Det blæser i øst

Da vinden lagde sig, sejlede vi sammen med vores nabobåd et par timer længere østpå til Itea. Herfra er der kun en halv times kørsel til Delphi og det berømte Orakel.

En alpeby 

Delphi ligger på bjergsiden af Mount Parnassos. I hovedgaden ligger hoteller, taverner og caféer side om side. Mange helt ud til kanten af den bratte og høje klippevæg. Her er også stejle, smalle gader. Udsigten til bjergene og dalen, vi kom fra var malerisk, ja nærmest dramatisk og luften frisk og klar.

Mest af alt mindede Delphi om en skisports by i Alperne. Måske ikke så underligt, da der kun er knap en times kørsel til et skianlæg med 19 pister. Ja faktisk er der en snes skianlæg i Grækenland, hvilket jo umiddelbart ikke er hvad man, hvert fald som dansker, forbinder Grækenland med. 

(Meget lidt) om Oraklet

Antikkens Grækenland bestod af mange selvstændige bystater. Sproget, guderne og dyrkelsen af dem var ens, men intet andet bandt de 700 bystater sammen.

Flere afholdt idrætskonkurrencer hvert fjerde år, men det er konkurrencerne i bystaten Olympia, som vi idag forbinder med det antikke Grækenland og nutidens olympisk lege. 

Flere havde et orakel, men når vi idag taler om et orakel er det som regel oraklet i Delphi, der tænkes på. Måske meget naturligt. For oraklet i Delphi var det største og mest respekterede.

Hertil kom mennesker fra nær og fjern. Gennem præstinderne fik de Zeus’s søn Apollons svar på personlige og politiske spørgsmål og betalte for det med offergaver. Med kristendommen forsvandt dyrkelsen af flere guder og i løbet af det fjerde århundrede mistede oraklet efter 1.200 års virke sin funktion. 

Vi blev et par timer. Gik rundt på det overraskende store område. Læste i pamfletten vi havde fået udleveret og lærte lidt mere, når vi en gang imellem lyttede med hos forbipasserende selskaber med guide. 

En spøgelseshavn 

Nu havde vi kun en dags sejlads til Korinthkanalen. Det ville være bedst at være der om morgenen. Så ville vi senere på dagen kunne nå til den første marina på den anden side af kanalen. 

Knap en times sejlads fra indgangen til Korinthkanalen ligger den lille by Vrachati. 

Det er en populær ferieby med hoteller, taverner, caféer, butikker strøet ud langs en lang hvid sandstrand og et befolkningstal, der svinder ind til et par tusinde, når sommeren er forbi. 

For nogle år siden blev her anlagt en stor marina med plads til 500-600 både. På det tilhørende landområde skulle ligesom i resten af byen være taverner, caféer og butikker. 

Men anlægsarbejderne var pludselig var gået i stå. 

Nu stod den halvfærdige tomme marina med sit øde landområde som et deprimerende resultat af en trecifret million investering, der tydeligvis var gået galt. 

Skyldtes det gældskrisen, tekniske problemer eller dårlig planlægning?

Vi fandt ikke ud af det og først på formiddagen forlod vi sammen med vores nabo fra Trizonia den spøgelsesagtige marina og satte kurs mod Korinthkanalen. 

Kanal igen 

Vi kaldte kanalvagten som man skal, når man nærmer sig kanalen. 

Forstod ikke helt svaret og kvitterede med

»Not understod, please repeat«

Heller ikke da vagten lettere irriteret gentog sin besked, forstod vi den. 

Nå, men vi havde jo sejlet gennem et utal af kanaler og sluser på vores vej ned til Middelhavet. Så hvor svært kunne det være. Indsejlingen til kanalen var skærmet af to stenmoler. Inderst lå en lodsbåd fortøjet ved en træbro, men bortset fra det, var der ingen muligheder for at lægge til. 

Kontrollyset til indsejling lyste grønt. Fra tiden på kanalerne vidste vi at tilbageholdenhed sjældent, hvis da overhovedet, belønnes. 

Så vi holdt kurs og styrede ret ind mod kanalens åbning. 

Da vi var nået næsten hen til kontrollyset, lød det pludselig hidsigt fra højtalerne på molen

»Heron, turn around and get out«

Vi slog roret i borde og styrede ud mod åbningen mellem de to stenmoler. Da vi var nået næsten derhen, drejede vi igen og lagde an til at cirkle i området inden for molerne.  

Vi nåede ikke ret langt, før det igen lød hidsigt fra højtalerene. 

»Heron. Get out of the area«

Det var ikke til at misforstå. Vi sejlede ud gennem åbningen mellem de to moler og lagde os i venteposition. 

Kløvedal skriver i en af sine bøger, at der findes to slags sejlere. Dem, der har været på grund og så dem, der siger, de ikke har været det. Selv, fortsætter han, ramte han grunden med Nordkaperen ved indsejlingen til Korinthkanalen. 

Var det en af stenmolerne han var kommet for tæt på? 

Vi holdt godt fri af dem, mens vi cirklede langsomt og ventede. 

På hvad vidste vi ikke. 

Kontrollyset var grønt og på appen MarineTraffic kunne vi se, der ikke var andre både inde på kanalen. 

Var der nye jordskred? 

Ville det være med fare for liv og lemmer at sejle på kanalen, hvis den hidsige stemme i højtalerne ombestemte sig og slap os ind på kanalen? 

I det fjerne kunne vi se et fragtskib. På MarineTraffic kunne vi se det styrede direkte mod os og kanalen. 

Var det mon det, vi ventede på? 

Da fragtskibet var en sømil fra os, kom lodsbåden ud og sejlede det i møde. Da de var helt tæt på hinanden sænkede det store skib farten, fangede en line fra lodsbåden og blev nu slæbt ind mod kanalen. Katamaranen fulgte efter og da lodsbåden gik mellem stenmolerne, lød det denne gang næsten helt venligt i højtalerene. 

»and now you Heron « 

Vi fulgte efter katamaranen ind på kanalen, mens Pupu, vores nabo fra Trizonia, fulgte efter os.

Bag os kom en stor motorbåd brusende, og da Pupu sakkede lidt agterud, lød det nok så bestemt fra højtalerene. 

»Pupu.Speed up« 

Sådan sejlede en mindre flotille bestående af en lodsbåd, et fragtskib, en katamaran, os, Pupu og en stor motorbåd ind på Korinthkanalen. 

Kanalen er 24 meter bred, men det føltes bestemt ikke sådan – måske fordi vi på begge sider var omgivet af lodrette kalkstensvægge, der så ud som om de rakte helt op i himlen. Et par steder lå der stadig sten og jord fra skredet sidste år. Godt kanalen var ensrettet og at vagten havde styr på, hvem der gik igennem. Det havde ikke sjovt at møde er andet fartøj her og slet ikke et som fragtskibet foran os. 

Midt i kanalen var væggene næsten 80 meter høje og beklædt med net, der blev holdt fast af små plader skruet ind i det porøse kalksten. Det måtte sådan man ville forhindre nye skred. 

Efter knap en halv times sejlads nåede vi til en bro, hvorfra mennesker vinkede ned til os. Udover turister, der kommer for at nyde den sikkert spektakulære udsigt, kommer der også bungy jumpers, som kaster sig ned i dybet mod kanalens turkise vand.

Vi så dog ingen, der forsøgte sig og kort efter vi havde passeret, var vi ude af kanalen. 

Vi lagde til ved anløbsbroen. Gik ind til kontrolbygningen, hvorfra vagterne havde fulgt os og betalte verdens formentlig højeste kilometerpris for at sejle på en kanal.   

Da vi var kommet ud af Korinthkanalen, nåede vi senere på dagen til den lille by Korfos, der ligger i en godt beskyttet bugt omgivet at høje bjerge.

Næste morgen sagde vi farvel til Pupu og satte kurs mod den lille ø Poros et par timers sejlads syd for Athen. 

Uransagelige årsager

På Rhône havde vi mødt et ungt hollandsk/fransk par, som vi havde fulgtes med ned ad floden og ud i Middelhavet.  

Senere det år var de nået til Grækenland. Her havde de sluttet deres sabbatår med at sætte båden på land og flyve hjem til Nederlandene eller Holland, som vi kalder landet på dansk. I løbet af de næste år havde de fået børn og en større båd, som de nu sejlede med i ferien. 

De var også blevet gift, men af uransaglige årsager ville de franske myndigheder ikke godkende en borgerlig vielse i Holland. Af ligeså uransagelige årsager ville de dog godt godkende en vielse i Grækenland. 

Så hvorfor ikke fuldende ægteskabet med at blive gift i yndlingsbugten på øen Aegina lidt syd for Athen?

Vielsen og bryllupsfesten havde de planlagt for måneder siden. For et par dage siden var de kommet til Grækenland. Nu var de ligesom vi på vej til Poros og lå allerede ved bykajen, da vi ankom. 

Vi lagde os ved siden af. Fuldstændig som, da vi havde mødt hinanden i Viviers ved Rhône for fem år siden.  

Surrealistisk og et eller andet sted også trygt at mødes og genoptage forbindelsen som havde de fem år blot været fem dage. 

Nyt besøg 

Før vi gik gennem Korinthkanalen havde vi fået en besked om, at vores søn, hans kæreste (som det vist nok hedder nu om dage) og vores to børnebørn på 5 år og 1 år ville komme på besøg i starten af oktober. 

Det ville være godt at kende noget mere til området inden de kom. 

Næste morgen sejlede vi videre for at udforske området længere mod syd.

Det blæser i øst

Vindforholdene er anderledes på den anden side af Korinthkanalen

»Det blæser altid ad helvede til derovre« som en, der kendte begge sider, udtrykte det. 

Og ja i sommerperioden blæser vinden fra nordøst. 

Det har den gjort så regelmæssigt og i så mange år, at den har fået sit eget navn. Meltemi blev den døbt for flere tusinde år siden, hvilket flere kilder siger betyder sæsonvind. 

Det er forskelle i trykkene over Middelhavet og Anatolien i Tyrkiet, der skaber Meltemien. Af og til bliver den svagere om natten. Men for det meste blæser den med uformindsket styrke i flere døgn, ja nogen gange i flere uger. Den kan også være meget kraftig og piske bølgerne op til en højde på 4-5 meter. 

Meltemien er stærkest i midten af det Ægæiske Hav, der ligger mellem Pelopones og Tyrkiet og når ikke altid over til det nordøstlige Peloponnes, hvor vi befandt os. 

På vores vej sydover mærkede vi den ikke, selvom den blæste med en pæn styrke et halvt hunderede sømil længere mod øst. I den lette vind gled vi ned langs den græske riviera i strædet mellem Hydra og Peloponnes og videre ind til Porto Heli, hvor Kong Konstantin eller rettere Kong Konstantin, tidligere Hellenernes konge, havde boet med vores danske Anne Marie. 

Her lå vi et par dage og sejlede så tilbage til Poros

Vi mødtes igen med vores hollandsk/franske venner og sammen sejlede vi til byen Perdika på Aegina.Nu var der kun få dage til brylluppet.  

Brylluppet 

Først på bryllupsdagen forlod parret marinaen og sejlede ud i yndlingsbugten, hvor de ankrede op. Senere blev festklædte gæster sejlet ud til dem i en turbåd, hvorfra der var første parket til vielsen, som blev foretaget på fordækket af en af parrets græske veninder. 

Om aftenen var der festmiddag. Ret efter ret blev blev båret ind, øl eller vin skænket længe før man nåede at ane bunden i glasset og fra de mange borde summede glade stemmer på fransk, hollandsk og engelsk.

Under middagen var der kommet vind fra nordvest, hvilket betød at der også var bølger. Men det afholdt ikke parret fra – trods bedstemødrenes bekymring – at tage dinghyen og ro med børnene ud i mørket til båden, hvor de tilbragte natten. 

Det blev sent før festen sluttede. Over middag sejlede vi næste dag sammen med gæsterne over til den lille klippe ø Moni med de fritgående rådyr og påfugle. Vi fandt over til sandstranden med det krystalklare vand og nød andendagens afslappede samhørighed. 

Lidt op ad formiddagen næste dag tog vi igen afsked med hinanden. De for at sætte båden på land og flyve hjem. Vi for at sejle til Poros og mødes vores familie. 

Gensyn 

På vores togter kommunikerer vi dagligt, ja ofte flere gange om dagen, med den nærmeste familie på Messenger og Snapchat. Men endnu kan det digitale samvær ikke erstatte det fysiske. Det mærkede vi tydeligt, da vores søn med famile ankom med hurtigfærgen fra Athens havneby Piraeus. 

Meltemien var nået over til os, hvilket udelukkede sejlads. 

Men indeblæsningsdage har sin charme. Heron lå godt beskyttet ved sydkajen. Solen skinnede fra en helt blå himmel. Aftenerne var svale. Det krystalklare vand ved de næsten tomme strande var stadig varmt. Udsigten fra den gamle venetianer fæstning på toppen af klippen var fantastisk og på vejen derop ad de smalle krogede gader, var de tre små familie taverner stadig åbne. 

En af dagene tog vi hurtigfærgen til øen Hydra, som en række kunstnere genopdagede og flyttede til en gang i 60’erne. Måske det er derfor der ikke findes biler på øen og al transport foregår med æsler. Oppe på toppen af den lille by fandt vi huset, hvor Leonard Cohen havde boet og skrevet sit første album med kæmpehittet “Suzanne”. På vejen tilbage vandrede vi langs vandet på stien, der var hugget ind i den lodrette klippevæg, og blev enige om, at her kunne vi sagtens have tilbragt meget længere tid.  

Efter et par dage mistede Meltemien pusten og vi kom endelig ud og sejle. 

Dagen gik hurtigt. Pludselig var det tid til at sige farvel. 

Da vi havde vinket farvel, kiggede vi på hinanden. Så trak vi ankret op og sejlede op til Aegina Marina for at rigge af for vinteren.

Togtet er slut

Vi var heldige og fik marinaens sidste plads. Troede vi, indtil vi så den rigdom af opfindsomhed nye gæstebåde udviste, da de fandt sig en plads i den stopfyldte marina. 

Mens vi var igang med at rigge af, fik vi besøg af indehaveren af bådpladsen, hvor Heron skulle tilbringe vinteren. 

Om alt var ok og hvornår vi ville have Heron på land, ville han vide.

Et par dage senere forlod vi Aegina Marina. Sejlede de få sømil over på nordsiden af øen, fandt bådpladsen og tog et par dybe indåndninger, før vi bakkede Heron ind på den lille dok på stranden. 

Så blev Heron løftet ud af vandet med en pænt stor travelift og klodset op med træpæle ligesom man gjorde på Humlebæk Bådværft i de gode gamle dage. 

Toget 2022 var slut:)