135 Sømil til Athen

I det antikke Grækenland gik søvejen mellem det Ægæiske og Ioniske Hav syd om Peloponnes. Længst mod syd rundede den Cape Maleas, som var (og stadig er) berygtet for sine pludselige og uforudsigelige storme. Området er kendt for sine mange forlis og det var da også her Odysseus blev slået ud af kurs og sendt ud på sin 10 år lange Odyssé.

Nord for Peloponnes spærrede en tange forbindelsen mellem de to have.

Periander – en af antikkens syv vise mænd og tyran i bystaten Korinth – siges at være den første, der foreslog at grave en kanal i den kun 6 kilometer brede tange. Men teknikerne var skeptiske. Vandstanden i det Ioniske hav var højere end i det Ægæiske. Med en kanal ville vandet fra det Ioniske hav strømme ind i det Ægæiske og oversvømme Athen.

Oraklet i det nærliggende Delphi delte teknikernes bekymring.

»Grav ikke kanalen. Jupiter har skabt øer, hvor han syntes de skal være« lød svaret til Periander. Ifølge legenden et usædvanligt tydeligt svar, fordi præsterne ville udelade enhver tvivl. De frygtede nemlig, at oraklet ville miste sin betydning, fordi den nye søvej ville gå udenom Delphi.

Projektet blev opgivet og genoplivet flere gange. Blandt andet af den romerske kejser Nero, der nåede at grave næsten halvdelen af kanalen, før tekniske og økonomiske problemer stoppede anlægsarbejderne.

Havde oraklet ret?

Da nutidens Grækenland opstod, blev projektet igen aktuelt. Nu med formålet at etablere en kortere og mere sikker forbindelse mellem Athens havneby Piræus og Italien. Selvom anlægget af kanalen var et prestigeprojekt for den unge nation blev anlægsarbejderne flere gange sat på pause på ubestemt tid – hver gang som følge af tekniske og/eller økonomiske problemer.

Men i sommeren 1893 kunne kanalen så omsider indvies.

Men endnu var problemerne ikke overstået. Forskelle i tidevandet på de to sider af kanalen skabte en strøm, der gjorde det svært for skibene at manøvrere i den smalle kanal. Flere rederier fravalgte den nye vej og 20 år efter indvielsen, var trafikken og dermed også indtægterne langt mindre end forventet. Hertil kom hyppige jordskred. Frem til starten af 2. Verdenskrig blev kanalen lukket adskillige gange. Under 2. Verdenskrig var den igen lukket og blev først åbnet i 1948 efter at amerikanerne havde fjernet de jordskred tyskerne havde fremprovokeret, da de trak sig tilbage fra Grækenland.

Nu eller aldrig

I starten af 2021 lukkede kanalen igen – også denne gang som følge af et jordskred. Flere mente, at den ville forblive lukket. Men sidst på året blev det meddelt, at kanalen ville blive repareret og være midlertidigt åben et par måneder i sommerperioden.

Skulle vi nå at sejle på Korinthkanalen var det nu.

På ruten nord om Peloponnes havde vi kun 135 sømil over til den lille ø lidt syd for Athen, hvor vi var inviteret til et bryllup.

Men brylluppet var først om 4 uger. Så vi havde stadig masser af tid efter en (som sædvanlig) uventet start.

Take it easy

Vi tog det stille og roligt. For som havnefogden i Maastricht havde sagt for – hvad der nu forekom at være – en evighed siden.

“Like always when sailing: make sure you have a flexible planning that you can easily adapt to the circumstances”.

Efter et par dage i Lefkas, der ligger en times sejlads fra Preveza, sejlede vi 20 sømil længere sydpå til den lille ø Kalamos.

Anker eller ej

I Grækenland har kun få havne udlagt fortøjningsliner. Derfor lægger man anker, når man fortøjer.

Selvom der er masser af informationer om lokale forhold på Navily og i Heikells pilotbøger, er det rart med lokal assistance, når man lægger til et sted, man ikke kender.

På Kalamos er George synonymt med lokal assistance. Med tydelige fagter gør han opmærksom på, hvor der er en ledig plads, hvor og hvornår man skal droppe sit anker. Kommer man ud af kurs, mens man bakker ind mod molen, giver George tegn til, om man skal korrigere til styrbord eller bagbord eller øge eller sænke farten. Når man kommer helt tæt på, tager han mod fortøjningerne og giver tegn til, hvor langt man skal ligge fra kajen. Når båden ligger sikkert fortøjet, fortæller han med en lavmælt, men også lidt bestemt stemme, at han ejer tavernen for enden af molen og at man er velkommen til at spise sin middag der.

Vi var glade for at se George, da vi ankom til Kalamos. Med hans assistance foretog vi et perfekt anløb til den ledige plads, han havde udset sig til os.

Vi har mødt flere sejlere, der sværger til at ligge for anker fremfor en udlagt fortøjningsline, som de siger er svær at få fat i og kan gå i skruen eller bovpropellen.

Da vi næste formiddag med lethed trak ankeret op og efter endnu en perfekt manøvre forlod George og Kalamos, måtte vi indrømme, at det har sine fordele at lægge til og fra med anker.

Astakos

Dagens mål var Astakos.

En lille by på fastlandet, der ligesom mange af de Ioniske kystbyer kan føre sin historie tilbage til antikken.

Nutidens navn Astakos er det græske ord for hummer, og fiskeri er da også sammen med turisme og landbrug de vigtigste erhverv for byens 2.000 indbyggere.

Først på eftermiddagen nåede vi til den 4 sømil dybe bugt, som Astakos ligger i bunden af.

Det måtte være her nogle Homer-eksperter hævder Kong Memes samlede en flåde for at slutte sig til armadaen, der sejlede  til Troja for at tilbageerobre den skønne Helene. Medens andre kyndige tolkere af Homers episke digte hævder det var her Odysseus mødte Kyklopen.

Bugten er beskyttet af et par mindre øer, som nu da de var varmet op, begyndte at trække luft fra det lidt koldere fastland.

Brisen startede svagt og tog til i styrke jo længere vi kom ind i bugten.

Øvelse er alt

Da vi nåede ind til Astakos nåede den en styrke på 10 m/s og blæste langs havnefronten. Længst mod luv lå en motorbåd. Mod læ et par sejlbåde. Mellem dem var der tomt.

To mand kom ud og vinkede til os.

Det måtte være Astakos’s svar på Kalamos’s George.

Da vi kom nærmere, drejede vi og sejlede væk fra kajen. Da vi så ind mod land vinkede mændene ivrigt.Vi droppede ankeret og bakkede ind mod dem.

Vi pegede agterstævnen til luv , men afdriften var stærkere end vi havde regnet med og vi endte i en håbløs skæv vinkel til kajen.

Der var ikke andet at gøre at sejle ud og bakke ind til land igen.

Denne gang gik det bedre.

Vi var stadig for langt til læ, men ikke mere at vi kunne hale os på plads. Ja altså, hvis vi kunne få de to mænd med på planen.

Den ene satte sin line om en pullert til læ. Så rakte han hånden frem som tegn på, at det var tid til at betale for hjælpen. Den anden vidste ikke, hvad han skulle gøre med sin line, som jo var den vi skulle bruge til at hale os på plads med.

Vi gjorde tegn til ham om at lægge fortøjningen om en pullert til luv.

Men han stirrede rådvild ja nærmest skræmt på os uden antydning af at ville gøre, hvad vi bad om.

Så udstødte han et par uforståelige lyde og først da forstod vi, at staklen var døvstum og efter sine bevægelser at dømme også udviklingshæmmet.

Vi bad dem begge slippe vores liner

»Hvad så med mine penge?« råbte manden med linen om den læ pullert.

»Senere« råbte Pia mens vi trak linerne ind og sejlede ud til ankeret, som vi droppede et andet sted for så atter at bakke ind mod land.

Denne gang kom vi ind ved siden af motorbåden.

… Puha.

Men da vi strammede kæden, opdagede vi, at vores ankerkæde lå ovenpå motorbådens.

»Ikke noget problem« forklarede ejeren »Jeg har problemer med motoren og kommer først afsted om et par dage«

Fint nok, men ankret holdt ikke, da vi strammede kæden.

Så ud med os igen, flytte ankeret og bakke ind mod land. Nu for fjerde gang. Da vi nærmede os land, røg gashåndtaget af. Vi fik sat det på og undgik på forunderlig vis at banke ind i kajens stenvæg. Men i kampens hede var vi igen blevet blæst for langt væk fra vores mål.

Så ud igen. Nu for femte gang.

Denne gang sejlede vi ud i bugten for at puste ud.

Mens vi lå og tænkte over næste træk, kom en engelsk båd.

De droppede ankeret dobbelt så langt ude, som vi havde gjort. Så stillede rorgængeren sig foran roret med ryggen til stævnen, gav gas og styrede med en konstant fart vinkelret ind mod land ved at lade den naturlige skruegang pege agterstævnen betydelig længere mod luv end vi havde turde gøre. Imens slækkede en gast i stævnen ankerkæden, så den ikke på noget tidspunkt stoppede båden. Da de nærmede sig land, sprang en anden gast i land og lagde en fortøjning om en pullert til luv. Så strammede gasten i stævnen ankerkæden og til sidst lagde de en fortøjning om læ pullert.

Sådan skulle det bare gøres.

Så nu var det jo bare at gøre som englænderne.

» Det bli’r så også sidste gang« bedyrede Pia, da hun lod ankret gå.

Det blev det så også. For nu kom vi ind og lå vinkelret mod kajen. Med hjælp af den engelske båd fik vi en line om en luv pullert. Da Pia strammede kæden holdt ankeret og vi kunne lægge den sidste fortøjning om en læ pullert.

Anduvningen havde taget en rum tid, givet en del sved på panden og haft en pænt stor underholdningsværdi for de heldigvis få gæster på tavernaerne ved havnefronten.

…Såeeh

Ingen tvivl.

…Vi foretrækker udlagte fortøjningsliner