Athens here we come

Kun ét mål

Da vi var sejlet ud af Humlebæk Havn, havde vi kun haft ét mål. Middelhavet, som vi var sejlet ud i lidt vest for Marseilles, dér hvor Rhône har sin udmunding.

Turen tværs gennem Europa havde taget næsten et år og været så meget mere rig på oplevelser, end vi med nogen rimelighed havde kunne forestille os. 

Men alligevel havde ingen af os været færdige med at være på langfart.

Mod vest lå Spanien. Mod øst Frankrig og Italien.

Vi havde besluttet at sejle mod øst. For som en englænder havde sagt.

»It is so beautiful going east. I wouldn’t bother going west«

Det var først, da vi to år senere var nået til Sicilien, at vi var begyndt at tale om, at det måske var tid til at sejle hjemad.

På de Æoliske øer, der ligger en halv snes sømil nord for Sicilien, havde vi mødt et dansk par.

Dumt ikke at sejle til Grækenland 

»Det er dumt af Jer ikke at sejle til Grækenland, nu da I er så tæt på« havde de sagt.

De havde ret. Der var ikke mere end 325 sømil til Grækenland og hvornår ville vi igen få mulighed for at sejle dertil?

I sensommeren 2019 var vi nået til Korfu. Det er den største af de Ioniske øer, der ligger længst mod vest i Grækenland. Vi blev i det Ioniske de næste to år. Overvintrede for første gang samme sted to gange, fik et godt kendskab til et par af øerne og farvandet og begyndte at færdes hjemmevant i Preveza og Lefkas.

Men Grækenland er meget andet end det Ioniske hav. På den anden siden af Peloponnes ligger det Ægæiske Hav med Kreta i syd, Tyrkiet i øst, Athen i vest og så selvfølgelig en masse øer.

Dér ville vi over.

Spies, Rejs og vær Glad

»Vi tager altid et charterfly. Så er vi fri for mellemlandinger. Det er rart. Specielt i de her coronatider« havde et dansk par i Preveza fortalt.

Vi undersøgte det.

Jo Spies havde skam da rejser med direkte fly til Preveza. Men de var dyre. Rigtig dyre. Men pludselig en dag styrtdykkede prisen. Underligt nok kun på en af rejserne.

Afgang fra København mandag eftermiddag midt i August.

…perfekt.

Vi skyndte os at klikke på “Bestil Rejsen”

Et par dage før afgang modtog vi en SMS med instruktioner.

»Vi anbefaler at du møder op i lufthavnen 3 timer før din afrejse« lød en af dem.

Det var da vist ikke nødvendigt. Kastrup Lufthavn havde jo i løbet af sommeren fået styr på sikkerhedskontrollen. Ventetiden var 10-15 minutter og sikkert mindre på en mandag eftermiddag. Men måske Spies vidste noget, vi ikke vidste. Så vi fulgte instruksen. Kom hurtigt gennem sikkerhedskontrollen og tilbragte de næste par timer med at vente på at komme afsted.

Flyet gik til tiden. Da vi var nået halvvejs, uddelte smilende stewardesser varer i plastikposer forseglet med gul tape og mærket taxfree, fordi varerne heroppe i 10 kilometers højde kunne sælges uden moms.

Efter kun tre timer satte piloten hjulene sikkert på landingsbanen. Det blev honoreret med en klapsalve i det halvfyldte fly. Helt efter ritualet, der formentlig stammer fra flytrafikkens tidligste dage.

Skønt at træde ud i den varme aftenskumring i Preveza efter en nem og uproblematisk rejse. (Sidste gang tog rejsen 18 timer)

Nu kan der da umuligt være noget galt med den båd

Næste morgen kørte vi ud til Heron.

I foråret fik vi lavet en del vedligehold. Så meget at vores nabo, der fulgte ivrigt med i vores beretninger, havde ment, at ‘nu kan der da umuligt være noget galt med den båd’

Selvom vi havde haft lyst til at give ham ret, havde vi svaret ‘forhåbentligt ikke’

For det første kan (og vil) rigtig meget gå i stykker på en båd. For det andet var der ingen grund til at risikere at påkalde sig opmærksomhed fra Nemesis og for det tredje manglede vi faktisk en lille ting.

Vi har flere gange haft problemer med tov, der har viklet sig om skruen. To gange så grundigt at vi måtte have en dykker til at fjerne det. For at undgå at blive hængende på en line eller blive stoppet af et fiskenet eller lignende monterede vi i foråret en ropecutter på drivakslen. Vi var usikre på om monteringen var rigtig og havde bedt værftet finde en mekaniker, der kunne se på det.

Vi havde ikke ventet længe, før mekanikeren dukkede op

»Det ser fint ud« sagde han »Jeg kan sagtens slibe lidt af den, men det er der ingen grund til. Tolerancen på 5 mm er rigelig«

Skønt.

Vores nabo havde haft så inderlig ret og vi var bare så klar til søsætning og efterårets togt.

…Athens here we come

»Men« fortsatte mekanikeren, mens han rykkede i drivakslen »Det her ser da ikke godt ud«

Hvad der ‘da ikke så godt ud’ var, at lejet til akslen i stævnrøret var væk.

»Man er nødt til at trække akslen ud for at se, om det sidder længere inde i stævnrøret« forklarede mekanikeren.

Det var en større operation. Blandt andet skulle roret afmonteres og fjernes. Det var ikke noget vi selv kunne klare. Heldigvis havde den dygtige mekaniker tid, men det var svært at vide, hvornår man kunne få reservedele.

…Såeh

Vi skulle nok regne med, at der ville gå to uger, før Heron var klar til søsætning.

»Øv, øv og 1.000 gange øv« som Anders And sagde i vores barndoms Anders And blad, når noget gik ham imod.

Nå men så meget øv var det jo altså heller ikke. Vi havde stadig masser af tid og Preveza er en super dejlig by.

Endelig søsætning

Det blev september, før mekanikeren meldte klar til søsætning. Først på formiddagen blev Heron taget ud af stålstativet og kørt den lange vej til bedding. Netop som skroget ramte vandlinjen, dukkede mekanikeren og hans assistent op. Helt uventet. Begge hoppede ombord og forsvandt ned om læ. Lidt efter kom de op. Mekanikeren med tomlen opad som tegn på, at alt var ok.

Vi gjorde klar til afgang, startede motoren og sejlede ud af bedding med kurs den korte vej over til Preveza Marina. Her ville vi gøre klar til efterårets togt.

Plus moms

Vi nåede ikke langt, før motoren gik ud med et dybt suk.

»What the f….«

Det smalle stræde mellem den store lagune og det Ioniske Hav er et af de få steder i Middelhavet, hvor der er tidevand.

Tidevandet var nu for udadgående. Udsigten til at drive ud i det smalle stræde og videre ud i det åbne hav uden at kunne manøvrere var ikke tillokkende. Vi kunne selvfølgelig kaste anker. Men vi lå et dårligt sted og hvad nu, hvis vi ikke kunne få gang i motoren?

Vi kaldte pan pan til havnekontoret i Cleopatra Marina, som var et par hundrede meter væk.

Kort efter kom en marinero ud i en dinghy.

»Vi har motorstop. Kan du slæbe os ind i marinaen?«

»No problem. Det bliver 200€” råbte han og før vi kunne nå at protestere tilføjede han »plus moms«

Hamrende urimeligt, men hvad kunne vi gøre andet end at acceptere.

»Kan du ikke slæbe os over til Preveza Marina i stedet?«

»Det må jeg ikke. Jeg kalder min kollega derovre og får ham til at slæbe Jer«

Mens vi ventede på kollegaen, prajede vi en forbipasserende engelsk båd med kurs mod marinaen.

Om de kunne slæbe os over til marinaen?

No problem. Vi kastede en line over til dem, kom på slæb og skyndte os at kalde Preveza Marina på VHFen.

»Preveza Marina. Her er Heron, Heron. Vi bliver slæbt ind til marinaen og har ikke brug for slæbeassistance fra Jer. Gentager. Vi har ikke brug for slæbeassistance fra Jer, venligst bekræft, over«

Men så nemt skulle det ikke være.

»Det er ikke tilladt at være på slæb i marinaen. Vores marinero er på vej. Stand by.« lød svaret.

Da vi var et par hundrede meter fra havnen, kom en dinghy med to marineros ud til os.

»Vi slæber Jer ind« råbte den ene og fortsatte »Det bliver 300€ plus moms«

»Hvad !!! Din kollega har lige sagt 200€ plus moms«

»Det kender jeg ikke noget til«

Englænderen løsnede vores line og kastede den over til os. Vi takkede for hjælpen og kom nu på slæb af dinghyen.

10 minutter senere og 300€ plus moms fattigere anløb vi en af de bedste, hvis da ikke den bedste plads i Preveza Marina.

Da vi havde sundet os lidt i den stegende hede, gik vi ind på det dejligt afkølede havnekontor.

De to ansatte, som vi kendte fra tidligere togter, smilede genkendende. Den ene ønskede os velkommen tilbage, selvom han var igang med at ekspedere en gæst.

Da det blev vores tur, rakte vi ham ejerbevis og forsikringspolice. Han så kort på de to dokumenter og tastede lidt på sit tastatur. Så gik printeren igang med at udskrive en regning. Vi stirrede olmt på ham. Parate til en benhård genforhandling af den urimelige pris for et slæb, som vi ovenikøbet heller ikke havde haft brug for.

Men pulsen faldt mærkbart, da han rakte os regningen. Den lød på havnepenge for de to dage, vi havde reserveret og kun det

Diagnose

Vi gik tilbage til Heron. Næste opgave. Få gang i motoren.

Vi behøvede ikke bruge tid på diagnosen. Under den korte, men så begivenhedsrige tur over til Preveza var det lykkedes at fange mekanikeren på mobiltelefonen. Da vi fortalte, at motoren var gået ud lige efter, vi var sejlet fra bedding, var han på bedste Mikkel-Beha-vis startet med at spørge :

»Har I åbnet for hanen til dieseltanken?«

»øhhh«

Nu skulle motoren udluftes. Det gik nemt og ja motorstoppet skyldtes noget så banalt som manglende tilførsel af diesel. (Hvilket vist nok er en ikke helt ualmindelig årsag til motorstop). Checklisten, som vi havde glemt under den forvirrende søsætning, blev fundet frem. Nu fulgte vi den nøje og efter bare to dage var vi igen klar.

… Athens here we come

Hvad med de 300€ plus moms?

Vi spurgte ikke til dem. Det var der heller ingen andre, der gjorde og

…det var vi såmænd godt tilfredse med.