I det antikke Grækenland gik søvejen mellem det Ægæiske og Ioniske Hav syd om Peloponnes. Længst mod syd rundede den Cape Maleas, som var (og stadig er) berygtet for sine pludselige og uforudsigelige storme. Området er kendt for sine mange forlis og det var da også her Odysseus blev slået ud af kurs og sendt ud på sin 10 år lange Odyssé.
Nord for Peloponnes spærrede en tange forbindelsen mellem de to have.
Periander – en af antikkens syv vise mænd og tyran i bystaten Korinth – siges at være den første, der foreslog at grave en kanal i den kun 6 kilometer brede tange. Men teknikerne var skeptiske. Vandstanden i det Ioniske hav var højere end i det Ægæiske. Med en kanal ville vandet fra det Ioniske hav strømme ind i det Ægæiske og oversvømme Athen.
Oraklet i det nærliggende Delphi delte teknikernes bekymring.
»Grav ikke kanalen. Jupiter har skabt øer, hvor han syntes de skal være« lød svaret til Periander. Ifølge legenden et usædvanligt tydeligt svar, fordi præsterne ville udelade enhver tvivl. De frygtede nemlig, at oraklet ville miste sin betydning, fordi den nye søvej ville gå udenom Delphi.
Projektet blev opgivet og genoplivet flere gange. Blandt andet af den romerske kejser Nero, der nåede at grave næsten halvdelen af kanalen, før tekniske og økonomiske problemer stoppede anlægsarbejderne.
Havde oraklet ret?
Da nutidens Grækenland opstod, blev projektet igen aktuelt. Nu med formålet at etablere en kortere og mere sikker forbindelse mellem Athens havneby Piræus og Italien. Selvom anlægget af kanalen var et prestigeprojekt for den unge nation blev anlægsarbejderne flere gange sat på pause på ubestemt tid – hver gang som følge af tekniske og/eller økonomiske problemer.
Men i sommeren 1893 kunne kanalen så omsider indvies.
Men endnu var problemerne ikke overstået. Forskelle i tidevandet på de to sider af kanalen skabte en strøm, der gjorde det svært for skibene at manøvrere i den smalle kanal. Flere rederier fravalgte den nye vej og 20 år efter indvielsen, var trafikken og dermed også indtægterne langt mindre end forventet. Hertil kom hyppige jordskred. Frem til starten af 2. Verdenskrig blev kanalen lukket adskillige gange. Under 2. Verdenskrig var den igen lukket og blev først åbnet i 1948 efter at amerikanerne havde fjernet de jordskred tyskerne havde fremprovokeret, da de trak sig tilbage fra Grækenland.
Nu eller aldrig
I starten af 2021 lukkede kanalen igen – også denne gang som følge af et jordskred. Flere mente, at den ville forblive lukket. Men sidst på året blev det meddelt, at kanalen ville blive repareret og være midlertidigt åben et par måneder i sommerperioden.
Skulle vi nå at sejle på Korinthkanalen var det nu.
På ruten nord om Peloponnes havde vi kun 135 sømil over til den lille ø lidt syd for Athen, hvor vi var inviteret til et bryllup.
Men brylluppet var først om 4 uger. Så vi havde stadig masser af tid efter en (som sædvanlig) uventet start.
Take it easy
Vi tog det stille og roligt. For som havnefogden i Maastricht havde sagt for – hvad der nu forekom at være – en evighed siden.
“Like always when sailing: make sure you have a flexible planning that you can easily adapt to the circumstances”.
Efter et par dage i Lefkas, der ligger en times sejlads fra Preveza, sejlede vi 20 sømil længere sydpå til den lille ø Kalamos.
Anker eller ej
I Grækenland har kun få havne udlagt fortøjningsliner. Derfor lægger man anker, når man fortøjer.
Selvom der er masser af informationer om lokale forhold på Navily og i Heikells pilotbøger, er det rart med lokal assistance, når man lægger til et sted, man ikke kender.
På Kalamos er George synonymt med lokal assistance. Med tydelige fagter gør han opmærksom på, hvor der er en ledig plads, hvor og hvornår man skal droppe sit anker. Kommer man ud af kurs, mens man bakker ind mod molen, giver George tegn til, om man skal korrigere til styrbord eller bagbord eller øge eller sænke farten. Når man kommer helt tæt på, tager han mod fortøjningerne og giver tegn til, hvor langt man skal ligge fra kajen. Når båden ligger sikkert fortøjet, fortæller han med en lavmælt, men også lidt bestemt stemme, at han ejer tavernen for enden af molen og at man er velkommen til at spise sin middag der.
Vi var glade for at se George, da vi ankom til Kalamos. Med hans assistance foretog vi et perfekt anløb til den ledige plads, han havde udset sig til os.
Vi har mødt flere sejlere, der sværger til at ligge for anker fremfor en udlagt fortøjningsline, som de siger er svær at få fat i og kan gå i skruen eller bovpropellen.
Da vi næste formiddag med lethed trak ankeret op og efter endnu en perfekt manøvre forlod George og Kalamos, måtte vi indrømme, at det har sine fordele at lægge til og fra med anker.
Astakos
Dagens mål var Astakos.
En lille by på fastlandet, der ligesom mange af de Ioniske kystbyer kan føre sin historie tilbage til antikken.
Nutidens navn Astakos er det græske ord for hummer, og fiskeri er da også sammen med turisme og landbrug de vigtigste erhverv for byens 2.000 indbyggere.
Først på eftermiddagen nåede vi til den 4 sømil dybe bugt, som Astakos ligger i bunden af.
Det måtte være her nogle Homer-eksperter hævder Kong Memes samlede en flåde for at slutte sig til armadaen, der sejlede til Troja for at tilbageerobre den skønne Helene. Medens andre kyndige tolkere af Homers episke digte hævder det var her Odysseus mødte Kyklopen.
Bugten er beskyttet af et par mindre øer, som nu da de var varmet op, begyndte at trække luft fra det lidt koldere fastland.
Brisen startede svagt og tog til i styrke jo længere vi kom ind i bugten.
Øvelse er alt
Da vi nåede ind til Astakos nåede brisen en styrke på 10 m/s og blæste langs havnefronten. Længst mod luv lå en motorbåd. Mod læ et par sejlbåde. Mellem dem var der tomt.
To mand kom ud og vinkede til os.
Det måtte være Astakos’s svar på Kalamos’s George.
Da vi kom nærmere, drejede vi og sejlede væk fra kajen. Da vi så ind mod land vinkede mændene ivrigt.Vi droppede ankeret og bakkede ind mod dem.
Vi pegede agterstævnen til luv , men afdriften var stærkere end vi havde regnet med og vi endte i en håbløs skæv vinkel til kajen.
Der var ikke andet at gøre at sejle ud og bakke ind til land igen.
Denne gang gik det bedre.
Vi var stadig for langt til læ, men ikke mere at vi kunne hale os på plads. Ja altså, hvis vi kunne få de to mænd med på planen.
Den ene satte sin line om en pullert til læ. Så rakte han hånden frem som tegn på, at det var tid til at betale for hjælpen. Den anden vidste ikke, hvad han skulle gøre med sin line, som jo var den vi skulle bruge til at hale os på plads med.
Vi gjorde tegn til ham om at lægge fortøjningen om en pullert til luv.
Men han stirrede rådvild ja nærmest skræmt på os uden antydning af at ville gøre, hvad vi bad om.
Så udstødte han et par uforståelige lyde og først da forstod vi, at staklen var døvstum og efter sine bevægelser at dømme også udviklingshæmmet.
Vi bad dem begge slippe vores liner
»Hvad så med mine penge?« råbte manden med linen om den læ pullert.
»Senere« råbte Pia mens vi trak linerne ind og sejlede ud til ankeret, som vi droppede et andet sted for så atter at bakke ind mod land.
Denne gang kom vi ind ved siden af motorbåden.
… Puha.
Men da vi strammede kæden, opdagede vi, at vores ankerkæde lå ovenpå motorbådens.
»Ikke noget problem« forklarede ejeren »Jeg har problemer med motoren og kommer først afsted om et par dage«
Fint nok, men ankret holdt ikke, da vi strammede kæden.
Så ud med os igen, flytte ankeret og bakke ind mod land. Nu for fjerde gang. Da vi nærmede os land, røg gashåndtaget af. Vi fik sat det på og undgik på forunderlig vis at banke ind i kajens stenvæg. Men i kampens hede var vi igen blevet blæst for langt væk fra vores mål.
Så ud igen. Nu for femte gang.
Denne gang sejlede vi ud i bugten for at puste ud.
Mens vi lå og tænkte over næste træk, kom en engelsk båd.
De droppede ankeret dobbelt så langt ude, som vi havde gjort. Så stillede rorgængeren sig foran roret med ryggen til stævnen, gav gas og styrede med en konstant fart vinkelret ind mod land ved at lade den naturlige skruegang pege agterstævnen betydelig længere mod luv end vi havde turde gøre. Imens slækkede en gast i stævnen ankerkæden, så den ikke på noget tidspunkt stoppede båden. Da de nærmede sig land, sprang en anden gast i land og lagde en fortøjning om en pullert til luv. Så strammede gasten i stævnen ankerkæden og til sidst lagde de en fortøjning om læ pullert.
Sådan skulle det bare gøres.
Så nu var det jo bare at gøre som englænderne.
» Det bli’r så også sidste gang« bedyrede Pia, da hun lod ankret gå.
Det blev det så også. For nu kom vi ind og lå vinkelret mod kajen. Med hjælp af den engelske båd fik vi en line om en luv pullert. Da Pia strammede kæden holdt ankeret og vi kunne lægge den sidste fortøjning om en læ pullert.
Anduvningen havde taget en rum tid, givet en del sved på panden og haft en pænt stor underholdningsværdi for de heldigvis få gæster på tavernaerne ved havnefronten.
…Såeeh
Ingen tvivl.
…Vi foretrækker udlagte fortøjningsliner
altid dejligt at høre fra livsnyderne
hej Heron, tak for jeres beretning. Var på Kalamos før Georgs startede sin session. Anløb af Atakos kan vi godt genkende, Den selvbestaltede havne-dreng, hjalp også os, og fik nogle €. Det er en god måde at fordele vor “velstand” til de lokale. Dejlig rolig by.
Både undervisande och spännande. Det är kanske dags att skriva en bok?
Skønt at høre fra jer igen. Hils Pia.
Hej Pia og Carl
Dejligt at læse lidt og det Ionske, der skal vi sejle i år. Vi rejser den 26. april 2023.
Håber vi ses
Tak til jer begge for dejlig beretning. Flere af dem. Flyver til caribien d 18 april for at hente min brors båd. Ank Middelhavet d første uge i Juni. Måske vi mødes der.
Tak og fortsat god tur
dbhe
Bare det var mig…..
🙂
jamen, det er jo netop sådan der er…kender George fra Kalamos…
God vind videre
Carl & Pia,
Igen en skøn beretning, jeg glæder mig altid til at læse hvad i nu har oplevet og der er sikkert også noget vi andre kan lære. Vi har selv med vores vens båd “Freedom” sejlet en del i det Ioniske hav. Der er hele tide udfordringer men det er vel også en del af at sejle skønt!
Vh Bjarne & Conni Huusfeldt
Tak for fortsættelse Jeg kan læse, at du nu har lært, at fortøjre i det græske – ankeret altid nedlægges længere fra kajen, en man tænker
Kh fra Lise og Søren, pt i troperne i en lille bil
Ak, ja, man skal lære hele livet, – jeg har lært, at jeg ikke skal lade mig lokke ind i bunden af Agersø Havn af velmenende sejlerkollegaer, der synes, at der er en plads perfekt til mig. Får vi en video fra Korintherkanalen?
Paa mit 82ende aar sidder jeg her paa Cuba og taenker tilbage paa mine 15 aar i det Graeske, Tak for jeres film og skriverier.
så dejlig en rejsebeskrivelse! Må erkende at vi er det helt forkerte sted lige nu🙃
fortsat dejlig tur til jer🤗
Tak for en god og lærerig beretning, altid spændende at høre om andres oplevelser og hvordan man takler den givne situation. Som tidligere fortalt sejler ut. og frue med Keld Hummer i Freedom Moody 42 i Det Græske ø hav. og Vi kender også til de udfordringer der kan være så endnu engang tak for god underholdning !! vh. Bjarne & Conni Huusfeldt, Thurø
Det er vist kun i Grækenland og superyachts. Men med ankerkæden kan man styre stævnen så det er letter end med liner som skal trækkes op fra bunde, som de bruger i resten af Middelhavet.
31 år på anker og fortøjning. Cruising yacht
Øvelse gør Mester. Jeg hader slimelines, anker er meget bedre.
Lykken er et ankerspil med frit fald..
Foretrækker selv eget anker frem for mooringlines
The really big advantage of stern-to on anchor, as opposed to slime line, is that the chain tends to hold the boat closer to the wind. I find it far more tricky in marinas where I cannot anchor. Fortunately good marinas know this and offer a man in a RIB to push the boat upwind.
A lot of problems occur when the boat is stopped while dropping the anchor, as it will quickly blow off downwind: 1) you can’t be sure where the anchor will hit the bottom, and 2) you can’t be sure of the location and orientation of the boat when it does, so you may start reversing in the wrong direction. I prefer to go 3-4 boat lengths downwind of the drop point, and then reverse back into the wind, parallel to the dock with the anchor already near the bottom. Once at the anchor point, do a 90 degree turn and… Read more »
12/6/2023 Kaere Heron, Tak for at tage mig tilbage til Graekenvand hvor jeg plus venner eller familie for +- 40 aar siden tilbragte 15 lange sommer-krydstogter. Hvor var det enkelt dengang og oeknomisk overkommeligt i forhold til jeres beretninger.
Tidligere. Kaere begge, En hilsen fra Viggo paa Cuba. Jeg nyder at laese jeres beretninger. Og har lige overstaet Sicilien hvor min datter har feriehus., men jer mener at Michaels datter som du skriver, var hans unge hustru. Nar vi her indimellem ikke har stroem, hvilket i perioder dagligt op til 6 timer, laeser jeg e.boeger. God vind herfra.
In the first example you would need a lot of prop walk to bring the stern up against the wind. However, in both examples the boat is starting from a stand still without steerage. Would suggest pre dropping the anchor and being underway astern with steerage when you reach the point you want to drop anchor and continue astern using the steerage you have from being underway to keep you up in to the wind. Set the anchor before entering the berth and then motor forwards so that you can gain steerage whilst going astern again before dropping more chain… Read more »
Good write-up. Thanks for sharing
fin läsning!👍