Ankomst til Port Garavan i Menton
I den sidste uge af oktober anduvede vi Port Garavan i Menton. Her skulle Heron ligge vinteren over. Det havde været svært at finde en plads. Så svært, at Albert fra det rumænske booking bureau, mente at have fundet den sidste ledige plads på hele Cote d’Azur, ja hvis da ikke på hele den franske middelhavskyst.
Der var adskillige tomme pladser i Port Garavan. Og mon ikke også der var det i Cannes ? (Vi fik aldrig det afslag på vores ansøgning den yngre kvinde i havnekontoret havde stillet os i udsigt).
Senere fandt vi ud af, at lejemålene i kommunalt ejede havne typisk udløber 31. december. Det bevirker at der i efteråret ikke er overblik over belægningen i vintermånederne. Resultatet er en del ubenyttede pladser.
To skoler for vinteropbevaring
Der findes to skoler for vinteropbevaring af både. Den ene siger, at en båd skal tages på land om vinteren. Den anden at den skal blive i vandet.
Vi har forståelse for begge skoler. Vores tidligere både tog vi på land om vinteren. Heron har derimod tilbragt alle sine vintre i vandet. Også de vintre, hvor der var is på Øresund. I Middelhavet kunne vi udelukke problemer med is. Ingen af de andre både blev taget op. Så hvorfor ikke bare gøre det samme. Måske vi ovenikøbet kunne komme ud og sejle, når vi kom tilbage i juleferien?
Forberedelse af opholdet
Vi gik igang med at forberede opholdet.
Vi talte med havnefogden og han lovede at holde øje med Heron, mens vi var væk.
” Havnen er godt beskyttet”, fortalte han og fortsatte ” der er læ bag den 3 meter høje betonmur, men kommer der en storm fra sydvest, kan bølgerne godt blive så store, at de slår ind over den.”
” Hver 10. år”, svarede han på vores spørgsmål om hvor tit sådan en storm kom. “Men der var een sidste år” tilføjede han beroligende.
Vi gik ind i marineforretningen og købte ekstra fortøjningsliner og to kraftige fjedre.
“En 10 års storm kan godt komme i år, selvom der var en sidste år”, smilede den flinke indehaver, mens han fornøjet tastede et temmelig stort tal ind på betalingsterminalen.
Vi lagde de nye fortøjningsliner ud. Nu var der dobbeltfortøjninger både for og agter. De kraftige fjedre satte vi i det ene sæt. Det sikrede elasticiteten i det stærke udadgående træk. Det andet lagde vi i et kryds. Det sikrede mod det mindre kraftige træk til siden. Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning, satte vi også fortøjningsliner fra land i klamperne midtskibs.
Vi trak Heron længere ud i bassinet, hængte et par store fendere på agterspejlet og organiserede en line med udveksling. Så var det nemt at trække ind til kaj, når vi skulle til og fra borde.
Heron lå nu solidt fortøjret, ligesom de mange andre både, der skulle tilbringe vinteren her.
Menton en fin by ved grænsen til Italien
Menton er en fin by. Den ligger godt beskyttet bag store bjerge og reklamerer med at have de varmeste vintertemperaturer i Frankrig. Så varme at Menton er det eneste sted i Frankrig, hvor der dyrkes citroner hele året (Kilde: Turistkontoret).
Byen grænser op til Italien. Det ses på arkitekturen i den gamle by. Den ser italiensk ud. Det mærkes også på, at mange af indbyggerne taler både italiensk og fransk.
Vi badede fra stranden, der ligger lige op til havnen, cyklede rundt i området på vores minicykler, udforskede den gamle bydel, drak kaffe og spiste citronkage på strandpromenaden, tog bussen til Monaco, besøgte de fine velplejede private haver og fik besøg af Anders – en af Carls tidligere arbejdskolleger, der har boet og arbejdet i Monaco flere år.
En dag cyklede vi til Italien. En indsats, der måske lyder lidt mere imponerende end den var. Grænsen ligger nemlig 500 meter fra havnen.
Begge sider af grænsen var bevogtet. På den franske af en enkelt vagt i politiuniform. På den italienske af 3 vagter i soldateruniformer med kasketter prydet med flotte brun fjer. Vagterne overvågede smilende trafikken, der gled nemt og ubesværet, helt upåvirket af bevogtningen.
Vi blev ikke længe i Italien, men dog alligevel længe nok til at kunne konstatere forskelle mellem de to lande. I Italien lå der bunker af affald omkring overfyldte affaldscontainerne, priserne i supermarkedet var betydeligt lavere og udbudet præget af italienske specialiteter. Fra en lastbil, der holdt parkeret tæt ved supermarkedet, blev der solgt frugt og grøntssager.
Farvel till Heron
Det blev tid til at tage tilbage til Danmark.
Vi gennemgik checklisten til vinterforberedelserne en sidste gang, sagde farvel til Heron og havnefogden. Kørte til Nice, tog flyet til København og trådte nogle timer senere ind ad døren til vores lejlighed.
Det var dejligt igen at være hjemme hos familie og venner. FaceTime, Snapchat og hvad de digitale kanaler nu hedder er gode. Men endnu har de ikke erstattet det nærvær den fysiske tilstedeværelse giver.
Hvor tit kommer en 10 års storm?
Hjemmefra tjekkede vi jævnligt vejrudsigten for området omkring Menton. I midten af December fik vi en SMS fra havnekontoret. Der blev varslet storm fra sydvest. Vi fulgte udviklingen tæt på den franske vejrtjeneste Meteo og appen Windy. Stormen begyndte fra sydvest. Derfra kom den stadig, da den kulminerede med vindstød på 30m/s i et par timer efter midnat.
Indehaveren af marineforretningen havde ret.
En 10 års storm kan sagtens komme to år i træk.
Velkommen hjem
Åh nej… hvad skete der så? Er båden blevet ramt af stormen? Håber alt er vel! Især med jer:-)
Hvornår tager i egentlig afsted igen ?
Hoppas det gått bra med båten. Fantastiskt äventyr ni är ute på.
En stilsikker cliffhanger. Vi skal nok lade være med at afsløre noget.
Håber alt er vel derude i Sydøstasien. Hvor er I iøvrigt taget hen efter Hong Kong?
Hoppas att allt gick bra trots stormen
Vi står på land i Alphen aan de Rhine och fortsätter i maj.
Og???????……….
Det var som altid spændende at høre om jeres færden, nu ser jeg frem til at høre om jeres tur til Hong Kong.
Hilsen
Ole
Kære Carl og Pia. Tak for god beskrivelse og vil det sige at i er hjemme nu.Jeg håber i har det godt og har nydt en dejlig tid på båden med alt det i har set, mig går det ikke så så godt, jeg fik som sagt et nyt knæ i 14 reopereret 15 og det er blevet sådan at jeg ikke kan gå på gaden. Her idag en Læge til mig at han nok vil operere mig for 3 gang. Jeg skal til ham her d.20/2 HÅBER ❤️❤️❤️ Kan i have det rigtig godt. Jeg har jo stadig den… Read more »