Costa Smeralda og skærgården i Middelhavet

Fra Korsika til Sardinien

Korsika og Sardinien er adskilt af Bonifaciostrædet. Det er 30 sømil langt. På det smalleste sted kun 7 sømil bredt.

På begge sider er der høje bjerge. Alligevel er strædet kun 50 meter dybt.

Mod det vestlige Middelhav stiger dybden brat til 2.000 meter. Mod det Tyrrhenske hav i øst lige så brat til 1.000 meter.

I én pilotbog stod, at strædet er et af de mest blæsende områder i Middelhavet og at en venlig beaufort 4 som regel bliver til en mindre venlig beaufort 6 i den anden ende af strædet. I en anden, at bølgerne er ubehagelige og forvirrende i østenvind og lange og skræmmende høje, når det blæser fra vest

Bonifacio til Sardinien

Vi forlod Bonifacio over middag. Endnu en gang følte vi os små, da vi sejlede ud gennem den smalle indsejling med de 70 meter høje lodrette kalkstensvægge. Det blæste fra øst. En venlig beaufort 3 med en ligeså venlig beaufort 5 i stødene. Ved den vindstyrke var bølgerne hverken forvirrende eller ubehagelige. Vi satte begge sejl. Da vi rettede ind til kursen, fik vi en vindvinkel på 90 grader og følte os nærmest flyvende mod Santa Teresa på Sardinien.

Kort om Sardinien

Sardinen er den næststørste ø i Middelhavet. Den er tre gange større end Sjælland og har 1,7 millioner indbyggere. Santa Teresa er øens nordligste by. Den er grundlagt i 1808. Indbyggertallet er kun på 5.000, men i højsæsonen øges det med tusinder af turister.

Santa Teresa

Vi var i sidste halvdel af september. Højsæsonen var sluttet for næsten 3 uger siden. Der var masser af ledige pladser i havnen. De grotesk høje havneafgifter var nu på et rimeligt niveau.

Et par timer efter vi havde fortøjret passerede en tordenbyge med kraftig vind. Da bygen var drevet forbi, anduvede et tysk par i en charterbåd. De manøvrerede sig ind på pladsen ved siden af os.

«Vi lå for anker i en pragtfuld bugt på Spargi» fortalte konen «det var skønt vejr, men pludselig blev det  ‘ein furchtbares gewitter’. Himmel og hav stod i eet. Vi tog ankeret op i en fart og sejlede hertil. Det var en forfærdelig tur. Min mand har lovet, vi bliver her indtil det bliver godt vejr» afsluttede hun og kiggede tillidsfuldt på manden, der med et let nik bekræftede sit løfte.

Den næste dag blæste det noget mere. Igen fra øst. Enten havde den tyske mand glemt sit løfte eller også var konen kommet sig over gårdagens forskrækkelse. For op ad formiddagen gjorde de klar til afgang. Målet var Bonifacio, som de bare måtte opleve, før de skulle aflevere båden.

Vi blev i Santa Teresa et par dage. Kørte med et lille tog op til byen. Gik på cafe på Piazza Vittoria Emanuele. Nød den afslappede atmosfære og imponerede udsigt til de høje bjerge på Korsika, som vi netop havde forladt.

I havnen var et par både allerede gjort klare til vinteren.

«Men vi bliver boende på båden indtil slutningen af oktober. Så tager vi tilbage til Tyskland og kommer igen i starten af maj» forklarede Barbara. Sammen med sin mand Bernd havde hun de sidste 10 år sejlet i det meste af Middelhavet. I år var de sejlet fra Sicilien til Sardinien og havde besluttet at overvintre i Santa Teresa.

Næste dag var vinden løjet af. Vi forlod Santa Teresa. Efter en halv times sejlads passerede vi det nordligste punkt på Sardinen.

Nuragh

På en klippe inde på land så vi et af de over 7.000 tårne, der ligger spredt over øen. Tårnene er opført af Nuragh folket. De menes at være kommet til øen i år – 2.000. Nuragherne havde ikke et skriftsprog. Derfor ved man i dag kun lidt om deres historie og kultur. Ingen ved med sikkerhed, hvad de mange tårne blev brugt til. Det er også usikkert, hvornår kulturen ophørte. Nogle arkæologer mener at kunne tidsfæste det til år 238 f.kr. Det var det år, hvor Rom første gang besejrede Karthago og tog Sardinien som krigsbytte. Andre mener at have bevis for, at Nuragh kulturen eksisterede næsten 800 år længere på Sardiniens ufremkommelige højland.

Skærgården

Da vi havde passeret tårnet, kom vi ind i skærgården La Maddalena. Den består af 7 større øer og 50 småøer. I starten af 1700 tallet boede der kun nogle få korsikanske hyrder på øerne. Ingen andre havde interesser i dem og de blev glemt i den fredsaftale, der i 1720 gjorde Sardinien til en del af fyrstedømmet Savoyen. Det blev herefter til Kongedømmet Sardinien, der også omfattede Piemonte.

Napoleons første nederlag

73 år senere forsøgte en kun 24 år gammel Napoleon at indtage øerne. Nu var der 867 indbyggere. De ernærede sig ved smugleri, hvilket øernes uklare tilhørsforhold gav fine betingelser for. I første forsøg måtte Napoleon opgive på grund af hårdt vejr i Bonifaciostrædet. I det andet forsøg et par dage senere lykkedes det ham at sejle over strædet og komme over til øerne. 

Et flere dages bombardement blev indledt. Kongedømmets forsvar var imidlertid så stærkt, at Napoleon måtte trække sig tilbage. Det blev Napoleons første nederlag. Men det blev også optakten til at han få år senere indtog Korsika efter at have fordrevet dets leder Pascal Paoli. 

Et par år senere ankrede den engelske flåde under ledelse af Lord Nelson op i skærgården. Målet var at beskytte Sardinien mod en fransk invasion. For at undgå diplomatiske forviklinger undlod Nelson at gå i land under nogen af sine tre ophold, hvor det længste varerede 18 måneder.

I nyere tid havde også USA og Nato en flådebase i skærgården. Den blev til flere af beboernes fortrydelse opgivet så sent som i 2008. I dag holder kun den italienske flådekommando til på øgruppen.

Skærgården er det eneste beskyttede farvand i det vestlige Middelhavn og har nogle af Sardiniens flotteste strande. Den er et populært mål for turister og fritidssejlere. I 1994  blev den udlagt som nationalpark. Det betyder blandt andet at ankring i fritidsbåd kræver en tilladelse. Den er nem at få og kan købes på nettet, dog højst for 6 dage ad gangen.

La Maddalena

Vi anduvede havnen i byen La Maddalena. Den ligger på hovedøen med samme navn. Byen har et rigt udbud af cafeer, restauranter, specialbutikker og et godt supermarked. Havnen ligger næsten midt i byen. Fra cockpittet kunne vi følge med i det livlige cafeliv, mens scootere og fiat´er kørte forbi på byens hovedgade få meter fra os. Næsten som at være tilskuere i en live udgave af Felinis “Roma Roma”. 

De næste par dage blæste en uvenlig beaufort 8 fra vest. Men vi lå trygt i den velbeskyttede havn og fik set mere af La Maddalena og naboøen Caprea. Hertil kom den unge Garibaldi på vej i eksil. Senere vendte han tilbage og tilbragte sit otium på Caprea efter at have været en af de drivende kræfter bag samlingen af Italien. Kongedømmet Sardinien havde i øvrigt også en betydende rolle og dets konge Vittoria Emanuele blev Italiens første konge. 

Forviklinger

Da vinden løjede af, gjorde vi klar til afgang. Startede motoren og kastede fortøjningerne.  Vi kom kun få meter ud fra kajen, da motoren gik i stå.

… hmmm

Jeg drejede på tændingsnøglen og trykkede på startknappen. Motoren gik straks igang, men da Pia trykkede gashåndtaget fremad, gik den i stå igen

Manglende diesel? Luft i systemet? Før flere muligheder fløj gennem hovedet, kiggede vi ned i vandet. Her lå årsagen. Udhalerlinen var blevet viklet ind i skruen. Ingen af os havde mod på at hoppe i vandet, dykke og vikle linen af skruen. Vi prajede en ormeggiatori, der straks sejlede hen til os.

«Hvordan kunne det ske »  spurgte han forundret. Men inden vi kunne nå at svare, skar han udhalerlinen over på begge sider af skruen, erstattede linen i land med en ny, som han bandt sammen med linen i vandet. Nu kunne udhalerlinen bruges igen. Så forsøgte han at vikle resten af linen af skruen – forgæves. Vi startede motoren og satte den i bakgear. Den gik i stå – igen.

… hmmm – igen 

«V skal bruge en dykker » sagde vores ormeggiatori resolut.  

«Det bliver dyrt » forsatte han, mens han rakte en arm i vejret og med hurtige bevægelser gned tomlen mod pegefingeren for at udelade enhver tvivl om, hvem der skulle betale. 

«OK »

«Men det er søndag og jeg er ikke sikker på jeg kan få fat i en» forsatte han, mens han tastede et nummer på sin mobiltelefon. Derefter fulgte en kort samtale. Så kiggede  han op på os

«Tyve minutter og det koster 200€. OK ? »

Mange og ærgerlige penge. Men vores forhandlingsposition var ikke til andet takke ja og prøve at se lettede ud.

Hjælp og så lidt til

Tyve minutter senere kom den driftige ormeggiatori tilbage med en mand i dykkerdragt.  Manden tog dykkerudstyr på, gled smidigt ned i vandet, dykkede og sendte bobler af luft op til overfladen. To minutter senere dukkede han op igen. Triumferende rakte han en hånd med stumpen af linen  i vejret. Vi og de mange tilskuere, der havde samlet sig på kajen for at følge dramaet, klappede begejstret. Som en ekstra service dykkede vor mand endnu en gang under Heron og strammede en skrue, der holdt en anode.

Og så var vi klar til at sejle videre.

Costa Smeralda

I slutningen af 50’ern købte et konsortium under ledelse af den saudiarabiske prins Aga Khanjord på kyststrækningen overfor skærgården. Der var ingen infrastruktur og området var plaget af malariamyg. De blev  først blev udryddet, da amerikanerne sprøjtede med det nye vidundermiddel DDT.

Veje, vandværker, telefonanlæg, elektricitet og renovationanlæg blev anlagt. Villaer og hoteller blev opført efter strenge arkitektoniske krav til farver, højde, materialer og synlighed. En golfbane og flere tennisbaner blev anlagt. Endelig blev der bygget en marina  – Porto Cervo – med en tilstødende  ‘village’ med forretninger, hoteller og spisesteder.

Inspireret  af den smaragd grønne farve på det krystalklare vand i områdets mange bugter foreslog en af  konsortiets berømte arkitekter at kalde området Costa Smeralda.

«Costa Smeralda er for folk med mere end en gennemsnitlig formue » sagde Aga Khan. Senere modererede han sig til  « Vi er ikke dumme. Vi ved jo godt der ikke findes nok milliardærer til at gøre et et 55 kilometer langt fritidsområde rentabelt. Der vil være noget for enhver pengepung ».

Glamourøse karakterer som Peter Sellers, Greta Garbo og Brigitte Bardot og notabiliteter som prinsesse Margaret og Kong Juan Carlos blev inviteret til Costa Smeralda. Andre kom til. Endnu i dag er det lille kystområde et af de mest luksuriøse ferieområder i Europa. Senere blev der anlagt ferieområder andre steder på øen. I dag er turisme Sardiniens største og vigtigste indtægtskilde.

Da vi var kommet ud af havnen sejlede vi sydpå langs Costa Smeralda. På vores styrbord side var høje klipper. På toppen var flere formet til fantasifulde figurer af Mistralen. Den opstår ved Frankrigs Atlanterhavkyst, bygger sig op gennem Rhône dalen og blæser tværs over det vestlige Middelhav. Når den tvinges gennem Bonifaciostrædet, bliver den endnu stærkere på den nordøstlige side af Sardinien. Her blæser den så kraftigt og så ofte, at den over tiden har ændret formen på de hårde klippetoppe.

Der var flere både på vandet. En del kom imod os. De fleste charterbåde. De havde netop begivet sig ud på en eller måske to ugers feriesejlads. Hvis vejret tillod det, ville de formentlig nå til Bonifacio. Derfra ville de sejle tilbage til den havn, hvorfra de var startet.  Ud for Porto Cervo var en kapsejlads igang og i bugten lige syd for havnen lå en megayacht for anker.

Porto Rotondo

Da vi havde rundet den yderste af et par små klippeøer, ændrede vi kurs, satte sejl, kom igen i læ af en ø og gled i det flade vand ned mod Porto Rotondo.

Porto Rontondo omtales som en del af Costa Smeralda.Det er den strengt taget ikke. Den blev opført næsten 10 år senere af venetianeren Donà dalle Rose. I dag ejes den af en Sardinsk familievirksomhed, der har produktion af kork som sin kerneforretning. Aga Khans konsortium har for længst solgt sine besiddelser på Costa Smeralda (vist nok med en pæn fortjeneste). I dag ejer oliestaten Qatars investeringsselskab konsortiets tidligere besiddelser.

«Kom tilbage efter klokken seks. Så skal jeg nok finde en god plads til jer» forsikrede vagten smilende, da vi gik ind på havnekontoret for at høre om vi kunne få en anden plads end den vi med et  «no capisco» var blevet tildelt af en meget ung ormeggiatori.

Da vi kom tilbage på havnekontoret, tog vagten et kort over havnen frem,  pegede på en plads og sagde

« Jeg foreslår I lægger Jer der »

«Det ser fint ud »

« Hvor længe bliver I? »

« Et par dage »

«OK. Så sejl bare over på pladsen. Prøv at finde Jer til rette. I kan betale når I tager afsted »

De næste 4 dage blæste det kraftigt. Først fra nordøst. Så fra vest, da en Mistral meget pludseligt nåede ud til os.

Alle bådene i marinaen lå fint i den kraftige vind. Ved siden af os lå en båd magen til Heron. Den var fra Gøteborg og var ligesom de fleste andre både, der lå her, gjort klar til vinteren. Der var ingen dønninger i havnen. «Det er der aldrig» forklarede en ormeggiatori, der tilså bådene flere gang i løbet af dagen. Vinterlejen var den laveste, vi endnu havde set i Middelhavet. Hele området var videoovervåget. Der kørte Carabinieri´ere flere gange i døgnet. Skærgården var pragtfuld at sejle i og der var knap 15 kilometer til lufthavnen i Olbia.

Vinter i vandet igen?

Måske ikke så tosset et sted at overvintre. Selvom vi efter vinterens havari i Menton havde planlagt at lade Heron tilbringe næste vinter på land. 

Vi gik over på havnekontoret og spurgte en dame, om vi kunne ligge  på pladsen frem til foråret.

«Lad mig se» smilede hun. Ti minutter senere havde vi en lejeaftale  (Godt nok nemmere end da vi sidste år ledte efter  en vinterplads i Sydfrankrig)

Mistralen forsvandt lige så pludseligt, som den var kommet.

De syv tyskere på båden overfor os havde nu kun to dage tilbage af den uge de havde lejet båden.

«Porto Rotondo er fin. Det har været dejligt at være her. Nu kan vi lige nå at sejle til La Maddalena inden vi skal aflevere båden. Men sådan er det med bådferie. Sidste år havde vi lejet båd i Grækenland. Vi var ikke ude og sejle en eneste dag » sagde den ene af mændene, da de om formiddagen gjorde klar til ferieugens første og næstsidste sejlads.

Vi måtte give tyskeren ret.

Porto Rotondo er fin. Cafeer, restauranter, forretninger og lave pastelfarvede rækkehuse med græsplæner ligger ned til det cirkelformede havnebassin. Herfra er der adgang til den lille by med en piazza, en kirke og et amfiteater. Fra to mindre bassiner er der adgang til det store bassin gennem en smal indsejling med buede træbroer. 

Det virkede som om grundlæggeren Donà dalle Rose havde hentet inspirationen til byplanen fra sin hjemby Venedig. 

Ud mod bugten ligger et hotel og to mindre strande. Tre villaområder omgiver den lille bykerne. Fire strande med hvidt sand og turkisgrønt krystalklart vand ligger inden for gåafstand.

Smeralda togtet

Over middag sejlede vi ud på tur.

Da vi var kommet ud af havnen satte vi begge sejl. Tottede skøderne så meget vi kunne og krydsede over til bugten Cala di Volpe. Det var i denne bugt Dodi al Fayeds yacht lå for anker da paparazzi fotografer indledte jagten på  ham og prinsesse Diana. Derfra flygtede de til Paris, hvor de omkom i en bilulykke.

“Bliv væk hvis din båd er kortere end 100 fod. Den bugt er kun for megayachts” advarede en anmeldelse på Navily (Navily er en app, hvor man kan anmelde og læse anmeldelser af havne og ankerbugter).

Men sæsonen for megayachts i bugten var slut. Der lå ikke en eneste. Alle ankerbøjer var fjernet. Hotel Cala di Volpe, hvis presidential suite er Mick Jaggers foretrukne, var lukket. Vi sejlede en rundtur i bugten, følte os lidt som Palle alene i verden og sejlede videre til Porto Cervo.

Porto Cervo med de superrige

En times tid senere ankom vi til yderbassinet i Porto Cervo.  Det var her Sarah og Thijs havde ligget for anker i deres 28 fods sejlbåd i august. Pris for en enkelt nat 150 € (1.125 danske kroner for en enkelt nat ved en ankerbøje hvis nogen skulle være i tvivl). Også her var ankerbøjerne taget op og bassinet var helt tomt. 

Vi blev modtaget af en småsur ormeggiatori, der førte os ind i på en plads i den mere end halvtomme havn.

Næste dag gik vi  op til kirken Stella Maris, hvis enkelhed  skaber en sær kontrast til de diskrete, men luksuriøse omgivelser. Derfra fandt vi over til la ‘village’ , hvor de fleste kendte luksus tøj-, kosmetik- og smykkemærker var repræsenteret med egne butikker.

Mens vi spiste frokost på en café, betragtede vi turbusser hente og bringe  turister til denne særprægede by.  På vejen tilbage til Heron provianterede vi det absolut mest nødvendige i et lille supermarked med flere tomme hylder og høje priser.

«Alt dør når vi kommer til Oktober. Det er næsten som at trække stikket ud » fortalte den snakkesagelige pige på havnekontoret, hvor vi var gået op for at afregne.

« Selv har vi 20 pladser. Resten er Qatars. Vi får 30% af afgiften når vi lejer en plads ud. Om to år får vi flere pladser. Så ændrer vi afgiften og får flere både uden for sæsonen » forklarede hun, da vi spurgte, hvorfor der var så få både i havnen.

Cannigione

Vi sejlede videre langs Costa Smeralda. Efter nogle timer nåede vi til den lille by Cannigione. Den ligger i bunden af en vig omgivet af bjerge. Byen var en behagelig kontrast til Porto Cervo, der i sin diskrete og elegante luksus virkede lidt kedelig.  Uden hygge,  som vi siger på dansk. I Cannigione var stikket endnu ikke hevet ud. Der var liv i hovedgaden. Et sted købte vi lokal vin, der blev tappet direkte på flasken fra et stort fad. Et andet sted et oliefilter, som det med besvær var lykkedes os at skaffe i Menton i foråret. Cafeer og restauranter var stadig åbne og for enden af hovedgaden lå et velforsynet  supermarked. Her provianterede vi de varer vi ikke kunne få i Porto Cervo.

Windy og Meteo (vores to fortrukne vejrmodeller) havde i et par dage enstemmigt udsat en kraftig Mistral for området. Men nu så det ud til den ville nå os inden for de næste 24 timer. Vi forlod Cannigione og sejlede tilbage mod Porto Rotondo

Om lidt blir  der stille

Kort før vi passerede Porto Cervo fik vi nyheden om Kim Larsens død. En epoke i dansk musik og selvforståelse, som vi egentlig godt vidste var forbi , var nu definitivt slut. Trist. Vi sejlede ind i Cala di Volpe. Smed ankeret på 3 meter vand med fin hvid sandbund, spiste sen frokost og badede, mens vi hørte den lange mindeudsendelse på  Danmarks Radio.  Da solen var ved at gå ned, hev vi ankret op og sejlede tilbage til vores faste plads i Porto Rotondo.

Om natten kom Mistralen. Den varede ligesom sidst i 4 dage.

Der lukkes for i år

«Vi har overvintret her i de sidste ti år. Alt bliver lukket ned om et par uger» fortalte østrigeren, der havde inviteret os ombord på sin båd. «Men det er billigt at leje bil her og der ligger et godt indkøbscenter 15 minutters kørsel herfra »

Østrigeren havde ret. Også Porto Rotondo var ved at lukke ned. Udvalget i det lille supermarked var blevet synligt mindre. I byen var vinduerne  i cafeer , restauranter og forretninger nu skoddet til hele dagen. Endnu var de fleste på havnen åbne. To cafeer proklamerede på et skilt, at de holdt åbent hele året. Det føltes nærmest sådan lidt beroligende.

Vi lejede en bil og provianterede i det indkøbscenter  østrigeren havde anbefalet.

Olbia

Da Mistralen igen holdt op, sejlede vi til Olbia, der med 60.000  indbyggere er den fjerde største by på Sardinien. Herfra går rutefærger til  Genoa, Livorno og Rom og tog til Cagliari, der er hovedbyen på Sardinien. Flere europæiske byer kan nås fra lufthavnen. Her ligger også en afdeling af et universitet, der forsker og underviser i turisme. Byen har mange spisesteder,  forretninger og et par historiske monumenter. Den besøges af en del turister, men virker mere som en travl metro for det nordøstlige Sardinien end som en turistby.

Der er flere lystbådehavne i Olbia. To af dem ligger i centrum få minutters gang fra byens livlige hovedgade. Den ene ejes af kommunen. Her er det gratis at ligge, men der er ikke adgang til vand, elektricitet og toiletter. Det er der i den anden, hvor der til gengæld opkræves en havneafgift. En øjenvidenberetning om rotter,  der myldrede frem i den kommunale havn efter mørkets frembrud,  fik den mandlige del af Herons besætning til at insistere på at vælge den sidste.  Men beretningen var over 30 år gammel. Nu var der pænt og rent over det hele og hele besætningen nød at være en i by med en levende puls.

På tur igen

Den tredje dag påmønstrede Lars, som vi havde delt båd med, før vi købte Heron for snart 10 år siden. Han var fløjet fra København klokken lidt i syv og steg ombord mindre end 3 timer senere.  Vi gjorde klar til afgang og sagde farvel til vores engelske nabo. De havde sejlet rundt i Middelhavet i 2 år og var gået ‘all in´ efter de sidste år havde solgt deres hus i England. Nu legede de med tanken om næste år at begynde på en jordomsejling.

Der var ingen vind og vi gik for motor ud af den lange indsejling til Olbia. I løbet af eftermiddagen havde solen varmet landjorden op og sendte en søbrise fra sydøst mod os. Vi satte sejl og fik en ren flødeskumsejlads (det kalder vi sejlads for sejl uden bølger i jævn vind) gennem skærgården til La Maddalena.

Den næste uges tid besøgte vi igen Caprea og Cannigione, ankrede op i en af de mange andre bugte  og returnerede efter knap en uge  til vores faste plads i Porto Rotondo.

De professionelle

De næste dage blæste det igen godt.

« Fantastisk tur. Vi loggede 12 knob på kryds på vejen hjem fra Maddalena » sagde skipperen på en 70 fods sejlbåd,  der netop var anduvet en plads skråt over for os.

«Vi fik båden fra værftet i foråret. Vi sejler til Genoa på lørdag, får lavet en par reparationer under garantien og kommer så tilbage og ligger her vinteren over »  svarede han på spørgsmålet, hvor de skulle hen.

«Riggen er samme type som Volvo Ocean racernes. Den er meget stærk og vejer næsten ingenting. Motoren spinder som en kat og så har jeg fået installeret litium batterier med en kapacitet på 750 ampere » svarede han stolt på spørgsmålet om han var tilfreds med sin nye båd.

« Litium batterier? Så har du jo ikke brug for solpanelerne»

«Nej. Men ejeren insisterende på at få det»  svarede skipperen i et mindre begejstret tonefald, som måske skyldtes erkendelsen af , at at båden ikke var hans. Eller måske ærgrelsen over at ejeren ikke havde forstået fordelen ved de dyre litium batterier.

« Ved du om jeg gør det her rigtigt ? »  spurgte Lars, der var gået i gang med at tilberede de blæksprutter, han havde købt, da vi provianterede i indkøbscentret.

«Ingen ide, men jeg kender en der gør »  svarede Skipperen og råbte « Madeleine, de her folk har brug for din hjælp »

Kort efter sad Madeleine i cockpittet og bekræftede med et glas rødvin i hånden at Lars var på rette vej.

Hun og skipperen udgjorde besætningen på båden. De boede begge på Sardinien ikke langt fra Porto Rotondo. Hun  var blevet hyret af skipperen, som hun kendte godt . « Det er kun på de store både besætningen hyres af en agent » forklarede hun.

Hun elskede at sejle og når hun afmønstrede i november skulle hun på tracking  i Indien,

«Jeg har tracket meget i området her på Sardinien » sagde hun og fortalte velvilligt om steder,  hun syntes, vi burde se.

Næste morgen kørte vi Lars til lufthavnen.

Hinterland

To dage senere tog vi afsted for at se kystens bagland og begrænsede os efter råd fra Madeleine til den nordlige del.

Her var ruiner af Nuragh folkets templer, grave og landsbyer. Højland med bjerge, og floder. Skove, hvor ældre mennesker samlede kæmpe store svampe. En cafe, hvor højrøstede jægere sad med lange knive i bæltet. 

En kystby, der stadig bar præg af at have været under spansk herredømme for 300 år siden. En vej skåret ind i en 45 kilometer lang bjergvæg, der fra flere hundrede meter faldt lodret ned mod Middelhavet.

Romerske bade med varme kilder. Et hotel midt ude i den øde maki. 

Maleriske bjergbyer med vide udsigter og fantasifulde malerier på bygningsfacaderne. En badeby med mange danskere og spektakulære strande, der kun kunne nås med båd.

Live-aboards

Efter lille uge var vi tilbage i Porto Rotondo.

Der var kommet flere både; mens vi havde været væk. De fleste var forladt for vinteren. Et par blev der arbejdet på om dagen, men om natten var der ingen ombord. To forlod havnen og en enkelt, der var på vej til Malaga efter at været helt ovre i Sortehavet,  blev liggende et par dage på gæstebroen, fordi parret ombord syntes så godt om havnen.

`Live aboard` samfundet var ikke stort, men jo bedre vi kiggede efter desto flere ´live-aboards’ opdagede vi.  Som f.eks Sydafrikanske Marc, der skulle bo hele vinteren på sin fars båd og desperat ledte efter et job. Eller hollænderen, der røg stærk tobak og nogle aftener spillede lange guitarsoloer med fuld forvrængning på forstærkeren, men ellers ikke snakkede med nogen.

«Det her er det normale. Det dårlige vejr igår er det unormale» sagde vores franske genbo, da solen igen skinnende fra en skyfri himmel.

«Det er en god måde at se det på. Hvor er du på vej hen? »

«Jeg bor i Ajaccio på Korsika og ligger altid her om vinteren. Her er billigere og havnen er bedre beskyttet. Kommer I over til et glas vin ? »

Franskmanden, der hed Richard, var født i Algier og var sammen med 1 million andre franskmænd blevet udvist, da Algier løsrev sig fra Frankrig i 1962. Han havde arbejdet over det meste af verden, havde sejlet det meste af sit liv, gav os et godt tip til, hvordan vi skulle fortøje for vinteren og fortalte om sine sejlture til Tunis, Algier og Marokko. 

Dagene gik hurtigt.

Om formiddagen gjorde vi Heron klar til vinteren. Midt på eftermiddagen tog vi til en af de fire strande og badede i vandet. Det var stadig var over 20 grader varmt. Når vi kom tilbage, fik vi en capucino på ‘vores’ cafe, mens solen gik ned.

To dage før vi skulle hjem anduvede en norsk båd. Skipperen Christian, der også ejede båden, fortalte de var sejlet fra Oslo i juni. De var sejlet ‘uden om’ til Middelhavet. Det vil sige gennem den engelske kanal, over Biscayen og ned langs Spanien og Portugal til Gibraltar. Også de skulle overvintre i Porto Rotondo.

Hjem igen

På afrejsedagen stod vi op mens det endnu var mørkt. Gennemgik checklisten en sidste gang. Kørte ud til lufthavnen. Her sagde vi farvel til Christian. Han skulle rejse hjem en uge senere og var kørt med for at hente en lejebil i lufthavnen.

Det tegnede til at blive endnu en flot sommerdag. Vi satte os ind i et helt fuldt Norwegian fly. Sommerens sidste direkte ti København.  

Et par timer senere landede vi i et 20 grader koldere Kastrup. Her blev vi modtaget af vores børn, deres kærester og lille Augusta, der en anelse betuttet deltog i velkomsten.

De næste par måneder får vi travlt.

Huset i Humlebæk er blevet solgt – igen. Men denne gang har køber ikke fortrudt og overtager huset om et par måneder. Inden da skal det tømmes – helt. Vi kommer også til at bruge noget tid på at indrette lejligheden i Hellerup. Og så skal vi igen være bedsteforældre. Til endnu en pige, der allerede har fået navnet Luva, selvom hun endnu ikke er kommet til verden.

Sidst i april  tager vi til Sardinien og fortsætter sejladsen i Middelhavet.

Hvor turen går hen ved vi ikke rigtig.

Endnu