Corsica

Læsetid : 9 minutes

Der er ikke mere end 30 sømil mellem Korsika og Elba. Der var god sigt og da vi var kommet ud af ankerbugten på Elba kunne vi tydeligt se bjergene på Korsika.

Til bagbord så vi Pianosa, til styrbord Capria og agterude det italienske fastland. De to øer ligger i den del af det Tyrenske Hav, der kaldes den Toscanske skærgård. Det var her den italienske cruiser Costa Cordia totalforliste, da skibet løb på et skær, fordi kaptajnen ville vise sine cruise passagere, hvor tæt hans store skib kunne sejle på den lille ø Giglio.

Da vi havde sejlet et par timer, kom vi ud på stor vanddybde. Ekkoloddet (dybdemåleren) viste nu blinkende  streger, fordi lydbølgerne ikke var kraftige nok til at registrere, at vi befandt os på over 500 meters dybde.

Pludselig dukkede et par finner op ude for. Der var ingen tvivl. Det var delfiner. De svømmede mod os med stor fart. Da de nåede frem til stævnen, dykkede de elegant under båden.

Og så var de væk.

Eller var de ?

I et stykke tid viste ekkoloddet nemlig en dybde på 1 meter. Vi kunne ikke komme fri fra tanken om, at delfinerne befandt sig lige under ekkoloddet, som efter lidt tid igen viste blinkende streger.

Korsika er den fjerde største ø i Middelhavet. Kun Sicilien, Sardinien og Cypern er større. En lang bjergkæde med toppe på op til 2.700 meter dækker to tredjedele af arealet og har givet den øgenavnene  “Bjerget i havet” og “Skønhedens ø”. Korsika er tyndt befolket og over en tredjedel af de lidt over 300.000 indbyggere bor i de to største byer Ajaccio og Bastia.

I 1755 gjorde korsikanerne oprør mod Genoa og grundlagde under ledelse af Pascale Paoli en uafhængig republik. Forfatningen, der blandt andet gav kvinder stemmeret, blev senere model for de franske og amerikanske forfatninger. Efter nogle år solgte Genoa sit krav på Korsika til Frankrig, der havde de militære ressourcer til at nedkæmpe oprøret. Efter den franske revolution i 1789 blev Korsika efter egen anmodning optaget som en region i den Franske republik. Under rædselsregimet efter revolutionen søgte korsikanerne, igen med hjælp fra England, at løsrive sig fra Frankrig. Men i 1796 blev Korsika indtaget af Napoleon, der selv var korsikaner. Siden da har Korsika tilhørt Frankrig.

Investeringer i etableringen af et landbrugsområde på øens østlige side skabte økonomisk fremgang i starten af 1950’erne, men også spændinger, fordi franske flygtninge fra Algier blev tildelt noget af jorden.

I 1968 stiftedes FLNC, der havde som mål at gøre Korsika selvstændigt. Bevægelsen begyndte at anvende terror, der i 1998 kulminerede med mordet på præfekten for Korsika. I 2001 fik Korsika en særstatus som region i Frankrig. Blandt andet blev det tilladt at undervise i korsikansk i skolerne. Den vigtigste indtægtskilde, turisme, led under de mange bombninger og terroraktioner. Men først i 2014 meddelte FLNC, at vold ikke længere indgår i kampen for selvstændighed.

Efter 6 timers sejlads anduvede vi Bastia.

«Tag den gamle havn. Den bruger jeg altid. Det er den hyggelige » havde en italiener, der talte næsten fejlfrit dansk, rådet os til, da vi lå  i Cecina i Italien.

Den gamle havn var også ‘den hyggelige’, men efter en enkelt nat sejlede vi over til den nye Port Toga. Her var mulighederne for at proviantere noget nær perfekte. Havnen gav fin beskyttelse ved alle vindretninger og en badestrand stødte næsten lige op til den ene mole.

«Oui. C’est possible » svarede pigen på havnekontoret, da vi spurgte, om vi kunne ligge i havnen en uge. Derpå udskrev hun en faktura.

Vi kiggede måbende på den.

« Det er fordi det nu er højsæson » forklarede hun. Og fordi vi stadig så lige måbende ud tilføjede  hun en smule belærende  «Prisen  for en uge er prisen per dag ganget med antallet af dage i en uge.»

Der ligger mange cafeer og restauranter i Port Toga. Om aftenen gik vi ind på en lille café. Den var stopfuld af gæster, der så Frankrig spille 1/8 VM finale mod Argentina. Der blev hujet, skreget og buuuhet og begejstringen kulminererede med sang og tuden med horn, da kampen sluttede med fransk sejr.

Næste aften gik vi ind på den lille café for at se 1/8 VM finalen mellem Danmark og Kroatien. Nu var stemningen anderledes. Der var kun en gæst. Le Patron, hans kone og svigerinde sad ved et bord og så ud til at kede sig med sådan en “bare-vi-snart-kunne-gå-hjem-agtig-mine”

Vi satte os ved et bord foran det tændte TV og bestilte dagens ret. Da Mathias Jørgensen scorede efter bare et minut, udbrød svigerinden forundret «Oh.Der er mål » og så over på os der med  armene i vejret råbte  «yes, yes, yes der eeeeer mååååål »

Et stykke inde i anden halvleg rejste den enlige gæst sig, sagde et eller andet til le Patron og forlod så den lille café. Tilbage var nu kun os, le Patron, hans kone og svigerinde. Alle tre fulgte nærmest sådan lidt pligtskyldigt med i den ulideligt spændende kamp. Under pausen før den forlængede spilletid, bedyrede le Patrons kone, at vi sagtens kunne blive siddende til kampen var slut. Da Schmeichel reddede straffesparket i den forlængede spilletid, anede vi noget der mindede om en let begejstring hos alle tre, og da kampen omsider sluttede, sådan godt og vel to timer efter den normale lukketid, fornemmede vi en blanding af medfølelse og lettelse.

Det er ikke nemt at komme rundt på Korsika med offentlig transport. Fra Bastia går der tog til Ajaccio fem gange om dagen og toget til Calvi kører ligesom de fleste busser kun to gange om dagen.

En dag tog vi toget til Calvi. Byen ligger på vestsiden  knap 60 kilometer fra Bastia.  I lige linje. Men på den ensporede jernbane, der skærer sig tværs gennem den høje bjergkæde, er afstande dobbelt så stor. Banen er anlagt sidst i 1800- tallet. Toget, der kaldes “knoglerysteren”, er et dieseltog. Det har kun 2 vogne og bruger over 3 timer på at køre de 120 kilometer.

Vi cyklede fra havnen ind til stationen i byen.

«Destinationen er på deres venstre side » lød det fra Googlemaps, som dog undlod at forklare, hvorfor der ikke var et  “Gare SNCF” skilt, der viste, at bygningen var en togstation. Vi spurgte to mænd på en café, om de vidste, hvor stationen lå. De så spørgende på os og pegede så på skiltet “Chemins de fer de la Corse” . (Senere fandt vi ud af at Korsika som den eneste region i Frankrig har sit eget togselskab. Det hedder Chemins de fer de la Corse og selvom det opererer under eget navn er driften udliciteret til franske SNCF)

Togbanen på Korsika anses af mange for at være en af de smukkeste i Europa. Da vi efter knap en times kørsel begyndte at køre over bjergkæden, forstod vi hvorfor. Toget bevægede sig langsomt opad sporet, der var lagt i de stejle bjergvægge. Over os svævede rovfugle. Flere hundrede meter til siden, så vi fortsættelsen af sporet skåret ind i bjerget og under os faldt bjergvæggen fra tid til anden ned mod dybet. En gang imellem passerede vi en gård, en lille landsby eller fritgående køer, geder og får.

Da vi var kommet over bjergkæden, kørte vi i 30 minutter langs Middelhavet, der var farvet turkisgrønt af den hvide sandbund, og nåede så endestationen Calvi.

Calvi har 5.500 indbyggere og er et af Korsikas mest populære feriemål. Vi slentrede rundt i den gamle by og nød den afslappede feriestemning blandt de mange turister. Spiste frokost på en restaurant på havnen med udsigt til citadellet. Det var her Lord Nelson mistede sit højre øje, da englænderne indtog det i 1794. Nu husede det fremmedlegionens 2.regiment. Efter et par timer tog vi toget tilbage til Bastia.

Et par dage senere tog vi bussen til Saint Florent, der ligesom Calvi ligger på vestsiden. Igen kom vi over bjergkæden og gøs lidt, når chaufføren kørte ud til kanten i de skarpe hårnålesving, der havde en vid udsigt over bjergene og Middelhavet, der heroppe fra havde sin særlige blå farve.

Efter en uge i Port Toga påmønstrede Daniel og Emilie. Skønt med besøg hjemmefra og se Emilie, der nu var over en måned længere fremme i sin graviditet.

Vi besluttede at sejle til Porto Vecchio, der ligger på den sydøstlige side knap 70 sømil syd for Bastia.

Da vi kom ud af  havnen, kunne vi tydeligt se bunden på 10 meter vand. Dejligt at være ude igen. Da vi havde passeret Bastia, kom vi til Korsikas eneste lavområde, der først blev gjort fri for malariamyg efter anden verdenskrig. Det var i øvrigt her flygtningene fra Algier i starten af 1950´erne fik jord, hvor de siden har dyrket vin, frugt og grøntsager.

Efter et par timers sejlads anduvede vi Port Taverna. Det var varmt. Rigtig varmt. Da vi havde fortøjret gik vi over til stranden  og badede i det friske krystalklare vand, der nåede til halsen få skridt fra strandkanten.

«It’s been a long day» sagde amerikaneren, der havde bakket sin båd ind på pladsen over for os. «I left from Porto Vecchio this morning. Solenzara is only a couple of hours sail from Porto Vecchio and there are no shelters between Solenzara and here »

Næste formiddag sejlede vi langs kysten mod Solenzara. Amerikaneren havde ret. Der var ingen beskyttende ankerpladser ved den 32 sømil lange hvide sandstrand, der bortset fra et par enkelte samlinger af etplanshuse var helt øde.

«Taler I dansk ? » spurgte en dame os, da vi havde fortøjret i havnen i Solenzara og fortsatte  «det gjorde de sidste jeg så med dansk flag, nemlig ikke » Men jo. Vi var skam da pæredanske og fik en lang snak med damen. Hun havde sejlet det meste af sit liv og havde sammen med sin mand købt en GD28 i 1960’erne. Da de 30 år senere havde nået pensionsalderen, var de taget på langtur. Efter syv år var de nået til Korsika og havde haft båden liggende i Solenzara siden 1999. Manden var død for flere år siden og nu brugte hun båden som sommerhus , når hun hvert år tilbragte sommeren på Korsika.

Da vi næste dag over middag var nået et par sømil syd for Solenzara, afløstes de hvide sandstrande af klipper, der mange steder skabte beskyttende bugte med gode ankerpladser.

Efter 1 1/2 time ændrede vi kursen med næsten 45 grader til styrbord.  Nu styrede vi mod den yderste grønne bøje, der sammen en rød markerede starten af sejlrende ind til Porto Vecchio. Indsejlingen var over 4 sømil lang og mindede lidt om en norsk fjord.

Ikke en vind rørte sig i havnen. Det var stegende hedt og det grumsede vand i bunden af fjorden indbød ikke til at bade.

Vi gik op til byen. Den var da godt nok hyggelig, men vi kunne ikke genkende pilotbogens beskrivelse af en by med maleriske fine gamle bygninger, butikker og et pulserende liv på de mange cafeer og restauranter.

«Hvad med at gå op på Citadellet ? » spurgte Daniel, da vi var på vej tilbage til båden. Vi asede op ad den stejle vej i den stegende hede. Da vi nåede helt op, kunne vi nu pludselig genkende byen på pilotbogens beskrivelse. Vi blev der flere timer. Drak kaffe på en af caféerne på pladsen midt i byen. Nød udsigten fra det højt beliggende citadel. Så et begravelsefølge, der med sørgende kvinder og dystert udseende mænd, var som skåret ud af en scene fra Godfather. Da det blev aften spiste vi på en af de mange fortovsrestauranter og gik så tilbage til båden.

«Vi ligger her i egen båd og så I var danske  og ville da bare lige sige god dag » lød det fra et par, der stod på broen, hvor vi lå fortøjret. Underligt. Vi havde ikke mødt nogen danske både, siden vi havde forladt Menton for mere end en måned siden. Og nu mødte vi så endnu en på bare to dage.

Parret, der hed Asger og Kirsten, var sejlet fra Tårbæk sidste år og var ligesom os sejlet ind på flod- og kanalsystemet ved Travemünde for at sejle til Middelhavet. Da de var nået frem, var de sejlet østpå langs den franske og italienske kyst til Korsika. I Menton havde de fået båden på land hos Barbara for at undersøge skrueakslen. De havde set Heron på værftets plads og undret sig over, at der ikke var nogen, der arbejdede på den. Lige netop det havde vi også undret os ikke så lidt over, forklarede vi og fik en aften med gode grin og udveksling af erfaringer og oplevelser.

Der var nu kun en dag tilbage, før Daniel og Emilie skulle afmønstre. Selv skulle vi hjem en uge senere og havde fundet en plads i Port Taverna, hvor Heron kunne stå, mens vi var hjemme. Næste dag sejlede vi tilbage til Solenzara, ankrede op tæt ved kysten og badede og dykkede, før vi sejlede ind i havnen.

Næste eftermiddag fulgte vi Daniel og Emilie op til Bar Jean i hovedgaden. Det var ifølge damen på turistkontoret byens eneste stoppested. Bussen kom næsten til planlagt tid, stoppede ved Bar Jean og spærrede for al trafik i den tid, det tog chaufføren at få Daniel og Emilie og deres bagage ombord.  En times tid senere ankom de til Porto Vecchio og efter et par timer gik de ombord på natfærgen til Nice.

Vi blev et par dage i Solenzara, havde en hyggelig aften med den danske dame og sejlede tilbage til Port Taverna.

Et par dage senere blev Heron taget på land.

«Prunete ? oh no no. C´est pas possible » sagde damen på havnekontoret, da vi spurgte om hun ville bestille en taxa til os. «Så korte ture er der ingen taxaer, der kører » forklarede hun, mens hun lagde telefonen fra sig. «men I kan køre med mig. Jeg har fri om tyve minutter og skal den vej » foreslog hun venligt.

En halv time var vi i Prunete og steg ud af hendes bil ud for en cafe med navnet bar Luccioni, hvor det nærmeste busstoppested var.

Vi satte os ved et bord. Der sad et par gæster ved to andre borde. De var tydeligvis lokale og kiggede en gang imellem på os, når de troede, vi ikke så det. Et kvarter før bussen skulle komme, gik vi over på den anden siden af vejen for at være sikre på, at chaufføren kunne se os. Der kom ingen bus, da de 15 minutter var gået og heller ikke nogen de næste 20 minutter.

« Jo jo den stopper skam her. Den er sikkert bare forsinket » forklarede tjeneren på bar Luccioni, da bussen efter tre kvarter stadig ikke var kommet.

Og tjeneren havde ret. Bussen var forsinket. Ikke så lidt endda, For først efter 1 1/2 time i den stærke eftermiddagssol og stegende hede kunne vi stige ind i en moderne og dejligt afkølet bus. En time efter var vi i Bastia.

Næste morgen gik vi ombord på den store flotte færge Pascal Paoli, der med en fart på næsten 30 knob ubesværet nærmest fløj over de store bølger nord for Cap Corse og videre mod Nice.

Efter en overnatning i Nice tog vi det sene fly til København og trådte klokken halv to ind ad døren til vores lejlighed.

Klik her og skriv en hilsen. (Det er mere velkomment end du tror)

avatar
5 Comment threads
5 Thread replies
0 Followers
 
Most reacted comment
Hottest comment thread
6 Comment authors
Lars KlüverJanMichael Westen-JensenErik Larssoncarlager Recent comment authors
Thijs and Sarah
Guest
Thijs and Sarah

Hi Carl and Pia! Nice to read about your Corsican adventures. It sounds like you had a good time there. Are you done sailing for this year already? Was expecting you to continue till October or so 😉 Cheers, Thijs and Sarah

Erik Larsson
Guest
Erik Larsson

Tak og fortsat god tur

Khe

Erik

Michael Westen-Jensen
Guest
Michael Westen-Jensen

Tak for endnu en dejlig beretning, der er noget Nordkaperen over det

hilsen Michael

Jan
Guest
Jan

Tak for en fin turberetning. Det er bare høj nydelse at læse den. Fortsat god sejltur.

Kh. Jan

Lars Klüver
Guest
Lars Klüver

Begivenhedsrig tur må man sige, Carl og Pia 🙂