Tæt ved grænsen til Gibraltar lå en stor P-plads. Der stod en mand i indkørslen. Han rakte hånden i vejret som tegn på at vi skulle standse. Vi stoppede bilen og rullede vinduet ned. Han gik hen til os.
– 5 €, sagde han, satte et mærke i forruden og tilføjede smilende – and that is for the whole day.
Vi fandt tasken med pungen og rakte 5€ frem mod ham.
– No I said 25, sagde han tvært og satte endnu et mærke i forruden og gentog – it’s for the whole day.
Så mange kontanter havde vi ikke og fandt Visa kortet frem.
– Only cash, svarede han surt
– There is a ticket machine at the barrier behind you , why should we pay you ? spurgte Pia.
– 25€ to drive to barrier, forklarede han og tilføjede – it is the law.
– Jeg tror ikke en lyd på det her, sagde Pia henvendt til mig og til manden – We will not pay YOU, samtidig med at hun trådte på speederen uden at slippe koblingen.
– You can’t do this, råbte han, mens han bøjede sig ind over forruden på bilen.
Først da Pia slap koblingen og bilen satte sig i bevægelse, trådte han til side, mens han protesterende råbte – this is illegal, this is illegal.
Vi kørte ind på indkørslen til P-pladsen.
Da vi nåede bommen trak vi en billet i automaten og kørte ind på pladsen.
Manden kiggede slukøret efter os, måske skuffet over at have været så tæt på.
Vad kostade biljetten i automaten då?
..og hvor længe blev der?
I slipper ikke før vi ved hvor meget i sparede!
Det minder mig om en lignende situation i Italienfor en del år siden, nogle unge menesker tilbød at passe på min lejebil på parkeringspladsen, hvilket jeg takkede nej til. Da jeg kom tilbage til lejebilen manglede alle 4 hjulkapsler. Lidt sur kørte jeg løs – og se, ved udkørslen stod de unge menesker og solgte hjulkapsler! Noget movilligt købte jeg hjulkapslerne for væsentligt mere end det ville ha kostet at få dem til at passe på bilen. Men det var i Napoli…