Afsted igen

Hjemmevant styrede vi ud af golfens smalle stræde og ankom til Lefkas få minutter før broåbningen. Vi sejlede videre på kanalen og ud i bredningen.

Her var vi omgivet af bjerge.

Forude af bjergene på Meganisi, Itaka og Kalamos. Til styrbord af bjergkæden på Lefkas. Til bagbord og agter af bjergene på fastlandet.

Højtrykket var stabilt. I løbet af eftermiddagen ville der opstå en søbrise, som om natten ville ændre sig til en svag landbrise.

Det var varmt. Heldigvis havde vi ladet cockpitteltet undergå en metamorfose.

Nu fungerede det som bimini og skærmede godt mod den brændende sol.

Årets togt var anderledes.

For det første. Vi havde en aftale om at overvintre samme sted som sidste vinter. Ergo. Intet pres for at finde et nyt.

For det andet. Vi havde absolut intet vi skulle nå. Ergo. Masser at tid til at blive steder, hvor vi kunne lide at være.

“Vi er groet fast i Ambelakia” lød svaret i en SMS fra parret vi havde mødt i Cleopatra Marina.

Vi groede også fast.

Babis, den selvudkårne havnefoged i Spillia, nikkede genkendende og havde en antydning af venlighed i stemmen, da han kommanderede os ind på en ledig plads.

Det engelske pars båd lå på samme plads som sidste år. De havde været der siden foråret. Men nu var de nødt til at tage hjem. Brexit var trådt i kraft og britiske statsborgere må nu højst tilbringe 90 dage i et EU land indenfor en periode på 180 dage.

«Vi har været her i 89 dage» fortalte de «Vi sejler op til Preveza i morgen. Lige ind i liften på værftet, så vi kan komme på land med det samme og nå flyet om eftermiddagen»

I Sivota var byggeriet af 5 rækkehuse på bjergvæggen med udsigt over bugtet blevet færdigt.

«Det er dyrt at bygge hus her» forklarede en englænder vi lå ved siden af «Der skal bruges en masse stål for sikre mod jordskælv. Nu er det kun farligt, hvis klippestykker river sig løs under et jordskælv og ruller ned over huset»

I Ambelakia lærte vi at ankre med fortøjningsliner i land.

«Så ligger I stabilt med stævnen mod dønningerne, når de ruller ind ind i bugten ved solnedgang »forklarede danskeren, der sidste år havde lært os at lægge et anker.

Dagene bare gik.

Når vi trængte til forandring sejlede bare vi til en anden bugt eller ø. En til to timers sejlads og mere hvis vi insisterede på at sejle for sejl. 

Falsk alarm?

I Middelhavet er en tolkning af vejrudsigter en vigtig del af hverdagen.

Vejrudsigter kan hentes fra en overflod af webapplikationer og apps. Ja faktisk er der så mange, at vi har besluttet kun at bruge een – Windy. Den kender vi efterhånden ret godt.

Windy findes i en web og mobil version

Den giver fire vejrudsigter baseret på data fra fire meteorologiske institutter. Når de fire forskellige udsigter siger det samme, er det vores erfaring, at forudsigelserne er ret præcise. Afviger de, planlægger vi efter den dårligste.

En morgen forudsagde en af de fire vejrudsigter, at et kraftigt lavtryk med torden og vindstød af orkanstyrke var under opbygning lidt øst for Sicilien.

Lavtrykket ville bevæge sig mod øst og nå de Ioniske øer, hvor vi befandt os.

Det mindede om sidste år, hvor samme vejrtjeneste på næsten samme tidspunkt varslede orkanen Ianos.

Vi skyndte os at booke en plads i Preveza Marina.

I et stykke tid sagde de andre tre modeller let vind.

Men så ændrede de forudsigelsen. En efter en sagde de det samme. Ingen tvivl. Lavtrykket øst for Sicilien ville nå vindstød af orkanstyrke og ramme de Ioniske øer.

Lavtrykket og vinden kom næsten på det forudsagte tidspunkt. Men alle fire modeller tog fejl på et væsentligt punkt.

Vindstødene nåede ikke orkanstyrke.

«Et lavtryk bliver sjældent til orkan, når det begynder at bevæge sig så hurtigt» forklarede en, der med skepsis havde fulgt forudsigelserne på Windy.

Lefkas

Da lavtrykket var passeret forlod vi Preveza. For anden gang. Igen sejlede vi syd på mod Lefkas. Denne gang anløb vi byen Lefkas, som ligger et par hundrede meter syd for svingbroen.

Byen har 9.000 indbyggere. Det virker som om der er mange flere. Måske det skyldes de mange turister og at byen er administrativt hovedsæde i kommunen.

Den gamle bydel støder op til havnen. Arkitekturen med de smalle krogede stræder og maleriske huse er venetiansk. Men byen snyder. De fleste bygninger er opført efter jordskælvet, der ramte de Ioniske øer i 1953.

Hovedgaden er gågade. Her er et livligt forretningsliv, caféer, og et torv med en god familiedrevet taverne, et par forretninger og en mondæn cafe.

Lystbådehavnen er en vigtig del af byen. Nærmest en by i byen med masser af caféer og taverner langs den lange bykaj. Her er også en privat marina med alle faciliteter.

Der er mange charterbåde i det Ioniske hav. Også i Lefkas

Fredag til søndag er skiftedage.

Afstressede mennesker med ansigtsudtryk mættet af oplevelser forlader bådene. De erstattes af myreflittige rengøringsfolk i T-shirts med firmalogoer. Enkelte får besøg af en mekaniker eller sejlmager, der skal reparere et eller andet der er gået i stykker.

Senere påmønstrer en ny besætning. Mens de er igang med at pakke ud, kommer en instruktør ombord. Han ser på nogle papirer. Så gennemgår han båden med den nye besætning og svarer velvilligt på spørgsmål. Når han er gået, tages proviant ombord.

Den nye besætning bruger lidt tid på at vænne sig til at være ombord. Så smides fortøjningerne.

Uvant med båden og dens bevægelser styrer skipper ud af marinaen. Manøvren følges tæt af besætningen. Stemningen ombord virker lidt nervøs, men nok mest spændt og forventningsfuld.

Mandag overtages marinaen af fastliggere og langturssejlere.

Nogle har været afsted på en lang weekend tur. Nu kommer de tilbage til deres faste plads og marinaens hverdagsrytme.

«Vi havde et hus. Det solgte vi. Vi var alligevel altid på båden» fortæller et engelsk par «nu bor vi på båden her i marinaen, men vi tager væk, når charterbådene kommer»

Andre gør klar til en længere tur. Som nu  f.eks de to danske Bavaria 49’ere. Hver med en besætning på 14 unge mennesker. Meget unge. De to skippere er heller ikke ret gamle. Men de har begge en ring i øret og om ikke så længe skal de sejle jorden rundt.

…For anden gang