Champagne-Ardenne

Vi kom til Charleville-Mézières lidt over middag og fandt nemt  indsejlingen til marinaen. Da vi sejlede ind faldt dybden til 1,80m. Vi tog farten af. Det var unødvendigt, for da vi langsomt gled ind i bassinet  steg den til 2,50m. Pontonnerne så nye ud og der var adgang til el og vand fra alle pladser. Marinaen var velholdt, havde 5 meter højvandesikring og var med 80 bådpladser den største marina vi havde set siden Maastricht. 

Men den var helt tom for både. Ikke en eneste båd eller jolle lå der. 

Vi fortøjrede langskibs ved en ponton i bunden af bassinet lige overfor en plads med en halv snes autocampere. 

Til vores overraskelse var der åbent for el og vand og med lidt god vilje kunne vi også fange det gratis WiFi signal. 

Temmelig besynderligt at være den eneste båd i en så stor Marina, 

Nærmest sådan lidt 

‘Palle alene i verden agtigt’ 

Charleville-Mézières har ca. 50.000 indbyggere og er hovedsæde i departementet Ardennes, der er en del af regionen Champagne-Ardenne. Her produceres den fine franske champagne og det er i Charleville-Mézières digteren Arthur Rimbaud er født. 

Vi så på forretningslivet, handlede i gågaden, så byens flotte kirke, provianterede, cyklede ture og dyrkede cafelivet på de mange cafeer på den store flotte ‘Place Ducale’, der mest af alt mindede os om Amalienborg Slotsplads. 

Efter 3 dage sejlede vi videre. 

Efter et par timers sejlads nåede vi til Pont-a-bar. Her drejede vi ind på Canal des Ardennes, gik gennem 2 sluser og nåede servicestationen, hvor der kan tankes diesel. Vi havde egentlig tænkt at overnatte der, men damen  i servicestationen anbefalede os meget entusiastisk et ‘beautiful stopover’ på Meuse. Hun udpegede ivrigt stedet på et kort og forklarede, at vi sagtens kunne nå dertil inden sluserne lukkede kl. 18. 

Uden vi rigtig vidste, hvordan det var gået til, befandt vi os efter en halv time igen ude på Meuse og fortsatte  dagens sejlads. 

Vi nåede Sedan kl. 17.30 – en halv time før sluserne lukkede.  Vi kunne  godt nå ‘the beautiful stopover’ men besluttede alligevel at anduve byens lille marina. 

Der var endnu ikke lagt pontonner ud, men det lykkedes os at fortøjre langskibs ved kajen. Heldet var med os.  Få meter foran os lå et par store sten under vandoverfladen. Dem så vi først,  da vi var vel fortøjrede. 

Vi havde ikke ligget længe ved kajen før vi fik besøg af en meget talende og ivrigt gestikulerende dame.  Vi forstod så meget som at hun var havnefoged og at vi skulle gå med op på havnekontoret.  Deroppe gav hun os et papir, som vi udfyldte, hvorefter hun ringede til en Thomas.  

Bon jour , Thomas, d’accord Thomas, Je comprend, Thomas, Je sais, Thomas, Merci, Thomas, Au revoir, Thomas lød det indtil hun med en betydningsfuld mine sluttede samtalen.  Hun præsenteret os så for en regning på 40 cents (3 kr)  – 20 cents i kurskat per person. Havnepenge skulle vi ikke betale. Pontonnerne  var jo endnu ikke var lagt ud og der var heller ikke adgang til el, som hun (vist nok) forklarede det. 

Næste dag sejlede vi videre. 

Søren havde ret. Landskabet er flot. Bjergene var blevet til bakker, højdedrag, enge med græssende heste og køer og marker, som floden snoede sig gennem. 

Underligt at tænke på at området som nu signalerede så meget fred og idyl for 100 år siden var en af verdens mest uhyggelige krigspladser. 

Efter 44km og 6 sluser nåede vi til byen Stenay. Det var den sidste by amerikanerne indtog under 1. Verdenskrig.  Angrebet blev indledt den 11.november 1918 kl. 8 om morgenen. Byen var uden militær betydning. Målet var at sikre soldaterne adgang til byens badefaciliteter. Begge parter kæmpede og led store tab. Præcis kl. 11 indstilledes kamphandlingerne. Første verdenskrig var slut og kampen om Stenay kom til at stå som et af symbolerne på krigens meningsløshed. 

Vi blev i Stenay en dag mere. Vaskede tøj, gjorde rent om læ og nød det stille og rolige liv i den lille by. 

Næste dag vågnede vi op til tåge. Da solen kom højere på himlen forsvandt den. Nu blev det endelig sommer. 

Vi tog afsted og sejlede et par timer til vi nåede byen Dun-sur-Meuse.

På den næste strækning til Verdun er sluserne manuelle. Det betyder at vi skal ringe til VNF – det statslige kanalselskab – senest kl. 15.00 dagen før afsejling og meddele afgangstidspunkt og destination. 

VNF stiller så med en mand,  der følger os i bil og kører i forvejen og åbner sluserne. 

Håber vi 

 

Tak for du læste beretningen 

Vi elsker at høre fra læsere.

Hilsen, kommentar eller spørgsmål?

Fyr løs

…alt er velkomment

Abonner på kommentarer
Send mig en mail
guest
4 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
Morgan Olsson
Morgan Olsson
30. april 2017 18:57

Hej vi har inte kommit längre ån till den gamla bassinen i centrum, fortsätter till Maasbracht i morron.
Hälsningar Kerstin & Morgan

Arne
Arne
30. april 2017 19:17

Hej I to gæve humlebæk kere. Lyder rigtig godt og tilpas exotisk. Jeg var i Charleville for cirka 35 år siden i pin regnvejr. På et ualmindeligt beskidt vandrerhjem – og jeg er ellers ikke sart. Om byen i dag ved jeg kun at den regeres af Front Nationalstaten mest succesfulde borgmester
Mærker I noget til valgkampen mellem Makronen og bødlens datter? God vind sydpå Nina og Arne

Du er velkommen til at dele 

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies. 

4
0
Skriv din hilsen her ... x
()
x

Nye beretninger?

Vi laver en beretning eller film en gang imellem. 

Gå ikke glip af dem.

Meld dig på listen.

Så får du de nye med mail