20 sømil længere mod syd til Poros

Det var ved at være mørkt, før vi var klar til afgang. Vi blev i dokken. Natten var rolig. Men alligevel fik vi en urolig søvn. For  vi blev vækket hver gang de store skibes hækbølger nåede kysten og  ind i den lille dok, hvor de fik Heron til hugge faretruende i sine korte fortøjninger.

Da værftet var ved at vågne, startede vi motoren, tog fortøjningerne og vinkede til en morgenfrisk Panagiotis, mens vi sejlede ud. Da vi var godt fri af kysten, sejlede vi langs den nordlige del af Aegina og ændrede derefter kurs og sejlede mod Poros knap 20 sømil mod syd. 

En halv time senere fik vi Aegina Marina tværs. Der lå mange både for anker uden for marinaen. Mon ikke det betød, at alle pladser i marinaen var besat? Godt vi havde rigget til og overnattet i den lille dok hos Asprakis.

Moni ret forude?

Ret forude lå den lille ø Moni, hvor der lever bjerggeder, rådyr, påfugle og egern i den rige og varierede vegetation. Det er ukendt, hvordan dyrene er kommet til øen. Nogle mener, at en øbo bragte påfuglene dertil, den gang øen var beboet, mens rådyrene siges at være indført af en udlænding, som ikke vidste, hvor han ellers skulle gøre af de rådyr, han – uvist af hvilken årsag – havde besluttet at finde et nyt hjem til. 

Vi havde været på den ø.

Dagen efter Thijs & Sarahs bryllup var vi sejlet derud med brudeparret og de andre gæster. Nysgerrige rådyr og påfugle kom os i møde, da vi anløb træbroen i den lille turbåd og vi havde badet fra en lille strand med krystal klart vand, der var farvet turkis af den lyse sandbund, inden vi sidst på dagen var blevet sejlet den korte tur tilbage til Perdika på Aegina. 

Nu, syv måneder senere forekom øen større og bjergtoppen højere, end vi huskede. Men navigationsinstrumenterne, som vi havde tændt, selvom vi kendte farvandet, var ikke i tvivl. Det var Moni ret forude. 

Geotermi, helse og konkurs 

Vi sejlede ind i det smalle stræde mellem Aegina og Moni og nåede derfra sydspidsen af Aegina. Til bagbord var det åbne Aegæiske Hav. I horisonten kunne se vi nogle af øerne i Kykladerne. Efter et par sømil nåede vi nordspidsen af Methana-halvøen på Peloponnes og fik nu kysten tæt til styrbord.

Methana er kendt for sin underjordiske vulkanske aktivitet, hvorfra der udspringer varme kilder.

Kilderne var kendt i antikkens Grækenland. Pausanias, den romerske geograf,  der lavede rejsebeskrivelser, skriver for totusinde år siden om dem og den geotermiske aktivitet i værket “Beskrivelse af Grækenland”

Da det i moderne tid blev almindeligt med helbredende termiske bade, opførtes i 1917 et stort spa-anlæg ved en af de tre kilder på halvøen. 

Anlægget blev tegnet af den tyske professor og arkitekt Ernst Ziller, som har restaureret og tegnet en lang række bygninger i Grækenland.  

På et tidspunkt var det et af de mest benyttede spa-anlæg i Grækenland, men langsomt mistede det sine besøgende. 

Umiddelbart før gældskrisen privatiserede staten så anlægget. To brødre overtog det på en 50 årig lejekontrakt. Men det var ikke nemt at puste liv i en hensygnende tidligere statslig virksomhed. Ti år senere gik anlægget konkurs. Nu ligger den flotte neoklassiske bygning med den store pool med det helbredende svovlholdige vand øde hen. På sjette år. Næsten som om det venter på, at en eller anden kommer forbi og åbner det. 

Poros 

Ved indsejlingen til Poros ser man straks de mange hvidkalkede huse med røde tage. Husene slynger sig op ad to høje. Som var de tribuner i et amfiteater med havnefronten som scene. På toppen af den ene ser man byens vartegn. Et udsigtstårn i hvidt og blåt og et urværk med et klokkespil, som har givet det navnet ClockTower. 

Bugten er travl. Her sejler lystbåde og rute- og turistfærger. Til bagbord passerer man et par beskyttede bugte, hvor lystsejlere ligger for anker ud for taverner med badegæster under parasoller i liggestole ud til strandkanten. 

Trafikken tager til. En bilfærge fra Galatas på Peloponnes kommer på en tværgående kurs og til styrbord opdager man åbningen ind til et stræde. Her virker det næsten lidt kaotisk, når små taxabåde passerer på tværs, mens en larmende hydrofoil katamaran insisterer på at holde sin kurs og sender øredøvende lydsignaler, indtil de to lystbåde endelig forstår budskabet og viger. 

Strædet er smalt. Ikke mere end et par hundrede meter. Men sejlrenden, der smyger sig tæt op ad bykajen med sit travle og på forunderlig vis også afslappede liv, er endnu smallere. Kun et halvt, hundrede meter. Det må være sådan det er at sejle på en kanal i Venedig. 

To øer et navn 

Poros er ikke bare hovedby men også den eneste by på øen Sphairia. Boliger og et par forretninger har spredt sig til den meget større, men mere sparsomt beboede ø Kavalvria, som er landfast med Sphairia via en vej over en smal kanal. I daglig tale kaldes øerne, som jo egentlig blot er én, det mere mundrette Poros. Det græske ord for havn og passage. 

Hovedstad 

Oprøret mod Osmannerne og kampen for et uafhængigt Grækenland startede på Peloponnes. 

Havnen eller passagen – Poros – fik dermed en strategisk vigtig betydning og kom til at fungere som base for grækernes flåde. 

Det var her ambassadører fra Frankrig, England og Rusland mødtes og fastlagde den nye nations grænser. 

Poros blev sæde for den midlertidige regering, men da nationalforsamlingen samledes, blev det besluttet at gøre Nafplion på Peloponnes til hovedstad.

Men det nye Grækenland var mere end Peloponnes. Det var også et stort landområde på fastlandet. Efter et par år flyttedes hovedstaden til Athen, der dengang i 1834 med blot 7.000 indbyggere var langt fra sin storhedstid i antikkens Grækenland.  

Flere år senere blev også flåde havnen flyttet til fastlandet i nærheden af Athen. 

Det bedste plads

Bykajen i Poros er lang. Den vestlige side kan være urolig, når vinden blæser fra vest. Den sydlige er derimod godt beskyttet mod vind og bølger fra alle retninger. Men her er også natklubber, hvor højrøstede stemmer blandes med monotont dunkende digital musik til langt ud på natten.  

»De skal jo også leve« som Katharina en af havne vagterne sådan lidt udglattende havde forklaret os. 

Men længere henne, sådan cirka fra der, hvor kirken ligger, er der ro. 

Det var sidst på formiddagen. Brisen, der blæser svalende på tværs af kajen, ville komme senere og gøre det svært at lægge til. Men lige nu var der hverken vind eller strøm og kun et par både på kajen.Vi droppede ankret et godt stykke ud for kirken. Så satte vi motoren i bakgear. Da skruen lidt efter fik ordentlig fat, styrede vi vinkelret ind mod kajen. 

Her blev vi modtaget med et hjerteligt  »Det gik da fint og velkommen« af Jytte og Aage. De var kommet til Poros et par dage tidligere og kender vores noget anstrengte forhold til at gå til kaj på Middelhavsmåden. Nu var de på vej tilbage til de Ioniske øer, hvor vi havde mødt hinanden for tre år siden. 

Lidt efter fik vi en nabo til bagbord. En stor motorbåd, der ville blive liggende et stykke tid. Et par timer senere fik vi så også en nabo til styrbord. Nu var søbrisen kommet og blæste på tværs af kajen. Men det var ikke et problem for vores nye nabo, som droppede sit anker et par meter til styrbord for vores og bakkede sikkert vinkelret ind på pladsen ved siden af os. 

»Et stykke tid« svarede de, da vi spurgte, hvor længe de ville blive.

Fedt. 

Nu behøvede vi ikke være nervøse for at blive ramt af nye naboer med et måske endnu mere anstrengt forhold til at gå til kaj på Middelhavsmåden.

Links

Ernst Ziller

Middelhavsmåden