Arrivederci

Læsetid : 6 minutes

Efter knap en times sejlads passerede vi Capo Noli og fik frit udsyn over Genoabugten. Vi ændrede kursen og styrede direkte mod Genoa. Der var god sigt. Ret forude så vi tydeligt de nordlige Appeniner bag byen, der var mere end 25 sømil borte.

Det liguriske hav ligger i marinereservatet Pélagos, hvor vanddybde og strømforhold giver særlig gode livsbetingelser. Hele otte forskellige hvalarter lever her. Blandt dem finhvalen, der med en længde på op til 22 meter og en vægt på op til 70 tons, er verdens næststørste dyr.

Vi spejdede spændt og lidt nervøst efter hvalerne. Et slag med halen fra en finhval kan så nemt som ingenting slå en båd af Herons størrelse til pindebrænde. Vi så ikke nogen, men da vi var midt ude i bugten, dukkede en flok delfiner op til styrbord.

Genoa’s havn er Italiens største og den tredje største havn i Middelhavet. Vi begav os ydmygt ind i den lange og brede indsejling, som lystbådene deler med de store passagerskibe. Efter 1,5 sømil anduvede vi Porto Antico, der ligger helt inde ved byen.

Genoa er hovedbyen i regionen Ligurien og har en lang og begivenhedsrig historie.

Caruggi, den gamle bydel, ligger ned til havnen. Her er elegante butikker, restauranter, barer og cafeer i gader, hvor de gamle huse ligger så tæt, at man dårligt kan se himlen, når man kigger op. Men den gamle by er ikke kun moderniseret idyl. Her er også et ‘red light district’, der måske er medvirkende til at give bydelen et lidt nuancerede ry.

Vi gik op til Spisnata Castello med 360 graders udsigten over byen. Tog elevatoren ned og fandt via Garibaldi, der var prydet med paraplyer i forskellige farver. Så og hørte en gadeoptrædende operasangerinde synge arier akkompagneret af en iPad og spiste frokost på Piazza de Ferrarie, mens vi betragtede det flotte springvand og de fine gamle bygninger, der blandt andet huser operaen og den gamle børs.

Efter to dage sejlede vi videre til Portofino, som vi kendte fra motivet til et puslespil Pia en gang havde lagt.

Virkelighedens Portofino lignede fuldstændig pulsespillets glansbillede. Pastelfarvede velholdte gamle bygninger, nogle med en cafe eller restaurant, hvor der sad et par gæster under en markise. Et kirketårn. En lille plads med grønne træer. En blå himmel. Turkis farvet vand i havnen, hvor der lå et par fiskejoller. En stille, harmonisk og afslappet atmosfære.

Der var ingen ledige ankerpladser ud for Portofino, og vi sejlede et par hundrede meter videre til havnen i nabobyen Santa Margherita Ligure. Da vi havde fortøjret, badede vi i det friske klare vand fra stranden, der lå få skridt fra havnen, gik tur i byen og nød stemningen.

Vi nærmede os højsæsonen, og da vi lidt over middag spurgte havnefogden, om vi kunne blive en nat mere, rystede han beklagende på hovedet. Sidst på eftermiddagen sejlede vi derfor til havnen i byen Lavagna.

Næste dag begav vi os mod Cinque Terre, der er optaget på UNESCO’s verdensarvliste

Efter et par timers sejlads kom vi til Monterosso al Mare, den nordligeste af de fem byer, der udgør Cinque Terre. Der er gode dybder helt ind til kysten, og vi sejlede tæt forbi byerne, der lå som mejslet ind i de høje stejle klipper. Fra søsiden så de utilnærmelige ud, selvom der på landsiden er fin adgang gennem et stisystem.

Sidst på eftermiddagen anduvede vi Portovenere, der ligger velbeskyttet i indsejlingen til La Spezia bugten

Bugten kaldes også Poeternes Bugt, fordi mange digtere og forfattere har opholdt sig her i kortere og længere perioder. En af de første var den engelske digter Percy Shelley, der i 1822 i et brev om sit sommerophold skrev at “My only regret is that summer must ever pass…”

Fra Portovenere sejlede vi videre sydpå og nåede til Pisa i Toscana.

«Denmark one goal after five minutes » råbte vores ormeggiatori, da vi lagde an til at bakke Heron ind på den anviste plads. «There is a television at the cafe» fortsatte han og pegede ivrigt på en bygning et stykke fra os.

Da vi havde fortøjret, skyndte vi os over til cafeen. To mænd sad ved et bord og snakkede, mens de en gang imellem kiggede op på en TV skærm, hvor Danmark udkæmpede 2. halvleg af VM kampen mod Australien. Vi satte os ved bordet tættest ved TVet og fulgte med i kampen uden at vores « eeej », «kom nuuuu», «pas nu pååååå » tilsyneladende anfægtede de to mænd.

Vi tog bussen ind til Pisa til mirakelpladsen med det skæve tårn. Her var der rigtig mange turister. Mange var igang med tage et foto, der foregiver, at man hindrer tårnet i at vælte. Sådan et måtte vi også have. Vi kæmpede os gennem myldret af mennesker til en velegnet plads til at tage trickfotoet. Mens Carl lagde alle sine kræfter i at holde på tårnet, blev han skubbet af en vred mand. Per refleks følte han efter i sine lommer. Og ja pungen var væk og det samme var den vrede mand. Det var ikke andet at gøre end straks at spærre Visa-kortet og trøste sig med, at lommetyven trods alt kun var sluppet afsted med pungen, og at det ville have været meget værre hvis nu …..

Vi havde næsten lige anduvet næste havn, Cecina, da fire mand fra Guardia Costeria gik ud på vores ponton. Til vores overraskelse fortsatte de helt ud til enden, hvor vi lå.

«Where are you from ?» spurgte den ældste venligt og på godt engelsk.

Da vi svarede Danmark fortsatte manden «which harbour in Italy did you first arrive in ? »

og da vi svarede Sanremo fortsatte han « did you register in Sanremo ? »

Registrering ?

Inden vi nåede at sige «det åbne marked», «Schengen», «vi vidste da ikke at….» tilføjede manden.

«You should have, but it is our fault so no problem. Which harbours have you been in ?»

Vi remsede alle de havne op, vi havde været i, og da vi var færdige, spurgte manden «What about Lavagna ? »

Korrekt. Den havde vi glemt i remsen.

Men hvorfra vidste han, vi havde været der ?

Det fik vi ikke noget svar på. Til gengæld fik vi at vide, at Guardia Costeria ligesom vi bruger Windy til farvandsudsigter og at de har modtaget migranter så langt nord på som ud for Rom. «See our boat ? We are four onboard. They were over 50 in a similar boat »  fortalte den venlige kystvagt, inden han ønskede os fortsat god tur.

Den sidste by vi anløb på fastlandet hed San Vinzenco. På molen var der to grønne fyr.

… Mystisk.

Da vi kom tættere på kunne vi se, at det ene var den 7 meter høje statue “Il Marinaio” eller sømanden, der stod ved siden det grønne molefyr og spejdede ud over havet mod Elba.

I byen blev der fejret midsommer eller La Festa di San Giovanni, som det hedder på italiensk.

I Danmark markerer vi midsommer med at tænde et bål med en heks på toppen. En kendte person holder så en tale, når heksen er brændt og ifølge den gamle folketro fløjet til bloksbjerg. I Sverige markeres midsommer med at hylde frugtbarheden ved at danse om majstangen, spise krebs og indtage ikke ubetydelige mængder af alkohol. I Italien er midsommer en kirkelig højtid. Den markerer Johannes Døberen’s fødsel, der ganske belejligt fandt sted nøjagtig 6 måneder før Jesus blev født.

San Vinzenco blev den sidste havn vi besøgte på det italienske fastland, før vi begav os mod Elba, hvor vi midt på eftermiddagen anløb Porto Azzurro.

Idyllen var komplet. En hyggelig by med en havnepromenade med restauranter og cafeer, en strand med klart blåt vand og vandrestier med duftende blomster langs bugte med bounty strande.

«This is the first holliday without our children and we’re going to stay here the whole time» betroede vores hollandske nabo os nærmest sådan lidt undskyldende, da vi efter tre dage gjorde klar til afgang.

Vi havde lagt kursen mod Marina Di Campo på Elbas vestside. Marinaens gæstepladser var på en betonmole, der var så høj, at vi ikke ville kunne komme i land, når vi havde fortøjret.

… hmm

Det var sidst på eftermidddagen. Hvis vi sejlede videre til Bastia skulle vi anduve havnen i mørke. At sejle tilbage til Port Azzurro var ikke en god ide, fordi alle gæstepladser nu sikkert var optagede.

Vi besluttede os for at tilbringe natten for anker og sejlede hen til en lille bugt, hvor to andre sejlbåde allerede lå opankrede.

Da ekkoloddet målte en dybde på 3 meter, lod vi ankret gå og lagde hele ankerkæden på 25 meter ud. (Sådan ca. tre gange så meget som vi behøvede)

Ankret havde et godt fæste, de 4 prognose modeller på Windy var enige om vindretningen og mange andre både lå altså også for anker i området.

Da vi om aftenen tændte for ankerlyset, følte vi os alligevel ude af comfortzonen, når vi tænkte på, at læsiden vendte ud mod åbent hav.

Men bekymringerne viste sig som så ofte før at være unødvendige.

Vi fik en rolig nat og vågnede op til en fin stille morgen, hvor vi kunne se bund og fisk på de tre meter vand, vi stadig havde under os. Vi hoppede i, svømmede een gang rundt om Heron, lod solen varme os og nød stilheden og roen.

Så startede vi motoren, trak ankret op, lagde kursen mod Bastia på Korsika og ertattede efter en times sejlads det italienske gæsteflag med det franske.

Del på 

Share on facebook
Share on google
Share on twitter
Share on linkedin
avatar
7 Comment threads
7 Thread replies
0 Followers
 
Most reacted comment
Hottest comment thread
8 Comment authors
AllanOlecarlagerLars KlüverJan Recent comment authors
Marianne og Mikkel
Guest
Marianne og Mikkel

Kære Pia og Carl
Dejligt at dele jeres oplevelser på jeres fantastiske tur. Vi kan se et andet sted på siden, at I er gået i sommerhavn på Korsika den 13. Juli. Dvs, at I måske er på vej hjem til Gamle Danmark?
Vi er på Møn nu, og vi håber, at vi kan lokker jer herned nogle dage. Vi ringes ved
Kh Marianne og Mikkel

Lars Løfstedt
Guest
Lars Løfstedt

Hei Carl og Pia.
Tak for de maleriske beskrivelser af jeres middelhavstur. God vind fortsat ?
Hilsen fra Lars i dejlige Drak. ?

Dianna og Find
Guest
Dianna og Find

Ih, hvor I oplever meget,
tak for “at tage os med”

Jan
Guest
Jan

Atter en fin beretning fra jeres sejltur. Det er virkelig fornøjelig læsning. Fortsat rigtig god sejltur.

Lars Klüver
Guest
Lars Klüver

Hej Pia og Carl – det er så godt beskrevet at man føler man er med på rejsen 🙂 Fortsat god tur og ferie – med mangle flere oplevelser.

De bedste hilsner fra Lars

Ole
Guest
Ole

Hejsan Pia og Carl. Vi har jo som sædvanlig læst jeres beretning, og savler en lille bitte smule. Vi vil jo selv af sted næste år, så vi studerer jeres fortælling om de forskellige havne og byer, og kan lide jeres måde at skrive på. ingen lange historier om historie, menaligevel så meget at det fanger. Rigtig god vind fremover. Conny og Ole

Allan
Guest
Allan

Kære Pia & Carl, så fik jeg læst Jeres seneste beretning. Svært ikke at blive inspireret. Giv lyd når I er
på vores breddegrader – og kunne få lyst til en ny catch up middag i Farum. Markela hilser ! kh Allan