Bare en lille smule

I efteråret fik vi en glædelig nyhed. Vi skulle være bedsteforældre. Et par uger senere fik vi endnu en glædelig nyhed. Vi skulle være bedsteforældre. Igen.

Igen? 

Jo den var god nok.

Skanningen havde afsløret tvillinger.

Da vi forlod vores faste plads i Humlebæk Havn for at sejle til Middelhavet, havde vi ingen børnebørn. Der var heller ikke nogen i udsigt. Men vi var såmænd dårligt nok kommet ud af havnen, før vi fik et kald på Skype, der begyndte

≫Vi har noget vi skal fortælle Jer≪

Mens vi sejlede gennem Europa og over Middelhavet, fik vi flere kald på Skype.

På en flot dag i maj kom tvillingerne Louis og William til verden. Sunde og velskabte.

Nu har vi så fem børnebørn. (Ja, altså i skrivende stund)

Forårstogt ?

I vinterens løb var der lavet en del reparationer på Heron. Det ville være godt at bese resultatet inden vi godkendte dem.

Forårstogtet, som vi havde aflyst for tredje år i træk, blev dermed til en slags inspektionstur.

Måske vi også ville få mulighed for at sejle. Bare en lille smule.

Ikke alt som før

Préveza ligger ud til det Ioniske Hav. Knap 400 kilometer vest for Athen. Byen har en lufthavn.Den er militær og ligger i gåafstand fra bådpladsen. I sommermånederne tillades civil flytrafik. Nemt og bekvemt. Men der er kun få ruteforbindelser og slet ingen til Danmark.

Vil man flyve til Préveza fra København, er det derfor nødvendigt med en eller flere mellemlandninger (man kan dog være heldig at finde en direkte forbindelse med et  charterfly. Men der flyves kun i højsæsonen, pladserne er få og priserne ofte høje).

Efter en del søgninger på nettet lykkedes det at finde en rute til Préveza. Afgang mandag formiddag. Fire timers ophold i London. Hjemrejse fredag 11 dage senere. Perfekt til vores behov.

Et par dage før vi skulle afsted, kom en mail fra EasyJet. Flyet til London var aflyst. Første led i kæden var brudt, inden vi overhovedet var kommet afsted. Så hvad nu? På nettet igen.Heldet var med os. Norwegian havde ledige pladser på et af sine (lidt for) tidlige morgenfly.

Alt fungerede igen normalt i Kastrup Lufthavn. Ingen bar mundbind. Den dystre næsten højtidelige stilhed i afgangshallen var afløst af en forventningsfuld summen af stemmer. Caféer og restauranter var åbne. Informationstavlerne var igen spækket med fly med afgang med få minutters mellemrum.

Men alt var alligevel ikke helt som før.

Køerne til sikkerhedskontrollen var usædvanlig lange. Det til trods for at trafikken var 25% mindre end før Coronaepidemien lukkede for stort set al aktivitet.

≫Vi mangler folk≪ forklarede en af kontrollørerne og tilføjede med et suk ≫Det tager tid at ansætte og oplære nye≪. 

I Londons Gatwick lufthavn var logistikken ikke bedre.

Der var lukket for transit. 

Først måtte vi gennem pas- og toldkontrol for at komme ud af ankomsthallen. Så gennem endnu en paskontrol og rejsens anden sikkerhedskontrol for at komme ind i afgangshallen, der stødte op til ankomsthallen. 

Den elektroniske paskontrol – eGate – virkede ikke eller rettere virkede kun periodisk. Resultatet var mega lange køer. Nå, men vi havde jo masser af tid og kunne ikke være andet end lidt imponerede over briternes høflige, tålmodige og nok så effektive køkultur.

Efter 6 timer gik vi omsider ombord på flyet.

≫Boarding completed≪ lød det befriende i højtaleranlægget. Afsted med os. Men flyet blev holdende. Bomstille.

≫Beklager. Vi mangler mandskab til at håndtere bagagen. Vi kan ikke flyve, før flyet er tømt for bagage og den nye taget ombord ≪ lød det så fra kaptajnen, der beroligende afsluttede sin briefing med ≫Vi forventer at lande til planlagt tid i Préveza≪.

Men manglen på mandskab var tydeligvis større end kaptajnen havde forudset.  Først efter en time lykkedes det at komme afsted.

Det var mørkt, da vi landede i Prévezas lufthavn. 

Da havde vi rejst i lidt mere end 18 timer.

Velkommen tilbage

Næste morgen kørte vi over til Aktio Marina. Her havde Heron tilbragt vinteren igen i år. Marina er en lidt misvisende betegnelse. Aktio Marina har nemlig kun pladser på land og ingen i vandet, hvilket ordet marina ellers stiller i udsigt (hvert fald for en dansker)

Vi gik ind i den gule bygning og blev modtaget af Ioanna med et venligt “welcome back”, da vi trådte ind i det lille kontor, som hun delte med to andre.

Om vi ville have søsætning idag kl 14.00 ville hun vide.

Søsætning allerede idag?

Ja, hvorfor ikke. Så ville vi få sejlet lidt, selvom forårstogtet var aflyst.

Men først var vi nødt til at se de arbejder, der var lavet. 

Vi gik den pænt lange vej over til Heron. Fandt en stige. Satte den op ad agterspejlet og kravlede op.

✓ Glas i doghouse udskiftet. Forskellen var enorm.

✓ Lønningen agter udskiftet i begge sider og klamperne fæstet med en solid flange.

✓ Revner og huller i gelcoat  lappet.

✓ Propper i alle skruehuller i teakdækket.

✓ For- og agterlig i storsejl og genua udskiftet

✓ Søventiler og skroggennemføringer gennemgået. En tæret gennemføring udskiftet. 

✓ Slanger efterset

✓ Filtre, olie og impeller udskiftet.

✓ Dieselfyr afmonteret og nyt ved at blive monteret.

Alt var jo i den skønneste orden. Så hvorfor ikke bare sætte Heron i vandet, som Ioanna havde foreslået.

Endelig mødes vi

Mens vi ventede på kranen lød der et  ≫Hej Heron≪ fra en stemme på svensk.

Vi kiggede os lidt forvirrede rundt. Opdagede så at stemmen tilhørte en mand i cockpittet på en båd tæt ved os. Vi havde set båden før. Den var ligesom Heron en Oceanis 36cc og havde ligget ved siden af os i Porto Rotondo på Sardinien, hvor vi overvintrede i 2018. 

Vi havde fulgt næsten samme rute og senere krydset hinandens kølvand  på sejladsen til Grækenland.

Først nu mødtes vi og udvekslede naturligt nok vores historier. 

Manden var for flere år siden blevet ramt af kræft. Under den smertefulde behandling lovede han sig selv at tage på sin drømmerejse, hvis han overlevede. Da behandlingen var afsluttet, erklærede lægerne ham fri for symptomer.

≫Jeg var fuldstændig afkræftet efter de mange kemo- og strålebehandlinger. Men det var nu eller aldrig hvis jeg skulle nå min drøm. Gode venner og mine børn hjalp mig. En sejlede mig til Malmø, mens jeg sov i agterkahytten det meste af vejen. En anden fik mig til Lübeck og en tredje hjalp mig helt ned til Frankrig. Først dér fik jeg så mange kræfter, at jeg selv kunne være skipper ≪ fortalte han.

Så afsluttede han eftertænksomt sin historie ≫Egentlig har jeg jo fået et nyt liv forærende. Det vil jeg bruge på at sejle. Nu har jeg været i det Ioniske i to år. I år sejler jeg til Leros. Det var her Göran Schildt slog sig ned, da han gik i land ≪

Planer, planer og planer

Kranvognen kom først på eftermiddagen. I løbet af ingen tid blev Heron flyttet fra stålstativet over på vognen. Kørt til beddingen og sat i vandet. Motoren startede ved første forsøg og kørte så lydløst at omdrejningerne kun afsløredes af kølevandets plasken mod vandoverfladen.

Vi sejlede den korte vej over til Préveza Marina og blev dirigeret ind på en plads af en marinero. 

Næste formiddag kom to mand og færdiggjorde rensningen af de nye glas. Lidt senere kom elektrikeren og installerede det nye dieselfyr.

…Sådan.

Nu var vi klar og kunne sagtens nå at sejle til et par af de Ioniske øer på de 8 dage vi havde til rådighed.

Men planen blev ændret, som så mange gange før

≫Her lugter underligt ≪ lød det fra Pia nede om læ.

Vi åbnede lugen til rummet med batterierne. En stank af rådne æg steg op fra rummet. 

Det midterste batteri var svulmet op og glødende varmt.

For et par år siden havde vi deltaget i et kursus om el-sikkerhed. Billederne derfra af brand og udsivende syre fra et kollapset batteri røg lynhurtigt på nethinden.

Vi ringede til elektrikeren. Heldigvis svarede han.

≫Den er helt gal. Batterierne er glohede, stinker af rådne æg og er svulmet op≪

≫Det er alvorligt. Sluk for landstrømmen og alt forbrug. Jeg er hos Jer om en halv time ≪

Ville der udbryde brand eller sive syre ud alligevel?

Vi kendte ikke svaret og tænkte det var klogest at forlade Heron og praje marineroen om ikke at lægge gæstebåde ved siden af os.

Elektrikeren var mere end velkommen, da han dukkede op efter 30 lange minutter på broen. 

Han tog situationen en hel del mere roligt end os og kursuslæreren, der havde vist de dramatiske billeder.

Sammen gik vi ombord på Heron.

Stanken af rådne æg var væk, men batterierne var stadig meget varme.

Elektrikeren afmonterede ladekablerne og slog landstrømmen til.  Så havde vi igen strøm ombord. 

≫ I er nødt til at udskifte alle tre batterier ≪ forklarede han og tilføjede  ≫Jeg finder nogle nye og installerer dem i overmorgen≪

Dermed var de otte sejldage blevet reduceret til fem.

Men det gjorde nu ikke så meget.

Det var pragtfuldt at være tilbage på Heron og Préveza Marina er som du måske husker en af vores  ‘guilty pleasures’

Sejle bare en lille smule

Og ja, vi fik sejlet. En tur ned til Palairos, hvor vi nåede at nyde stemningen og de storslåede omgivelser og finde os til rette på Heron.

Da vi kom tilbage til Préveza fik vi igen Heron på land i Aktio Marina.

Næste morgen gik vi ombord i et EasyJet fly til London. Til de flestes overraskelse og vores lettelse var det ikke aflyst.

Hermed sluttede inspektionsturen, som havde givet os mulighed for at sejle halvdelen af bare en lille smule.

P.S. Batteriet kollapsede muligvis, fordi laderen var koblet forkert til batteribanken. Klik her og se hvordan det skal gøre og læs en artikel om hvorfor her