Farvel Heron

I den sidste uge af oktober anduvede vi Port Garavan i Menton. Her skulle Heron ligge vinteren over. Det havde været svært at finde en plads. Så svært, at Albert fra det rumænske booking bureau, mente at have fundet den sidste ledige plads på hele Cote d’Azur, ja hvis da ikke på hele den franske middelhavskyst.

Der var adskillige tomme pladser i Port Garavan. Og mon ikke også der var det i Cannes ? (Vi fik aldrig det afslag på vores ansøgning den yngre kvinde i havnekontoret havde stillet os i udsigt).

Senere fandt vi ud af, at lejemålene i kommunalt ejede havne typisk udløber 31. december. Det bevirker at der i efteråret ikke er overblik over belægningen i vintermånederne. Resultatet er en del ubenyttede pladser.

Der findes to skoler for vinteropbevaring af både. Den ene siger, at en båd skal tages på land om vinteren. Den anden at den skal blive i vandet.

Vi har forståelse for begge skoler. Vores tidligere både tog vi på land om vinteren. Heron har derimod tilbragt alle sine vintre i vandet. Også de vintre, hvor der var is på Øresund. I Middelhavet kunne vi udelukke problemer med is. Ingen af de andre både blev taget op. Så hvorfor ikke bare gøre det samme. Måske vi ovenikøbet kunne komme ud og sejle, når vi kom tilbage i juleferien?

Vi gik igang med at forberede opholdet.

Vi talte med havnefogden og han lovede at holde øje med Heron, mens vi var væk.

” Havnen er godt beskyttet”, fortalte han og fortsatte ” der er læ bag den 3 meter høje betonmur, men kommer der en storm fra sydvest, kan bølgerne godt blive så store, at de slår ind over den.”

” Hver 10. år”, svarede han på vores spørgsmål om hvor tit sådan en storm kom. “Men der var een sidste år” tilføjede han beroligende.

Vi gik ind i marineforretningen og købte ekstra fortøjningsliner og to kraftige fjedre.

“En 10 års storm kan godt komme i år, selvom der var en sidste år”, smilede den flinke indehaver, mens han fornøjet tastede et temmelig stort tal ind på betalingsterminalen.

Vi lagde de nye fortøjningsliner ud. Nu var der dobbeltfortøjninger både for og agter. De kraftige fjedre satte vi i det ene sæt. Det sikrede elasticiteten i det stærke udadgående træk. Det andet lagde vi i et kryds. Det sikrede mod det mindre kraftige træk til siden. Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning, satte vi også fortøjningsliner fra land i klamperne midtskibs.

Vi trak Heron længere ud i bassinet, hængte et par store fendere på agterspejlet og organiserede en line med udveksling. Så var det nemt at trække ind til kaj, når vi skulle til og fra borde.

Heron lå nu solidt fortøjret, ligesom de mange andre både, der skulle tilbringe vinteren her.

Menton er en fin by. Den ligger godt beskyttet bag store bjerge og reklamerer med at have de varmeste vintertemperaturer i Frankrig. Så varme at Menton er det eneste sted i Frankrig, hvor der dyrkes citroner hele året (Kilde: Turistkontoret).

Byen grænser op til Italien. Det ses på arkitekturen i den gamle by. Den ser italiensk ud. Det mærkes også på, at mange af indbyggerne taler både italiensk og fransk.

Vi badede fra stranden, der ligger lige op til havnen, cyklede rundt i området på vores minicykler, udforskede den gamle bydel, drak kaffe og spiste citronkage på strandpromenaden, tog bussen til Monaco, besøgte de fine velplejede private haver og fik besøg af Anders – en af Carls tidligere arbejdskolleger, der har boet og arbejdet i Monaco flere år.

En dag cyklede vi til Italien. En indsats, der måske lyder lidt mere imponerende end den var. Grænsen ligger nemlig 500 meter fra havnen.

Begge sider af grænsen var bevogtet. På den franske af en enkelt vagt i politiuniform. På den italienske af 3 vagter i soldateruniformer med kasketter prydet med flotte brun fjer. Vagterne overvågede smilende trafikken, der gled nemt og ubesværet, helt upåvirket af bevogtningen.

Vi blev ikke længe i Italien, men dog alligevel længe nok til at kunne konstatere forskelle mellem de to lande. I Italien lå der bunker af affald omkring overfyldte affaldscontainerne, priserne i supermarkedet var betydeligt lavere og udbudet præget af italienske specialiteter. Fra en lastbil, der holdt parkeret tæt ved supermarkedet, blev der solgt frugt og grøntssager.

Det blev tid til at tage tilbage til Danmark.

Vi gennemgik checklisten til vinterforberedelserne en sidste gang, sagde farvel til Heron og havnefogden. Kørte til Nice, tog flyet til København og trådte nogle timer senere ind ad døren til vores lejlighed.

Det var dejligt igen at være hjemme hos familie og venner. FaceTime, Snapchat og hvad de digitale kanaler nu hedder er gode. Men endnu har de ikke erstattet det nærvær den fysiske tilstedeværelse giver.

Hjemmefra tjekkede vi jævnligt vejrudsigten for området omkring Menton. I midten af December fik vi en SMS fra havnekontoret. Der blev varslet storm fra sydvest. Vi fulgte udviklingen tæt på den franske vejrtjeneste Meteo og appen Windy. Stormen begyndte fra sydvest. Derfra kom den stadig, da den kulminerede med vindstød på 30m/s i et par timer efter midnat.

Indehaveren af marineforretningen havde ret.

En 10 års storm kan sagtens komme to år i træk.