replies
0 Followers
 
Most reacted comment
Hottest comment thread
2 Comment authors
carlagerSvante Svanhof Recent comment authors
Svante Svanhof
Guest
Svante Svanhof

Frankrig vinder på fantastisk natur og god mad (hvis man altså går de rigtige steder hen), og selvfølgelig skal man trykke 3 gange på alarmknappen, før der kommer en reaktion (laissez-faire, tu sais). Hvor dybt stikker egentlig Heron? Og så kom jeg til at tænke på, at jeg gik i klasse med en Lænkholm i Humlebæk, mon jeres chat-ven Søren er familie?
Fortsat god tur. /svante

Svante Svanhof
Guest
Svante Svanhof

Dybgang 1,53 🙂 det hele står jo i beskrivelsen af båden. /svante