På’n igen  …

Vi landede i Kastrup lufthavn den 7. marts. I ankomsthallen blev vi modtaget af Daniel. Han havde pakket og medbragt en taske med varmt tøj til os. Super dejligt. Vi tog alle tre ud til Frederiksberg. Her lå lejligheden, vi havde lejet på Airbnb. 

Næste dag var Pia til kontrol på Gentofte sygehus. 

I de næste to uger fik vi besøg af børn med kærester, familie og venner. Vi dyrkede også vores nye nærområde og besøgte gode venner, der bor her. Hyggelige og muntre besøg. En del småting blev ordnet. Vi fik også tid til at nyde det tidlige danske forår i Frederiksberg Have og Landbohøjskolens Have og drikke kaffe i solen på Cafe Den Blå Hund. 

Tiden gik hurtigt. Vi udsatte afrejsen til Maastricht med en uge og lejede igen en lejlighed på Airbnb. 

Denne gang på Sluseholmen. Under opholdet dannede vi os èt, eller rettere to helt forskellige, indtryk af kvarteret. Bydelen er opført som en kanalby med hollandsk arkitektur som forbillede.  Fuldstændig som da Chr. IV lod  Christians Havn opføre for flere hundrede år siden.  Byggeriet  startede for over 15 år siden. Der bygges stadig løs og lejlighederne sælges nu til over før-krise-priser.

Tirdag morgen tog vi og vores 70kg tunge baggage en taxa til Ingerslevsgade. Vi havde bestilt den med appen Moove – et smart, billigt og brugervenligt alternativ til Uber.

Efter lidt ventetid steg vi ind i en stopfyldt bus, der var kørt fra Stockholm om aftenen.

Da vi nåede Storstrømsbroen forsvandt tågen og vi tilbagelagde  det sidste stykke af strækningen i Danmark i endnu en fin forårsdag.

I Puttgarden blev bussen dirigeret ind til siden.

– Passkontrolle, oplyste buschaufføren, hvorefter to politimænd steg ombord og kontrollerede pas. Besværligt og tidskrævende. Fuldstændig som i ‘gamle’ dage.

I Lübeck steg vi ud til sol og 20 graders varme.  Vi checkede ind på hotellet. Gik ud og genså byen. Det var her vi var ‘stået på’ det europæiske flod- og kanalsystem  i det tidlige efterår sidste år. 

Næste dag begav vi os mod Maastricht i en udlejningsbil. En lang og kedelig strækning. Turen tog 7 timer. I båd brugte vi 2 uger. 

Heron lå fuldstændig, som vi havde forladt den, lige bortset fra at en BZ’ere havde indtaget kurven med krydderurter. Det meste af jorden var skubbet ud på agterdækket. I stedet lå nu et pænt stort æg.  Lidt senere dukkede en and op med sin mage. Begge så på os, mens de skræppede løs. Hunnen lagde sig på ægget i kurven. Senere forsvandt de. 

Det var dejligt  at være ‘hjemme’ efter at have boet 22 forskellige steder de sidste 5 1/2 måneder. Men et eller andet sted også underligt at ‘hjem’ var Maastricht.

Vi besluttede at proviantere stort mens vi havde bil og kørte til supermarkedet Jumbo, der har et godt og stort varesortiment.

Før vi kørte ind på parkeringspladsen stoppede vi foran en bom og trak en P-billet. På et skilt oplystes at den første 1 1/2 times parkering var gratis. Vi parkerede bilen,  forlod den og gik igang  med det helt store indkøb i Jumbo, 

Efter 2 timer var vi færdige og slæbte et hav af poser ud til bilen. Vi startede motoren, kørte mod udgangen og stoppede ud for betalingsautomaten  til udgangsbommen,  Vi kom P-billetten i automaten, som meddelte, at vi skulle betale 4€ og at den ikke tog kontanter. Vi prøvede 4 forskellige kort vendt på 4 forskellige måder. Bommen rørte sig ikke en millimeter. En stadig længere kø af  hollandske biler dyttede stadig mere utålmodigt. Vi trykkede på en alarm  på automaten.  Ingen respons. Der var ikke andet at gøre end at stige ud af bilen og få de mange biler i køen til at bakke, så vi kunne få vores  bil ud af køen.

Vi fandt en anden automat. Tre gange stoppede vi en €10 seddel i automaten. Hver gang fik vi sedlen retur. Først da vi forsøgte med en helt ny 10€ seddel beholdt automaten sedlen, printede en p-billet, sendte 6€ retur og sluttede med at printe en kvittering, som bevis for at den havde accepteret betalingen. 

Triumferende kørte vi igen hen til automaten ved udgangsbommen. Men den var ligeglad med at den nu fik en P-billet der beviseligt var betalt for. Bommen blev stadig ikke hævet så meget som en millimeter. 

En ny lang kø af hollandske biler dyttede igen utålmodigt. Endnu en gang ud af bilen og få de mange biler til at bakke. Denne gang gik det lidt nemmere. Nu vidste vi jo hvordan det skulle gøres. 

Vi forlod bilen og gik ind i supermarkedet. Fik på skift forklaret  3 forskellige medarbejdere, at vi ikke kunne komme ud, at varmen havde nået en temperatur,  der omend usædvanlig for årstiden ikke ligefrem var gavnlig for vores mange madvarer og at vores tålmodighed med den vrangvillige automat var ved at være slut.

Efter en del diskussion foreslog en af medarbejderne os at køre tæt på en tilfældigt udkørende bil. Tricket var at få sensoren til opfatte vores og den forankørende  bil som eet køretøj.  

– Men I skal køre helt tæt ellers knalder bommen ned i taget på Jeres bil,  afsluttedes rådet advarende. 

Før vi nåede at prøve denne noget dristige exit strategi kom en stemme fra automaten os heldigvis pludselig og helt uventet til undsætning. Stemmen, der tilhørte en ansat fra Q-park, fortalte på fejlfrit engelsk at vores problem var noteret og at bommen ville blive hævet, så vi kunne køre ud fra P-pladsen….Pyha.

Ud over at proviantere  har vi gjort rent om læ, stuvet baggage af vejen, vasket bunker af tøj, vejledt på CBS, besøgt det værft, hvor Heron skal på land i næste uge, købt et par småting i det lokale byggemarked, afleveret udlejningsbilen i Aachen i Tyskland og taget bussen tilbage til Maastricht uden at hverken chaufføren, vi eller vores medpassagere registrerede, at vi passerede grænsen.

Men her var der jo heller ikke hverken paspoliti eller bom

ps Tilmeld dig mail liste og få en mail når der er nyt på bloggen